- Tilbage

brev nr 105, 1. juni 1903 - »Butler, G.I.«

“Elmshaven,” St. Helena, Californien – 1. juni, 1903
Dette brev er publiceret i sin helhed i 17MR 344-347.

Kære bror Butler,—
Jeg modtog dit brev og læse det med dyb interesse. Jeg burde have svaret dig tidligere, men jeg har haft meget travlt.

Jeg har fornylig skrevet rigtig meget; for jeg ved ikke hvor længe Herren vil spare mit liv. Når jeg skriver dette brev til dig, fyldes mit hjerte af taknemmelighed til Gud for al Hans godhed til menneskebørnene.

Jeg føler dybt for vor nuværende situation. Nu må vi gøre et arbejde som burde være gjort for lang tid siden. Vi må gøre sådan som Herren har anvist Moses at gøre, da Israels børn, har krydset ørknen, var belejret på Jordans bred. Moses blev pålagt at indstudere Herrens handlemåde over for dem, som de fik under deres rejser gennem ørknen. Optegnelsen for denne lærdom findes i femte Mose bog.

De nedskrevne erfaringer som Guds folk gennemgik i vort arbejdes første historie, de må genudgives. Mange af dem som siden er kommet til sandheden kender ikke til den måde Herren har arbejdet på. William Miller og hans medarbejderes erfaringer, Kaptajn Joseph Bates, og andre af adventbudskabets pionerer bør fremholdes frem for vore folk. Pastor Loughboroughs bog bør have opmærksomhed. Vore ledende mænd bør se hvad der kan gores for at få denne bog ud omkring.

Vi må studere for at finde den bedste måde hvordan vi kan se tilbage på, på erfaringerne fra vort arbejdes begyndelse, da vi blev adskilt fra kirkerne og gik fremad skridt for skridt i det lys som Gud gav os. Den gang tog vi det standpunkt som bibelen, og kun bibelen, skulle være vor vejleder; og vi skal aldrig forlade dette standpunkt. Vi fik forunderlige manifestationer af Guds kraft. Mirakler blev udført. Da vi igen og igen kom ud på de live steder, blev Guds kraft vist os, for vor skyld. Ved disse gange blev sjæle overbevist, og midt blandt uenige kirkers hån og foragt, frembar de vidnesbyrd til fordel for sandheden. ”Så mægtigt voksede Guds ord, og fik overhånd.” Under sandhedsforkyndelsen, blev mennesker overbevist og blev ”instrueret på Herrens vej, kom brændende ind i ånden, talte og underviste flittigt i Herrens ting.

Den gang var jeg meget ung, men jeg troede budskabet, og Herrens Ånd var over mig. Jeg blev vejledt af Ånden til at gøre en vigtig del i Herrens arbejde for denne tid.

Jeg har ikke mistet noget af min tro på budskabet. Efter at tiden i 1844 var gået, var vi et skuffet folk, og ikke så mange. Vi søgte Herren aller alvorligst, og læste og genlæste Hans bud. Vi så hvordan vi havde arbejdet og vandre imod dem, og så takkede vi Herren for vor skuffelse. Det femtenende kapitel i Åbenbaringens bog blev studeret meget flittigt, og vi så betydningen af ordene: ”Her gælder det de helliges udholdenhed, her er de der holder Guds bud, og Jesu tro.” Vi fik lys over Guds lovs forlangende. Vi blev overbeviste over at den syvende dag er Herrens sabbat, og vi begyndte at holde den hellig for Ham.

Lyset I Guds ord om Sabbaten er for tydelig til at misforstå. Gud erklærer: “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.”

Og Han siger også: “Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. ... Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne.”

Verden har accepteret en falsk hviledag, og har vanæret himlens og jordens skaber. Det falske overholdes i stedet for det sande. Guds sabbat trædes under menneskers fødder. Hvilken undskyldning han de som gør dette give, for at sætte den første ugedag der hvor den syvende skal være og gøre love der gennemtvinger dens overholdelse. Guds dom vil hvile over alle som har ignoreret Hans bud.

Syvendedags adventister behøver at ransage Skrifterne, så de kan kende begrundelserne for deres tro. Kristus siger: ”I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.” Vi lever i afslutnignen af denne jords historie. Lad ingen sige i sit hjerte: ”Min Herre lader vente på sig.” Profetierne opfyldes. Snart vil Kristus komme med kraft og megen herlighed. Vi har ingen tid at miste. Lad budskabet lyde frem i alvorlige advarselsord.

Vi må overtale mennesker overalt til at anger sig og fly fra den kommende vrede. De har sjæle at redde eller at miste. Lad der ikke herske ligegyldighed i denne sag. Herren kalder efter arbejdere som er fyldt med alvor og beslutsomhed. Lad folk handle øjeblikkeligt i tide og i utide. Gå ud med livets ord på jeres læber og fortæl mænd og kvinder at alle tings ende er nær.

Lad os holde vore sjæle fremme i Guds kærlighed. Advarselsstødet må gives. Sandheden må ikke tøve over vore læber. Vi må vække folk til øjeblikkelig beredelse; for vi ved kun lid tom hvad er foran os. Min tro at vi lever i den sidste resttid, er stærk som aldrig før. Lad alle lærere bringe en åben dør til som vil komme til Jesus, i syndsanger. Vi skal ikke blot våge, vi skal bede og arbejde og vente.

”Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi »nye himle og en ny jord«, hvor retfærdighed bor. Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred”.