- Tilbage

manuskrift nr 27, 13. september 1889 - »Råd til prædikanter 2: Behov for sand opfattelse af retfærdiggørelse ved Tro«

Denver, Colorado, 13.september, 1889
På opfordring giver jeg nogle bemærkninger til prædikanterne i prædikanternes telt Vi talte lidt om den bedste måde at planlægge en undervisning til folk, på netop denne grund, med hensyn til hjemmereligion.

Mange folk lader til at være uvidende om hvad tro indbefatter. Mange beklager sig over mørke og modløshed Jeg spurgte: "Er jeres ansigter vendt mod Jesus? Ser du på Ham, Retfærdighedens Sol? I behøver at definere tydeligt for menigheden hvad tro er og hele afhængigheden af Kristi retfærdighed. I jeres taler og bønner er der blevet dvælet så lidt ved Kristus, Hans uforlignelige kærlighed, Hans store offer for vor skyld, så Satan næsten har fordunklet det syn som vi må have på Jesus Kristus. Vi må stole mindre på mennesker efter åndelig hjælp og mere, langt mere, på at komme nærmere Jesus Kristus som vor Forløser. Vi må dvæle med et besluttet fortsæt på Jesu Kristi himmelske egenskaber; vi må tale mere om Hans kærlighed, vi må fortælle og synge om Hans nådegaver, vi må gøre Ham til vor egen personlige Frelser. Så er vi eet med Kristus. Vi elsker det som Kristus elskede, vi hader synd, det som Kristus hadede. Disse ting må der tales om, og dvæles ved.

Jeg henvender mig til prædikanterne. Led folk hele tiden, skridt for skridt, dvæl ved Kristi kraft, indtil de, ved en levende tro, ser Jesus som han er - se Ham i Hans fylde, en synds-tilgivende Frelser, Een som kan tilgive alle vore overtrædelser. Det er ved at se, at vi kan blive forandret i Hans lighed. Dette er nærværende sandhed. Vi har talt om loven. Det er rigtigt. Men blot har vi skødesløst opløftet Kristus, som den syndstilgivende Frelser.

Vi skal have den syndstilgivende Frelser i sinde. Men vi skal fremstille ham i hans sande position - kommer for at dø, for at ophøje Guds lov og for at give den ære, og dog for at retfærdiggøre synderen, som skal bero sig helt og fuldt på blodets fortjenester af en korsfæstet og oprejst Frelser. Dette er ikke gjort tydeligt.

Det sjæls-frelsende budskab, den tredje engels budskab, er budskabet der skal gives verden. Guds bud og Jesu tro er begge betydningsfulde, overordentlige betydningsfuldt, og må gives med samme styrke og kraft. Den første del af budskabet er der blevet lagt megen vægt på, og den sidste del behandlet tilfældigt. Jesu tro er ikke blevet taget med. Vi må tale om den, vi må leve den, vi må bede for den, og oplære folk til at tage denne del af budskabet med ind i livet der hjemme. "Lad det samme sind være i jer, som også var i Kristus Jesus." (Fil. 2,5)

Der har været hele prædikener, tørre og uden Kristus, hvori Jesu navn er blevet nævnt. Talerens hjerte er ikke blevet underlagt og smeltet af Jesu kærlighed. Han dvæler ved tørre teorier Der gøres intet indtryk. Taleren har ikke den guddommelige salvelse, og hvordan kan han bevæge folkets hjerter? Vi behøver at angre og blive omvendte - ja, forkynderen blive omvendt Folket må have Jesus løftet frem for dem, og de må bedes indtrængende om at "se og leve".

Hvorfor er vore læber så tavse om emnet Kristi retfærdighed og Hans kærlighed for verden? Hvorfor giver vi ikke folk det som vil genoplive dem til et nyt liv? Apostlen Paulus er fyldt med henrykkelse og tilbedelse idet han erklærer: "Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden." (1.Tim.3,16)

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. . . . . for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. (Fil.2,5-11)

I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstegrøde. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. (Kol.1,14-17)

Dette er det store og himmelske tema, som i høj grad er blevet udeladt fra prædikenerne fordi Kristus ikke er formet inde i menneskesindet. Og Satan har haft sin måde at det skal være på, så Kristus ikke bliver tema for beskuelse og tilbedelse. Dette navn, så mægtigt og betydningsfuldt som det er, burde være på enhver tunge.

Den er jeg blevet tjener for, i kraft af det hverv, Gud har givet mig med henblik på jer: fuldt ud at forkynde Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Det er det, jeg slider og strider for med hans kraft, der virker mægtigt i mig. (Kol.1,25-29)

Her er Kristi tjeneres arbejde. Fordi dette arbejde ikke er blevet udrettet, fordi Kristus og Hans karakter, Hans ord og Hans værk ikke er blevet bragt frem for folk, vidner menighedernes religiøse tilstand imod deres lærere. Menighederne er ved at dø fordi der fortælles så lidt om Kristus. De har ikke noget åndeligt liv og nogen åndelig erkendelse.

Lærer til folket kender ikke selv til en levende erfaring med Kilden til deres afhængighed og deres styrke. Og når Herren oprejser mænd og udsender dem med budskabet for denne tid til folket - et budskab som ikke er en ny sandhed, men det budskab som Paulus lærte, som Kristus Selv lærte, er dette en fremmed lære for dem. De begynder at advare folk, som er ved at dø fordi de ikke er blevet styrket ved at Kristus er fremhævet for dem: "Vær ikke for hastig. Vent hellere, og tag ikke dette emne op før du ved mere om det." Og prædikanterne forkynder de tørre teorier, selvom folk behøver frisk manna. Kristi karakter er en uendelig fuldkommen karakter, og Han må opløftes, Han må bringes tydeligt frem for syn, for Han er alles kraft, magt, helligelse og retfærdighed, som tror på Ham. Mennesker som har haft en farisæisk ånd, mener at hvis de holder fast i gamle gode teorier, og ikke har del i Guds budskab til Sit folk, vil være i en god og sikker position. Sådan tænkte de gamle farisæere, og deres eksempel skulle advare præsterne mod deres selvtilstrækkelige grund.

Frembring de inspirerende temaer i evangeliet. - Vi har brug for at en kraft kommer over os nu og oprører os til ihærdighed og alvorlig tro. Da vil vi, døbt af Helligånden, få Kristus herlighedens Håb, formet inden i. Da vil vi fremstille Kristus som den guddommelige genstand for tro og vor kærlighed. Vi vil tale om Kristus, vi vil bede til Kristus og om Kristus. Vi vil prise Hans herlige navn. Vi vil fremvise Hans mirakler, Hans selvfornægtelse, Hans selvopofrelse, Hans lidelser og Hans korsfæstelse, Hans opstandelse og sejrrige himmelfart for folk. Dette er evangeliets inspirerende temaer, der vækker kærlighed og intens varme i ethvert hjerte. Her er visdommens og kundskabens rigdomme, en uudtømmelig kilde. Jo mere vi søger denne erfaring, des større værdi vil dit liv have.

Det levende vand kan drages fra kilden og der er ingen mangel fra kilden der skal dækkes. Evangeliets tjenere vil være mægtige mænd, hvis de altid sætter Herren for sig og bruger deres tid på at studere Hans agtværdige karakter. Hvis de gjorde dette, ville der ikke være nogen frafald, ville der ikke være nogen der skiller sig ud fra konferensen, fordi de, i deres ryggesløse handlinger, har vanæret Guds sag og bragt åbenlys skam over Jesus. Enhver evangeliets tjener bør bruge sine kræfter på at uddanne de troende menigheder til at tage imod Kristus i tro som deres personlige Frelser, og tage Ham med i deres liv og gøre Ham til deres Forbillede og lære af Jesus, tro på Jesus og ophøje Jesus. Prædikanten selv bør dvæle ved Kristi karakter. Han bør overveje sandheden, og meditere over forløsningens mysterier, især Kristi midlergerning i denne tid.

Hvis Kristus er det hele for os alle, hvorfor dvæles der så ikke mere ved Hans inkarnation og Hans forsonende offer i menighederne? Hvorfor bruges hjerterne og tungerne ikke på Forløserens pris? Dette vil være hvad de genløstes kræfter anvendes til, i løbet af evighedens uophørlige aldre.

Vi behøver selv at have en levende forbindelse med Gud, for at lære Jesus at kende. Så kan vi bringe en levende personlige erfaring om det Kristus er for os, i erfaring og tro. Vi har taget imod Kristus og med guddommelig alvor kan vi fortælle det, som er en blivende kraft hos os. Folk må drages til Kristus. Der må gøres fremskridt mod Hans frelsende kraft.

De sande lærer, sidder ved Kristi fødder, opdager sandhedens dyrebare ædelstene, som vor Frelser fortæller, og vil opdage deres betydning og værdsætte deres værdi. Idet de bliver ydmyge og lærvillige vil deres forståelse åbnes mere og mere op, for at opdage de forunderlige ting i Hans lov, for Kristus har frembragt dem i klare og skarpe linier.

Læresætningen om nåde og frelse gennem Jesus Kristus er et mysterium for en stor del af dem, hvis navne er i menighedsprotokollerne. Hvis Kristus var på jorden og talte til Sit folk, ville han bebrejde dem for deres sløve opfattelse. Han ville sige til de sløve og uforstående: "Jeg har givet jer sandheder i jeres varetægt, som angår jeres frelse, som I ikke betragter for værdifuld."

Oh, om det måtte siges til prædikanter som forkynder for folk og for menighederne: "Da åbnede han deres forstand, så de kunne forstå skrifterne"! (Luk. 24,45). I frygt for Gud siger jeg jer, at i denne tid bliver bibelsandheder, der er knyttet til den store forløsningsplan, blot forstået svagt. Sandheden vil hele tiden kunne udfoldes, udbredes og udvikles, for den er guddommelig, ligesom dens Ophavsmand.

Jesus gav ikke fyldestgørende kommentarer eller fortsatte prædikener på doktriner, men ofte talte han i korte sætninger, som een der såede himmelske læresætnings-frø, ligesom perler som må samles op af en medarbejder på opdagelse. Troens og nådens læresætninger kommer frem til syne, over alt hvor han lærer. Oh, hvorfor giver prædikanterne ikke menighederne den føde, som give dem åndelig helse og vigør? Resultatet vil være en rig erfaring i praktisk lydighed mod Guds Ord. Hvorfor styrker prædikanterne ikke de ting som er der, og så er ved at dø ud?

Da Kristus var ved at forlade Sine disciple, søgte han efter den største trøst Han kunne give dem. Han lovede at Helligånden, Trøsteren, sætter sig i forbindelse med menneskers anstrengelser. Hvilket løfte er erfaret mindre, mindre opfyldt i menigheden end Helligåndens løfte? Når denne velsignelse, som vil bringe alle velsignelser til rette lys, udelades, er det visselige resultat åndelig tørke. Dette er den skændsel som forkynderen kommer ud for. Menigheden må rejse sig op, og ikke længere være tilfreds med den ringere dug.

Oh, hvorfor stopper vore menighedsmedlemmer så snarligt med deres privilegier? De er ikke selv klar over nødvendigheden af Guds Ånd. Ligesom Maria, må menigheden sige: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham." (Joh. 20,13)

Prædikanter som forkynder den nærværende sandhed vil samtykke i at det er nødvendigt med indflydelsen af Guds Ånd, for at overbevise om synd og sjæles omvendelse, og denne indflydelse vil følge det forkyndte Ord, men de mærker ikke dens betydning nok, til at få et dybt og praktisk kundskab til det samme. Knapheden på nåde og kraft fra sandhedens guddommelige indflydelse på deres hjerter, forhindrer dem i at se åndelige ting og fra at overbringe dens klare betydning til menigheden. Således går de forkrøblede rundt, formindsket i religiøs vækst, fordi de har en lovformelig religion i deres tjeneste. Guds kraft og nåde mærkes ikke som en levende, virkningsfuld nødvendighed, eller som et blivende princip.

Oh, om alle kunne se og begribe det budskab, de har fået fra Gud! Han har oprejst Sine tjenere til nærværende sandhed, der indebærer korsets ophøjelse, og har mistet det af syne, og er dybt begravet i formaliteternes skrammel. Den må udfries og sættes op igen i den nærværende sandheds struktur. Dens krav må forsvares, og dens position gives den i den tredje engels budskab. Lad mange Kristi tjenere indvies i en faste, sammenkalde til en højtidelig samling, og søge Gud, så længe han kan findes. Kald på Ham så længe du ligger ved fødderne af Golgatas kors. Aflæg dig selv al stolthed og græd mellem forhallen og alteret, som repræsentative vogtere for menighederne, og råb: "Spar Dit folk, Herre, og gør ikke Din arv til skamme. Tag det fra os, som Du vil, men tag ikke Din Helligånd fra os, Dit folk." Bed, oh, bed for udgydelsen af Guds Ånd.