Tilbage

35. rejse på en smal vej.

1. scene: Hvad skal vi tage med os?
I 1844, da Ellen Harmon havde sit første syn, så hun en smal sti som førte til himmelen. Kun dem som havde øjnene fæstnet på Jesus var trygge. Nogle blev trætte og klagede over at byen var så langt borte, så de blev modløse og gav op. Nogle mistede Jesus af syne og sagde at det ikke var Gud som havde ledt dem.

I 1868 havde søster White en drøm som gjorde stærkt indtryk på hende. Det var ikke et syn denne gang, men en drøm. Hun drømte at hun var sammen med en stor gruppe mennesker. En del af denne gruppe havde forberedt sig for at begynde på en rejse. De havde tungt lastede vogne. Lad os tænke på hvad vi ville haft i vor vogn. Ville vi læsse vognen med tv-apparatet eller romaner og stereo-anlæg og plader, fin tøj, pop-musik, vin og cigaretter? Matt. 6,21 siger: ”For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Ville du være sikker på at du havde Bibelen og sabbatsskolelektien med dig?

Så rejste de, og det så ud som om vejen steg opad. På den ene side af vejen var der et stup, på den anden side var der en glat hvid væg.

Lidt efter som de rejste, blev vejen smallere og mere brat. Nogle steder var den så smal at de fandt ud at de ikke længere kunne få vognene med sig. Så flyttet de noget af bagagen over på hestene, løsnede vognen og fortsatte på hesteryggen.

Stien blev stadig smallere. De måtte gå tæt ind til væggen for at de ikke skulle falde ned fra den smalle vej og udenfor afgrunden. Da de gjorde det, blev bagagen presset fra væggen, og de svajede mod afgrunden. De var bange for at falle ned og blive knust mod stenene. Da skar de bagagen løs og lod den falde ned i afgrunden. Hvordan bliver det med os når vi må forlade alt bag os? Vi må have Bibelen gemt i vore hjerter når den tid kommer. De fortsatte på hesteryggen, men når de kom til smalle steder på vejen, var de ved at miste balancen og falde. Da så det ud som om, en hånd tog fat i bidslet og førte dem over det farlige sted.

Efter som stien blev endnu smallere, så de at de ikke kunne sidde trygt på hesteryggen, og de lod hestene blive tilbage og gik til fods, på en række, og den ene fulgte i fodsporene til den anden. Nu opdagede de tove som hængte ned fra toppen af den rene hvide væg. Disse greb de med iver og de hjalp dem til at holde balancen på stien. Tovene flyttede sig sammen med dem når de gik. Stien blev så smal at de gik tryggere uden sko, så de tog dem af sig og gik et langt stykke uden dem. Snart så de at de gik tryggere uden strømper, og de tog dem også af sig og gik vider barfodet. De tænkte på dem som ikke havde vænnet sig til prøvelser og vanskeligheder. Prøvelserne på vejen gjorde disse blot mere opsat på at fortsætte til enden.

Faren får at falle ned fra stien blev større. De klemte sig ind til den hvide væg, de kunne endog ikke sætte fødderne ordentlig ned på stien for den var for smal. De måtte hænge med hele vægten i tovene og de råbte: ”Vi har støtte ovenfra, vi har støtte ovenfra.” De samme ord sagde af hele gruppen på den trange sti.

De gøs da de hørte lyden af latter og drikkefester som kom fra afgrunden under dem. De hørte bandeord og rå vitser og simple sange. De hørte krigssanger og danseviser. De hørte musik og højrøstet latter blandet med bandeord og smerteskrig og bitter gråt. Nu var de mere bestemt end nogen sinde før, på at holde sig på den smalle og vanskelige sti. For det meste var de tvunget til at hvile med hele sin tyngde i tovene, som blev tykkere og tykkere efterhånden.

Søster White lagde mærke til at den smukke hvide væg var sølet til med blod. De følte sorg ved at se den sådan. Men denne følelse varede bare et øjeblik, for snart syntes de at det var sådan, som det skulle være. De som fulgte efter ville se at andre var gået igennem de samme lidelser.

2. scene: Troens tov.
Til sidst kom de til en stor kløft, hvor stien sluttede. Der var ingenting at sætte fødderne på. Det eneste de havde at stole på var tovene, som nu var blevet så tykke som dem selv. Nu blev de usikre og ulykkelige en stund. De hviskede i rædsel: ”Hvad er tovene festet til?” Pastor White gik lige foran søster White. Store sveddråber faldt fra hans pande, og blodårerne i tindingen var dobbelt så store som ellers, og han stønnede i sjælsangst. Sveden dryppede også fra søster Whites ansigt og hun følte en sådan angst som hun aldrig havde oplevet før. En frygtelig kamp lå foran hende. Skulle de svigte nu, så ville alle vanskeligheder de havde gået igennem før være forgæves.

Foran dem, på den anden side af kløften, var der en smuk slette med ca. 20 cm. højt græs. De kunne ikke se solen, men mange lysstråler som lignede guld og sølv hvilede over marken. Ingenting de havde set på jorden kunne sammenlignes med skønheden og glansen på den anden side. Men ville de klare at komme der over? Det var det store spørgsmål. Hvis tovet røg, ville de omkomme. Igen hvisket de i angst: ”Hvem holder tovet?”

Et øjeblik nølede de med at fortsætte. Men så udbrød de: ”Vort eneste håb er at stole helt på tovet. Det er det vi har stolet på hele den vanskelige vej:” Det ville ikke svigte dem nu. Men endnu nølede de og var ængstelige. Da hørte de disse ordene blive sagt: ”Gud holder tovet”. De behøvede ikke være bange. Ordene blev gentaget af dem som kom efter. ”Han vil ikke svigte os nu, han har ført os trygt så langt.”

Pastor White svingede sig over den frygtelige afgrund og over til den smukke slette på den anden side. Søster White fulgte straks efter. Åh, hvilken lettelse og taknemmelighed til Gud de følte. Søster White hørte stemmerne løfte sig i triumferende lovprisning til Gud. Hun var lykkelig, fuldkommen lykkelig.

Søster White vågnede og kælede efter den ængstelse hun havde oplevet mens hun gik ad den vanskelige sti, var hver nerve i kroppen spændt. Drømmen gjorde et sådant indtryk på hendes sind at hun sagde at hver detalje i den ville være levende for hende så længe hun kunne huske.

Hvad var det som bar disse mennesker trygt til det forjættede land? Det var kun deres tro. Før Jesus drog tilbage til himmelen, stillede han et spørgsmål: ”. . . .når Menneskesønnen kommer, mon han vil finde troen på jorden?” Finder vi mange mennesker som tror på Gud i dag? Nej, ikke mange. Mange mennesker siger at Gud er død, eller det findes ingen Gud. De tror ikke at Jesus skal komme igen. Men vi ved at Jesus vil komme igen, for vi læser i hans løfte i Joh. 14, 2, sidste del og 3: ”. . . for jeg går bort for at berede jer sted, og når jeg er gået bort og har beredt jer sted, kommer jeg igen og vil tage jer til mig, for at også I skal være der hvor jeg er.” Ja, Jesus vil komme og tage os med til den byen som bror og søster White var på rejse til i den alvorlige drøm som hun fik.