- Tilbage

brev nr 20, 28. januar 1901 - »Kellogg, J.H.«

Crystal Springs, St. Helena, Californien – 28. januar, 1901
Dette brev er publiceret i sin helhed i 14MR 139-149. +
Dr. J. H. Kellogg – Kære bror,—
Jeg modtog dit brev i går. Tak for dine adviseringer og råd. Jeg har ikke haft det så godt som før jeg blev forgiftet (af det dårligt ventilerede mødeværrelse til gudsdyrkelsen), fordi jeg ikke har haft tid til at hvile. Jeg har fået mange breve at skrive til vore folk i Australien om ting som fortjener første opmærksomhed. Tre dage før den australske post, har min hånd skrevet femoghalvfjerds sider brevpapair som nu er blevet kopieret og ti som ikke er blevet kopieret.

Jeg har holdt mig meget til mit værelse, og selvom jeg kunne nedenunder, fandt jeg det ikke tilrådeligt. Jeg tænkte: Hvor skal jeg tage hen for at få den rette hvile? Jeg kan ikke tage til nogen kirke, for så skal jeg tale. Hvordan dette skal håndteres, ved jeg ikke. Da sommeren kommer, kunne jeg tage til Lake County, for at reagere på en indtrængende indbydelse fra en velhavende dame, Mrs. Hulburt var navnet. Hun er sabbatsholder, og selvom hendes mand ikke er det, har han al forståelse for hende, selvom han ikke offentligt har bekendt sig til religion. Mrs. Hulburt har taget forældreløse børn til sit hjem, hvor hendes mand indvilger i dette. Nu informerer hun mig om at hun vil bygge et større hus, som kan rumme flere børn. Dette hus vil åbne til maj, og jeg har lovet at besøge dette, for jeg har ikke tænkt på andet end dette. Men dette må vente.

Dr. Kellogg, der er en mark som må bearbejdes, men hvor er medarbejderne? Efter at lokalitet efter lokalitet er blevet vist for mig på forskellige steder af Herrens (verdens)vingård, er det blevet sagt til mig: »Siger I ikke: »Der er endnu fire måneder, til høsten kommer?« Se, jeg siger jer: opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt: »En sår, og en anden høster.« Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.« [Joh. 4,35-38.]

Siger I ikke når I har lagt jeres frø I jorden: Der går endnu fire måneder – den normale tid mellem frøudsåning og høst – og så kommer høsten. Kristus referer til samaritaerne. Den kvinde han havde talt med efterlod sin vandkrukke, og tog ind i byen for at sige til folkene der: »Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?« Så gik de ud af byen og gav sig på vej hen til ham. « [Versene 29, 30.]

Når disse folk kommer til Kristus, var det en forbilledlig lektie til disciplene, og der skulle læres vigtige lektier som alle er interesseret i for sjæles frelse. »Fra den by kom mange af samaritanerne til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.« Da samaritanerne kom til ham, bad de ham derfor om at blive hos dem; og han blev der to dage. Og mange flere kom til tro på grund af hans ord. Og de sagde til kvinden: »Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.« [Versene 39-42.]

Dette er den lektie som prædikanterne må lære før de kan udrette det arbejde Gud har udpeget til dem. Gud har ikke givet de, der kender sandheden for arbejde at hovere over menighederne, når der er sjæle hos dem, som går til af manglende kundskab.

»En sår, og en anden høster.« [Vers 36.] Kristus havde sået sandhedens frø i byernes gader og i synagogerne. Sandheden er blevet bragt til folk. Frelsens betingelser står opridset klart og tydeligt; for sandheden er aldrig synet hen i Frelserens læber. En interesse er blevet skabt som resultat af Hans ord, og disciplene fulgte op om den store Såmands kraft, som både såmand og høstmand må glade sig over sammen.

»Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med«. [Vers 38.] Disse ord blev talt i forventning om ordinationen og udsendelse af disciple. Den store Leder og Lærers jordiske arbejde skulle snart afsluttes, men han havde beredt vejen ved at udsende hellige mænd foran Sig, og apostlene skulle følge efter for at fuldkommengøre modningsværket til høsten.

Alle dele af Guds vingård skulle bearbejdes. Der er behov for kloge mænd og kloge kvinder, som vil arbejdet i enighed for at udføre det arbejde de har fået betroet.

Gud vil bruge dem som Sine redskaber til at omvende sjæle. De vil høste den sæd den store Lære har udsået. Lad dem som vil gå ud på den store høstmark, nogle for at så og nogle for at høste, altid huske på at de ikke selv skal tage æren for resultatet af deres arbejde. Guds udpegede agenter har et arbejde foran sig, beret vejen for at så sæden og slå høsten. »Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.« [Vers 38.]

De som udsår sæden, som ringer denne tids prøvende sandheder for store og små samlinger, og lægger meget arbejde i det, kan ikke altid samle høsten. Efter at de har gjort deres arbejde og hvilet derefter, udpeger Gud andre mænd til at gå over grunde, og mange sjæle kan se sandheden under deres arbejde. Modgang, sorg, tab af ejendom, forandringer af Guds forsyn, genkaldes de ord Guds trofaste tjenere har sagt mange år tidligere, livligt i deres sind. Således forberedes vejen for at fuldføre såmandsarbejdet, for at slå høsten. Der er stor glæde over at disse dyrebare frugter samles ind.

Lad enhver arbejder gøre sit allerbedste for at udnytte sine talenter, så han kan blive en succesrig såmand, såvel som en succesrig høstmand, som andre mænd efter Guds udvælgelse har udsået.

Læs disse vers nøje. Tag deres betydning ind, for I disse er Guds plan åbenbaret. “Den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster.” [Vers 36.] Guds medarbejdere møder ofte modstand på de steder de arbejder, og således forhindres deres nyttighed.

Guds medarbejdere modsætter sig ofte det sted hvor de arbejder, og derved forhindres deres nyttegrad. De kunne have gjort deres bedste i al visdom. De har sået godt og dyrebar sæd. Men de elementer der sætter sig imod bliver hårdere og mere modløse, og det kan være klogt for dem at tage til et andet sted, for selvom nogle er overbevist om sandheden, er de skræmt af modstand. De vil ikke indrømme at de er blevet overbeviste.

Lad sandhedens budbringere gå forbi på en anden mark. Her møder de en mere favorabel klasse folk, og kan udrette så- og høst-arbejdet succesrigt. Rapporten om deres succes vil finde vej til det sted hvor Guds arbejde tilsyneladende ikke lykkes, og den næste sandhedsbudbringer tager dertil vil der tages godt imod. Frøene sås i trængsel og modløsheden vil få liv og kraft. Først vil der kunne ses blad, så aks, og så fuld korn i akset.

Evangelietsandheden forkastes af nogle der bereder vej for at andre modtager dem, som kan se den svaghed og upålidelighed der er i argumenter for at sandheden ikke får kraft. Således vil de der modsætter sig Guds råd og ved mere fremmer sandheden ved deres upålidelighed end forhindrer den. En ting må vi være forberedt på at måde – fjendens opsatte modstand. Han arbejder gennem menneskers agenter, som han kan bruge på at hold folk uvidne om Herrens ord.

På nogle steder er modstaden meget udtalt, Guds budbringeres liv kan komme i fare. Det er da deres privilegium at følge deres Mesters eksempel og tage andre steder hen. ”I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer.” [Matthæus 10,23.]

Ligesom føde til den sultne og vand til den tørstige, ligeså udføres Guds værk for dem der adlyder Hans vilje, fordi de elsker Ham. De som er involveret i prædikantarbejde skal bevise at Gud har et budskab til dem, at frembære og et arbejde for dem at gøre. De skal arbejde i sagtmodighed, vise at de har lært hjertets ydmyghed i Kristi skole. De som altid er ydmyge og brødebetynget beviser at de har været hos Jesus og lært af Ham. ”Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.” [Esajas 57,15.] “Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel hvad for et hus vil i bygge mig, og hvad for et sted er min bolig? Alt dette skabte min hånd, så det fremkom, lyder det fra Herren. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit ord.” [Esajas 66,1. 2.] Gud ved hvordan der skelnes mellem retfærdige og onde i Hans menighed. De som gør ret vil Han give fred og trøst og godt håb i dette liv, fordi de får del i guddommelig natur, og kæmper for at overvinde det fordærv som er i verdens lyster.

”Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus. Og den, der mangler dette, er i sin kortsynethed blind og har glemt, at han er blevet renset fra sine tidligere synder. Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige.” [2 Peter 1,5-11.]

Lad os derfor kæmpde utrætteligt for det kommende liv. Kun selviskhedens og begærlighedens skam og skyld tilkommer alene mennesket. Angerens ære tilkommer Gud alene. Den bedste religiøse kultur og de største fordele har ikke kraft til at billige eller bevare folk eller enkeltpersoner fra fordærv. Ved ukontrollerbar udbrudsanfald, beviser mennesker nogle gange at de ikke er til at stole på, at han vil sælge sin Herre, ligesom Judas gjorde for tredive sølvstykker. Syndigheden hos medlemmerne af Guds menighed kan ikke tilskrives nogen forsømmelse fra Guds side. ”Således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke skal gå fortabt, men få evigt liv.” [Joh. 3,16.] Himlens Herre har givet menneskeslægten masser af arbejde. Helligånden virker på mennesker som surdej virker på melet. Det er menneskets del at underlægge sig og blive sat i gang, og lade sin vilje komme helt under Guds vilje.

Mennesker kan ikke skifte sin sygelige karakters egenskaber. Mennesker higer efter at blive som Gud, og fra dette fatale øjeblik begyndte det ondes ophavsmand at støde sig fra Gud. Satan er al misundelses, al jalousi, al bedrag, og alle stridigheders ophavsmand. Han rejste forræderens fande for at gøre oprør på denne jord. Han udviste sit frafald ved sit vanvittige arbejde, at skabe et imperium han selv herskede over. Han er al synds ophavsmand som har forbandet jorden.

Gud har vist sin store og forunderlige kærlighed ved at give Sin enbårne Søn, et hjælpemiddel mod synd. Kristus kom for at bære hele verdens synd, så at enhver der tror på Ham ikke skal fortabes, men få evigt liv.

Der er ingen kraft i menneskers forbund med mennesker, og Satan burger sine kræfter på at fuldbyrde sine principper. Han kæmper for at få mennesker til at kæmpe, ligesom han gjorde, for overherredømme, for overlegenhed, for anerkendelse og magt. De som giver efter for disse fristelser vil gå over dem samme grund som han gjorde. Han afskærer sig selv fra Gud. Han handler som om han var Gud selv. Han er sin egen konge, sin egen hersker, sin egen tilstrækkelighed. Sådan vil de være med dem der vælge som han gjorde, at få deres egen vej.

De der er under Satans regler og love tror at de selv er uafhængige atomer. Enhver følger sine egne menneskelige lidenskaber. Det er Satans principper som har sat mennesker op mod deres medmennesker. De leder mennesker til at trække sig fra andre i fortænksomhed, jalousi, og onde anelser. Under disse princippers kraft, vold, forbrydelse og alle slags syndighed vokser vi støt.

Burde disse ting ikke være til lærdom for dem der hævder at være kristne, lede dem til at undgå det første skridt som vil åbne vejen for at disse principper kan komme ind i menigheden? Hvorfor skal de, som hævder at være Guds folk, blive såbedragede?

Kærlighed til Gud og ”kærlighed” til hinanden er to store principper som skal binde os sammen med hinanden og det en helhed med Kristus i Gud. Verden fralægger sig disse principper. Det er at gribe den store bedragers sofisteri. Hvis disse sofisterier indføres i menigheden, vil de indføre modløshed og dårligt åndeligt helbred. De i verden, der har mistet deres forbindelse med Gud, gør desperate og vanvittige anstrengelser for at gøre sig selv til center. Dette skaber mistillid til hinanden, som efterforfølges af kriminalitet. Verdens riger vil blive opsplittet imod sig selv. Færre og færre bliver de sympatiske tråde der binde mennesker i broderskab til medmennesker. Menneskehjertets naturlige egoisme vil blive bearbejdet af Satan. Han vil bruge den ukontrollerede vilje og voldelige lidenskaber, som aldrig kommer under Guds viljes kontrol.

Dette mennesker ønsker sin egne veje; og det næste menneske ønsker sine veje. Alle menneskers hænder vil være imod sine medmennesker. Broder vil rejse sig imod broder, søster imod søster, forældre imod børn, og børn imod forældre. Alle vil være forvirrede. Slægtningen vil bedrage hinanden. Der vil smædes rænker i det skjulte for at udslette livet. Ødelæggelse, ulykke og død vil kunne ses over alt. Mennesker vil ubegrænset følge deres lyster for nedarvede og oplærte tendenser til ondt.

Hvilket trin eller træk af ødselhed end selviskhed? Verden er fuld af det. Det leder til at prøde de dødes grave med monumenter, og til tusindvis og titusindevis af selviske udsvævelser. Imedens enker og forældreløse og så mange mangler mad til at stille sulten, bruges pengene på at disse mindesmærker skabes over døde, der kunne bruge på at hjælpe lidende der er i live. Hvorfor kan folk ikke handle fornuftigt, og bruge midler på de der lider som lever? Denne verden vil være mere fornuftig. Det vil være til ære for Gud at mindske lidelserne hos de levende, med Herrens goder. Det leder mennesker til at ofre på sig selv som en gud. Mennesker tilbeder spejlbilledet af sit eget afbillede. Han sætter sin egne skikke og særlige tendenser over sin natur der, hvor Guds lov brude være. Dette er verdensbilledet. Hvor bliver menigheden dog fremstillet forkert!

”Du skal vide at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.” [2 Timotius 3,1-5.]

Der er ting som vi må se og forstå og vende bort fra. Vi skal arbejde helt imod dem. Gud har et forrådskammer med gengældelsesdomme, som Han lader falde over dem som fortsætter i synd over for det store lys. Jeg har set de kostbareste strukturer i bygninger der rejses og menes at være brandbeskyttende. Og lige så hurtigt som Sodoma gik til i flammerne af Guds vrede, ligeså vil disse stolte strukturer blive som aske. Jeg har sket skibe som koster umådelige mange summer, brydes med de mægtige vande, prøve at trodse de vrede bølger. Men med alle deres rigdomme af guld og sølv, og med deres menneskelige fragt, synker de ned i vandgraven. Menneskers stolthed vil begraves med de rigdomme de har samlet ved bedrageri. Gud vil hævne enker og forældreløse som vil hungre og nøgenskaben har råbt til Ham om hjælp fra undertrykkelse og mishandling. Og Herren holder en optegnelse over alle handlinger for godt eller ondt.

Tiden er lige over os hvor der vil være sorg i verden over at intet menneskeligt balsam kan helbrede. De smigrende monumenter over menneskers storhed vil smuldre i støvet, også før den store ødelæggelse kommer over verden.

Ordene i Åbenbaringen 18 vil opfyldes. Er denne beskrivelse ikke nok til at få alle der læser det til at frygte og skælve? Men de som ikke elsker lyset, som ikke vil komme til lyset uden deres gerninger bliver irettesatte, vil ikke følge videre for at kende Herren. Med deres egenskaber siger de: Jeg ønsker ikke Din vej, oh Herre; jeg ønsker kun min egen vej.

Gud har givet Sin forbilledlige lektie. Hvis verden ikke vil give agt, vil Guds folk så ikke tage sig i agt? I det enogtyvende kapitel af Lukas forudsiger Kristus hvad der skal komme over Jerusalem, og med det forbandt han de scenerier som skulle finde sted i denne verdens historie lige før menneskesønnens komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed. Bemærk ordene: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.« [Versene 34-36.]

Dette er en advarsel til dem som hævder at være kristne. De som har fået lys over vigtige og prøvende sandheder for denne tid, og alligevel ikke gør sig rede til Menneskesønnens komme, giver ikke agt. »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. « [vers 34.] Der er ingen tidsperiode hvor åndelig dovenskab kan undskyldes.

Kun ved at være iklædt Kristi retfærdighedsklædning kan vi undgå de domme som kommer over jorden. Lad alle huske på at disse ord var de sidste som Kristus gav Sine disciple. Blev denne belæring ofte gentaget i vore blande og publikationer, og brugt mindre plads på ting som ikke er en hundrededel så vigtig, ville det være mere passende. I disse hellige og højtidelige advarsler, opløftes faresignalet. Det er denne belæring som menighedsmedlemmer og verdens folk har brug for; for det er nærværende sandhed.