Tilbage

36. Det velsignede håb.

1. scene: ”Jeg anbefaler jer denne bog.”
Den sidste gang søster White talte ved Generalkonferensen, var hun i firserne. Selvom der ikke fandtes mikrofoner i de dage, kunne hun høres over hele den store forsamling. Da hun havde fuldført sit budskab, tog hun Bibelen op som lå på talerstolen, åbnede den og holdt den frem foran sig. ”Brødre og søstre, jeg anbefaler jer denne bog.” Så lukket hun den varsomt, lagde den tilbage på talerstolen, og langsomt gik hun ned fra talerstolen.

Hun fik mange besøg i løbet af de sidste måneder hun levede. Hun var altid glad for at kunne give dem opmuntring og trøst. Tanken at hun ikke altid skulle være her og tale til folket, gjorde hende ikke bedrøvet. En dag sagde hun til en besøgende: ”Jeg glæder mig over tanken, at når jeg ikke længer kan tale til folket, vil mine bøger tale for mig.”

Søster White afsluttede sit livsværk efter at have været Guds udvalgte budbærer i halvfjerds lange år. ”Jeg ved hvem jeg tror på,” hviskede hun til sin søn, ikke længe før hun sov ind for at hvile til Jesus kalder hende frem fra graven.

Fordi Ellen White havde så mange venner og var så højt elsket af så mange mennesker, blev det bestemt at holde begravelsesceremonier på tre forskellige steder – en ved ”Elmshaven”; hvor hun havde boet, en i Richmond, Californien, hvor der blev holdt et lejrmøde den gang. Og selvfølgelig, den sidste højtidelighed blev holdt i Battle Creek, Michigan, hovedkvarteret for Generalkonferensen. Der var flere betydningsfulde talere ved disse højtideligheder og alle så de tilbage på Ellen G : Whites liv som et liv i tjeneste for Gud og mennesker. En taler sagde: ”Vor Herre sagde at et træ kendes på dets frugter. I lyset af dette, er vor søsters liv og den velsignede indflydelse hun havde over alle som kom i kontakt med hende, et vidnesbyrd om hendes karakter og arbejde.”

Til tider har enkelte mennesker spurgt om søster White var en profet eller ej. Nogle spurgte til og med hende selv om dette. Hun sagde: ”Tidlig i min ungdom blev jeg spurgt flere gange, ”Er du en profet?” Jeg har altid svart: ”Jeg er Herrens budbærer.” Jeg ved at mange har kaldt mig en profet, men jeg har aldrig gjort krav på denne titel. Min Frelser erklærede mig for at være Hans budbærer.”

Søster White var mere end bare Guds budbærer. Hun var kendt for de gode frugter af sit liv, som en god nabo, en kærlig hustru og mor, en trofast ven, en tålmodig lærer, en stor pædagog, men mest af alt som en trofast kristen.

Hun rejste fra sted til sted og underviste, prækede og gav vejledning for at hjælpe til at fremme det store Adventbudskab. Men hun havde altid det store ansvar for sig, at skrive Guds budskaber ned og give dem ud i bøger, sådan at alle mennesker kunne læse dem.

”Jeg må skrive bøger og på den måde give andre det lys som Herren giver mig. Jeg vil ikke forlade en ufærdig opgave.” Og hun forlod ikke sin gerning ufærdig.

Hun levede til hun var næsten 88 år gammel. De 50 000 sider med vejledning og inspiration som Gud gav hende er blevet trykt i 53 bøger. Hvor mange af disse treoghalvtreds bøger har vi læst? Ligner vi Steven Smith som ventede i ottogtyve år før han til sidst læste søster Whites gode råd til ham?

2. scene: Hyldet til en stor kvinde.
(Fjern 3, sæt 31 op og 172 foran talerstolen.)
Åbenbaringen 14,13 blev valgt som tekst ved hendes begravelse. ”Salige er de døde som dør i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skal hvile fra sit arbejde, for deres gerninger følger med dem.”

”Om ingen anden,” sagde taleren pastor E.E. Andross, ”kan det siges mere passende end om vor kære søster, at dette skriftord er opfyldt.” Alligevel, under sådanne omstændigheder som dette, skriger vore hjerter efter den herlige opstandelsesmorgen. Vi ønsker at vide at døden skal ødelægges og at de som sover skal vågne op.”

Ja, unge venner, vi er glade for de mange vers i Bibelen som fortæller os at Jesus skal komme igen, og at vi ikke skal sørge som de som ikke har håb.

Da de kristne i Tessalonika sørgede når de begravede sine kære, henledte Paulus deres opmærksomhed til opstandelsen som vil finde sted ved Jesu andet komme. Da vil de døde stå op, og sammen med de levende vil de blive løftet op i luften for at møde Jesus. .”. . . og så,” siger han, ”skal vi altid være med Herren. Trøst da hverandre med disse ord.” 1. Tess. 4, 16-18.

En af de herligste sandheder som er åbenbart i Bibelen, er om Jesu genkomst i magt og stor herlighed for at redde os fra denne verden med sygdom, synd og sorg. Da vil han tage os med til de himmelske boliger hvor han har gjort et hjem til hver enkelt af os, i stand. I Joh. 14,1-3 lovede han disciplene: ”. . .jeg går bort for at berede jer et sted, og når jeg er gået bort og har beredt jer et sted, kommer jeg igen og vil tage jer til mig for at også I skal være hvor jeg er.” Jeg ønsker at dele al himmelens herlighed med os og han længes efter den dag hvor han skal komme igen med alle de himmelske englene for at regere over universet sammen med ham for altid.

Englene som blev tilbage på Oliebjerget efter Kristi himmelfart, gentog løftet om hans genkomst: ”. . . denne Jesus som er optaget fra jer til himmelen, skal komme igen på samme måde som I så ham fare op.” Ap. Gj. 1,11. Og apostelen Paulus som talte ved Helligånden, skrev: ”For Herren selv skal komme ned fra himmelen med et bydende råb, med overengels røst og med Guds basun. . .” 1. Tess. 4, 15. Og i Åbenbaringen 1,7 siger Johannes: ”Se, han kommer med skyerne og hvert øje skal se ham. . . .”

3. scene: Jesus genkomst.
Det er et herligt hjem som Gud bereder for os. Søster White så himmelens herlighed i et syn, og hun har beskrevet det for os. Du kan læse det mere fuldstændigt i hendes bøger, Early Writings s. 16-20, og Den store strid s. 384-386. Her er noget af det hun skrev. I bogen Den store strid, læser vi: ”Bibelen kalder de frelstes arv et land. Der leder den himmelske hyrde sin hjord til levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og bladene på træet er til lægedom for folkene. Der er floder som altid flyder, klart som krystal, og langs deres bredder kaster svajende træer sine skygger over stier som er beredt for Herrens forløste. Vidstrakte sletter går over til smukke højder og Guds bjerg hæver sine stolte tinder. På disse fredfulde sletter og ved de levende floder skal Guds folk som så længe har vært pilegrimme og vandringsmænd, finde et hjem. . . Smerte kan ikke eksistere i himmelens atmosfære. Der bliver ingen tårer, ikke noget ligfølge, ikke noget tegn på sorg. ”Døden skal ikke være mere, ikke sorg, ikke skrig og ikke pine skal være mere, for de første ting er veget bort. . . .”Åb. 21,4.

”Nat skal ikke være mere i Guds stad. Ingen behøver eller ønsker hvile. . . Altid skal vi kende morgenens friskhed og altid skal vi være langt fra dens afslutning. . . Fra Guds og Lammets trone strømmer et aldrig svigtende lys ud over den hellige stad. De forløste skal færdes i en evig dags solfrie herlighed.”

Hun siger i Early Witings: ”Jeg så en anden mark fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, måtte jeg råbe ud: ”De vil aldrig visne”. . .Så kom vi til en slette fuld af alle slags dyr, løver, lam leoparder, ulve, alle sammen i fuldkommen fred. Vi gik midt imellem dem, og de fulgte fredelig efter på afstand. . . Som vi gik videre, mødte vi en gruppe som også betragtet herligheden. Jeg lagde mærke til at de havde en rød kant på deres dragter. De havde skinnene kroner og rene hvide dragter. Da vi hilste på dem, spurte jeg Jesus hvem det var. Han sagde at de var martyrer som var blevet dræbt for hans skyld. Sammen med dem var en talløs flok med små børn, de havde også en rød kant på deres dragterne. Sions bjerg lå lige foran os. På bjerget lå et smukt tempel og omkring det var syv andre bjerge hvor der voksede roser og liljer. Og jeg så hvordan de små klatrede op til toppen af bjerget og plukkede de uvisnelige blomster. . . Dette tempel blev støttet af syv søjler, alle af gennemsigtig guld, besat med skønne perler. Jeg kan ikke beskrive alt det vidunderlige jeg fik at se der. Åh, om jeg kunne tale Kanaans sprog, da kunne jeg fortælle jer lidt om herligheden i den bedre verden.”

Og igen fra ”Den store strid”: ”De frelste skal få adgang til alle universets skatte. Uden at hindres af død og træthed, besøger de fjerne verdener. . . Med fuldkomment syn betragter de skabningens herlighed – sole og stjerner og verdenssystemer, som alle i sin bestemte orden kredser omkring guddommens trone. På alle ting, fra de mindste til de største, står Skaberens navn skrevet. Alt vidner om hans ubegrænsede magt.”

”Den store strid er endt. Synd og syndere er ikke mere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham som skabte alt, strømmer liv, lys og glæde ud gennem universets grænseløse rum. Alle ting, fra det mindste atom til den største klode, de levende og de livløse, forkynder i ufordunklet skønhed og fuldkommen glæde at Gud er kærlighed.”

Lad os prøve hårdere end nogen sinde før at følge i Jesu fodspor, sådan at I vil være rede når Han kommer. Vi må være redde til at gå sammen med Ham ind gennem de portene vi læser om i Åbenbaringen 22, 14: ”Salige er de som tvætter sine kjortler (holder hans bud, eng..overs.) så de må få ret til livets træ og komme gennem portene ind i staden.”

Jesu løfte er sikker. – ”Jeg vil komme igen.”

”For endnu er der bare så kort en stund, så kommer han som komme skal, og han skal ikke tøve.” Heb 10,37