- Tilbage

brev nr 90, 5. juni 1899 - »Ballenger, A.F. Kolonisering er ikke tilrådelig«

Kære bror__________,
Jeg husker dig tydeligt, og jeg glæder mig over at se dig vokse i nåden og arbejde i Herrens vingård. Jeg vil sige, min bror, om du vil stå på din pligtspost, og arbejde i Ordets tjeneste.

Når du siger, der er ikke nogen mere frugtbar mark end sydstaterne. Det er de hvides fordom imod den sorte race som gør denne arbejdsmark vanskelig, meget vanskelig. De hvide som har undertrykt de farvede folk har stadig den samme ånd. De mistede det ikke, selvom de sejrede krigen. De var opsat på at de sorte skulle se tydeligt at de var ude af slaveriet, siden de blev sat fri. Enhver provokation fra de sorte imødekommes med største grusomhed. Marken er en der behøver bearbejdelse i største diskretion. Hvis nogen blander de hvide folk med de farvede, som at sove i deres huse, eller vise dem den venskab som de hvide udviser dem af deres egen farve, generer det de hvide folk i Sydstaterne. Alligevel ansætter disse samme personer farvede kvinder til at passe deres børn og endvidere, ikke så få hvide mænd har fået børn ved farvede kvinder. Derved er de farvede folk blevet uddannet af de hvide til umoralitet, og mange af dem er parat til at behandle de hvide, som de hvide har behandlet dem. Forholdet mellem de to klasser har været vanskelig at håndtere, og jeg er bange for at det forbliver et vanskeligt problem for altid.

Når du siger, der er ikke nogen mere frugtbar mark end sydstaterne. Det er de hvides fordom imod den sorte race som gør denne arbejdsmark vanskelig, meget vanskelig. De hvide som har undertrykt de farvede folk har stadig den samme ånd. De mistede det ikke, selvom de sejrede krigen. De var opsat på at de sorte skulle se tydeligt at de var ude af slaveriet, siden de blev sat fri. Enhver provokation fra de sorte imødekommes med største grusomhed. Marken er en der behøver bearbejdelse i største diskretion. Hvis nogen blander de hvide folk med de farvede, som at sove i deres huse, eller vise dem den venskab som de hvide udviser dem af deres egen farve, generer det de hvide folk i Sydstaterne. Alligevel ansætter disse samme personer farvede kvinder til at passe deres børn og endvidere, ikke så få hvide mænd har fået børn ved farvede kvinder. Derved er de farvede folk blevet uddannet af de hvide til umoralitet, og mange af dem er parat til at behandle de hvide, som de hvide har behandlet dem. Forholdet mellem de to klasser har været vanskelig at håndtere, og jeg er bange for at det forbliver et vanskeligt problem for altid.

Du taler på en måde i at hjælpe den farvede race som ikke vækker de hvide sydstatsfødes borgeres fordomme; det er ungdomshjemmet. Sådan som du har vist det, skal der udvises den største forsigtig mod denne politik. Nogle personer har et sådant temperament, at de får problemer af mangel på gode hensyn. Der falder ubetænksomme ord som vil være som en gnist, der optænder en ild af intens jalousi og farlig modstand. Enhver som arbejder i Sydstaterne behøver at blive helliggjort i legeme, sjæl og ånd. Så vil der være kloge ord, der ikke siges vilkårligt, og uden at afveje hvert udtryk nøje.

Det er fra de hvide at den største modstand kan forventes. Det er det kvarter som vi må at passe på med. De hvide folk har fordomme imod de læresætninger som syvendedags adventister lærer, og en religions modstand er den største vanskelighed. De hvide folk vil opildne de sorte, når de fortæller dem alle slags historier; og de sorte, som endog kan lyve når det er i deres interesse at tale sandt, vil oprøre de hvide med falsknerier, og de hvide som leder efter mulighed vil få et påskud for at tage hævn, endog over deres egen farve, der bringer sandheden. Det er det farlige. Det må så vidt det er muligt undgås at al der opildne de hvide folks fordomme. Der er fare for at lukke døren, så at vore hvide medarbejdere ikke vil kunne arbejde på nogle steder i Sydstaterne.

Alt det du har skrevet om de farvede folks store fornødenheder er korrekt. Jeg har set at dem som kender sandheden for denne tid, har et særligt arbejde at tage op for dette folk. Kristus kom til vor verden, iklædte Sin guddommelighed med menneskelighed, så han kunne arbejde med den faldne, degenererede og fordærvede menneskehed. Han kom fra fattige forældre, og levede en fattig mands liv. Han var vandt til at mangle noget. Som medlem af familien gjorde Han Sin del for at arbejde med Sine hænder, for at støtte Sin moder og Sine brødre og søstre. Således skulle Han, Himlens majestæt, ikke fremstå som ham der ærede de største mænd, på grund af deres rigdom. Han har for altid fjernet den vanære fra fattigdom, som er forbundet med den, fordi den er blottet for verdslig ære. Han siger: ”Rævene har huler, og himlens fugle deres reder; men Menneskesønnen har ikke det sted hvor han kan lægge sit hoved.”

For fire tusinde år siden kunne der høres en stemme med en besynderlig og mystisk vigtig i himlen fra Guds trone sige: ”Til slagt og afgrødeoffer har du ej lyst, du gav mig åbne ører, brænd og syndoffer kræver du ikke. Da sagde jeg: »se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.« I samråd med Sin fader, lagde Kristus planen for Sit liv på jorden. Det var ikke en chance, men en plan at verdens Genløser skulle bortlægge Sin krone, og lægge Sin kongelige kåbe til side, og komme til vor verden som et menneske. Han iklædte Sin guddommelig med menneskehedens forklædning, så Han kunne stå ved menneskeslægtens hoved, Hans menneskelighed blandet med den faldne menneskeslægt, på grund af Adams ulydighed. Guds uendelige søns armod og ydmygelse lærer de lekter som kunn få bekymrer sig om at lære. Der er en kæde der forbinder Krsitus med de fattige i en særlig forstand. Han, livet, verdens lys, gør fattigdom til Hans egen lærer, så at Han kan uddannes af de samme hårde praktiske lære, som den fattige. Siden Herren Jesus antog et liv i armod, kan ingen se med foragt på de fattige. Verdens Frelser var herlighedens Konge, og Han afklædte Sig selv Sin herlighede ydre beskykkelse, antog fattigdom, så Han kan forstå hvordan fattige bliver behandlet i denne verden. Han blev led alle menneskehedens lidelser, og Han erklærer Sin velsignelse, ikke over rige, men over denne verdens fattige.

Du taler om Oakwood ungdomshjem for farvede studerende der ikke har bygninger nok til at rumme de studerende, tolv personer i hvert lokale. Min bror, er det ikke nogens pligt at udføre denne slags arbejde for at skabe en fond, der dækker dette behov? Lad der appelleres til vore folk. Lad enhver give lidt, endog blandt de fattige. Opmuntre brødre uden tøven, til at rejse en ydmyg bygning der er stor nok til at rumme de studerende. Bed folk om at agte på Kristi ord: ”Enhver som følger efter mig, lad ham fornægte sig selv, tage sit korts op, og følge mig.” Kristi eksempel er til vor efterligning.

Dem er påtager sig arbejde i Sydstaterne må ikke gå ind med planer om at kolonisere, for det vil bringe dem under farlige omstændigheder. Der bør findes nogle familier, som for Kristi skyld vil være volontører på sydstaternes mark. I Huntsville er der en bygning, og noget er blevet udrettet der. Lad de egnede prøve at gore dette sted anderledes, ved at indføre nye og levende elementer. Denne plante må ikke blive nyttesløs. Der må indføres elementer som vil gøre institutionen selvunderholdende. Så kan der lægges billige ting til, om det er nødvendigt.

Jeg vil ikke opmuntre jeres plan. Det betyder meget, rigtig meget end du tror, at få og udnytte hundredevis acres land. Jeres erfaringer med dette, vil blive meget anderledes end det du har forudset. Dette arbejde for sydstatsfolkene vil kræve taktfølelse fra den mest sindrige kristne. Førhen har du set familier bosætte sig i lokaliteter, hvor de kunne arbejde succesrigt for sandhedsudbredelsen, og du mente at denne samme plan kunne bruges i sydstatsarbejdet. Men dine forventninger vil ikke indfris.

Udgifterne til dette selskab i mad og klæder må overvejes. Resultatet vil ikke være som du formoder. Denne plan vil skuffe. Lad hver familie som giver sig til værket, gå ud som Herrens missionærer, og arbejde på deres egen måde. Medarbejderne skal ikke forpligte sig selv til fem års arbejde, for mange vil ikke kunne stå prøven. Nogle vil finde fejl og beklage sig, og derved så onde tankers frø. Disse personer kan arbejdet interesseret for en tid, og så vil de blive utilfredse og ønske en chance. Herren ser på ethvert hjerte. Der er nogle sjæle som du ikke kan stole på. De er upålidelige. Den gruppe som du vil danne, vil du kunne vinde rajgræs blandt hveden. Det var bedre at begynde arbejdet i Huntsville og gør arbejdet der til en succes.

Jeg vil sige til dig, min bror, at i fremtiden kan man ikke stole på noget i Sydstaterne. Du kan ikke bosætte dig der for at føre en stor forretning, opdyrke lande, og undervise farvede folk i at arbejde. Den mindste provokation er fordommenes gift parat til at vise sin sande karakter, og der vil provokeres. Det er meget vanskeligt at få arbejdet til at gå glat. Der kan komme opstand hvert øjeblik, og altid uventet, og ejendommene vil ødelægges ja endog livet. Opfarende folk, der bekender troen, men uden dømmekraft, vil mene at de kan gøre hvad det behager dem, men de finder sig selv på et fast sted. Jeg siger det som jeg kender til. Enhver som tager hånd om sit eget liv, følger en sådan kurs. Der er nogle lokaliteter som er mindre farlige end andre, men der kan aldrig opbygges store bosættelser i sydstaterne. Enhver handling skal salves med Guds nåde, ethvert ord der siges studeres nøje. Partier er allerede dannet, og de venter, brænder af et ønske om at tjene deres mester, djævelen, og udrette det afskyelige arbejde. Bekendende kristne er mere opsat på disse ting end de gennemsyrede syndere er. — brev 90, 1899.
Ellen G. White