- Tilbage

brev nr 43, 11. marts 1899 - »Irwin, G. A.; Sisley, W.; Smith U.; Jones, A. T.«

“Sunnyside,” Cooranbong, New South Wales, Australien - 11. marts, 1899
Dette brev er publiceret i sin helhed i PH079. +NoteSærlig instruktion om forfattervederlag (Royalties)

Kære brødre Irwin, Sisley, Smith, og Jones:
Jeg har læst brevet som kom med sidste post fra dr. Kellogg og pastor Moon og bror Sisley. Posten kom i går (sabbats middag), men vi tilgår den ikke før sabbaten er forbi, så vi kunne læse brevene før denne formiddag. Jeg stod op halvfire om morgnen og fortsatte med al min post. Jeg havde lagt min dagbog i mine kopi-sekretærers hænder, så de kan kopiere to artikler fra den. Hos disse kan I se hvad jeg skrev i 1890 og 1891. Denne sag er blevet kopieret uden megen rettelse, præcis som jeg skrev det. Der er meget mere af samme slags, som jeg har talt om igen og igen til vore folk i Battle Creek.

Jeg var ked af at vi ikke kunne få post fra Amerika, før brevene skulle sendes afsted. Men postbåden kom sent til Sydney, og min post kom en dag efter at vor post gik til Sydney. Jeg var ked af at dette skete sådan.

Jeg modtog jeres besked om rettigheder om bøger. Jeg har ikke fået det lys om at der svares forfattervederlag (royality) til bogskrivernes idéer. Intet af den slags er blevet vist mig. Der skrives mange bøger, og forlagshusene vil være fallit om alle der har udgivet bøger gør krav. Der er og vil altid være en overflod af udgivne bøger hvis forfatterne skal have store vederlag. De små historiebøger der skrives er ikke en stor belastning for skriverne, heller ikke bøger som har vital betydning for verden. Der må gøres forskel på de skrevne bøger. De kan ikke sættes i klasse sammen. Men jeg vil ikke sige mere om dette. Frygten for noget vil forstyrre mig, og så må jeg skrive de vigtigste ting først. Jeg har ikke fået lys der omfatter det som I er optaget af – må vi tager tilbage til starten, og betale tillægsrettigheder på alle bøger som er blevet udgivet. Jeg svarer at dette er ikke klogt.

Jeg har læst det brev som er skrevet, som har argumenter for at dette har været til i lang tid, udtrykt af A. R. Henry. Der er masser af gætterier, men når vi tænker ærligt og oprigtigt over disse argumenter, når vi ved hvad der afstedkommer disse planer, vejes de på vægten og findes for lette. Visdommen fra dem som har forsvaret disse kloge udsagn, findes som værende tåbelighed. Der er en lang række onde, selviske og uærlige rænker, hvor man går bag ryggen på forfatterne. Uærlige metoder er ikke blevet praktiseret. Hårde hjerter har pønset på uretfærdighed, upålidelighed usandheder, givet deres ord og så brudt det, så det ikke er til at stole på noget. Dette har skabt optøjer og letsind, fået folk til at tabe respekt og ærbødighed for Guds tjenere. Hvis der var bevis for at mennesker har Kristi sindelag, så må vi lære på ny hvad sand kristendom indebærer.

Skal vi følge menneskers dømmekraft, som har Guds dadel over sig i årevis? Deres historie er en erklæring for hvor megen vægt der skal lægges på deres følelser. Det inderste af disse handlinger – hvad skal jeg kalde dem? – falske profeter, er blevet vist. De siger med mange ord at de har sat tingene frem i et falsk lys. Herren har erklæret at deres råd ikke holder. Deres rænkespil, når de samler mennesker som de mener stemmer på deres metoder, var en forhånelse i Guds øjne. De er selvbedraget, deres bedrag har gået dybt. De blev bedraget af deres egen fremstillede logik.

De har adskilt sig længere og længere væk fra Gud, og jeg blev instrueret at nogle indrømmer at de er blevet vejet på deres egne vægte, med de principper de forsvarer med største vished. Herren vil give dem mulighed for at komme under de regler og holdninger som de udfærdigede fra begyndelsen. De vil erfare hvordan det føles at erfare deres egne principper på sig selv. Disse mænd har fra først til sidst i deres arbejde, gjort stor skade på Guds sags arbejde, ved at forvrænge retfærdighed og dømmekraft, og danne krogede stier med deres egne vildfarne fødder, til deres store tab og forvirring.

Jeg bringer denne sag frem sådan som Herren viste mig det, da jeg var i Europa. A. R. Henry og Harmon Lindsay, og dem som tog del i dette spørgsmål, fik ikke visdom fra Gud. Enhver står til ansvar over for Gud hvordan han bruger sine talenter. Vi har ikke tillid til de principper mennesker udtænker, som kan forråde Guds sag og det arbejde der går på tværs af Ham. Deres uhellige dispositioner vil virke imod Gud. Deres principper har næsten ruineret Guds sag, og har sat tingene sådan at det er vanskeligt for generalkonforrensen at løse det. Hvis de mennesker som virker på tværs af Gud i deres handlinger, har gjort Guds sag skade, vil nedlægge deres formodede fornuftstænkning og lytte til de nådesbudskaber de har fået tilsendt, vil de blive tilgivet. Men hvis de fortsætter med at forhindre Guds arbejde, som de har gjort, vil Herren sige. ”Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare!” [Hosea 4:17.]

Førhen gav forelæggerne, ligesom Gud, sig til at diktere, kontrollere og styre som det behagede dem, og herske over det som Guds arv. De har været bedrageriske i deres behandling af forfatterne. Jeg er blevet taget med i private råd, og hørt de planer som er blevet langt. Mennesker har fået en forfatter til at tro at hans arbejde er værdiløst, og at de ikke ønsker at have noget med deres bøger at gøre. Forfatteren har ikke midlerne. Han føler at hans hænder er bundet. Mennesker taler og tænker over hele processen, og det lykkes at få ham med på hans begreber, og tage de forfattervederlag (royality) som de ofrer på bogen.

Den måde Frank Belden blev behandlet på var ikke rigtig og retfærdig på alle punkter. Det var ikke rigtigt det der blev gjort mod ham. Det der blev gjort for at undertrykke bror Bell, og få besiddelse af bøger, har vist sig på den frygtligste måde, drevet ham til en anden yderlighed. Menneskehjerner er blevet købet og solgt.

Den var forkert den måde ”Gospel Primer” blev behandlet på. En anden bog, ”Hans Herlige Tilsynekomst” blev trængt ind for at kvæle salget af ”Primer”. Den måde som ”Gospel Primer” blev behandlet på har sat en efterretning i himlens bøger som dem i denne sag ikke vil være glad for at høre i dommen. De unge mænd som håndterer bøgerne forstår sig ikke på diplomati og rænker, og nogle tog bevidst del i denne forkerte praksis, og leder en bog væk fra Sydstaternes mark, som var særlig forberedt for dem. Udbyttet fra denne bog burde være gået til marken. Ikke en eneste øre burde være brugt på udgivelsen af denne bog. Denne donation ville have været lille nok for forlagskontoret for at få den til sydstaternes mark.

Menneskers rænker og påfund hvis visdom har ledt dem til forretningsfolks snoede transaktioner, burde være til skamme. Men jeg ikke sige mere. Dette er det princip som igen og igen har været styrende på forskellige måder.

Gud befalede at visse advarsler og begivenheder der indtræffer bør bringes for folk uden tøven. Var den bog Gud havde udpeget til at være på sin lod og sted blevet behandlet lige så alvorligt som bibellæsninger, ville mennesker have samarbejdet med Guds engle, for at gøre det indtryk der er nødvendigt for denne tid. Men mennesker der ikke har en levende forbindelse med Gud kan ikke se nødvendigheden i at overbringe sandheden for den tid. Alle mine indtrængende opfordringer og tilskyndelser har ingen virkninger. Den ene falske udtalelse efter den anden kom frem, og hvorfor? Konferensformanden kunne, hvis han var bevæget af Guds Ånd, have hjulpet til at ændre hele sagen. Men jeg måtte pånøde mit forlangende og burde have presset endnu mere på. Det lys jeg fik har aldrig givet store donationer i nogen del af værket, aldrig sætte mig selv i en pinlig situation igen, som jeg kom i får år tilbage.

Jeg blev afskåret til at tale med bror Martin. Jeg gav ham blade og traktater til at gøre missionsarbejdet med. Han er ikke en prædikant, men en landmand med anseelig forstand. Han sælger frugter, og kommer således i kontakt med folk. Mange sjæle er blevet omvendt gennem hans nidkære indflydelse. Jeg har lige fortalt ham at han behøver Review & Herald, og at han må tage imod det. Han stak hånden i sin lomme og rakte mig penge. Jeg tager ud for at sende alle de navne jeg kan få, for enhver familie burde have vort menighedsblad. Send venligst Review til F. Martin, Kellyville. New South Wales, Australien, og tilskriv beløbet på min konto.

Efter at forelæggerne nægtede at handle med mine bøger, måtte jeg trække fra Review & Herald for at have noget at leve af. De ydmygede mig til støvet og fortalte mig at de ikke kunne efterkomme min ordre, for jeg havde overtrukket.

Så kom lyset til mig i nattestunden at Herren ikke ville have at jeg lod store summer gå ud. Jeg havde doneret $1,000 til at bygge en missionsbygning i Illinois. Jeg blev anmodet om at gøre dette hvert kvartal, men Herren ville ikke have at jeg var afhængig af nogen af vore institutioner. Han havde et budskab jeg skulle frembære som ville skære som et tveægget sværd til højre og venstre. Han ville placere mig der hvor jeg var fri for finansielle forpligtelser. Jeg må ikke stole på mennesker, heller gøre det kødelige til min arm. Fjenden ville udvise sin snedighed gennem mennesker som ville holde og understøtte mig, hvor jeg blevet kaldet til at gå, så jeg kunne føre det vær frem som Gud i sin visdom vil have udrettet. Hvis mine brødre så ikke vågnede op til dåd, måtte jeg uden tøven tage bøgerne i mine egne hænder, og Herren ville berede vejen til mig. Han vil ikke have arbejdet forsinket.

Jeg vik kald til at gå her og der, og jeg anstrengte mig seriøst. Til sidst blev fangnettet brudt, og bøgerne kom ud i cirkulation. Jeg fik lys om at Tanker om Daniel og Åbenbaringen, Den Store Strid, og Patriarker & Profeter, ville bane deres vej. De indeholder det budskab som folk må have, det særlige lys Gud havde givet Sit folk. Guds engle vil berede vejen til disse bøger i folks hjerter.

Tror du at nogen penge kan belønne mig for det tab jeg og mange andre har lidt, på grund af de menneskers påfund, som har arbejdet på en sådan måde og efter sådanne principper? Dette arbejde er blevet gjort efter menneskers metoder, som ikke har arbejdet ved Helligånden. Penge som er taget på sådanne metoder, indført sådanne metoder, vil ikke ære Guds navn. Det vil være en plet på værket. Mennesker kan ikke se at de med disse påfund lukker døren for det store lys, som ville have skinnet ind på det mindre belyste sted. De metoder er følges er helt imod retfærdighedens og ærlige principper.

Skulle hver enkelthed i af disse menneskers rænkespil og sammensværgelse defineres, ville det kunne fylde en hel bog. Når mennesker er omvende vil der ske en udrensning som aldrig kan gøres, ved blot den ransagelse som I prøver at gøre. Nu vil det være nyttesløst at prøve at komme alle tidligere transaktioner til livs. Skulle dette gøres, ville i sætte jer selv i et håbløst puslespil. Nogle har modtaget alle de forfattervederlag (royalities) som de skal for deres bøger. Herren forlanger ikke at Review and Herald-forlaget skal gøre et kompliceret arbejde for at tilmåle enhver forfatter en sum for ubetalt forfattervederlag. Gør I dette, vil I begå en værre vildfarelse end er sket. Denne fremgangsmåde vil vække en vis selviskhed som vil være til stor skade for dem. Jeg kan nævne mange personer, men det undlader jeg.

Kom nu til besindelse, og skab ikke en ny vildfarelse. Lad os se på det ovenfra. Dem som håndterer disse bøger bør have en rimelig belønning for deres arbejde. Men lad mig fortælle jer at skal et sådan tiltag gøres som I påtænker det, vil alle forfattere føle sig frie til at stille krav efter den påskønnelse deres bøger har. Så vil der vise sig en selviskhed som vil forbavse jer. Jeres mangel på midler lige nu brødre, er resultatet af netop denne selviskhed. Den er kommet ind i værket, selvom den ikke har givet brød på bordet, men er blevet kvalt til døde fra begyndelsen.

Gud væmmes ved den praksis som er blevet fulgt. Åben ikke døren nu for at lade Satan komme ind, hvor han kan arbejde med menneskers tanker. Giv ikke dem, som har lavet bøger mulighed for ødelægge det for sig selv. De mest selviske, uanset nuværende mangel på midler, vil betragte sig så betydningsfulde, at de vil trække den sidste øre væk fra forlagshuset som de kan få, og Gud skamme sig over at kalde dem for Sine brødre.

Lad os ikke åbne en dør hvor Satan får let adgang. Vi ønsker storsindede og sunde sjæle. Sjælens vinduer må være åbne imod himlen. Vi må se at der er stor fare i genoptagelsen af tidligere forfattervederlag og gøre genoprettelsen. Nogle som har modtaget den virkelige værdi af deres bøger, vil anse dem for at have større værdi end de har. Deres vinduer er åbnet imod jorden og ikke mod himlen. Åben vinduerne op imod himlen, og lad Kristi retfærdigheds solskin komme ind, og sjælens vinduer, som nu er åbnet mod jorden, vil lukke sig selv.

Ingen kan have lidt større finansiel skade end da jeg blev skadet da Den Store Strid lå uvirksomhed i næsten to år på forlagskontoret. Dette arbejde blev ikke gjort i denne sag. Bogen Bibellæsninger blev trængt ind foran Store Strid, som allerede var blevet trykt, og som først burde være lagt i kolportørernes hænder, fordi den indeholdt en vigtigt materiale, som folk behøvede at få så hurtigt så muligt. Det var som om jeg var blevet hånet for min intense interesse for den bog og hvad det kunne være sket, om den var blevet droppet som den blev, og på grund af uhellig indflydelse og selviske samvittighedsløse metoder, lukket bort fra folk. Det var en uærlig transaction imod mig, og det var upålidelig forvaltning imod Gud.

Men nu vil jeg ikke tage imod erstatningspenge. Jeg accepterede det laveste vederlag for mine bøger, mod et højtideligt løfte at de vil skubbes kraftigt frem. Dette løfte blev ikke holdt. Der var bedrageri i ledelsen. Men jeg ønsker ikke erstatning; jeg ikke indtægter fra forfattervederlag, fra nogen af mine bøger der er solgt tidligere. Gud forbyde det, når presset er stærkt og midlerne begrænsede, om jeg skulle trække en eneste øre ud af ressourcerne, til at fremføre det store værk med.

I en række situationer følte jeg det var min pligt at eftergive gæld som mine brødre kunne have pådraget, og nu har jeg hjerte til at eftergive al gæld som kunne være oprettet imod mig på forlagsinstitutionen fra først til sidst. Jeg kalder på mine brødre, alle som har bøger, små eller store, som er udgivet, at stå sammen med mig i denne sag. Dem som sætter for stort budget på deres egen produktion kan overvurdere sjæle. Det er dem som vil trække ud, hvad enten om de er berettiget til det eller ej. Lad alle snylterne gå forbi alle beløbstallene, og lad alle sige Amen. Lad enhver være glad for sin del, som et offer der støtter Guds værk.

Jeg ved at bror Smith har det som jeg i denne sag. Vi vil stå sammen. Af alle de bøger some r kommet ud af trykkemaskinen, var dem jeg har nævnt af største betydning i fortiden, og er af største betydning i nutiden. Jeg ved at Tanker om Daniel og Åbenbaringen har gjort et stort arbejde i dette land. Jeg ved også at det lys Gud gav mig i de bøger jeg har udgivet, har gjort et godt arbejde, og jeg priser Herren for dette. Andre bøger har stået på deres lod og sted.

I dag er det for sent, efter at der er blevet givet så meget lys, at strides over et emne som forfattervederlag. Jeg har grund til at takke Gud for at Han har givet mig forstandsstyrke til at skrive sandheden og få den ud til folk, og at jeg kan bruge de midler, som Herren i sit forsyn har lagt i mine hænder, til at oprette Hans vær på nye steder, hjælpe med at bygge kirker og uddanne studerende. Jeg kunne bruge tusindvis pund til at fremme værket på disse nye marker, som er modne til høsten.

Jeg ønsker at sige til forfatterne at jeg ikke kan se at de har mulighed for at hverken give eller sælge deres rettigheder til bøger som de har skrevet. Gør I dette, åbnes fristelsens dør for udgiverne til at gentage fortidens historie. De vil få en lille sum bøger som ikke er af vital betydning. De vil blive fristet til at sige til forfatterne: »Usselt, usselt!« men skryder af handelen” [Ordsp 20,14.] De vil gøre nogle små forandringer, og så ophøje disse bøger til det højeste. De vil bedrage folk, og når de gør dette vil de behandle værdifulde bøger ligegyldigt, sådan som de har gjort [med] bror Smiths værk.

Forlagshuset bør modtage deres del af udbyttet fra de udgivne bøger. Dette bør stå i forhold til det arbejde de gør med at udsende notitser, m.m. Men lad forelæggerne passe på at de ikke forlanger at dem e dem som skal gøre en masse arbejde for at tilberede disse bøger til markedet. Lad forfatterne tage en rimelig sum for deres arbejde, men de skal ikke sælge deres rettigheder til nogen institution. Dette vil ikke være til velsignelse for institutionen.

Hvis man ikke passer på, vil markedet oversvømmes af en billig slags bøger, og folk vil berøves for lys og sandhed, som er væsentlig for at de bereder Herrens vej. Dette er blevet gjort, og vil gores igen, medmindre de rette principper styrer forlagsarbejdet. Lad dem som har hjernekraft til at skrive bøger, huske på at de har kraft til at styre de forfattervederlag de modtager. De bør føres ud i nogle godgørenhedslinjer i Guds sag og værk. De skal ikke lade midlerne blive taget fra dem, og få andre til at forvalte deres produktioner. Herren har givet enhver mand og kvinde sit arbejde og ansvar for anvendelsen af Guds gaver der påhviler enhver der er blevet betroet midler. Dette er de måder enhver betros med talenter på for at bruge talenterne. De bør have en skarp opfattelse af tingene for at vide hvor der er brug for midler, og vil kunne give noget der hjælper den trængende.

Jeg har brugt forfattervederlag fra udenlandske bøger kan skabe en fond til at uddanne studerende. Førhen lod jeg vederlagene fra alle de bøger der blev solgt i Europa blive brugt i Europa under nogens ledelse. Denne fond skal nu bruges til at oversætte mine bøger til andre sprog. I fremtiden skal jeg bruge disse forfattervederlag til at indtage nye marker. Arbejdet i Europa er meget længere fremme end i Australien.

Men da jeg var i Melbourne i nogle få måneder, skrev bror Lewis Johnson til mig at de havde et tusinde dollars i Europa der tilhørte mig som forfattervederlag. Jeg skrev at jeg behøvede at investere i oprettelsen af en skole her i Australien. Han skrev tilbage og bad om en portion af disse penge, for de ønskede at uddanne lovende unge mænd til forkyndertjenesten. Jeg svarede at hvis I behøver så meget, vil jeg ikke holde tilbage. Sidenefter har de fået alle vederlagspengene for salt af udenlandske bøger, indtil for et år siden. Så fortalte jeg dem at bruge disse penge til at oversætte mine bøger til andre sprog, så den sandhed som Herren har anført skal gå ud til alle steder, kan komme frem for folk.

Lad andre dømme mig hvis de vil, og alligevel bevidner jeg over for Gud at jeg er fri for de anklager de begår imod mig. Mit hjerte er til at bruge penge der sendes fra Californien, til at bygge det hospital der trænger så meget i Cooranbong. Men da jeg erfarede behovet for et mødehus i Brisbane, sendte jeg straks et hundrede pund. Det blev besluttet på sanatoriet i Sydney at de må have midlertidige badeværelser før de kunne arbejde videre. Jeg lagde midler i hænderne på den Unions-konferense, der skulle afholdes, før vi vidste om John Wessels kommer til Australien. Kommer han ikke, må jeg lade dem få de penge til at holde værket i gang i forskellige linjer.

Vi ved ikke hvordan vort hospital skal bygges eller udstyres, men Herre ved alt om vore behov. Vor del af arbejdet skal gå fremad. Udenfor har interesserne taget alle midlerne, så at mine medarbejdere kun har betalt en del af deres løn, for sidste år. De har ventet personligt, forstået situationen. Vi beder, venter, har tillid og tror.

Vier alle i besiddelse af talenter, og vi skal ikke give andre personer vore betroede evner og kapacitet. Vi skal handle med dem, og vi må vinde andre talenter som skal bruges for at fremme Herrens værk. Skulle jeg opgive min forvaltning af midler som nogen andre skulle bruge dem, vil være upålidelighed fra min side af. Der er nogle i Battle Creek som betaler en trofast tiende, og der er andre som ikke gør det. Skulle nogen bortlægge deres styrke til at gøre dette, og sælge deres evner, og lade andre blive forvaltere for ham? Det er vor pligt at udnytte vore talenter. Herre vil at enhver person styrer sin egen forretning og håndterer sin egne talenter. Han ønsker ikke at Hans folk skal afgive de midler som de har fået til at investere i Hans sag, for deres individuelle selv.

Nogle tror at kun en del af deres midler er Herrens, men det er en fejl. Alt er Herrens. Alle bør føle deres ansvar for at anvende midlerne hvor det påkræves hvor der er behov i værket. Der er fattige som skal hjælpes. Du sætter mennesker som var de Gud, og de føler sig fuldt bemyndiget til at bruge de anskaffede talenter som det behager ham, medens han kan lytte til kald om hjælp. I lægger det ud til jeres magt at gøre det arbejde i føler jer imponeret af.

Alt det vi har, enhver dollar, tilhører Gud. Det skal behandles klogt, og enhver mand og kvinde skal bede og arbejde og studere og planlægge, få hele tiden mere korrekt kendskab til hvordan der arbejdes. Dette er Guds plan. Der er mennesker som gør en del i Guds arbejde som vil hjælpe i nødens stund, men de har lagt tusindvis penge i andre menneskers hænder at de kan bruge dem. De har overgivet deres forvaltning til andre. Har Herren planlagt det sådan? Nej. Han vil at de skal bruges til at opløfte sandhedens standard.

Herren vil planlægge for os hvis vi vil lade Ham gøre dette. Det er Hans penge, ikke vore, og han venter at enhver vil bede om visdom fra Ham om at bruge Hans brug af Sine midler. Steder som har lige så stor behov for medarbejdere og faciliteter som Europa og London er en verden ni sig selv, og stadig, medens tusinde af tusinde dollars bruges på bygningerne i Battle Creek, er London knapt nok blevet berørt.

England har brug for mange flere folk og mange flere midler, men de tilsyneladende kloge mænd har styret på en bemærkelsesværdig måde og afslører at deres visdom var tåbelighed, medens de var så indbildte at Herren ikke kan gøre noget for dem. De har arbejdet på tværs af Gud, udøvet en ledelsesstil i deres forretningsanliggender som har fået dem til at føle sig uafhængige, og at de har taget penge for deres formodede evner, som de ikke har fortjent. Herren ønsker ikke at mennesker skal dynge store bygninger op som de har gjort i Battle Creek. Der er en stor mark som skal bearbejdes, og en variation af talenter i form af penge, forstandighed og erfaring skal overføres til England.

Gud lægger mærke til dele af Hans vingård der bliver forsømt, og til de mange navne af hans Medarbejdere skriver han: Upålidelige forvaltere. Gud vil at de faciliteter som hele bruges på at vokse i Amerika, bliver delt op og delt endnu mere op. Han har begavet mennesker med kraft, men de har arbejdet på tværs af ham. De har ignoreret Hans advarsler, og vandret i gnisterne af deres egen optænding. Disse vil drages til regnskab for de advarsler og det lys som de har fået, men ikke givet agt.

Nu ønsker vi at lægge de ny ubearbejdede marker frem for dig. Vi ønsker at du skal se at mennesker ikke kan betros noget, medmindre de har en levende forbindelse med Gud. Sydstaternes mark blev vist for mig, og jeg bragte det lys jeg fik til folk. De blev vækket op. De gik i gang med at rejse midler til den mark. Men hvor er de midler nu? Hvad er der blevet af dem? De er blevet splittet fra deres retmæssige sted.

Penge er blevet rejst med det særlige formal, som nu er nævnt, at hjælpe Sydstaternes Mark, og blev nu brugt til forskellige formål. Dette åbenbarer den store blindhed og formastelse fra ansvarlige menneskers side. Var de medarbejdere i Sydstaternes Mark, hvor anderledes ville de så ikke have behandlet denne sag. Men det gør al forskel, hvem der var dem der blev skuffet og hindret midlerne. Jeg føler at mit hjerte brænder af retfærdig harme når mennesker således planlægger og styrer midler for at splitte alt til linjer, som tjener deres egne mål, og gøre hullet i deres manglende ledelse mindre iøjnefaldende. Retfærdighedens principper har forladt konferensen. Brødre for Kristi skyld begynder at arbejde på en rigtig basis.

Lad mennesker blive vurderet som mennesker, og ikke som guder. Gud har givet mennesker evner til at bruge og forøge deres talenter, og de skal passe en fornemmelse for deres moralske ansvar. Der kan spørges: Hvad skal der gøres med hensyn til arbejdet nu? Arbejd på korrekte principper. Lad mænd og kvinder, der har byrde for at producere bøger, arbejde på at velsigne Guds sag og bruge deres penne. Lad dem arbejde, og hvis de har en indkomst fra deres arbejde, så lad dem bruge det på den indkomst for at gøre deres del til en opløftende sandhedsstandard, hvor Gud kan styre. Lad dem søge råd fra Gud. Lad dem tro Kristi løfte om at Han skal sende dem Trøstermanden der lærer dem alt, og få dem til at huske alle ting. Lad dem ikke drages ind i en snare.

Gud er vor rådgiver. Vi har ladet mennesker gå i stedet for Gud. Herren vil lade Sit lys skinne ud i sindets kamre og i sjælens tempel hvis mennesker, vil, når de mangler visdom, gå til deres lønkammer i bøn og bede Gud, Som giver gavmildt til alle mennesker og uden bebrejdelser. Løftet er: ”Der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden.” [Jakob 1,5. 6.]

Han som vil have alt fra Kristus, må give alt til Kristus. Hvor der er fuldstændig overgivelse af mennesket til Gud, der vil ses en langt dybere betydning af ordene: ”Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.” [Joh. 1,12.] Når disse ord forstås, vil der være en kendskab til Gud og hans vilje som vil få en styrende kraft over hele mennesket. Når talentet betragtes som en gave fra Gud, der fordobles ved anvendelse, og gives tilbage til giveren som helliget tjeneste, vil der være et helligt hensyn for ethvert menneskeligt redskab. Overmægtig hovenhed er en vanærende anvendelse af de talenter som Gud har givet til nogen af Hans arvinger, vil kunne ses i al deres grusomhed.

Kun når den enkelte menneskeagent erkender at han hjælper med i menneskehedens store netværk og at han må gøre sin del for Gud; når han forstår at det ikke kun er hans privilegium, men hans pligt at handle med sine talenter, og udnytte sine kapaciteter, til at modtage midler og sjæle, vil han blive velsignet af Gud. Mennesker skal betragte deres talenter som en betroelse. Gud belønner enhver mand efter hans arbejde. Lad da alle stå i den rigtig position. Lad dem bruge alle afkroge af evnerne. Lad dem få åndelig og timelige talenter, så de må investere dem til Gud. Gud har betroet talenter til menneskevæsener, så de må samarbejde med Ham, til at bruge deres kræfter. Alle deres penge, al deres indflydelse, skal betragtes som Herrens, som nådigt nedlager sig til at bruge dem til fremførelse af hans arbejde.

Gud kalder os til at vågne op. Enhver levende kristen skal gøre sin del som trofast forvalter. Guds metoder er fintfølende og rigtige, og vi skal handle med vore kroner og vore ører, give vore frivillige ofre til Ham for at støtte Sit arbejde, og oplyse verden i mørke, bringe sjæle til Jesus Kristus. Store og små summer skal flyde ind i Herrens forrådshus. Hvad skal vi gøre med dem som har misbrugt vore midler? Skal ikke dem på de ansvarsbetyngede steder genoprette alt som de har fået uretmæssigt? Disse midler var Herrens, og burde være brugt af de forvaltere, det var betroet til. Intet menneske, uanset tillidsposition, skal overveje for sig selv om han kan være samvittighed for noget menneske. Hvis dem i ansvarsbetyngede stillinger med Gud, vil give det til Gud der er Ham behørig. Men når mennesker bliver samvittighed for andre, og køber deres talenter og anvender dem efter deres begrænsede dømmekraft, påtager de sig et ansvar som Herren ikke har pålagt dem.

Mellem ethvert Guds barn og Hans Genløser skal der være en forståelse. Kristus kalder på ethvert menneske til at kende den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som Han har sendt. Ethvert troende Guds barn skal udrettet et praktisk arbejde. Enhver skal svare for Gud for sin egen person, for den brug han har gjort af Herrens betroede talenter.

Jeg vil sige til mine medarbejdere: Herren ønsker at vi får nye erfaringer, en vækst i nåden og i Gudskundskaben, ved at bruge de gaver vi har for Mesteren. Vi er afhængige af Kristus efter åndelig føde og vitalitet. Det er kun ved at få føde af Kristus at vi kan mættes og få kraft, at vi kender Kristus og er trofaste medarbejdere sammen med Gud. Lad ingen gå i stedet for dig. Kristus er din eneste stedfortræder. Gå til ham som tager dig i varetægt. “I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt.” [1 Korinter 6,19. 20.] Alt hvad du har af mental, fysisk og åndelige kapaciteter kommer fra Gud, og I skal yde Ham fuldkommen tjeneste I enhver linje, holde fast ved Herren Jesus Kristus. Dette er den kraft der er nytte for sjælens renhed. Dette vil rense og gøre os rene, dag for dag og time for time.

Lad en forblivende Kristus leve i sjælen, og vi skal udvise langt større visdom end vi har gjort. Vi skal vide mere om Gud og om Jesus Kristus, og om Helligånden som åbner døren for os, at vi kommer frem. Vi behøver at udvise Kristi Ånd. Hvis vi ikke har modtaget alt det vi burde have, skal vi nu sige: »Betal, hvad du skylder«? [Matthæus 18,28.] Det er Herrens, og vi vil sige: “Giv Gud sit eget tilbage. For mig tør jeg ikke modtage det som jeg kunne have haft.” Sig: ”Tag dine midler, som vi burde have modtaget, og lad dem blive brugt til at hjælpe i missionsarbejdet.” Fornødenhedens store døre står vidt åben.

Jeg kalder jer hver især og alle til at bevilge alt I føler klart, til at genoprette det store arbejde som der brug for at blive gjort i vor verden. Jeg vil ikke tage en eneste penny mere tilbage fra noget forfattervederlag, og jeg beder mine brødre og søstre at stå sammen med mig, og helne dette sår og overføre de ekstra forfattervederlag de mener de skulle have haft, til Guds værk på de steder er mest brug for det. Vi skal anstrenge os for at mest for at holde vore ledelsesprincipper rigtige. Lad Jesus kunne ses, vandre på stormfulde bølger og sige: ”Ti, vær stille.” ”Det er mig, vær ikke bange.” [Mar 4,39; Matthæus 14,27.]

Når Guds hellige arbejde skal renses for alle slagger som har samlet sig I årene, vil Guds navn blive herliggjort I jeres midte. Når Helligånden kontrollerer menneskeagenter, vil der ikke praktiseres nogen forretninger under hånden. Ærlighed, sandfærdighed, og en villighed som alt sammen burde forstå de arbejdsmetoder vil kunne ses. Medarbejdernes karakter vil opbygges af rent og solidt tømmerværk. Der vil kunne ses en målrettethed hos alle Guds lovlydige folk. Enhver tråd i nettet vil komme fra Herren, og enhver medarbejder vil trække sin tråd i nettet, som hjælper med at udgøre mønsteret. Vævestykket vil komme i et fuldkomment design fra den store væv.

For tre tusinde år siden, stillede David dette spørgsmål: ”Hvorledes holder en ung sin vej ren? ved at bolde sig efter dit ord.” [Sal 119,9.] Sjæle der allerede er urene behøver at blive renset, lutret og helliggjort. Så kan dette vidnesbyrd frembæres: ”Thi Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.” [2 Korinter 4,6.] I denne verden skal vi skinne ud i gode gerninger. Herren forlanger at Hans folk som håndtere hellige ting, er alene med Gud, og genspejle himlens principper i alle forretningshandlinger, genspejler Guds karakters lys, Gud kærlighed, sådan som Kristus genspejlede det. Når vi ser på Jesus, vil alle vore liv gløde af et forunderligt lys. Alle dele af os skal være lys; så vil lyset, hvor vi end vender os, genspejles fra os til andre. Kristus er vejen, sandheden og livet. I ham er slet intet mørke; hvis vi derfor er i Kristus, vil der ikke være noget mørke i os.

Åndens frugt – hvad er det? Tungsind, bedrøvelse knurren og tårer? Nej, nej; Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed, afholdenhed. Disse nådegaver vil kunne ses i enhver sten der hjælper til at udgøre Guds tempel. Alle steene er ikke af samme dimension eller form, men alle sten har sin plads i templet. I templet er der ikke en misdannet sten. Alt er perfekt, og i forskelligheden er der enhed, der gør et fuldstændigt hele. En ting er sikker, enhver sten skal være en levende sten, en sten der udsender lys. Nu er det på tide at stene tages fra verdens stenbrud og komme ind i Guds værksted, og blive tilhugget, finjusteret og poleret, så de kan skinne.

Kristne! – er Kristus åbenbaret i os? Vi må arbejde på at få sunde kroppe og stærke tankesind som ikke svækkes så let, tankesind som ser udover selvet til årsagen og resultatet af alle tiltag der gøres. Så vil vi være på god vej, og klarer vanskeligheder som gode soldater. Vi behøver tankesind som kan se vanskeligheder og gå dem igennem med den visdom der kommer fra Gud, som kan brydes med vanskelige problemer og besejre dem. De vanskeligste problemer skal korsfæste selvet, og klare vanskeligheder i åndelig erfaring, oplære sjælen i streng disciplin. Dette vil måske ikke give den allerbedste tilfredsstillelse i første omgang, men eftervirkningen vil være fred og lykke.

Enhver sjæl vil fristes til at opføre sig sådan at de bliver til åndelige svæklinge. Lad dem som har Guds sag og arbejde for hjerte sige: Jeg vil ikke gøre noget der sætter forlagsinstitutionen i forlegenhed, for at indfri personlige behov; for et sådant eksempel vi åbne døren til mere selviskhed, og formindske de midler der burde bruges på at opløfte standarden i fremmede lande. Kristus er vor styrke. Han sætter os i stand til at stå ufordærvede, sande, rene hellige under fristelse. Alene i Hans kraft kan vi klare vanskelighederne som gode soldater. Med Kristus højt i vore hjerter, vil vi kunne nå den højeste standard, og i himlen står vore navne som sejrherrer, fordi vi er helt i Ham.