Tilbage

4. – Døbt i søen.

1. scene – Sarons rose
Efter at Ellen kom hjem fra stævnet, var alt forandret. Det virkede som hele naturen sang og hun sang med.

Hun gik ud i haven (6-4 i haven) mellem blomsterne som moderen så kærlig tog hånd om og som hun også havde lært Ellen og søstrene at passe. Solen skinnede klart. Til og med fuglene sang smukkere end før, syntes Ellen. Det var som de sang til Skaberens ære. Haven havde aldrig vært så smuk for Ellen som nu. Hun var så lykkelig, hun havde ikke engang lyst til at tale.

Der var en smuk blomst som blev kaldt Sarons rose som Ellen særlig kunne lide. Når hun rørte ved de fine kronbladene og betragtede dens skønhed, takkede hun Gud for Hans store kærlighed som var omkring henne i de smukke blomster.

”Hun tænkte: ”Når Gud elsker og passer på blomsterne, hvor meget mere elsker han børn som er skabt i Hans billede.” Så sagde hun til sig selv: ”Jeg er Guds barn, jeg vil adlyde Ham og elske Ham bestandig.

Hendes tanker var fulde af de gode lærdommene hun havde fået på møderne på stævnet.

Nu virkede det til og med som om ulykken som var hændt hende tidligere, havde vært til hendes bedste. Den havde hjulpet henne til at vende sig bort fra verdens fornøjelser og fået henne til at tænke mere på Jesus og himmelen.

Ellen ville blive døbt i metodistkirken. Men det som bekymrede henne, var hvordan hun skulle blive døbt. Den måde metodisterne bruger når de døber, er at prædikanten tager lidt vand i hånden fra en skål og øser det over hovedet på den som skal døbes. Ellen var tolv år den gang, men selvom hun var så ung, så var hun sikker på at det var bare en måde at blive døbt efter Bibelen metode, det var ved neddykkelse. Det betyder at blive dyppet helt under vandet sådan som Jesus blev. Ellen læste disse ord i Mark. 1, 9. 10-11: ”Og det skete i de dage at Jesus kom fra Nasaret i Galilea og blev døbt af Johannes i Jordan. Og straks da han steg op af vandet . . . så han himmelen åbne sig . . . og der kom en røst fra himmelen: Du er min Søn den elskede, i dig har jeg velbehag.”

Så du ser at Jesus gik ned i vandet. Han blev døbt i en flod hvor det var meget vand, for Bibelen siger at Han kom op af vandet.

Og i Romerbrevet 6, 3.4. siger Bibelen: ”Eller ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus blev døbt til Hans blod? Vi blev altså begravet med Ham ved dåben til døden for at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, så skal også vi vandre i et nyt levnet.”

Nogle af metodistkvinderne prøvede at overbevise Ellen om at Bibelens måde at døbe på var at øse lidt vand over hovet. Men Ellen kunne ikke være enig med dem.

Lad os se på nogle flere vers for at se om Ellen havde ret. I Joh. 3, 23 står der: ”Men også Johannes døbte, i Ænon, nær Salem, fordi der var meget vand der. . . ” Hvorfor? Fordi der var meget vand der. Johannes kunne have brugt en skål med vand til at døbe menneskene med, men han gjorde ikke det. Han gik til et sted hvor der var meget vand så han kunne dyppe menneskene helt ned i vandet.

Har du nogen sinde været til en begravelse og set hvordan de begraver en som er død? Strøede de bare lidt jord over kisten? Nej, de satte kisten dybt ned i jorden og dækket den helt med jord. Vi er naturlig onde og syndige. Sådan kan vi aldrig komme til himmelen. Men når vi bliver døbt er der som vi siger: ”Jeg vælger at lade mit naturlige selv dø og begrave det for bestandig. Jeg vælger at lade Jesus leve i mit nye hjerte og blive Ham lig.” Vi kan ikke leve Jesu liv af os selv, men vi kan vælge at lade den Hellige Ånd lære os hvordan vi kan blive lig Jesus. Han vil give os kraft til at leve sådan som Jesus.

Når vi tager bad, vasker vi snavset af os så vi får en ren krop. Men når vi bliver døbt, beder vi Jesus vaske vore synder væk, så vi får et rent liv til at tjene Jesus. Ap. G. 22, 15 sier: ”. . .stå op og lad dig døbe og få aftvættet dine synder idet du påkalder hans navn.” (For juniorer og voksne, brug også Ef. 4, 22-24.)

Til sidst gik metodistpræsten med til at døbe Ellen og de andre ved neddykkelse sådan som de havde bedt om.

2. scene. – Begravet i søen.
Det blæste den dag da Ellen og elleve andre blev døbt i søen. Bølgerne var høje og slog op mod stranden da (39) Ellen blev begravet i dåbens vand. Men i Ellens hjerte var det fred og glæde. Hun følte sig som et nyt menneske, som om hun virkelig var født på ny. Hun var bestemt på at lade Jesus leve i sit hjerte, at elske og lyde og stole på Ham så længe hun levede. Og det gjorde hun.