- Tilbage

manuskrift nr 141, . 1890 - »Kristi guddommelige og menneskelige natur.«

Uddrag fra vidnesbyrdene – Fra mrs. Dateret “Lynn, Mass” 1890
Kristus kender synderens prøvelser. Han kender hans fristelser. Han har påtaget sig selv vor natur. Han blev fristet på [alle] punkter ligesom vi er, og Han ved hvordan de skal komme til undsætning som bliver fristet. Han har grædt, og Han kender vore sorger, han var vidne til alle jeres sorger. For alle som tror på og har tillid til ham, vil han være som et skjulested for vinde og en beskyttelse mod storme.

Dem som hævder at det ikke var muligt for Kristus at synde, kan ikke tro at Han virkelig påtog Sig menneskenatur. Men blev Kristus ikke virkelig fristet? - ikke kun ved Satan i ørknen, men gennem hele Sit liv, fra barndommen af til manddommen? Han blev fristet på alle punkter ligesom vi, og fordi det lykkes for ham at modstå fristelsen under enhver form, så gav Han mennesker det fuldkomne eksempel, og ved fuldt ud dækkende opåbninger Kristus har gjort, kan vi få del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster.

Jesus siger: “Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.” Her er begyndelsen på den tillid vi må fastholde ind til enden. Hvis Jesus modstod Satans fristelser, vil han hjælpe os til at modstå. Han kom for at bringe guddommelig, og kombinere med menneskers bestræbelser.

Jesus var fri fra al synd og fejl; der var ingen spor af ufuldkommenhed i Hans liv eller karakter. Han fastholdt en pletfri renhed under de mest prøvede forhold. Ganske vidst, erklærede han: Kun, én er den gode, det er Gud”; men han sagde også: ”Jeg og Min Fader er ét.” Jesus taler om Sig selv såvel som om Faderen som Gud, og påberåber Sig selv fuldkommen retfærdighed.

I Kristus boede Guddommens fylde legemlig. Det er derfor Han, selv om han blev fristet på alle punkter ligesom vi, at Han stod uplettet for fordærv over for verden, ligefra han indtog den, selvom han var omgivet af verden. Skal vi ikke også have del i den fylde, og er det ikke for dette, og kun dette, at vi kan vinde sejr ligesom Kristus vandt sejr?

Hvorfor er vi så sløve til at fatte det? Hvorfor klynger vi os ikke til Jesus, og trækker fra Hans karakter i tro og styrke og fuldkommenhed, ligesom vingrenen trækker saft ud af den levende vin? Vi skal se hen til Jesus, og klynge os skridt for skridt til det sejrende arbejde, idet fristelserne slutter sig omkring os. Når vi forbliver i Kristus, bliver vi ét med Ham. Så er vi sikre, helt sikre, imod alle Satans angreb. Med Kristus levende i sjælen, åbenbares han i karakteren. Mennesket er intet uden Kristus. Men hvis Kristus lever i os, så skal vi udvirke Guds gerninger. Vi skal repræsentere Kristus i vore liv. Vi skal tale om Kristus, fordi vi tænker og mediterer over Ham. Vi skal vokse op til Kristus til mænds og kvinders modenhed, i åndelig forstand.

Guds kærlighed og retfærdighed, og også Hans lovs uforanderlig, gøres tydelig ved vor Frelsers liv, og ikke mindre end ved Hans død. Han påtog sig menneskenatur, med dens svagheder, tilbøjeligheder og fristelser. »Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.« [Matthæus 8,17]. “Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig.” [Hebr. 2,17]. Han blev “på alle punkter fristet ligesom vi” [Hebr. 2,14]. (eng overs) Han udøvede ikke sin egen magt, som mennesker ikke kan udøve. Som menneske mødte han fristelse, og overvandt dem med de kræfter Han fik fra Gud. Han giver os et eksempel på fuldkommen lydighed. Han gjort det muligt at vi kan få del i guddommelig natur, og forvisser os om at vi kan vinde sejr ligesom Han vandt sejr. Hans liv bevidnede at, ved hjælp af samme guddommelige kraft som Kristus modtog, var det muligt for mennesker at adlyde Guds lov.

Hos Kristus var det guddommelige og menneskelige forenet – Skaberen og skabningen. Guds natur, hvis lov var blevet overtrådt, og Adams natur, overtræderen, mødtes i Jesus – Guds Søn og Menneskesønnen. Og med Sit eget blod, der betalte genløsningens pris, har gennemgået menneskets erfaring, har han mødt og besejret fristelse for menneskets skyld, har ved Sin syndfrihed, båret syndens skam, skyld og byrde, bliver Han til menneskets Forsvarer og Mellemmand. Hvilken forvisning var universet ikke vidne til, at Kristus vil være ”en barmhjertig og trofast Ypperstepræst” [Hebr. 2,17].

Da den store frelsesplan blev udarbejdet, som den vises i denne verdens historie, er det ikke kun Faderens åbenbaring for mennesker men også for engle. Her ses Satans værk med at fordærve og ruinere slægten med synd, og på den anden side, er Guds arbejde med at genoprette mennesker og opløfte igennem Kristi nåde. Enhver sjæl der udvikler en retfærdig karakter og modstår den ondes magt er et vidnesbyrd for det falske, som er i Satans anklage mod den Guddommelige regering. Gennem evige tider vil de genløstes ophøjelse være et vidnesbyrd mod Guds kærlighed og barmhjertighed.

Apostlen vil henlede vor opmærksomhed fra os selv, til vor Frelses Ophavsmand. Han bringer Sine to naturer frem for os: den guddommelige og menneskelige. Her er en beskrivelse af den guddommelige: ” Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.” “Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede”; og i ”fremtræden fandtes som et menneske”.

I alle ting var han ligesom os. Gennem Ham var Gud, han viste sig ikke som Gud. Han tilslørede guddommen manifestationer, som påbød hyldest og fremkaldte universets beundring. Han skilte Sig Selv af med Guds skikkelse, og i dets sted tog Han menneskers skikkelse på. Han lagde Sin herlighed til side, og blev fattig for vor skyld, så vi gennem Hans armod bliver rige.

Som medlem af menneskeslægten, blev Jesus et dødeligt mennesker; men som Gud, var Han Livets Kildeudspring til verden. Han med Sin guddommelige person kunne han modstå dødens indtrængen, og nægtede at komme under dets herredømme. Endog med sin menneskenatur, kunne Han modstå sygdommenes fjendtlige overfald, Hans guddommelige natur

Endog i Sin menneskenatur kunne have modstået sygdommenes fjendtlige indfald, Hans guddommelige natur kunne give livskraft og uforfærdet styrke til mennesket. Men han lagde Sit liv frivilligt ned så han kunne give liv, og føre det evige liv frem i lyset. Han måtte bære verdens synder, og udholde den straf der rullede som et bjerg over Hans guddommelige sjæl. Hele himlens forrådskammer blev udgydt som én gave for at frelse faldne mennesker. Frelseren førte Sin menneskelige natur ind i hele livet – gav den energi som menneskevæsener behøver og vil modtage. Menneskets og Guds forunderlige forening.

Guds Søn gik ind i planen for menneskets frelse, og kender til alle de trin Han måtte stige ned af, for at gøre bod på den bebyrdede og sukkende verdens synder. Hvilken ydmygelse var dette ikke! Det forbavsede englene. Tunger kan aldrig beskrive det, fantasien kan ikke få det ind – det evige Ord nedlod sig til at blive kød; Gud blev mennesker. Men Han trådte endnu lavere; Mennesket måtte ydmyge Sig selv til at bære forhånelse, foragt og skammelige anklager, og mishandling.

Det var ikke nok at Jesus skulle dø for at imødekomme den brudte lovs krav; det vor nødvendigt for Ham, for at kunne dø en skændig død. Han siger gennem profeten: ”Mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt.” Han stod som menneskenets stedfortræder, som var under dom som forræder, en oprører. Derfor døde Kristus som en forbryder, i stedet for forrædderne, med alle deres ophobede synder på Hans guddommelige sjæl. ”Han blev regnet bland overtræderne.”

Alt dette anså han for at have lille betydning, i forhold til de resultater som Han arbejdede for, for at ikke kun for beboerne i denne flække af verden, men for hele universet – alle verdener som Gud havde skabt. Al denne ydmygelse af Himlens Majestæt var for skyldige og fordømte mennesker. Han gik længere og længere ned i sin ydmygelse, indtil han ikke kunne række længere ned, for at opløfte mennesker fra deres moralske fordærv.