- Tilbage

brev nr 45, 10. marts 1903 - »Bror og søster [D. H.] Kress«

“Elmshaven,” St. Helena, Californien - 10. marts, 1903
Dette brev er publiceret i sin helhed i 13MR 37-43. +
Kære bror og søster Kress,—
Jeg har lige skrevet et brev til bror og søster Burden, en del af dette vil blive sendt i morgen. Dette brev er ligeså meget til jer selv, som det er for dem.

I skrifterne har jeg set en tanke komme til udtryk, at I to familier ikke kan blive enige på nogle punkter, når det angår kostspørgsmålet, det eneste alternativ er adskillelse; for I tror at I under sådanne forhold, ikke vil kunne arbejde sammen. Jeg er ked af denne udtalelse. Jeg forstår situationen. Gud ønsker at I skal gå sammen i arbejdet for mænd og kvinder med forskellige tankegang – til hedningene, og for menighedsmedlemmer i alle trosretninger. Dette er en mark som I begge kan få noget ud af; men I er bange for at forskellige meninger om mindre vigtige ting er grund nok for jer til at bryde med jeres samarbejdende indflydelse. Hvis I vidste hvor ked af jeg bliver i mit hjerte, ville I begynde at ransage jer selv nøjere, end I har gjort.

Der er intet som kan sammenlignes med målet og hensigten for kristne medvirkende, arbejde for sjælevinding. Når der døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, vil viljen, hensigterne, tilbøjelighederne sætte alt ind på at – legeme, sind og sjæl, - skal være død for verden og al selviskhed skal underordne dig under Guds vilje.

Apostlen Paulus siger: ”Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” [Kolossenserne 3,1-3.]

Er Kristus splittet? Er der en ubetydelig meningsforskel på tilstrækkelige konsekvenser der splitter venner, så at de ikke kan gå sammen om et godt arbejde? Skal personlige meninger betragtes som ufejlbarlige, at de ikke tillader nogen ændringer? Dette er virkelig åndelig svaghed. Lad enhver medarbejder ydmyge sit hjerte for Gud. Idet ingens meninger er helt fejlfrie, og handle som om du ikke kunne sige det igen og igen og gøre indrømmelser for andre.

Bror og søster Kress, jeg ønsker at give jer nogle få punkter jeg har fået åbenbaret, som i kan tænke over; siden de første vanskeligheder kom, i forbindelse med kødspisespørgsmålet fra vore sundhedsinstitutioners borde. Andre spørgsmål kræver mere alvorlig overvejelse, men nu vil jeg skrive om dette.

Jeg er blevet instrueret tydeligt af Herren, at kødspiser ikke skal sættes foran patienterne i vort sanatoriums spiselokale. Jeg fik lys om at patienterne kunne få kødmad, hvis de, efter at hørt lektionerne, bad indstændigt om at give det til dem; men at det i sådanne tilfælde, må spises på deres egne værelser. Alle hjælpere er forbudt at spise kødmad. Men som tidligere nævnt, hvis nogle få patienter, efter at vide at kødmad ikke kan sættes frem på spiselokalets borde, må give det glædeligt til dem i deres lokaler.

Mange har vænnet sig til at spise kødmad, er det ikke overraskende hvad de kan forvente på sanatoriets bord. I vil finde det utilrådeligt at udgive en spiseseddel, med en liste over mad på bordet; uden kødmad på kostplanen, kan virke som en stor forhindring for dem der over at blive sponsorere for institutionen.

Lad maden være appetitligt tilberedet og serveret pænt. Flere retter må tilberedes end nødvendigt er, hvis der skal serveres kød. Andre ting kan komme til, så kødet kan undgås. Nogle kan bruge mælk og fløde.

Jeg gør mig selv til et kriterium for ingen andre. Der er ting som jeg ikke kan spise, uden at lide stor smerte. Jeg prøver at lære, hvad der er bedst for mig, og så siger det ikke til nogen, jeg tager det som jeg kan spise, som ofte er enkle to eller tre varieteter, som ikke laver forstyrrelser i maven.

Lad os huske at vi har haft lang til at vænne os til sundhedsreformens kost. Vi kan ikke forvente noget andet, end det vil være nødvendigt på vore sanatorier at lave retter, der er forberedt anderledes, for os selv; for vi har lært at stole på enkel kost. Det er nødvendigt at planlægge mere frit for en sundhedsinstution, end for en privat familie. Mange ting må overvejes, og der må gøres indrømmelser for at imødekomme de mange patientgruppers særlige behov, som kommer på vore sanatorier. Appetitten skal ikke pludselig få spændetrøje på. Når I bliver kendt med disse folk, og forstår deres sande tilstand, kan de få recepter på at imødekomme de personlige krav.

På alle vore sanatorier må der ordnes en liberal spiseseddel, til patienternes spisestue. Jeg har ikke set noget meget overdådigt på nogen af vore sundhedsinstitioner; men jeg har set nogle borde, som afgjort mangler en forsyning af god, indbydende og velsmagende mad. Efter at patienterne på disse institutioner har været der en tid, beslutter de ofte at betale en stor sum for værelse, ledelse og behandling uden at få så meget tilbage, og har derfor forladt stedet. Naturligvis kommer klager over instutionens miskredit meget hurtigt i omløb.

Der er to yderligheder, og de begge må undgås. Måtte Herren hjælpe alle der er knyttet til vore sundhedsinstutioner til at ikke forsvare et dårligt udbud af mad. Verdens mænd og kvinder som kommer på vore sanatorier har ofte en forvansket appetit. Radikale forandringer kan ikke ske pludselig for alle disse. Nogle kan ikke komme ind i en enkel sundhedsforms kost med det samme, som det ville for en privat familie. På en sundhedsinstitution er der forskellige appetiter at mætte. Nogle kræver veltilberedte grøntsager for at dække deres særlige behov. Andre har ikke kunne bruge grøntsager, uden at lide under konsekvenserne. De stakkels, syge dyspetikere behøver at få mange opmuntrende ord. Lad den religiøse indflydelse fra et kristnes hjem herske over Sanatoriet. Dette vil være befordrende for patienternes sundhed. Alle disse ting skal styres forsigtigt og under bøn. Herren ser de vanskeligheder der skal tilpasse, og Han vil være din Hjælper.

Til enhver som er knyttet til Wahroonga Sanatoriet, vil jeg sige, ligesom Paulus sagde til Timotius, “ Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning.” Vi må også være opmærksom på dette pålæg: “ Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.” [1 Timotius 4,16.]

Min bror, min søster, Herren velsignet jer begge stort. Jeres muntre og glade gemyt vil være som medicin. Hav tro på Gud. Gå skridt for skridt fremad og opad. Og når I er sammen med patienterne og hjælper dem med bibringelse af Guds trøstende og håbefulde ord, kan sandhedens ord være som et blad på livets træ for dem. Led dem til at tro på Kristus Jesus. Derved vil mange sjæle kunne omkostninge ved deres syndige udsvævelser fra umådeholdne levevaner og sensuelle tilbøjeligheder som vil fordærve sjæl såvel som legeme, hvis de får lov at fortsætte.

Søster Kress, taler til de mødre I har fået, vil påskønne det meget mere, fordi du er en mor. Oh, hvis vi blot kunne gøre dem der ikke forstå mødre, - ja også fædre – at de i høj grad har ansvar for den karaktervævnings mønster, så de vil give deres børn! De vil, ved deres egne ord og handlinger, ved det gemyt de viser, udøver over disse små en formende indflydelse. Hvis de blot ville tage imod den hjælpe Jesus giver dem, både fædre og mødre, kan de være til velsignelse for deres børn, og være nøje opmærksom på at de opdyrker rigtige vaner og skikke, fysisk, forstandigt og moralsk. Således kommer sand uddannelse ind i det praktiske liv.

11.marts, 1903
Jeg har lige fået det brev du sendte mig i mine hænder. Tak for det, jeg har læst det. Mit hjerte jubler af glæde og håb over at I er så muntre. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse den pamfetter søster Irwin sendte mig, men vil skrive mere fyldigt om disse ting en gang med tiden, hvis jeg kan.

I går skrev jeg nogle ting til jer, jeg håber på ikke vil forvirre jer på nogen måde. Jeg kunne skrive for meget om vigtigheden med en liberal kost på vore sanatorier. Jeg har været på forskellige sundhedsinstitutioner hvor mad-tilbuddet ikke er så frisindet som det burde. Som i godt ved, må vi ikke følge et sæt regime, når vi sørger for syge, men må ofte variere spisesedlen, og tilberede mad på forskellige måder. Jeg tror at vil give alle en god dømmekraft, når mad tilberedes. Jeg har tillid til at tro, at Han vil give jer visdom til at arbejde sammen, og at I ikke vil svække jeres indflydelse, ved at ikke samarbejde med hinanden.

I vor familie har vi morgenmad halvsyv om morgnen, og middagsmad halv et. Vi får ingen ingen aftensmad. Vi bør ændre vore spisetider en smugle, hvis det ikke var for at det er de bedste tidspunkter for nogle af families medlemmer. Jeg spiser to måltider om dagen, og følger stadig det lys jeg fik for femogtredive år siden. Jeg spiser ikke kød. Jeg har afgjort spørgsmålet med smør, for mig selv. Jeg spiser det ikke. Dette spørgsmål bør let kunne afgøres alle steder hvor de reneste fødevarer ikke kan fremskaffes. Vi har to gode malkekøer, en Jersyko og en Holsteiner-ko. Vi spiser føde, og alle bliver mætte af dette.

Beviset for at du har Guds velsignelse, kommer i dine nøje bestræbelser på at genoprette syge, hos dem med begrænsede evner, at de har det samme som vi fik får år siden i Battle Creek. Før vort sanatorium blev oprettet, gik min mand og jeg fra hus til hus for at give behandlinger. Under Guds velsignelse reddede vi mange liv, som led af dyspedia-angreb og bloddysenteri. Endog lægerne begravede deres egne børn. Jeg fik instrukser fra Herren om den slags behandling jeg skulle give, og det blev et succes for os.

Hvad jeg har skrevet, ønsker jeg at betragte som råd til mænd og kvinder, jeg tro har en god, og hellig dømmekraft. Jeg ved at en af de største farer er at spise for meget, og dermed give maven for meget arbejde. Jeg er sikker på at når der parktiseres en mådeholden og fornuftig kost, så vil det før fremragende resultater.

Nu må jeg afslutte, ellers kan jeg ikke få dette med i posten.

Med megen kærlighed.