- Tilbage

brev nr 18a, 02. juli 1892 - »Kellogg, Bror og Søster [J. H.]«

North Fitzroy, Australien 5. juli, 1892
Kære bror og søster:
Ved hver postafgang har jeg sendt fra et til to hundrede manuskriptsider. Det meste af dette er blevet skrevet enten som nu når jeg er i sengen, støttet ved hjælp af puder, halvt liggende og halvt siddende. Eller jeg er støttet medens jeg sidder i en ubekvem stol.

Jeg har store smerter i hoften og i nederste del af ryggen når jeg sidder. Hvis der havde været sådan nogle behagelige stole i dette land (Australien), som I har på sanatoriet, ville jeg straks have anskaffet en sådan, selv om den havde kostet tredive dollar. ..... Det er meget belastende for mig at sidde i oprejst stilling og holde hovedet oppe. Jeg må hvile ryggen ved at lægge mig halvt tilbage imod puderne i stolen. Sådan er min tilstand lige nu.

Men jeg er på ingen måde modløs. Jeg føler at jeg bliver holdt oppe hver dag. I de lange, slidsomme nattetimer når det har været umuligt for mig at sove, har jeg brugt megen tid til bøn. Når hver nerve syntes at hyle af smerte, og det føltes som om jeg skulle miste forstanden, kom Kristi fred ind i mit hjerte i en sådan grad at jeg blev fyldt af taknemmelighed og taksigelse. Jeg ved at Jesus elsker mig, og jeg elsker Jesus. Nogle nætter har jeg sovet tre timer, nogle få nætter fire timer, og det meste af tiden blot to. I mørket, i disse lange australske nætter, syntes alligevel alt at være lyst omkring mig, og jeg fryder mig over et herligt samfund med Gud.

Da jeg, til at begynde med, kom i denne hjælpeløse tilstand, beklagede jeg dybt, at jeg var begyndt på denne lange rejse over havet. Hvorfor var jeg ikke blevet i Amerika? Når nu det var så dyrt, hvorfor var jeg så ikke blevet i Amerika? Igen og igen kunne jeg have begravet mit ansigt i sengetøjet og ladet tårerne få frit løb. Men jeg hengav mig ikke længere til den luksus at græde.

Jeg sagde til mig selv: Ellen White, hvad mener du med dette? Kom du ikke til Australien fordi du følte det var din pligt at tage dertil hvor samfundet fandt at det var bedst for dig at rejse? Har det ikke altid været din fremgangsmåde?" Jeg svarede "jo." "Hvorfor føler du dig da næsten forladt og modløs? Er det ikke noget som fjenden gør?" Jeg sagde: Det tror jeg nok."

Jeg tørrede tårerne bort, så hurtigt som muligt og sagde: "Det er nok. Jeg vil ikke længere se på den mørke side af sagen. Om jeg skal leve eller dø, så lader jeg ham som døde for mig, bevare min sjæl." Jeg troede da at Herren ville gøre alle ting vel, og i disse otte måneder medens jeg var hjælpeløs, har jeg ikke været modløs eller tvivlende. Jeg ser nu på den sag som en del af Guds store plan, til bedste for hans folk her i dette land, for dem i Amerika og også for mit eget bedste. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvordan, men jeg tror det. Og jeg er lykkelig midt i min smerte. Jeg kan stole på min himmelske Far. Jeg vil ikke tvivle på hans kærlighed. Jeg har en beskytter som våger over mig dag og nat. Jeg priser Herren. Hans pris er på mine læber, for den kommer fra et hjerte som er fyldt med taknemmelighed.