- Tilbage

brev nr 78, 09. juli 1896 - »til O. A. Olsen«

Eld. O. A. Olsen,
Cooranbong, Australien, 6.juli, 1896.
Battle Creek, Michigan, U.S.A.,
Kære bror ___:
Det er blevet vist for mig at Herren forsøger og prøver alle der påkalder Kristi navn, men særligt dem der er i grenene af hans værk. En forbindelse med Guds særlige arbejde for denne tid der bringer meget ansvar med sig, og jo højere rangeret embede jo større ansvar er der knyttet der til. Hvor ydmyg og oprigtig behøver dén at være som udfylder et sådant embede! Hvor ængstelig og mistroisk for sig selv! Hvor omhyggelig for at give al prisen og taksigelsen til Gud!

Der er en vogter der står ved alle deres side som udfylder de betroede stillinger, klar til at irettesætte og kende forseelserne skyldige, eller til at svare bønner for hjælp. Han spejder efter om personer privilegeret med ansvar vil se på Gud efter visdom og hjælpe dem selv under et hvert forhold at udvikle en karakter efter guddommelig lighed. Hvis de afviger fra ligeud-rettet fremfærd, vender Gud fra dem, hvis de ikke alvorligt tilstræber at forstå Guds vilje med hensyn til dem, kan han ikke velsigne eller give dem fremgang eller støtte dem.

Dem som Gud har sat i betroede stillinger bør aldrig søge at ophøje sig selv eller rette menneskers opmærksomhed til deres arbejde. De må give al ære til Gud. De må ikke søge efter kraft så de kan tyrannisere Guds arv; for kun dem der er under Satans herredømme vil gøre dette.

Men regler-eller-undergang princippet* er temmelig ofte blevet set i vore institutioner. Ånden er bevaret åbenbaret af nogle i betroede embeder, og på grund af dette kan Gud ikke gøre det arbejde han ønsker gennem dem. Ved deres egen fremgangsmåde gør de der viser denne ånd det klart at de ville være i himlen hvis de var betroet med ansvarsfølelse.

Dem som vil se på menneskelige sjæle i Golgatha korsets lys behøver ikke at fare vild med hensyn til den vurdering der sættes på dem. Årsagen til hvorfor Gud tillod nogle i menneskeslægten at blive rige og nogle at blive fattige vil forblive som et mysterium for mennesker til evighed, medmindre de går i rigtigt forhold med Gud og udfører hans planer, i stedet for at handle med deres egne selviske ideer. Ved det at et menneske er rigt bliver han sat højere end hans fattige nabo. Gud lader solen skinne på de retfærdige og de uretfærdige, og denne sol repræsenterer Kristus, retfærdighedens sol, der skinner som verdens lys, giver hans velsignelser og benådninger, synlige og usynlige, lige meget til rige og fattige. Dette princip skal lede vor adfærd hen til vore medmennesker. Herren er den højeste moral-overbevisnings lærer, de ædleste principper; og intet menneske kan fravige disse og blive skyldfrie. Det er den højeste forhånelse mod Guds godhed at betvivle det om han ville være villig for os at tildele andre velsignelser, åndelige og timelige, som han frit har givet os.

En ægte religion, et oprigtigt helligt liv, betegner et menneske som kristent. Men lige siden hans frafald i himlen, har Satans fremgangsmåde været med som evindelige bedrag og forkludringer; og der er bekendende kristne der lærer hans metoder og tricks. Når de påstår at tjene Guds sag vender de deres medmennesker fra deres rettigheder, for at tjene dem selv.

Ethvert menneskeligt væsen har været købt med en pris, og som Guds arv har han visse rettigheder, af hvilke ingen skulle berøve ham. Herren vil ikke tage imod tjeneste fra dem der udøver dobbeltspil. Det mindste tiltag på denne vej vil vanære Gud og sandheden. Dem der sidder inde med bibel religionen vil udøve ret, elske barmhjertighed, og vandre ydmygt med deres Gud. Dette er de linier der er trukket af retfærdighedens Gud i denne sag.

Igen vil jeg tilskynde til at levende tro i Gud bliver opdyrket. Der er dem som, i tanken for at tjene Gud, er helt omgivet med utroskab. For dem synes krogede stier lige, de lever i stadig overtrædelse af Guds sandhed; forrykte principper er sammenvævet i deres livsudøvelse, og hvorhen de end går sår de onde frø. I stedet for at lede andre til Kristus lader deres indflydelse dem drage i tvivl og betvivler. De rokker ved sande tanker ved at fare vild i spekulative teorier der trækker dem væk fra sandheden. De hjælper til at smede tvivlens og vantroens, kværulantiske og anklagende lænker; og sjæle snubler over dem til evig fortabelse. De sjæles blod vil være på dem der, når de vedkender sig at være i Guds tjeneste, gør hans fjendes arbejde.

Vid dette, hvilken slags personer burde vi være? Skal vi ophøje menneskelig klogskab og pege på begrænsede, foranderlige, fejlende mennesker som en tillid i trængselstid? eller skal vi illustrere vor tro ved tillid til Guds kraft, afsløre de falske teoriers, religioner og filosofiers net som Satan har spændt for at fange uforsigtige sjæle? Ved således at gøre Guds ord, skal vi være lys i verden; for hvis Guds ord er udøvet, viser vi alle der kommer ind i vor indflydelses omkreds at vi har ærbødig for, og respekterer Gud, og det vi gør under hans forvaltning. Ved en ydmyg og velovervejet færd, ved kærlighed, overbærenhed, langmodighed og mildhed, forlanger Gud at hans tjenere skal vise ham i verden.

Gud påbyder dem som han har givet indviede hverv at hæve sig til deres ansvars fulde højde. Mennesker er sat her i verden på prøve og som forsøg, og dem der har fået betroede embeder må bestemme sig hvad enten de vil ophøje sig selv, eller deres Skaber; hvad enten de vil bruge deres kræfter på at undertrykke deres medmennesker eller at ophøje og forherlige Gud.

Tiltagende ansvar giver større ansvar at aflægge. Ham der vil være en trofast tjener må give udelt og villig tjeneste for dem største lærer verden nogen sinde har kendt. Hans begreber og principper må holdes rene ved Guds kraft. Hver dag må han lære at blive værdig for den tillid der ham betroet. Hans sind må blive ansporet af den guddommelige kraft. Hans karakter må være ubesmittet ved påvirkning af hans familie, hans venner, eller hans naboer. Til tider må han træde til side fra det aktive liv for at være ét med Gud, og høre hans stemme sige til ham, »Hold inde og kend, at jeg er Gud.«

Åndens frugter vil blive båret af de mennesker der elsker Gud og følger Herrens vej, som de rige drueklaser på den levende vin. Kristus er hans fæstning. Kristus praktiserede Guds lov i menneskelighed, og således kan mennesker gøre hvis han ved tro vil tage fat i den Stærke og Mægtige for at få styrke. Hvis han indser at han ikke kan gøre noget uden Kristus ved hans side, vil Gud give ham visdom. Men han må tage vare på Kristi kærlighed i hans hjerte, og udøve hans lære; for skal han ikke elske Kristus som Kristus elskede Gud? Skal han ikke bevise overfor alle som han omgås at han har den blivende nærværelse af Jesus Kristus som han aldrig før har haft? På grund af hans tiltagende ansvar må han have et tiltagende gudskendskab, og må vise at levende tro der arbejder ved kærlighed renser sjælen.

Tit når vi er sat i høje tillidsembeder, svigter mennesker i at tage tid til at bede; de tror at de ikke har tid til at oplære alle deres åndsevner for at være modtagelig for Helligåndens overbevisning. Men hvis disse mennesker vil sidde ved fødderne af den sagtmodige og beskedne Jesus ville de udføre indviede ansvar, overbevist, ikke i dem selv, men i deres Gud. De ville afgive ofret af et ædelt, selvfornægtende, korsbærende liv til Gud. Jesus vil være højt elsket, og de vil få fysisk, åndelig og moralsk kraft til at gøre ham kendt.

Gud længes efter at arbejde gennem dem hvem han har givet evne for store ting. Han længes efter at se dem der besidder betroede embeder fremstille ham for verden, han ønsker at Kristus bliver anerkendt som den største lærer verden har kendt, og at han skal skinne gennem deres sind som verdens lys. »Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.« Men for at dette kan blive således, forlanger Gud at enhver forstandsmæssig og fysisk duelighed bliver ofret som en indviet taknemmelighedsgæld til ham.

Men nogle mennesker ser, lige så snart de er sat i betroede embeder, dem selv som store mennesker; og denne tanke, hvis den næres, stopper ønsket om guddommelig oplysning, der er den eneste mulighed der kan gøre mennesker store. Dem der tager denne anskuelse udsletter alle chancer for sand storhed i dem selv, fordi de ikke vil blive belyst af retfærdighedens sol.

Mennesker kan ikke udslette livets lys, ikke engang når de lukker deres øjne tæt sammen for at de ikke kan se det. Retfærdighedens sol skinner ikke mindre fordi den stakkels, tåbelige menneskelige repræsentant omgiver sig selv med selvskabt mørke.

Mennesker der lukker deres øjne for det guddommelige lys er ligegyldige, ganske jammerligt ligegyldige, både for skriften og for Guds kraft. Helligåndens arbejde er ikke indforstået med dem, og de tillægger dens tilkendegivelser med fanatisme. De gør oprør imod lyset, og gør hvad de kan for at lukke det ude, og kalder mørket lys og lys for mørke. De beklager at Kristi lære forårsager overdreven sindsbevægelse og fanatisme, hvilket fordærver dem der ellers tager dem som nogen der tager livet alvorligt.

Dem der efterligner og viser denne tro ved ikke hvad de taler om. De værner om en mørkets kærlighed; og lige så langt som disse sjæle er bibeholdt i deres ansvarlige embeder er Guds sag bragt i fare. De kan risikere at lade sig selv fæstne så grundigt med den mørke leder for al oprør at de aldrig vil se lys; og jo længere de holdes tilbage jo mere håbløs er deres chance for at tage imod Kristus eller at have kundskab til den sande Gud. Hvor usikkert vil de dog ikke gøre alt hvad der er åndeligt og fremadskridende i sandheden! Under indflydelse af deres leder vil de blive mere og mere besluttet på at arbejde mod Kristus. Men på trods af gode og dårlig indberetninger, på trods af mørke, på trods af alle Satans agenters modstand, skinner retfærdighedens sol roligt ned, leder det onde ud, holder synden nede, og genopliver de ydmyge og sønderknustes ånd. »Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.«

Det sande værd og værdis vidnesbyrd fra mennesker der er i ansvarlige embeder er det faktum at de har en daglig kristen erfaring i Guds sager. De finder en ledetråd i de ord der er talt af Kristus. »Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.« Hvis mennesker vil tage imod Helligåndens gerning - den rigeste gave Gud kan skænke - vil de videregive velsignelser til alle der står i forbindelser med dem.

Men Gud kan ikke åbenbare sig selv gennem nogen af dem der er betroet ansvar. Han kan ikke gøre dem til kanaler hvorigennem hans nåde og medfølelse og kærlighed kan flyde; for de forhåner hans godhed ved at udvise en dominerende ånd mod dem som de anser for at være i vildfarelse og mangler irettesættelse, og fordunkler Kristi kærlighed og barmhjertighed med deres egne uhelliggjorte lidenskaber. Fjenden til alt det gode har fået lov til at herske i deres hjerter, og deres livsførelser vil åbenbare alle hans egenskaber. De påstår at Guds ord styrer dem, men ved deres handlinger siger de, Vi behøver ikke Din vej, men vores vej.

Ved deres ord, ved deres gerninger, og deres ånd vil dem der stræber hen imod en sådan fremgangsmåde få gjort fortegnelser i himlens bøger som de ikke vil bryde sig om at møde; for Gud værdsætter dem ikke som de værdsætter dem selv. De misbruger de anledninger de har på prøve og forsømmer frygteligt de høje privilegier der er tildelt. Selv om der ikke findes noget i Guds ord der forsvarer deres handlinger eller støtter deres meninger, vedholder de sig dog på deres egen vej. På den dag hvor dom kommer over alle, vil denne sætning blive erklæret over dem, »Du er vejet på vægten og fundet for let.«

Gud kan betro mennesker penge og ejendom, men på grund af dette behøver de ikke at løfte sig selv op. Alle har deres støtte i denne tillid; men den er dem lånt af Gud for at de kan udvikle en karakter som hans. De er på prøve. Gud ønsker at se om de så vil vise deres eget værd som fortjener evige rigdomme. Hvis de bruger deres Herres goder til at sætte dem selv over medmennesker, viser de sig uværdige til en plads i Guds rige. På den store regnskabets dag vil de høre ordene, »Hvis I altså ikke har været tro mod den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette? Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?«

Men hvis dem hvem Herren har gjort til tjenere anser deres rigdomme som hans gaver og søger at vise medlidenhed, sympati og kærlighed for deres medmennesker, er de i harmoni med Guds karakter, der gav sin enbårne Søn for at dø for deres frelse. Hvis de værdsætter sjælene af den menneskelige slægt i overensstemmelse med den pris der er betalt for deres genløsning, vil de ikke arbejde ud fra deres naturlige indskydelser, men vil vise Guds viljes og sinds egenskaber, og vil blive kanaler hvorigennem Guds ædelmodige og ømme følelser kan flyde til menneskeheden.

Herren har tilladt ulykker at komme til mennesker, armod at komme over dem, modgang for at prøve dem, at han således kan prøve dem som han har sat i mere gunstigere kår; og hvis dem som han har betroet hans goder er trofaste, erklærer han dem at blive værdige til at vandre med ham i hvidhed, at blive konger og præster til Gud. »Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.«

»Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse og som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har »smagt, at Herren er god«. Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i skriften: »Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.« Denne ære tilkommer altså ikke jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændende vragede, blevet til en hovedhjørnesten og en anstødssten og en klippe til fald; i deres ulydighed mod ordet tager de anstød, og dertil var de også bestemt. Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsflok, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.«

Er kærkommene åndelige opofrelser gjort til Gud når mennesker sat i embeder med stort ansvar lovpriser dem selv og vanærer Gud? Dette er blevet gjort, og Gud ser på deres sag med mishag. I stedet for at vokse op til Kristus, deres levende hoved, tilkendegive hans guddommelige egenskaber for verden, har de vokset nedad. Selvet har været betragtet som af stor vigtighed, og selviskhed har fæstnet sig til deres arbejde. Helligelse for Gud har ikke været set; åndeligt liv i Jesus Kristus har ikke været udviklet.

Gud kan ikke give sin visdom til mennesker der ser på deres embede som tilstrækkelig undskyldning for at vende fra bibelprincipper til deres egen begrænsede dømmekraft, som hvis en stilling i Herrens arbejde gav dem talefrihed, og magt til at lade beslutninger ske, og udtænke planer og metoder der ikke er i overensstemmelse med Guds vilje. Sådanne behøver at lære at en højere stilling ikke har kraft til at helliggøre hjertet. Gud lader dem beholde disse stillinger så han kan afprøve dem hvad enten de åbenbarer Guds karakter eller det svage, begrænsede menneskers karakter, der aldrig har været helt under Guds disciplin; men stillingerne har ingen kraft til at udvikle menneskes karakter. Det påhviler helt mennesket selv af forsøge hvad enten om han vil arbejde selv, som betyder at Satan vil arbejde i ham, eller om han vil bearbejdes af Helligånden.

»Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten.« Har vi alle formet og udført Kristus vor retfærdighed? Er han blevet sat som den ærede mindehjørnesten? Er hans lære om ydmyghed blevet bevaret, og er de blevet påvirkede? Er hans lære om barmhjertighed, retfærdighed, og kærligheden for Gud blevet illustreret i vore liv?

Oh, hvilken svaghed viser mennesker når de adskiller sig fra visdommens og kraftens kilde? Har mennesker ikke lovprist? Har menneskelige følelser og mangelfulde karaktertræk ikke været holdt oppe som af stor værdi, hvor Kristus og hans retfærdighed har været holdt ude? Har mennesker ikke indflettet selviskhed i alt hvad de har gjort, og afsløret hårdnakkethed og fasthed i deres arbejde? Har de ikke betragtet Guds budskab med foragt? Har de ikke behandlet midler der ikke var deres som om de havde ret til at gøre hvad de behagede? Og når disse midler var brugt til at åbne nye marker, har de da ikke handlet som om de kom fra deres egen personlige kapital, hvor de fortjente sig stor anseelse for deres tilegnelse? Har pengene der er blevet ofret som en taknemmelighedsgæld til Gud været brugt til at sammenhobe store bygninger på Battle Creek - for at give arbejdet karakter, som det er sagt, men i virkeligheden giver mennesker anledning til at vise det geniale og taktfulde de tilkendegiver ved at bestyre store forretnings bygninger?

»Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed. I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen, og lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de - på grund af de gode gerninger, de får at se - på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere.«

Hvordan betragter mennesker Herrens arbejde når de føler dem selv frie til at være udlydige, utaknemmelige, uhellige, fordømmende, og brutale, holder af at tjene dem selv hellere end Herren? Dem der holder fast om de indviede tillidsposter skaber deres egen skæbne ved den ånd og karakter de udviser; og tænker de nogen sinde på hvordan deres gerninger vil forekomme ved dommen? Hvis den betydningsfulde sandhed for denne tid var et blivende princip i deres sjæle der forkynder i Herrens arbejde, hvor alvorligt ville de så ikke anstrenge sig for at opnå karakterens fuldkommenhed, så de kan omgive de sjæle som de er kommet i kontakt med, med en livgivende og hellig atmosfære der ville tage imod de ydmyge og sønderknustes hjerter!

Det er en Guds lov at hvem som helst der tror sandheden som den er i Jesus vil gøre den kendt. Den enkeltes tanker og overbevisninger vil søge efter udtryk. Hvem som helst der værner om utroskab og kritik, hvem som helst der føler sig egnet til at bedømme Helligåndens arbejde, vil sprede den ånd han er optaget af. Det er den utroendes og vantros og modstanderens natur mod Guds nåde der gør dem selv til medfølt og hørt! Når sindet er påvirket af disse principper vil det altid tragte efter at lave en plads for sig selv og få tilhængere. Alle der vandrer ved siden af en frafalden vil blive gennemsyret af hans ånd i at dele med andre deres tanker og resultatet af deres egne spørgsmål, og de følelser der foranledigede deres handling; for det er ikke en let sag at undertrykke den grundsætning hvorpå vi handler.

Nogle som der regnes med at blive hjertet og sjæls hengivet til Gud handler i modsætning til ham og hans arbejde. Andre har givet dem tillid, men bedrag dækker dem som et klædningsstykke. Deres tanker er styret af en hvileløs, ubetvingelig kraft, en begærlighed til at røbe deres indstilling. Sådanne frø er sået overalt. Med et delvis udtrykt synspunkt kaster de tvivl og vantro over sandheden. Der er dem der ikke er i harmoni med vidnesbyrdene fordi mennesker i høje betroede embeder har udtrykt dem selv som ikke i harmoni med dem; for vidnesbyrdene falder ikke sammen med deres anskuelser, men irettesætter ethvert spor af selviskhed.

Alt hvad der har været planlagt med hensyn til konsolidering viser at mennesker søger at tage kraftens septer og holde kontrol over menneskers sind. Men Gud arbejder ikke med dem i deres anskuelser, og den røst de nu har i Guds sag er ikke Guds røst. De har prøvet dem selv aldeles uværdige som dygtige ledere; for deres styrke er brugt til at vende mennesker væk fra deres rettigheder, for i stedet at gavne dem selv. Der har været virket for tilsyneladende gavmildhed; men Gud kender motiverne der styrede dem, og han vil ikke tage imod deres gaver før de vender om og bliver samvittighedsfulde gørere af hans ord.

Der er stor nødvendighed for enighed i Guds arbejde og sag; men i lang tid har påvirkninger været i gang for at skabe utilfredshed, og de mennesker der mærker at de har kraften i deres hænder bekymrer sig en smugle. De siger inden i sig selv: når denne konsolidering er fuldbyrdet, skal vi vise dem hvem der er mester. Vi vil da bringe tingene på ret linie. Men de vil aldrig få det arbejde at udføre.

Som enkeltpersoner og som medlemmer i Guds menighed, behøver vi at erkende det særlige arbejde der er betroet os. Paulus skriver til Timoteus, »Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.« Vi har et meget betydningsfuldt arbejde foran os. »Ja, mig, den allerringeste af alle hellige.« skriver Paulus, »blev den nåde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom og at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber, for at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved kirken skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden. Således var fra evige tider det forsæt, som han udførte i Kristus Jesus, vor Herre.«

»Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.« »Når jeg siger til den retfærdige: »Du skal visselig leve!« og han stoler på sin retfærdighed og øver uret, så skal intet af hans retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den uret, han øver. Og når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og han omvender sig fra synd og gør ret og skel, idet han giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø; ingen af de synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort ret og skel, visselig skal han leve. Og så siger dine landsmænd: »Herrens vej er ikke ret!« Men det er deres vej, som ikke er ret. Når den retfærdige vender sig fra sin retfærdighed og øver uret, skal han dø; og når den gudløse omvender sig fra sin gudløshed og gør ret og skel, skal han leve! Og dog siger I: Herrens vej er ikke ret!« Jeg vil dømme eder hver især efter eders veje, Israels hus.«

Frelsen af menneskelige sjæle er en interesse der står uendeligt over nogen andre former for gerninger i vor verden. Hvem som helst der er bragt under indflydelse af sandheden, og ved tro er gjort til en deltager af Kristi kærlighed, er ved dette vigtige faktum bestemt til at frelse andre. Han har en mission i verden. Han bliver en missionær med Kristus, og gør sandheden kendt som den er i Jesus, og når mennesker i en hvilken som helst gren af Guds arbejde søger at bringe Herrens menneskelige repræsentanters sind og talenter under deres kontrol, har de påtaget sig en doms rolle over deres medmennesker som de ikke kan forsvare uden uretfærdighed og uret. Herren har ikke sat noget menneske som dommer, hverken i skriften eller i stemmen af Guds medarbejdere.

Der er de mennesker hvis karakter og liv bevidner om den kendsgerning at de er falske profeter og bedragere. Disse skal vi ikke høre eller tolerere. Men dem som Gud bruger er under sin styring, og han har ikke sat kortsynede dømmende mennesker til at kritisere og fordømme, til at fælde dom og forkaste deres arbejde fordi en hvilken som helst ide ikke falder sammen med hvad de formoder er sandhed.

Mennesker kan ligesom farisæerne kunne - blive vakse til at fordømme den største lærer som verden nogen sinde har kendt. Kristus gav umiskendelig bevis for at han var sendt af Gud, alligevel tog de jødiske myndigheder det arbejde på dem selv som fjenden tilskyndede dem til at gøre, og beskyldte ham, der gjorde sabbaten, som var sabbatens Herre, for at være en sabbats bryder. Oh, menneskers tåbelighed! menneskers svaghed!

Der er dem der i dag gør nøjagtig de samme ting. I deres råd vover de at afsige dom over Guds arbejde; for de er blevet oplært i at gøre det som Herren aldrig har påbudt dem at gøre. De skulle hellere ydmyge deres hjerter overfor Gud, og holde deres hænder væk fra Guds ark, så ikke Guds vrede skal bryde ud over dem, for hvis Gud nogen sinde har talt ved hjælp af mig, bevidner jeg at de har påtaget sig et arbejde i at kritisere og erklære upålidelig dom som jeg ved ikke er rigtig. De er kun begrænsede mennesker og, indhyller dem selv i tåge, og tror at andre mennesker er i vildfarelse.

Men disse mennesker der vover at dømme andre burde tage et lidt bredere syn på det og sige, Regn med andres forklaringer ikke passer sammen med vore tanker; skal vi da for dette erklære dem kætteri? Skal vi, uinsprierede mennesker, tage det ansvar og sætte vore pæle (interesser) ned, og sige, Dette skal ikke vises på skrift?

Hvis de stadig holder sig fast i deres egne synspunkter, vil de finde ud af at Gud ikke vil støtte deres handling. Tager de den holdning at alle som de fører frem er ufejlbarlige? at der ikke er nogen skygge af en fejl eller fejlgreb i deres fremstillinger? Kan ikke andre mennesker der lige netop beviser, at de er ledt og lært af Gud, gribe efter et noget småt i deres arbejde som de ikke har som deres synspunkt, og byder dem at fjerne det?

Har vore tidligere erfaringer i disse ting været tilstrækkelige? Vil vi nogen sinde lære den lektie som Gud planlægger at vi skal lære? Vil vi nogen sinde indse at menneskers samvittighed ikke er givet i vor magt? Hvis I har nedsat komiteer til at gøre det arbejde der har været på i årevis på Battle Creek, så send dem bort; og husk at Gud, den uendelige Gud, har ikke sat mennesker i nogle sådanne stillinger som dem der har været besat i Mineapolis, og har været besat siden dem.

Jeg føler noget dybt for den sag hvor mennesker er samvittighed for deres medmennesker. Gå væk fra den vej og lad Gud arbejde med hans egne redskaber. Nogle har udført arbejde som Gud vil sætte dem til regnskab for. Han vil spørge efter dem der har krævet dette af jeres hænder?

Jeg har ikke frihed til at lægge mine skrifter i hænderne på mennesker der føler at deres arbejde er at spille rollen som detektiver over deres brødre. Mine brødre i betroede embeder, vil I lade være med at se jeres egne mangler og tage retfærdighedens fulde rustning på jer selv? Vil I blive lige så vågne og kritiske over jeres egen ånd og temperament og ord som I er over andres, så ikke Gud bliver vanæret, og hans sandhed fejlfremstillet? Jeres dømmekraft vil blive stærkt forbedret hvis I ville gøre dette. Sandheden, det levende ord, vil blive som en ild lukket inde i jer selv, vil skinne ud i klar umiskendelig tydelighed, der fremstiller Kristus for verden. »Således skal jeres lys skinne for menneskerne, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.«

Kunne nogle af dem der har gjort sig selv til detektiver se den tendens der i er det standpunkt de har taget i bestræbelsen for at blive en styrene kraft? Hvor er deres klare åndelige øjesyn? Hvorfor kunne de se splinten i deres broderes øje, når en bjælke var i deres eget øje? Oh, hvis noget tempel på jorden behøver renselse, så behøver intuitionerne på Battle Creek det nu! Vil I så ikke ydmygt søge Gud, så I kan give Laodikæa budskabet med klar, tydelig røst? Hvor er Guds vogtere der vil se faren og give advarslen. Vær forvissede at der vil komme budskaber fra menneskelæber under Helligåndens indskydelse. »Råb højt, spar ikke din strube,... forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder! Mig søger de dag efter dag... som var de et folk, der øver retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret.«

Vi er Kristi soldater. Han er Lederen for vor frelse, og vi er hans ordrer og regler. Vi skal bære hans rustning; vi skal være i system kun under hans banner. Vi skal ikke betvinge vore medsoldater men vore fjender, så vi kan bygge Kristi rige op. Vi er arbejdere sammen med Gud. Vi skal tage hele Guds rustning på, og arbejde som under hensyn til himlens univers. Lad ethvert menneske gøre sin pligt, som er den ham givet af Gud. - (9.juli, ’96.)