- Tilbage

brev nr 20, . juli 1882 - »Bror og søster Marshmeyer«

Healdsburg, California - juli, 1882
Dele af dette brev er udgivet i 2SM 302-303.
Kære Bror og søster Marshmeyer
Jeg er meget ked af at I har rejst sådan som I gjorde, uden at sige mig noget om jeres intentioner. Jeg tror ikke mødet gav jer nogen nytte, fordi I ikke havde den rette ånd. Jeg var ked af at jeg ikke kunne have taget jeres familie til mit hus, men jeg vidste at dette var umuligt. Vi havde pensionærer og ikke mindre end seksten at brødføde ved vort bord; derudover skulle vi lave med til flere på stedet. Kun to eller tre kunne deltage ved møderne. Jeg var så I godt ved, svag.

Havde du taget situationen med om din hustrus dårlige helbred og de mange ved lejrmødet, tænker jeg at I ville være kloge til at forlade jeres børn hjemme og ikke tage dem ud på så stor en vej. Vi kunne have sørget for jer begge ved vort telt, men vi kunne ikke bringe børnene ind, for der var bedst stor forvirring med så mange sammen. Vi gjorde vort bedste vi kunne for jer under omstændighederne. Jeg håbede at I ville udnytte denne mulighed for at få vokse i det gudfrygtige liv, men jeg frygter at resultatet bliver anderledes.

Jeg er faktisisk meget ked af på vegne af jer, fordi I med jeres særlige følsomme temperament vil blive meget ulykkelige, og hvis I ikke angrer og ydmyger jeres hjerte for Gud, vil I miste kræfterne hver dag. Satan er aktive med at friste alle, som vil fristes.

Hvis I åbner døren lidt, vil han tvinge sig selv ind og forgifte jeres sind og berørve jer fred og lykke. I vil fristes med hensyn til jeres brødre; fristes i alt. I er meget impulsive, og når noget kommer og prøver jer, viser fjenden tingene i et overdrevent lys og alt forvanskes for jeres fantasi.

I har nogle gode impulser, ædelmodige følelser, men fortryder ofte at I har gjort så meget, hvor i burde have tænkt over det. Det er dårligt for jer og for alle det vedrører. Jeg vil hjælpe jer på enhver måde, hvis jeg kunne. Min søn sagde under mandagsmødet: ”Vi må tale med bror Cody og se om han ikke bliver blødgjort i sine følelser mod bror Marshmeyer og han igen kan forenes med menigheden.” Men mandag rejste I og intet er sket.

Efter at I er rejst, er flere komme til mig med efterretning om at Nettie havde sagt noget til os som familie, som ikke var sandt. De sagde at I havde den virkelige Java-kaffe og te, og I sagde at I ikke brugte dem hjemme. Nettie sagde at søster White brugte kaffe og lod hende få den og tilskyndte hende til at drikke, skønt hun ikke ønskede den. Jeg er ikke klar over at jeg har drukket ægte kaffe i tyve år; kun under min sygdom, som jeg sagde det, som medicin, drak jeg en kop kaffe, meget stærk, med en råt æg brudt ned i den.

Nu vidste Nettie at hun ikke talte sandt, for vi laver klid kaffe. Vi sagde det, vi talte om det, ønskede det. Søster McNimme og Nettie spurgte hende hvad hun havde i et par kander. ”Klid, som jeg har brunet til kaffe.” ”Hvorfor,” sagde hun, ”det ser ud som virkelig kaffe.” Så fortalte hun hende hvordan var lavet. Med hensyn til min opfordring om at drikke dette, var det ikke sandt, det var direkte forkert.

Jeg sagde til mine piger at jeg ikke ønskede at de skulle drikke varme drikke sammen med deres mad, idet det svækker maven. Sara, hende som udførte mit arbejde, gav dem varme drikke indtil jeg fortalte hende, det var imod min vane, og jeg forbød hende at give varme drikke til børnene – enhver af dem. Da hun spurgte efter varm klidkaffe, sagde søster McNimme at hun havde fået at vide at ikke give nogen af pigerne varme drikke.

Hvor mange ting, der er som disse, som hun har sagt til mig, kan jeg ikke sige. Disse ting udretter en del skade. Det vil fornedre, om end ikke ødelægge den tillid som Gud vil have til Sit folk som der er til mig, og derfor ville de ikke lytte til den bønfaldende, advarende og irettesættende røst fra Gud gennem Hans ydmyge redskab. Endog et barn der forvansker kendsgerningerne, kan gentage og sige disse ting, vil få de helt uskyldige til at se hykleriske og endog onde ud. I må aldrig opmuntre til at fortælle om andres fejl, bag deres ryg. Menneskenaturen har en sørgelig tilbøjelighed til at lytte til skandalesladder.

Jeg talte med Nettie om dette meget klart og tydeligt. Jeg fortalte hende at jeg ikke kunne og ville tolerere sådanne ting; at hun ikke blot vil forsinke mig i mit arbejde og skade min indflydelse, men ville bringe vanære over sig selv og udstille sig selv som en løgner. Hun brød ud i gråd; og sagde at hun ønskede at gå hjem. Jeg fortalte hende at jeg ikke havde lov at sende hjem, medmindre du anmodede om det. Hun sagde at du hendes far, har fortalt hende at hvis vi nævnte sagen hende elelr skælde hende ud, at komme direkte hjem. Skal jeg betragte dette som falskneri, eller skal jeg se på dig som en mand med så fattig dømmekraft, en mand med så små hensyn som kristen faer, at udtale dette til sit barn?

Hun sagde at hun trak det tilbage som hun sagde til dig om denne sag.

Nuvel, har du talt til hende som en kristen fader bør? Har du bedt sammen med hende? Gav du hende indtryk af at udflugter og falskneri var meget slemme onder? Eller, prøve du at indprente hende med syndens afskyelighed, som Gud ser med afsky på at Han straks slog Ananias og Safira, hans hustru til døde, for denne synd? Fortalte du Nettie at komme direkte hjem, og sådan skal du lede dine børn, har jeg kun et lille håb for dem eller for dig.

Som du godt ved, satte jeg imod at modtage en hest som gave fra dig, for at tage vare på Nettie. Jeg er ked af at jeg gjorde dette, og jeg skal ordne det med ham, så snart jeg kan få den pris du fortalte du vurderede ham til – ethundrede og femogtyve dollars. Jeg har kun givet ethundrede dollars for hende. Jeg kan lide hesten. Det vil tjene mit mål. Men jeg har bekostet så meget på det sidste at det gør mig bange. Hvis jeg kunne spare pengene vil jeg gøre det og beholde hesten; men jeg føler ikke, under disse omstændigheder at holde ham som en gave. Vil du venligst fortælle hvor meget i køb for hesten? Hvis du ønsker at investere i skolen, for at uddanne dine børn, når du sender dem til skole, så vil jeg gøre dette. En gave er ofte en del mere end en velsignelse. Jeg betvivler ikke at du frivilligt gav heste på det tidspunkt du gjorde, og jeg værdsætter din venlighed, men jeg tænker at det vil være en fristelse for dig, om det ikke allerede er det for dig. Vi vil få dette helt gennemført om en lille tid.

Jeg kender dine farer og fristelser bedre end du selv kender dem. Kristi nåde behøver at være hele tiden over dig, hvis du vil være arving til himlen. Du er ikke sådan som du burde, eller hvad du kunne blive til, hvis du ville slutte til dig til de himmelske engle i salene deroppe. Du har et hårdt temperament. Du er overilet, impulsiv, kværulerende, utålmodige og ofte ufornuftig og lidenskabelig. I din karakter har du ikke en fast renhed og principfasthed. Du er tilbøjelig til kortsynede handlinger og må hele tiden vogte dig selv mod at være uærlig. De små ting finder du ofte mangelfulde. Du sætter dig selv for højt.

Du har ikke passet på de ord der går ud af dine læber, sådan som du burde. Det har ført til at overdrive, fejlfremstille og sige ting som ikke vil kunne holde. Af den grund vil der være en stadig kamp med sit eget selv at overvinde disse anstødelige karaktertræk, som har vokset og vokset og styrket sig med din kraft. Gennem hele dit liv ar det koste dig problemer og ulykke som du har tillagt andre årsager, at finde fejl hos andre. Det er derfor du ikke gør fremskridt i kristenlivet.

Alt dette forstod første gang jeg mødte dig ved lejrmødet i Lemore. Jeg vidste at din hustru og børn ville få en vanskelig tid med kristenlivet og med at få formet en symmetrisk karakter og udrustes til himmelske engles selskab. Af den grund gik jeg med til at tage Nettie. Hesten som du gav mig var intet overtalelsesmiddel, for jeg kunne have taget penge og købt en hest; men jeg investerede de samme penge som hestens værdi, i sagen, hvor det behøves. Jeg ynkedes over Nettie og mente at hvis hun blev taget bort fra sin familie sat under en helt anden oplæring, kunne barnet glemme de mange ting han havde lært til skade for hinde og kunne da få en indflydelse for det gode, når hun kommer tilbage, for familiens yngre medlemmer. Jeg ville slet ikke have taget hende, hvis hun var inden på besøgsafstand, for din ledelse og oplæring af din familie er helt forkert. Det er for vane at hunse, anspore, drive, skælde ud og irritere sig, og så rose og forkæle.

Din belæring under lejrmødet har helt igennem været imod den uddannelse jeg har givet Nettie. Så længe hun er hos mig, skal jeg nøje gennemføre sundhedsreformen. Under mit fravær, gør mine piger ikke mit arbejde så særligt. Jeg skal lære Nettie at arbejde præcis efter husets regler: kun to måltider om dagen, intet imellem måltiderne, for at styre hendes måltider, og være ordentlig og pæn og blive grundig. Hvis hun ikke arbejder godt med to måltider, skal jeg klokken fem, sætte et måltid for hinde at spise på bordet, men ikke plukke frugter eller spise lidt her og der, så hun kan få begreb om det.

Hvis du ikke venter på at Nettie bliver opdraget nøje og grundigt; hvis du hellere vil føje hende på bekostning af sundhed og moral; hvis du ikke sørger for at hun lader Guds lys skinne på sundhedsreformen, så lad mig vide det, og jeg vil sende hende tilbage så hurtigt som det er muligt.

Hvis du ikke har planer om at samarbejde med mig, i min bestræbelse for at gøre det arbejde Herren vil have mig til, efter det lys Herren har givet mig, så vil al mit arbejde ikke nytte noget. Jeg elsker Nettie. Jeg vil behandle hende venligt og ømt, men ikke upålideligt fordi det vil behage hende. Jeg ønsker at gøre mit arbejde på en sådan måde som Gud kan anerkende. Jeg vil ikke udføre arbejde som går imod sjælen, for at behage nogen. Al guldet og sølvet i verden kan ikke hyre mig til at gøre et uærligt arbejde for min Genløser.

Det er ikke nogen let sag at have med sjæle at gøre. Jeg kan føje og behage dem jeg har under varetægt, ved at forbigå deres fejl let og give dem indtryk at synd ikke anstødeligt; men hvordan vil dette værk kunne stå under den undersøgende dom? Ville Herren kunne erklære mit arbejde for godt gjort? Eller vil Han kalde mig for en upålidelig tjener? Se godt på dit arbejde, min bror, og min søster, og overvej hvordan dette arbejde kan bære prøven for Guds undersøgende øjne.

Dine børn er Guds ejendom der skal uddannes, oplæres, begrænses, afpoleres og forædles til de himmelske sale. Gør i jeres arbejde som Gud vil have jer til at gøre det? Gør du det på en hataderet måde, som vil vidne imod jer i salene deroppe? Hvilket arbejde gør du?

Beklag dig ikke for nogen. Sammenlign din karakter med Forbilledet, Kristus Jesus. Hvis du prøver at tilpasse dit liv i harmoni med Kristus, så er du på rette spor. Hvis ikke, er du på en fremmed sti, ikke på den vej der fører til himlen. Jeg advarer jer at se nøje på jeres veje. I har ingen tid at miste, ingen tid til at forkæle sig selv, ingen tid at beklage sig eller knurre. Arbejdet er imellem Gud og din egen sjæl. Nu lige nu, er det tid til at du gør dit arbejde. Oh svigt ikke, forsøm ikke. Du må redde din egen sjæl ved din egen retfærdighed. Kristus døde for at genløse dig og gøre dig som Ham selv.

Medmindre du forfines, blødgøres, og din ånd bliver mere ydmyg, vil du ikke vinde sejr. Du vil ikke iklædes sammen med dem der er klædt i hvidt. Gud er ærlig med os, og vi må være sande og ærlige over for os selv. Lad intet, intet stå i vejen for dig. Selvet må dø. Anstød selvet; før krig imod selvet i og gennem Jesus. Du må vinde sejr. Men jeg beder jer, giv ikke et sådant eksempel for jeres børn som I har givet. Vær korrekt i alle jeres veje. Lad sandfærdighed, ærlighed og trofasthed karakterisere al dit arbejde.

Skriv venligst straks.