- Tilbage

brev nr 121, 25. juni 1903 - »Hall, L.M.«

“Elmshaven,” St. Helena, Californien, 25. juni., 1903
Dele af dette brev er publiceret i UL 190; 7BC 970; MRmnt 105.

Kære søster Hall,—
Jeg glæder mig til at møde dig igen. Jeg forventer at du kommer omkring juli. Når du skriver så fortæl venligst hvornår du planlægger at komme. Vi har mange ting at tale om når vi ser hinanden igen. Skriv venligst til mig når du modtager mine breve, så jeg ved om de kommer frem til dig.

Jeg har haft det rigtigt godt siden det varme vejr kom. Jeg er overrasket over at jeg i min alder har et så godt helbred. Jeg kan gå op og ned ad trapper så let og hurtigt som andre af mine familiemedlemmer.

Generelt er jeg glad. Jeg ønsker ikke at kaste skygge i min familie. Jeg ønsker at alle de ord der falder fra mine læber skal være velduftende med Kristuslignende kærlighed.

Sidste onsdag morgen, startede Sara og jeg i enkelvognen og bror James, mr. og ms. Bedell, og nogle af bror James børn en ottemil-tur op ad Howell-bjerget til et sted hvor der var ganske mange små sorte kirsebærtræer. Vore vogne blev trukket op under træerne og jeg plukkede nitten kvartgallon (21 liter), sad vi ind i mellem på vognens sæde og nogle gange stod på det. Vi plukkede fire kasser. Af disse samlede mrs. Nelson, tres kvartgallon. Bror James, miss Peck, og mrs. Bedell hvilede. Disse kirsebærtræer var meget rige på frugter. Saften var næsten sort.

Jeg er så taknemmelig over den fysiske styrke og mentale klarhed som Herren har givet mig. Jeg er fyldt med et intens ønske om at gøre mit arbejde klogt, på en sådan måde at det vil bringe Gud ære. Mine principper skal ikke formes eller dannes efter noget menneskevæsen. Herren Jehova er min styrke. Jeg ønsker at tilpasse mig selv til samværet med Gud. Jeg ønsker værne om en stadig erkendelse om at Han er overalt. Han har vist Sig selv som en Gud der hører og besvarer bønner. Han manifesterer nødigt Sig selv som en trøstermand. Han er åbenbaret i Hans Ords lære, i Kristi lektioner og lignelser. Idet vi studerer dette Ord, vil vore tankesind udvidde sig. Vi skal vinde åndelig styrke.

Jeg bereder mig for de boliger som Kristus er gået bort for at berede til dem, der elsker ham. Det vil Han at alle gør. Han ønsker at vi skal studere Hans Ord alvorligt, så vi kan helligges gennem sandheden.

Lad os se på Jesus i fuldkommen tro, sidde ved Hans fødder og lære af Ham. Lad os give os selv til Gud, og blive brugt på enhver måde Han finder rigtig. Så vil det vise sig hvor nyttige vi er. Vi skal have større tro.

Vi er hvervet til at gå frem stom Guds missionærere. I Bibelen lærer vi vil arbejde Gud har givet os at udrette, og der lærer vi også hvordan vi udfører dette arbejde. Ingen kan kende Guds vilje så sikkert, som han der forbliver i Kristus. Der er nogle som hele tiden spørger og spekulerer og gætter, men i stedet for at gå fremad så går de tilbage. De er ikke forenet med Kristus.

Vi skal ikke snuble os fremad i usikkerhed. Kristus siger: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” ”Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Idet vi går frem, bruges vi efterfølgende. Livets sti skinner klarere og klare til den fuldkomne dag.

Hvor meget blev Frelseren ikke såret vet tabet af de sjæle som Han gjorde så stort et offer for. Han vil bringe alle ind i himmelens rige. Han ønsker at se alle kongerne i sin Skønhed.

Hvor ville det ikke glæde fjenden om han kunne holde Guds medarbejdere hen i rådvildhed på grund af bekendende kristne inkonsekvente vej. Lad os ikke se på andres fejl. Lad os altid se på Jesus. Denne verden går tabt i synd, medens uomvendte og uhelligede kristne laver så mange problemer som muligt. Der er syndere som skal frelses, og vi skal i ord og gerning opfylde Kristi mål for dem, som Hans helbredende agtenter.

Dem store masse af kristendomsbekendre vil møde bitter skuffelse på Guds dag. De har ikke den levende Guds segl på deres pander. Lunkne og halvhjertet, de vanærer Gud langt mere end den der erklærer at han ikke tror. De sætter sig i gruppe mørke, skønt de vandrer i Ordets middagslys, under Hans vejledning der aldrig fejler.

Oh, hvilken sørgelig fremstilling som vort folk giver til verden, ved deres stridigheder, deres sladder, deres kværulering og anklager. Hvis de ville læse og studere deres bibler, ville de foruroliges over deres svaghed og uduelighed. Deres upålidelighed der en anstødssten for syndere. De har ingen tro i sig selv og ingen tillid til dem, som er loyale og oprigtige.

Hvor sande er Paulus ord ikke: ”Nogle skal falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder.” Oh om Guds folk ville våbne op og se sig selv som de er i deres frafaldne tilstand! Men de vil ikke tage imod de vidnesbyrd der er sendt til dem, og på denne dag får de opmung fra nogle forkyndertjenere. Men Gud er ikke med dem.

Hvor højtidelig er ikke advarslenerne i Ezkiels det niende kapitel! Disse advarsler peger på de hårde realiteter, som snart vil komme til at se. Men de mange advarsler i Guds Ord forsømmes. O hvor sørgeligt, hvor sørgeligt!

Når dem der hævder at være Syvendedags adventister er omvendte, når de vender sig til deres første kærlighed, vil de begynde på at redde fortabte sjæle.

Jeg anstrenger mig alvorligt på at vinde livets krone som alles Dommer vil give dem på den sidste store dag, som elsker Hans tilsynekomst. Lad os ikke lade vore læber tilsmudse af vantro. Lad os tale sandheden. Lad os nægte at blive bedraget af de forlokkende ånder der kommer.

Søster Hall, vil det ikke være en velsignet ting at vinde sejr, og sidde med den kongelige familie i himmerriget, og få en plads i de boliger som Kristus er gået bort for at berede til dem, der elsker Hans tilsynekomst?

Vær ved godt mod, min søster. Lad intet tage modet fra dig. Vær glad. Stå under de klare stråler fra Retfærdighedens Sol.

Jeg må stoppe nu. Måtte Gud velsigne jer, er min bøn. Jeg skal sende dette til søster Whitney for at give til dig. Hvis du har forladt Battle Creek, vil hun vide hvor det skal sendes hen.