- Tilbage

brev nr 99, 10. juni 1899 - »Til Kellogg, H. W.«

“Sunnyside,” Cooranbong, New South Wales, Australien – 10. juni 1899
Ikke udgivet tidligere
Kære bror:
Jeg skriver for at spørge dig: Vil du sælge mig rettigheden til Gospel Primer, så jeg videste mulig, kan hjælpe det forfærdelige arbejde som er blevet gjort for at håndtere det? Der er brugte urimelige midler på det; en masse rænker, som ikke er ledt af Helligånden, blev sat i gang, for at få dette værk i besiddelse, og forlaghuset skulle så vidt muligt afhjælpe dets rænker og deres værk. Den mand som tog del i denne forretning vil ikke møde sig regnskab med glæde, på den endelige opgørelsesdag.

Jeg ønsker at sende midler til Edson og hjælpe ham med sit arbejde i Sydstaternes Mark, for han kan ikke få det som er brug for. Var de ansvarlige mænd på Review and Herald-kontoret blev påvirket af Guds Ånd, ville de have gjort den rette ting for denne sag, og Herren ville have velsignet dem. Men de handlede ikke retfærdigt og elskede barmhjertighed. De viste kun lidt interesse for arbejdet i Sydstaterne.

Hvis du vil sælge mig rettighederne til denne bog, vil jeg bruge dækningsbidraget af salget til arbejdet på denne mark, og prøve på dette sene tidspunkt, at gøre hvad der burde være gjort for år tilbage. Hvis denne plan passer dit sind, så lad mig høre fra dig. Jeg ønsker meget at arbejdet skal gøres direkte, og fejlen kan rettes om det er muligt.

W. C. White tager den anden halvdel af dette afkast, og han vil lagde udbyttet gå over i Edsons hænder, så snart at han vil modtage af de penge som han har investeret. Han har ikke modtaget de høje lønninger som mange på Review og Herald-kontoret har fået.

I nattestunden fik jeg vist Sydstaternes marks behov over for vore brødre i Amerika. Jeg sagde til dem: ”Herren kalder jer til at arbejde beslutsom på at hjælpe jeres naboer i sydstaterne, men hvor lidt har I dog gjort. I har bygget et sanatorium i Colorado, for de penge som skulle gives til Sydstaterne. Hvert år dannes der barrierer som gør sandhedsudbredelsen vanskeligere. De høje lønninger som medarbejderne på vore institutioner får, holder på midlerne, og fører en række onder med sig som gør det vanskeligt at indtage nye marker. Når dem i høje stillinger kan se onderne ved disse store salærer, og angrer ærgerrigheden, som de har vist og den bitterhed som har resulteret i deres ærgerrige ånd, vil Herren vende Sit ansigt mod Sit folk.

I april måned blev et sceneri i sydstaternes mark vist for mig. Oh, hvilken nød der var! Hvilket behov for hjælp! I marts var der en forvirring sydstaterne som jeg ikke kan forklare. Vore folkv ar i problemer med sydstatsborgerne, som arbejdet på at forhindre arbejdet i at blive oprettet. Tusindvis af farvede folk kan ikke læse, og kan derfor ikke studere Guds Ord selv. Og der er rigtig mange blandt de hvide folk som ikke ønsker at hjælpe disse fattige, uvidne, forskudte og halvtrætte folk. De ønsker ikke at de skal lære at arbejde, hvordan de klarer sig selv, og de prøver at give slaveriets ånd i sydstaterne nyt liv.

Således er det passende farligt at undervise sandheden til de farvede folk. Jeg hørte knurren og trusler imod det arbejde som Edson White gør. Jeg hørte skjulte konspirationer om at både ødelægge værket og medarbejderne hvis de ikke holder op. Så sagde jeg til den gruppe som jeg talte til: ”Herren har i årevis peget på at sydstaternes mark skal bearbejdes på en forsigtig og klog måde. Der må ikke siges noget om de sortes dårlige behandling.”

Medens jeg talte, hævede nogle af stemmerne sig og sagde: ”Vi har fået at vide at disse store forsigtighedsregler ikke er nødvendige, og at der er sagt for meget om de farer der er i sydstaterne.” Jeg vendte mig til talerne, og sagde: ”Du forstår ikke de ting der skal arbejdes med i sydstaterne. Lige så snart at der arbejdes på at uddanne og opløfte dette folk, som i så lang tid har været i uvidenhed og slaveri, så vækkes de hvides jalousi. Det vil ikke skabe den samme frihed til den mark, som du vil kunne gøre i nordstaterne. En diskret tavshed må fastholdes for mange borgere, ellers vil tingenes tilstand forandres og marken vil lukkes for os. De som ikke forstår faren, og tror de kan arbejde på samme måde i sydstaterne som de gør i nordstaterne, er ikke rigtig kloge. I sydstaterne er slaveriets ånd ikke visket bort; den er blot blevet neddysset en kort tid.

”Ønsket om at vise hermands-myndighed over de sorte brænder stadig i manges hjerter, som hævder at være kristne, men deres liv erklærer at de står under den store frafaldsmands sorte banner. Når de hvide begår forbrydelser, får de ofte lov at gå uden dom, medens de sorte, der er uvidne, fornedrede og ikke kender noget til Guds ord, og knapt nok kan skelne deres højre hånd fra deres venstre, trues for de samme overtrædelser, for mere end dyr. Dæmonen går løs, og alle lidelser som man kan finde på, udøves over dem. Vil Gud ikke dømme over disse ting? Ligeså sikkert som hvide har pådraget sig umenneskelig grusomhed over negerne, ligeså sikkert vil Guds hævn falde over dem.”

Gud er vidende om de midler som missionsmarkerne er berøvet for, og Han har skrevet det hele ned i Sin bog. De år der er blevet brug på at uddannede farvede folk er gået tabt, og denne forsømmelse vidner imod al kristendom, og især imod de som har fået betroet det sidste advarselsbudskab, der er givet til verden. Måtte Herren hjælpe Sit folk til at se hvor de har været upålidelige forvaltere. Mit hjerte smertes når jeg har fået lov at forstå det forræderiske menneskehjerte. Det er sket efter mange uværdige motiver; man har tyet til så mange kroge metoder for at udrette det ønskede resultat. Under forklædning af fromhed har disse onder virket indtil de bedragede mennesker opdager hvad det er de er blevet frataget, og at Guds bekendende folks praksis er den samme praktiseres i verden. Men rajgræsset og hveden må vokse op sammen til høsten.

Bror Ballengers idé med at bosætte sig i Sydstaterne vil ikke lykkes. Der må tages de mest stille og rolige arbejdsmetoder. Tiden og erfaringen vil vise at en permanent bosættelse ikke kan ske der. Når den ene del af marken lukkes imod dem, vil Herren give Sine budbringer at tage deres arbejde op i en anden del. De skal ikke danne små samfund, for intet ligger fast i denne mark.

Der er kun en kraft som kan gøre mennesket standhaftigt og holde ham der, og den kraft er Kristi nåde. Hvis Guds sandhed slår rod i hjertet, vil det være drivkraften for enhver handling. Han som stoler på noget andet, læner sig op af en vaklende mur.

Vi har haft vanskelige tider i denne mark. Guds stemme har kaldt os til at gå fremad, selvom der tilsyneladende ikke var nogen anden sti end det Røde Hav. Men vi bevægede os fremad i tro, og plantede standarden på steder hvor sandheden aldrig er blevet forkyndt. Og nu ser vi ingen grænser for arbejdet. Advarselsbudskabet må nå ud til alle byer mellem Cooranbong til Queensland, og fra Queensland til regionerne derude. Vi skal adlyde Guds bud: ”Gå fremad” [2.Mos. 14,15], og Herren vil åbne vejen ved at sende midler og redskaber til at fore krigen.

Bror Kellogg, du har mærket Guds sandhed i dit hjerte. Du har elsket sandheden, og jeg vil sige til dig: Stå fast. Sandheden sådan som den er i Jesus, vil holde dig borte fra alle snarer, og vil forfine, rense og forædle dig. Nu har vi ikke tid til at slappe af for vor møje. Hvert minut skal vi se på Jesus, og beskue Ham at ændres til samme billede. Vær besluttet på at Du vil være principfast. Du ser hvordan arbejdet på vore institutioner blev oprettet – ved selvfornægtelse og selvopofrelse. Du skal samarbejde med Ham som ikke kender til svigt. Jeg ønsker virkelig at du skal stå blandt dem som vinder sejr ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord.