- Tilbage

brev nr 8, 11. februar 1887 - »Bror og søster Lockwood«

Dele af dette brev er publiceret i TDG 50.
Basel, Schweiz – d 11. februar, 1887
Kære bror og søster Lockwood:
Jeg håbede at kunne sende jer et længere brev end dette, men jeg havde så meget arbejde. Jeg blev kaldt til Tramelan den fjerde februar og kom tilbage den syvende. Jeg talte fire gange og skrev halvtreds sider notepapir. Siden da har jeg haft særlige morgenmøder. Jeg har talt fire gang. Jeg har prøvet at ophæve medarbejdere på kontoret til en højere standard. Herren er ikke tilfreds med at de, som Han har gjort til forvaltere af hans hellige standard, er tilfreds med en lav standard. Vi har en stor sandhed og stort lys, og hvis vi vandrer i lyset vil vi vort arbejde svare til vor tro. Oh, hvorfor er vi ikke længere i live? Hvorfor ikke hæve vort høje privilegium og få del i guddommelig natur? Ligesom lakken viser genparten af seglet, således modtager og beholder sjælen det moralske billede af Gud. Vi bliver fyldt og forvandlet ved at se på Hans renhed og retfærdighed. Vor sjæl vil blive lad og vor tro svækkes, hvis vi ikke vil stå op og få os en stabil og aktiv tro. Han som har dette håb i sig, renser sig selv ligesom Han er ren.

Guds folks store synd i dag er, at vi ikke værdsætter værdien af de velsignelser, Gud har givet os. Vi tjener Gud af et delt hjerte. Vi dyrker en eller anden afgud og tilbeder ved dens alter. Guds sandhed er ophøjet og hellig og helliger sjælen, hvis den bliver bragt ind i livet og vævet ind i karakteren. Gud forsøger med Sin sandhed at gøre os til et udskilt og specielt folk. Dette er en følge af sandhedens indflydelse. Vor lydighed og helligelse svarer ikke til vort lys og vore fortrin og de hellige forpligtelser som hviler på os, for vi vandrer ikke som lysets børn, sådan som vi skulle. Som kristne forsømmer vi at leve op til vort høje kald. De advarsler og irettesættelser som er givet os af Gud har kun haft indflydelse på os en begrænset tid, fordi vi ikke anser det for vor livsopgave at presse os fremad og opad til den standard, som Jesu syndoffers værdi har sat for vort høje kald i Kristus Jesus. Oh, om Guds folk ville blive klar over sine overlegne store fortrin og i lyset fra Guds Ord forstå, at de vil blive dømt i forhold til det lys som har skinnet på deres vej. Alle privilegierne og anledningerne som Gud har givet os har til hensigt at gøre os til bedre mænd og kvinder. Guds folk må flytte sig fra sin fastlåste position og søge Guds Rige og Hans retfærdighed som første mål og derefter gå fra lys til stadig større lys. Hvis vi ikke udnytter lyset og bliver kolde og hårdhjertede, og præges ikke så nemt af sandheden, og sjælens energi lammes, kan vi begribeligvis ikke forvente at dommen går til vor fordel, fordi vi, ligesom Kapernaum, er hævet til himlen i privilegier.

Det salige lys som vi nu har fået, blev ikke givet til Sodoma og Gomorra, ellers ville de have stået til i dag. Enhver sjæl, som virkelig tror Guds Ord, vil vise det i sine gerninger. Guds store godhed er stillet til skue i Hans vilje. Hvad Hans vilje eller Ord end kræver, vil Guds børn gøre i lydighed; de kan ikke være kristne, hvis de forsømmer at gøre Guds vilje. Sandheden er i stand til at frelse vore sjæle, for Gud er, ved Sin Egen Ånd, en stadig vedblivende del af den og den guddommelige hjælper gør sandheden til en helliggørende magt.

12. februar, sabbats formiddag
Klokken halv syv holdt vi vort morgenmøde. Herren gav mig megen frihed til at tale til folk, og hjerternes brakmarker blev brudt op. Der blev givet mange bekendelser, væddet med tårer, og vi ser at Herrens Ånd kommer ind, og dette får mig til at glæde mig. Vi ønsker at arbejdet skal gå dybere og mere alvorligt. Jeg prøvede at indprente folk at en glad flygtig følelse ikke er bevis for at Gud behager os. Vi må have de levende, og blivende principper som bliver i os, og vi må ikke gøre indskydelserne eller en høj grad af følelser til afgud. Hvis vi får tilgivelse må vi vise anger. Vi må have tro, og vandre i troen; ikke føle at vi får sikkerhed før vi anerkender os selv som Guds børn. Forvisningen er i Guds ord. Gud har talt og det vil ske. Han som stoler på Gud må have passende respekt for alt der kan hjælpe til lydighed. Det skrevne Ord, Guds hus’ tjenester, og nådens trone – dette er Guds velsignelser, og vort arbejde skal gribe fat i Guds løfter. Stol på dem. Lev af hvert ord der udgår fra Guds mund.

Uden hellighed kan intet menneske se Herren. Uanset hans håb eller hans bekendelse, afkræver Gud dåd og gerninger, en sagtmodig og stille ånd. Der må udøves tro mod Guds løfter så længe vi arbejder for vor frelse med frygt og bæven, Gud arbejder i os og vil arbejde efter Sit eget gode behag. Vi må hele tiden være på vagt. Vi har en himmel at vinde, at komme i besiddelse, som kræver styrke, anstrenge alle åndelige muskler tappert. Her skal der ikke gøres halvhjertet arbejde. Gud vil ikke acceptere mindre end helhjertet tjeneste, villig tjeneste.

Næsten hele sabbaten den 12. februar, blev brugt på gudstjeneste. Vi har ikke haft en spændende tid, men mennesker for en fast overbevisning. Vi føler at vi rykker fremad. Vi prøver at få folk til at forstå at det ikke er Gud som holder Sin tilstedeværelse tilbage, men at vi ikke er åndeligt sindede til at kunne se Hans tilstedeværelse, og gribe fast i Hans løfter, og holde fast i dem i tro. Vore hjerter dvæler for meget ved verdsliges tomme snak og tågeslør, igennem synd og skrøbeligheden når et sløret lys os og spreder dens tåge og dis, som Satan udgyder i os alle, medens Kristi retfærdigheds fulde stråleglans skinner over os alle, og vi kikker knapt nok op. Vi må anstrenge os særligt. Livets bekymringer vil prøve os og vil lader dem forstyrre vor tillid til Gud, og så undrer vi os over hvorfor vi ikke har mere tillid, og større trøst, og mere fred, håb og glæde. Oh, jeg ville ønske om vi kunne se disse ting, som de er og være modtagelige kristne. Hvis vi ikke går over i ekstase, begynder vi at betvivle om vi er kristne eller ej, Skønt vi ikke ser på vore følelser, men på Guds ord, for der er vor forvisning. Vi må bringe vore hjerter i den rette position. Vi må lægge al synd bort, al stolthed, al utålmodighed og skinsyge og onde tanker, al jalousi, og når vi så udvirker vor egen frelse, er det Gud som virker i os, til ville og gøre Hans gode behag.

Vi må holde fast i løfterne. Dette er løfterige ord fra Ham, som er sandhed og korrekte, og dette er for forvisning. De kan blot bruges på os selv ved personlig tro. Idet vil lærer deres sandhed i elskelig tillid, lærer vi ikke at mennesket aldrig, aldrig kan blive det, men at vi altid bliver velsignet. Hvor mange velsignelser mister vi, fordi vi ringeagter og overser det vi har i vente, for det som vi ikke har. Vi glemmer og værdsætter ikke de almindelige nådegaver, som strøs tykt på vor stivej. Vi kan lære lektier fra Guds ydmyge ting i naturen.

Blomsterne på mørke og ydmyge steder tager imod al det lys det kan og frembringer deres blade. Den indespærrede fugl synger i fængselets bur, i kaserner hvor solen ikke kan komme ind, som om det var en solbeskinnet herskabsbolig. Gud ved om vi vil gøre klog og frelsende brug af Hans velsignelser. Han vil aldrig give dem til vor misbrug. Gud elsker det taknemmelige hjerter der stoler ubetinget på Hans løfterige ord, samler trøst, håb og fred fra dem, og Han vil åbenbare Sin kærligheds endnu større dybder.

Klokken ni var der et vidnesbyrdmøde, og så en prædiken af pastor Ings. Den tyske del af forsamlingen blev velsignet med mulighed for at høre vidnesbyrdet på deres eget sprog. Sytten var for nylig kommet til sandheden i Basel, som vi takker og priser Gud for. Om eftermiddagen fik tyskerne en prædiken, og der blev der døbt tre, og tilslutning til en nadvergudstjeenste. Jeg er fuld af taknemlighed til Gud for denne gode sabbats nådegaver. Vort liv bør være et klart, stadigt brændende lys for verden. Hvis vi ikke altid er på bjerget, er det fordi Gud ser det ikke vil være for vort bedste, fordi vi ikke ser og er taknemmelige for de mindre velsignelser. Vi bør være taknemmelige over at Han stadig er hos os i bekymringernes og trængslens ydmyge dal, som presser sjælen. Herren vil at vi skal se op og være taknemmelig mod ham, at der er en himmel, hvor Jesus bereder bolig for os, hvor den trætte vil få hvile. Lad os prise Gud for alle velsignelser der flyder. Lad os gribe Guds rige løfter i levende tro og være taknemmelig fra morgen til aften.

14. februar.
Denne formiddag havde vi endnu et møde til at søge Gud i bøn, og ydmyg bekendelse. Jeg skal tale ud fra disse ord: Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.” [galaterne 5,24.] Jeg talte direkte ud fra dette skriftsted. Evangeliet kræver uforbeholden helligelse til Gud af ethvert menneskevæsen, legemligt og sjæleligt, med al deres kraft, evner igennem hele vor prøvetid. I dette værk må der ikke være plads til dovenskab. Der forlanges en stadig vækst så længe Gud kræver det alle almindelige og ekstra kræfter, begavelser og evner han har betroet os. Holdes dette tilbage fra Gud er det røveri mod Gud, og alle talenter gives os som en hellig tillid på betingelse af at de skal bruges og udnyttes, udvides og styrkes i overensstemmelse med den store Givers vilje og plan, så det guddommelige lys og kraft derved skal bringes videre ud i verden, gennem Guds udpegede kanal.

Hvis talenterne udnyttes rigtigt i dette arbejde, er resultatet større talenter. For ham som har skal der gives, og ham der ikke har skal det tages væk som han endog har. Hvis de gaver der anbragt i himlen ikke påskønnes og udnyttes som Guds betroede kapital, hvis de graves ind i verdslighed, i selviskhed, så formindskes de kræfter der kan velsigne menneskeheden; og fordi himlens Gud, ikke opsøges og forherliges som kilden til alle disse dyrebare gaver, vanæres Herren og Han afskærer det, som får det til at vokse. For at vokse i vor Herre og Frelser Jesu Kristi kundskab, må vi bruge vore menneskelige fysiske og intellektuelle kræfter. Alle disse kræfter skal ydes til Gud og må udtømmes til det alleryderste. De unge og børn må lære disse lektier. Jeg skriver til jer, små børn, fordi jeres synder tilgives jer for Hans navns skyld. Gaverne til Guds nyfødte barn i sin første kærlighed er en liflig vellugt for Gud, og de enkle vidnesbyrd, den glade tjeneste og stor tak er antagelig for Gud. Vore vidnesbyrd har vist endnu tydeligere vækst. Vi kommer nærmere til punktet, nærmere til Guds børns frihed.

Der blev givet bekendelser under gråd, og vi ser at der er en dybere fornemmelse af hvor langt de er kommet til at møde retfærdighedens standard. Der er en dybere hensigt, og hvis vi gentager de store og højtidelige advarsler og dyrebare bevæggrunde i løfterne, der får dem til at føle deres store behov og Guds medfølgende villighed til at tilgive og velsigne, så vil vi vinde en sejr over Satan og hans påfund. Enhver af Guds efterfølgere afkræves tro, oprigtig bøn, og Guds pletfrie eksempel. Der er ingen undtagelser. De er Hans ansatte tjenere der arbejder for løn – end og for det kommende lys. Skulle man ikke være tro mod Gud som har vist så stor interesse for os, er den største utaknemmelighed.