Tilbage

9. – Den store skuffelsen.

1. scene – Miller taler.
(Sæt op Miller på tavlen før historien begynder.) 48

Jeg håber i stadig husker det store regnestykke vi talte om sidste uge, da Miller udregnede alt det Daniel havde set i et syn. Nu var Miller sikker på at Jesus skulle komme igen i året 1844, og han mente til og med at han vidste hvilken dag det blev. Han var sikker på at det kom til at ske den 22. oktober 1844. Da dagen nærmede sig, kom der flere mennesker på møderne. Og folk spurte: ”Hvad må jeg gøre for at blive frelst?”

For længe siden havde Johannes, han som skrev Åbenbaringens bog, haft et syn hvor han så tre store engle flyve ned fra himmelen. Hver engel havde et meget vigtigt budskab til verden.

Lad os slå op til Åbenbaringen 14, v. 6 og 7 og læse det. ”Og jeg så en anden engel flyve under det højeste af himmelen, som havde et evigt evangelium at forkynde for dem som bor på jorden, og for hver slægt og stamme og tunge og folk, og han sagde med høj røst: Frygt Gud og give ham ære, for timen for hans dom er kommet, og tilbed ham som gjorde himmelen og jorden og havet og vandkilderne!”

Nu var tiden kommet da dette budskab skulle gå ud til verden. Men prædikanterne og folk der ellers troede at denne dom betød at Jesus skulle komme til jorden for at dømme den, rense den fra synd og tage med de frelste menneskene til himmelen.

Budskabet om at Jesus kom igen snart, blev virkelig forkyndt med høj røst! Dette blev kaldt Den store vækkelse, for hundredevis af prædikanter overalt talte om at Jesus snart kom igen. Præcis som engelen havde sagt, blev budskabet forkyndt ”for hver slægt og stamme og tunge og folk”.

Mange prædikanter over hele verden prækede om at Jesus snart kom igen – i Tyskland, i Afrika, India, i Storbritannien, i Sydamerika, Frankrig og Schweiz. I Skandinavien fik prædikanterne ikke lov til at forkynde dette nye budskab, og der fyldte Gud små børn med Den hellige Ånd, og de stod op på bord og stole og talte de ord som Gud lagde i deres mund.

Det var selvfølgelig ikke alle som ønskede at høre dette vigtige budskab. Mange i de store kirkesamfund og præsterne blev ophidsede fordi så mange af medlemmer gik for at høre mænd som William Miller tale. De prøvede på alle mulige måder at holde sine medlemmer fra at høre budskabet om at Jesus snart kom igen.

Så kom tiden da den anden engel skulle forkynde sit store budskab. Åbenbaringen 14, 8 siger: ”Faldet, faldet er Babylon . . . ”, og Åbenbaringen 18,4 siger: ”. . . Gå ud fra hende mit folk, for at I ikke skal have del i hendes synder, og for at I ikke skal få nogen af hendes plager!”

I profetierne betyder ordet Babylon forvirring eller sammen blanding. Mange af de store kirkesamfundene havde blandet det som var sandt sammen med det som var galt, og forkyndte ikke længere Bibelens budskaber på den rette måde, så Gud sendte sin engel for at kalde folk ud af disse kirker som ikke ville forkynde Guds sandhed. Og hundredvis af mennesker meldte sig ud af de store, populære kirkesamfund og sluttede sig til adventisterne. Navnet adventister blev valgt fordi de troede på Jesu komme eller advent. Advent betyder at komme eller komme til syne, og adventisterne troede at Jesus snart skulle komme til syne på himmelen.

Ellen og hendes familie var lydige mod den anden engels budskab og meldte sig ud af metodistkirken og sluttede sig til adventisterne sammen med mange andre folk.

Som ugerne og månederne gik og 22. oktober kom nærmere og nærmere, studerede folk Bibelen og bad og ransagede sine hjerter for at se om de havde bekendt alle sine synder og gjort op alt med sine naboer og sine kære. De ville være sikre på at de var rede til at møde Jesus. Mange af dem glemte sine forretninger og sit arbejde på jorderne og i haven. De troede ikke der ville blive brug for mad i denne verden efter den 22. oktober, for da ville de være i himmelen og kunne spise af Livets træ.

2. scene: - Han ville ikke tage kartoflerne op.
Leonard Hastings var en adventist-gårdmand som boede i New Hampshire. Han havde et stort jordstykke med kartofler, men han ville ikke tage dem op. Naboerne tilbød sig at tage op kartoflerne for ham og sætte dem på laden, men han ville ikke lade dem gøre det. (Sæt 42, 51 og 50 op)

”Nej,” sagde adventist-gårdmand, ”jeg vil lade denne kartoffeljord fortælle om min tro på at Jesus kommer snart igen.”

”Den gamle torsk!” sagde folk bag hans ryg. ”Han kommer til at angre på at han ikke tog de kartofler op.”

Ja, der var mange mennesker som troede, men også mange som ikke troede at Jesus ville komme igen den 22. oktober, og de lo og gjorde nar af dem som troede at Jesus skulle komme igen.

3. Scene: Forberedt på at tage imod Jesus.
Endelig kom den store dag – 22. oktober 1844. Dette var den dag adventisterne havde ventet på. De var oppe tidlig. Nogle af dem havde ikke engang gået i seng, men havde bedt og læst i Bibelen hele natten. Nogle var alt for spændte og opildnede til at kunne spise. De var mere optaget af hvordan det står til med hjertet end med maven. Nogle løb ud for at se om de kunne se nogle tegn på at Jesus kom igen. Nej, ikke endnu, men det var måske for tidlig endnu. De måtte få huset i orden, selv om de ikke kom til at få brug for husene sine mere – snart ville de være i de palads som Jesus havde beredt for dem i himmelen. De red sengene op medens de sagde: ”Dette er sidste gang vi skal sove i disse senge.” Og da de fejede gulvene, sagde de: ”Vi kommer aldrig til at feje disse gulve igen.”

De tog deres bedste, rene klæder på sig. Og så ventede de. Glade og spændte mødtes de i små grupper og sang og bad sammen. Hele formiddagen ventede de. Ingenting skete. Nogle mødtes i kirkerne for at læse Jesu vidunderlige løfter en gang til.

De klyngede sig til løftet i Johannes 14, 2 og 3: ”I min Fars hus er der mange boliger; . . . .jeg går bort for at berede jer sted, og når jeg er gået bort og har beredt jer sted, kommer jeg igen og vil tage jer til mig, forat også I skal være der jeg er.”

Ellen var seksten år gammel da den store dag, 22. oktober 1844 oprandt. Hun var så lykkelig for at i dag, nu om lidt, skulle hun se Jesus, sin Frelser, komme i himmelens skyer. Hvor godt var det at alle problemer og smerter og sygdomme i denne verden var ovre for altid!

Men dagen sluttede akkurat som den plejer. De så solen synke lavere og lavere (vis at solen synker, 94) helt til den forsvandt helt. Den store dag som de havde set frem til, var omme, og Jesus var ikke kommet! Hvorfor ikke? Hvad var galt? Var profetien gal? Havde Miller taget fejl?