- Tilbage

brev nr 25, 27. juni 1884 - »Smith, Uriah«

East Portland, Oregon, 27. juni, 1884 – Dette brev er publiceret i sin helhed i 20MR 356-360.

Der har gået tre år siden jeg besøgte disse konferenser. Den øverste konferense var en succes. Vi fandt en kværuleren imod generalkonfensens beslutninger og imod dem som en konferense. Gennem Gud er vi i stand til at bryde op i dette.

Vort arbejde i begge disse konferenser har været meget meget vanskeligt. Den form at ældre Van Horn efterlod disse to konferenser var af den karakter der gør det overmådeligt vanskeligt for en prædikanttjener, som måtte efterfølge ham.

Jeg skrev til ham da han gik på skolen i Heraldsburg, fortalte ham at han ikke havde pligt til at at undervise andre i sandheden. Hans karakter var ikke det præg at han ville ære Guds sag. Han forlod snart Oregon, da så jeg hans navn på arbejdsrapporten som medarbejder i sagen. Jeg vil skrive meget om dette til dig, håbe at du vil sørge for noget bliver gjort i denne sag. Hans kurs er meget tvivlsom. Jeg skal skrive til ham, men jeg kan ikke for en lille stund.

Kære bror:
Der er en sag som må have opmærksomhed. Der er en mand ved navn J. N. Bunch der arbejdede i Missouri Konferensen. Han holder prædikener. Denne mand har ingen ret til at gå ind i dette arbejdet over hovedet. Jeg frygter at han vil forlade en frygtelig plet på Guds sag. Jeg er blevet vist nogle ting om ham, som er af en karakter der gør ham uværdig at vise tillid som kristen. Jeg ved ikke hvem jeg skal skrive til men jeg mente du måtte ved hvem er de rette at betro denne sag til. Men noget må gøres.

Bror [W. L.] Raymond har gjort et arbejde som var nedbrydende – nye synspunkter efter ordnen i bror Owens synspunkter. En rådssamling hørte hans argumenter og skrev deres svar ned. Han nedlod sig til at blive ved sine brødres beslutning.

Ud fra det som Herren har fundet behag i at vise mig, vil der rejse sig netop dem hele tiden om mange flere af dem der hævder at have fået nyt lys, som er et sidespørgsmål, og komme ud på et skråplan. Det vil udvidde sig mere indtil der sker et brud mellem dem som antager disse synspunkter og dem som tror den tredje engels budskab. Lige så snart som disse nye ideer antages, vil der være en drift bort fra dem som Gud har brugt i dette arbejdet, for sindet begynder at tvivle og trække sig bort fra lederne fordi Gud har lagt dem til side og valgt mere ydmyge mænd til at gøre Hans arbejde. Dette er den eneste fortolkning de kan give i den sag, idet lederne ikke ser dette vigtige lys.

Gud oprejser en klasse som giver den tredje engels høje råb. ”Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.” [Apg 20,30.] Nu er det Satans mål at få nye teorier frem og splitte tankerne fra det sande arbejde og ægte budskab for denne tid. Han oprør sindet til at give skriften falske fortolkninger, et falsk højt råb, så det virkelige budskab ikke vil få virkning når det kommer. Dette er en af de største beviser for at det høje råb snart vil høres og jorden vil oplyses med Guds herlighed.

Herren gav mig stor kraft over for folk om sabbaten. Omkring halvtreds kom frem til bøn. Mange af den søgte efter Herren for første gang. Frafaldne kom tilbage med bekendelser, med tårevæddede kinder.

Søndag fik jeg stor frihed til at tale om afholdenhed. Emnets kraft har jeg aldrig kunne se og mærke som ved denne lejlighed. Folk fra byen lyttede opmærksomt. Flere ikke-troende som havde brugt tobak siden deres ungdom, har lagt det fra sig og siger at de ikke vil rør det [nogen sinde] mere. Vi forlod pladsen klokken ti om aften, steg om bord på toget, og var på vej til East Portland. Tirsdag formiddag stoppede toget i Multnomah Falls for tyve minutet, så alle passagerne som valgte kunne stige af og få et klart udsyn. Jeg steg af og jeg ville gå tilbage. Det var meget stejlt. Der ville gøres fodtrin, så siksakkede et godt stykke, og så flere skridt. Dette blev gentaget mange gange indtil vi stol på en grov bro der slog bro over en afgrund for det første vandfald. Dett er Bridal Veil.

Vandet udgydes fra bjergets top omkring 900 fod høj, og idet vandet faldt ned, bryder det på klippefremspring, spreder sig i smukt skumsprøjt. Her var det smukkeste udsyn at se på. Jeg ville have nydt det om jeg kunne bruge hele dagen på at se dette sceneri, men vi var taknemmelige for de få øjeblikke (selvom det kostede møjsommelig klatren) at stå på en bro til dette formål for at se dette naturens bedårende sceneri – over os ottehundrede fod løb vand fra bjergtoppene, slog på skrenter og klipper, kastede vande et slår på hver side, og under os samledede dette vand sig fra en strøm over brusen fra større fald over klipperne.

Dette var den store Mesterkunstners værk, og vi kunne kun udbryde: ”Hvor forunderlig er alle Dine gerninger, Herre Gud du Almægtige.” Vi føler os underdanige og ærbødige under tilstedeværelsen af sådanne manifestationer af den store Gud. Jeg tænkte på Samisten som kalder på alt, der er besjælet og livløst stemme sammen i kor i taknemmelighed til Gud. Derved kalder han på sanseløse og irrationelle, er den største irettesættelse mod dem der er velsignet med forstand, hvis deres sjæle ikke gløder og deres læber proklamerer Guds majestæt og herlighed. ”Pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne. . . .. Lad pris stige op til Herren fra jorden, i havdyr og alle dyb, ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger.” [Sal. 48,3-8.]

Alle disse Guds agenter i naturen nævnes for at bringe deres lovprisningshyllest, og som blandt Guds skabninger vil være tavse! Når enhver stjerne løber på sin bane, og enhver brise fejer hen over jorden, og alle skyer som formørker himmelhvælvingen, al regnens vand og alle solens stråler, udtrykker Guds pris og offentligører Herren Guds herligheder som regerer i himlene.

Vi ankom til lejrgrunden tirsdag middag. Onsdag blev jeg slået af sygdom. En brændende feber kom over mig, og var i tre dag og næsten fire ikke påklædt. Udsigten for mit arbejde så meget mørk ud. Men om sabbaten klokken fem blev jeg hjulpet til at stå frem og tale i omkring tredive minutter. Søndag talte jeg i omkring halvanden time til et fyldt telt, med stor klarhed og frihed, og havde samlet kræfter dag for dag lige siden. Men arbejdet i denne konferense var af samme karakter som arbejdet ovennævnt, kun mere udbredt. Vi havde en af de hårdeste kampe vi nogen sinde har væet indvolvert i.

De ledende mænd i denne konferense synes ikke at have respekt for generalkonferensen. Folk har ingen respekt for prædikanter eller formand. De foragtede bror Boyd. Ældre Van Horn var en behagelig tiale, og de foragtede den mand fordi han ikke kunne tale lige så flydende som ældre Van Horn. De målte hans gaver over for forsamlngen. Bor Boyd var meget såret til sin sjæls dybder, alligevel har hans kælrighed for sagen fået ham til at klynge sig til Guds arbejde under den modløshed som kun få vil vil have bået så pænt som han gjorde.

Vi kan ikke give dig alle enkelthederne. Vi har folk der er vanskelige at have med at gøre, vanskelige at give indtryk. Vore prædikanters arbejde blev ikke regnet for større værdi end deres egen visdom og dømmekraft. Den eneste ting de ikke turde var at forkaste vidnesbyrdene. Disse bøjede de sig for efter lang tøven.

Sidste aften vovede jeg mit svage helbred og tale, og Herren gav mig stor frihed. Teltet var fyldt af udefrakommende og vore folk. Alle lyttede som det galdt deres liv. Jeg præsenterede Peters væksstige for dem og den endelige overmådelige adgang til det evige rige. Herren gav mig Sin Ånd og Sin kraft idet jeg beskrev sejrherrens løn.

Fredag morgen kom der en lille rift skyen her og der i skydækket under mødet, men blev dækket igen i det sorte mørke. Jeg stod uoplagt fra en afbrudt nats søvn. I fire nætter havde jeg kun sovet en smugle. Da jeg talte tolk folk, blev det overladt en prædikant at åbne mødet, resten trak sig tilbage til en lund for at gå i forbøn med Gud. De blev velsignet og fik tro at vi skullle se Guds frelse.

Fredag morgen klokken fek begyndte vi vort møde, og jeg stod op og talte en kort tid, og fortalte dem at vi havde ventet på at disse ledende mænd tager et standpunkt som Gud anerkender og forhindrer Sin Ånd ved mødet. Vi havde ikke flere appeller at give dem og ike mere tid at miste på at vente på dem. De havde stået direkte i vejen for vort arbejde fra først af, og nu skullle vort arbejde gælde dem som var kommet til mødet for at få hjælp. Jeg havde to ledige stolerækker oppe foran og spurgte dem som var frafaldet Gud og dem som aldrig var begyndt at tjene Herren, om at komme frem. De begyndte at komme. Andre stole var ledige, og til sidst var alle teltets stole fyldte, omkring et dusin var på side stolene.

Da var Guds ånd som en tidevandsbølge der fejede hen over forsamlingen. Hvilken højtidelighed! Der blev givet dybe, alvorlige og hjerteføldte bekendelser. Disse mænd som havde stået som isbjerge der var smeltet af strålerne fra retfærdighedens Sol. De kom direkte til punktet. De gjorde et grundigt arbejde. Der blev afgivet bekendelser under gråd og dybe følelser. Vi fik en meget højtidelig og velsignet forbønsstund, og så sluttede mødet og tog vor morgenmad og samledes igen klokken otte, for at afslutte arbejdet. Forældre bekendte over for børnene, og børnene for fældrene, mand over for deres hustruer og hustruer for mændene, brødre mod søstre, og søstre mod brødre. Det var som 1844-bevægelsen. Jeg har ikke været til den slags møde i mange år. Efter at have kæmpet hårde kampe, var sejreren meget dyrebar. Vi græd alle som børn.

Bror Boyd talte af taknemmelighed da tårerne løb ned af hans ansigt. Oh, jeg priser Herren. Jeg priser Ham for Han skal prises. I Herrens barmhjertighed, lagde Han mig til side fra hårdt arbejde, for at få hvile og genoprettelse, og jeg vil stole på Ham af hele mit hjerte. Jeg vil stole på ham.

Der lod til at være en helt ny atmosfære på lejren: I går blev ældrepræsten Boyd valgt som formand for den konferense, men dem der havde behandlet ham så sammeligt kom ikke fuldt og frit frem, og han undslog. Han fortalte dem at han ikke kunne tjene dem, han længtes efter fred og hvile. Dog ville han proklamere den tredje engels budskab så længede han kunne trække vejret. Men nu, i dag, har han accepteret, og vil tjene dem som formand. Nu fungerer arbejdet i konferensens forretning. Oh, hvilket arbejde kan Herren gøre på en kort tid.

Jeg har kun givet dig nogle små enkeltheder. Det er så barnagtig og upålidelig og ynkelig roderi at jeg ikke tror det er muligt for mig at skrive om det. Der er for megen knurren, kværulanti, ophøjelse af småting at det ikke er muligt for mig at skrive om det. At gøre mennesker til forbryder på grund af ord, er en fatal synd i Guds øjne. Men denne kamp er vendt, sejr gennem Jesus Kristus er vort. Og vi ved at kampen må kæmpes i en tid, og den må føres uden at vi føje os en tomme og således ikke behage dette kværulerende og uordentlige element.

Vi så aldrig så meget støv og storm rejse sig imod en person, at blev det undersøgt nøjere var der ikke det mindste at hente i det, i dette tilfælde. Oh, hvad kan Satan ikke virke i menneskehjertet, som ikke dagligt har del i guddommelig natur. Jeg forventede ikke at skrive dette da jeg begyndte, men jeg er så taknemmelig at jeg ønskede at sige det til dig.

Megen kærlighed til søster Herriet og dine kære børn. Annie i særdeleshed. Måtte Herren velsigne dette barn og måtte hun vinde herlighedens krone.