- Tilbage

manuskrift nr 4, . 1883 - »Undertrykkelse og den lukkede dør«

Fornylig er jeg blevet gjort opmærksom på en sekstens siders traktat af en hr C. Den har titlen "En sammenligning mellem tidligere og nuværende vidnesbyrd af E.G. White". Forfatteren skriver, at dele af mine første syner som de oprindeligt blev trykt, er blevet sløjfet i den nyoptrykte bog, "Early Writings". Han antager at årsagen til at disse afsnit er udeladt. er at vi som en menighed ikke længere tror på den undervisning de giver. Han anklager os også for med vilje at føre folk bag lyset ved at sige at bogen "Early Writings" i sin nuværende form indeholder alle mine tidligere syner i sin helhed.

Før jeg gennengår de enkelte afsnit som man mener vi har udeladt, vil jeg gerne komme med nogle oplysninger. Da mine tidligste syner første gang blev udgivet i traktatform, (En 24 siders traktat med titlen "Et ord til den lille hjord ", af James White, trykt i 1847, hvor tre udtalelser af Ellen G. White er gengivet.) var oplaget meget lille, og det blev hurtigt udsolgt. Nogle år senere fulgte en større bog, under titlen "The Christian Experience and Views of Mrs. E.G. White", trykt i 1851. Den indeholdt meget nyt stof.

Vi flyttede ofte i de første år, og under den næsten ustandselige rejsen fra Maine til Texas og fra Michigan til Californien - jeg har krydset landet fra øst til vest og fra nord til syd ikke mindre end sytten gange - forsvandt alle eksemplarer af de første udgaver. Da vi så sidste efterår bestemte os for at udgive "Early Writings", måtte vi skrive til Michigan og låne et eksemplar af "Erfaringer og syner". Vi troede da at vi havde fået fat i en bog som indeholdt synerne nøjagtigt som da de første gang blev offentliggjort. Vi genoptrykte alt igen, bare med en del sproglige ændringer, som vi har forklaret det i forordet til "Early Writings".

Her vil jeg indskyde, at hvis nogen af vore folk har et eksemplar af det jeg offentliggjorde før 1851, vil de gøre mig en stor tjeneste ved at sende det til mig, snarest muligt. Jeg lover at returnere bogen så snart vi har fået lavet en kopi.

Jeg har ingen ønsker om at holde noget tilbage, eller skjule noget af det jeg har offentliggjort. Det ville glæde mig meget at kunne genoptrykke hver eneste linje igen.

Der er en anden kendsgerning som må nævnes i denne sammenhæng. Jeg er ikke ansvarlig for alt hvad der bliver trykt i mit navn. På den tid da mine tidligste syner blev offentliggjort, kom der en del artikler som tilsyneladende var skrevet af mig. De var angiveligt skrevet for at fortælle hvad Herren havde åbenbaret for mig, men de indeholdt læresætninger som jeg ikke troede på. Disse artikler blev trykt i et tidsskrift, udgivet af en person ved navn Curtis. Jeg er ikke længere sikker på hvad tidskriftet hed. I løbet af de travle år som er gået siden da, har jeg glemt nogle af de mindre vigtige detaljer, men hovedpunkterne husker jeg godt.

Han havde brugt noget af det jeg har skrevet, men tilpasset det til sit eget formål. Han havde taget en del udtalelser ud af den sammenhæng de stod i, flettet sine egner tanker ind i det og sat mit navn under, som om det hele stammede fra mig.

Da vi fik disse artikler at se, skrev vi til ham. Vi fortalte ham at vi var overraskede og utilfredse med det han havde gjort. Vi forbød ham at forvrænge Vidnesbyrdene på den måde. Han svarede at han ville fortsætte med at udgive dem, sådan som han mente de burde være. Han vidste at det han havde skrevet, var hvad synerne egentlig gik ud på. Han hævdede, at hvis jeg havde skrevet det ned som Herren virkelig havde vist mig, så ville jeg også have skrevet det sådan som han fremstillede det. Han påstod at hvis synerne var givet for menighedens skyld, så havde han ret til at bruge dem som han havde gjort.

Det er muligt at der stadigvæk findes nogle eksemplarer af dette tidsskrift, og at det bliver hævdet, at artiklerne stammer fra mig, men det er altså ikke mig som har skrevet dem. Men artikler som er samlet i "Early Writings", er godkendt af mig. 1851 udgaven af "Erfaringer og syner" var det tidligste vi havde, og da vi ikke kendte til, at der stod noget mere i traktaten som var udgivet tidligere, er jeg ikke ansvarlig for det man hævder er udeladt.

Det første citat hr C. nævner, stammer fra en 24 siders traktat udgivet i 1874 under titlen "Et ord til den lille flok". Her er de linjer som ikke kom med i Early Writings": "Det er lige så umuligt for dem (som opgav deres tro på 1884 bevægelsen) at komme op på stien igen, som for hele den ugudelige verden som Gud havde forkastet. De faldt ned fra stien hele vejen, den ene efter den anden."

Jeg skal prøve at sætte det ind i den sammenhæng det stod i, så meningen kan blive klarere:

"Mens vi bad sammen ved familiealteret, kom Den Helligånd over mig, og jeg syntes at stige højere og højere, langt op over denne mørke verden. Jeg vendte mig om for at se adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem. Da sagde en stemme til mig: "Se en gang til og se lidt højere." Da så jeg op, så en smal sti, højt hævet over verden. På den sti var adventfolket på vej til byen som lå for enden af stien. Der var et strålende lys bag dem ved begyndelsen af stien, og englen sagde, at det var midnatsråbet. Hele stien lå badet i dette lys, som skinnede for dem, for at de ikke skulle snuble.

Jesus var lige foran dem og ledte dem på vejen ind til byen. Så længe de holdt øjnene fæstet på ham, var de trygge. Men nogle af dem blev trætte. De så at byen var langt borte og de havde regnet med at nå der til tidligere. I sådanne tilfælde opmuntrede Jesus dem ved at løfte den højre arm. Fra armen kom et strålende lys som bølgede over adventskaren, og de råbte "halleluja". Men nogle var ubetænksomme og forkastede lyset. Det var ikke Gud som havde ledet dem så langt ud, sagde de. Da lyset slukkede bag dem, befandt de sig i bælg mørke. De snublede, og tabte målet og Jesus af syne og faldt fra stien ned i den mørke og ugudelige verden under dem."

Derefter følger det afsnit som man hævder fandtes i den første traktat, men ikke i "Erfaringer og syner" og heller ikke i "Budskaber til menigheden":

"Det var lige så umuligt for dem, som opgav deres tro på 1844, at komme op på stien igen, som for hele den ugudelige verden Gud havde forkastet. De faldt ned fra stien hele vejen, den ene efter den anden."

Det er blevet hævdet, at disse udtryk, viser at man troede på en lukket dør, og at det var grunden til at man undlod at bruge dem i de senere udgaver. Egentlig siger de bare det vi som et folk altid har troet, og det skal jeg nu bevise.

Efter skuffelsen i 1844, og før jeg fik mit første syn, troede jeg, som alle andre i adventfolket, at nådedøren for altid var lukket for verden. Det lys Gud sendte mig, viste os fejltagelsen, og hjalp os til at se hvor vi virkeligt stod.

Jeg tror stadigvæk på teorien om en lukket dør, men ikke som vi først benyttede udtrykket. Vore modstandere benytter det stadigvæk på samme måde.

Der var en lukket dør på Noahs tid, Gud trak sin Hellige Ånd tilbage fra den syndige slægt som omkom i syndfloden. Gud gav selv budskabet om den lukkede dør til Noah: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år" (1Mos 6,3).

Der var en lukket dør på Abrahams tid. Guds Ånd ophørte med at tale til indbyggerne i Sodoma, og de omkom alle i ilden fra himmelen, bortset fra Lot, hans hustru og to døtre.

Der var en lukket dør på Kristi tid. Guds Søn sagde til jøderne i den generation som ikke ville tro på ham: "Jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt." (Matt 23,38.)

Om forholdene i de sidste dage siger Jesus gennem Johannes: "Dette siger den Hellige, den sandru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: (Åb 3,7.)

Jeg tror stadigvæk at der var en lukket dør i 1844. Det blev vist mig i et syn. Alle som så lyset fra den første og anden engels budskab, og forkastede dette lys, blev efterladt i mørke. De som tog imod budskabet fra himmelen, og fik del i Den Hellige Ånd som var med i forkyndelsen, og siden faldt fra troen og erklærede at deres erfaring var et bedrag, forkastede Guds Ånd, og den talte ikke længere til dem.

De som ikke havde set lyset, havde ikke været medskyldige i at forkaste det. Der var kun dem som havde forkastet lyset fra himmelen, Guds Ånd ikke kunne påvirke. Vi har allerede nævnt at disse indbefatter både dem som havde afslået at tage imod budskabet da det blev forkyndt for dem, og dem som tog imod det, men senere forkastede det. I det ydre kunne de have en form for gudsfrygt og bekende sig til at være Kristi efterfølgere, men de havde ikke nogen levende forbindelse med Gud og blev derfor et bytte for Satans bedrag. Det var disse to grupper mennesker jeg så i synet, de som sagde at lyset de havde fulgt, var et bedrag, og de ugudelige som var blevet forkastet af Gud fordi de selv havde forkastet lyset. Om dem som ikke havde set lyset og derfor ikke var medskyldige i at forkaste det, blev der ingenting sagt.

Som et bevis på at jeg troede og forkyndte at døren var lukket, citerer hr C et afsnit fra Review 11. juni 1861. Afsnittet indeholder en erklæring undertegnet af ni af vore ledere:"Vor viden om opgaven som lå foran os, var dengang uklar og tåget. En gruppe ledet af William Miller holdt fast ved den tanke de adventtroende i 1844 havde, at vort arbejde for "verden" var slut og at indsatsen nu skulle begrænse sig til dem som oprindeligt havde taget imod adventtroen. De var så sikre på dette at de sagde til en som var tilstede, men som ikke havde været med i 1844 bevægelsen, at de tvivlede på om han kunne blive frelst."

Til dette kan jeg kun sige, at på det samme møde, hvor det blev påstået at denne mand ikke kunne blive frelst, fik jeg i et syn et vidnesbyrd som opmuntrede ham til at stole på Gud og til at give sit hjerte helt og fuldt til Jesus, noget som han gjorde her og nu.

I et andet afsnit i bogen "Et ord til den lille flok " beskriver jeg forholdet på den nye jord. Jeg fortæller at jeg dér så hellige mænd fra gammel tid : "Abraham, Isak, Jakob, Noah, Daniel og mange andre. "Fordi jeg fortæller at jeg har set disse, antager vore modstandere at jeg den gang troede på sjælens udødelighed, men at jeg siden forandrede mening og derfor udelod dette afsnit. Her er de lige så langt fra sandheden som i alt det andet de påstår.

Det var i året 1844 jeg accepterede læren om, at mennesket ikke har en udødelig sjæl. Man kan læse om det i "Life Sketches" side 170,171, 1880 udgaven, eller side 49 i 1915 udgaven af "Testimonies" I side 39,40). Jeg har aldrig hævdet noget andet hverken mundtligt eller skriftligt. Havde vi udeladt dette afsnit fordi det gav udtryk, for tro på en udødelig sjæl havde vi også måtte udelade mange andre afsnit.

I "Early Writings", side 13 hvor jeg fortæller om mit første syn, skriver jeg at jeg havde set venner som kort tid i forvejen var sovet ind i troen på Jesus. På side 14 fortæller jeg at jeg fik lov til at se en stor flok som havde givet deres liv for deres tros skyld.

Troen på sjælens udødelighed er i det "udeladte" afsnit ikke fremhævet mere end i de to netop citerede. Sandheden er, at jeg i disse syner, så det som skal ske i fremtiden, når de opstandne hellige skal samles i Guds rige. På samme måde har jeg fået dommen at se, Kristi genkomst og hvordan de hellige tager den nye jord i besiddelse. Er der nogle som endnu "antager" at dette er sket? Mine modstandere viser hvilken ånd de bliver drevet af, når de på denne måde beskylder mig for bedrageri på grund af noget som de "gætter" sig til.

I de nævnte afsnit findes også disse ord: "Jeg så to lange, gyldne stave; der var fæstet sølvsnore til dem, og på snorene var der dejlige druer."

Mine modstandere gør nar af "dette tåbelige og barnlige udtryk: dejlige druer som vokser på sølvsnore fæstet til gyldne stave". Hvilke motiver har de for at misfortolke det jeg siger? Jeg påstår jo ikke at druerne vokser på sølvsnore. Det jeg så, beskriver jeg sådan som det så ud for mig. Det er ikke virkelighed, at druerne er fæstet til sølvsnore eller gyldne stave, det så bare ud som om det var sådan. Lignende udtryk og billeder bruges jo ofte. Når vi siger at noget glimter som sølv, mener vi ikke at det er af så ædelt metal, men at det bare ser ud som om det kunne være det. Der findes ingen virkelig grund til at misfortolke mine ord.

I et andet "udeladt" afsnit står der: "Pris Herren, venner, dette er et møde for dem som har den levende Guds segl."

Vi tror stadigvæk på det som her er sagt. Ved at slå op i de bøger vi har udgivet, vil man finde ud af at vi tror, de levende retfærdige vil modtage Guds segl før nådetiden er slut, og at de vil få hæderspladsen i Guds rige.

Det siges, at følgende afsnit er udeladt i det syn som blev gengivet i "Early Writings", side 25?28. "Og hvis nogle kom til troen og holdt sabbatten og fik del i den velsignelse dette fører med sig, og de så holdt op med det og på den måde brød det hellige bud, da lukker de himmelens porte for sig selv, det er lige så sikkert som der er en Gud som leder i himmelen."

Hvis de fortsætter på ulydighedens vej, vil de finde at portene til Guds by er lukket for dem, de som har set og fuldt ud godtaget sandheden om det fjerde bud og modtaget den velsignelse dette giver, men siden er faldet fra troen og har tilladt sig at overtræde Guds lov.

En udtalelse offentliggjort i 1851 i "Erfaringer og syner" og gengivet på side 49 i "Early Writings", bliver brugt for at bevise at Vidnesbyrdene er falske: "Jeg så at den tid Jesus skal tilbringe i det aller helligste, næsten er til ende, og at der er meget kort tid tilbage."

Sådan som dette emne er blevet fremstillet for mig, synes Jesu tjeneste næsten at være til ende. Skal jeg beskyldes for usandheder, fordi tiden har trukket længere ud end mit vidnesbyrd synes at antyde? Hvordan er det da med de vidnesbyrd Kristus og disciplene kom med? Blev de ført bag lyset?

Paulus skriver til Korinterne: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik. " (1Kor 7,29?30).

I sit brev til Romerne siger han: "Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og lad os tage lysets rustning på." (Rom 13,12).

Gennem Johannes, kærlighedens apostel, taler Kristus til os fra Patmos: "Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den, for tiden er nær" (Åb 1,3). "Og englen sagde til mig: "Disse ord er troværdige og sande, og Herren, profeternes ånders Gud, har sendt sin engel for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske: " Ja, jeg kommer snart. Salig er den, der holder fast ved profetiens ord i denne bog."(Åb 22,6?7).

I sine budskaber til menneskene har Guds engle sagt at tiden er meget kort. Sådan er det også altid blevet fremholdt for mig. Det er sandt at tiden har varet længere end vi havde ventet. Vor frelser kom ikke så hurtigt som vi havde regnet med. Men har Guds ord taget fejl? Aldrig! Man må huske på at både Guds løfter og Guds advarsler er givet på betingelser.

Gud betroede sit folk en opgave de skulle udføre. Den tredje engels budskab skulle forkyndes og opmærksomheden rettes mod den himmelske helligdom, hvor Kristus var gået ind for at gøre soning for sit folk. Sabbatsreformen måtte gennemføres og bruddet i Guds lov mures til igen. Budskabet måtte forkyndes med høj røst, for at alle jordens folk kunne blive advaret. Guds folk måtte rense deres sjæl ved lydighed mod sandheden og være rede til at stå foran ham uden fejl og lyde når han kommer igen.

Havde de som ventede Kristus, efter den store skuffelse i 1844, holdt fast ved deres tro, og fulgt Guds lys videre, taget imod den tredje engels budskab og i Den Hellige Ånds kraft forkyndt det for verden, ville de have oplevet Herrens frelse. Herren ville have velsignet deres handling, værket ville være fuldført, og Kristus ville være kommet for at hente sit folk og have haft sin løn med sig.

Men i denne tvivlens og usikkerhedens periode som fulgte efter den store skuffelse, var der mange som gav slip på deres tro. Der blev der splid og strid. I tale og skrift gik flertallet imod de få som fulgte Guds ledelse, og som tog imod sabbatsreformen og begynde at forkynde den tredje engels budskab. Mange som kunne have brugt deres tid og deres evner til at forkynde advarselen for verden, var optaget af at modarbejde sabbatten, og derved blev de som tog imod budskabet om sabbatten, nødt til at svare på angrebene og forsvare deres standpunkt. Sådan blev forkyndelsen hindret og verden forblev i mørke. Havde alle samlet sig om forkyndelsen af Guds bud og Jesu tro, ville historien om adventfolket have været en hel anden.

Det var ikke Guds vilje at Jesu genkomst sådan skulle blive forhalet. Ligesom det heller ikke var Guds plan for sit folk i Israel at de skulle drage omkring i ørkenen i fyrre år. Han havde lovet at føre dem direkte til Kanans land. De skulle få lov til at bosætte sig og blive til et helligt, sundt og lykkeligt folk. Vantro, var årsagen til at de som først fik løftet, men ikke fik lov til at komme ind (Heb 3,19). Fordi de var fulde af utilfredshed, knur, oprør og had, så kunne han ikke opfylde pagten som han havde sluttet med dem.

På grund af vantro, knurren og oprør blev det gamle Israel lukket ude fra Kanans land i fyrre år. På grund af de samme synder, er vor tids Israel, længe blevet forhindret i at komme ind i det himmelske Kanan. I de to tilfælder er der ikke noget i vejen med Guds løfter. Vantro, verdslighed, vanhellighed og strid har holdt Guds folk fast i denne verden i mange år.

Der skal være to afsnit til fra den første bog som ikke er kommet med i de senere bøger. Til det kan jeg kun sige, at når jeg får fat i et eksemplar af bogen hvor det står i, og jeg er helt sikker på hvad der står i sammenhængen, er jeg rede til at forklare hvordan det forholder sig.

Helt fra jeg begyndte med mit arbejde, er jeg blevet forfulgt af modvilje, anklager og løgn. Simple beskyldninger og sladder er ivrigt blevet samlet og spredt i vide kredse af fanatikere og formalister. Præster som tilhører de såkaldte ortodokse kirker, rejser fra sted til sted for at modarbejde syvendedags-adventisterne, og de bruger Ellen White som tekstbog. Den sidste tids spottere bliver ledet af disse præster som giver sig ud for at være Guds vidner.

En vantro verden, præster fra faldne kirkesamfund og førstedags-adventister går sammen for at angribe Ellen White. Disse angreb har de fortsat med i næsten fyrre år, men jeg har ikke følt mig fri til at bryde med deres ondskabsfulde taler, anklager og insinuationer. Heller ikke nu ville jeg have gjort det, havde det ikke været for faren for at ærlige mennesker kunne blive vildledt af disse fjender af hele sandheden. Frimodigt kalder de mig en bedrager. I håb om at kunne hjælpe nogle ærlige mennesker skriver jeg dette.

Jeg regner ikke med at kunne nå dem som er blevet oplyst, og som har afslået at tage imod lyset. Jeg kan heller ikke nå dem som holder fast ved forudfattede meninger og med vilje lever i vantro.

Jesus er himmelens majestæt, han er Gud lig. Han var her i verden i tredive år, men det var kun nogle få som så at han virkelig var Guds egen Søn. Kan jeg, som er et svagt, skrøbeligt og uværdigt menneske, vente mig en større fremgang end verdens frelser havde?

Modstand, anklager og forfølgelser var noget jeg vidste ville komme da jeg første gang optog dette arbejde. Men jeg lovede at gå hvor Gud sendte mig, og at tale de ord han gav mig. Havde jeg været afhængig af at være populær, ville jeg have givet op for længe siden. Men jeg tog Jesus som mit eksempel, han som var uden synd, men alligevel blev genstand for sladder og bagtalelse. Nogle som gav sig ud for at være særligt fromme, fulgte ham som spioner og gjorde alt som stod i deres magt for at ødelægge hans virksomhed. Men han som var almægtig, straffer ikke som de fortjente det. Han kunne havde slået dem ned, men han gjorde det ikke. Han irettesatte dem strengt for deres hykleri og deres dårlige liv. Men når de forkastede hans budskab og truede ham på livet, drog han roligt videre til næste sted og talte livets ord der. Jeg har i al skrøbelighed forsøgt at følge Frelserens eksempel.

Farisæerne forsøgte på alle måder at bevise, at Kristus var en bedrager. De vogtede på hvert ord fra ham og forsøgte at fordreje og misfortolke alt hvad han sagde. Stolthed, fordom og had lukkede for budskabet som Guds Søn forkyndte. Han irettesatte dem tydeligt og åbent for deres synd og fortalte dem at deres gerninger viste at de var djævelens børn. Rasende svarede de ham: "Har vi ikke ret når vi siger at du er en samaritaner og en besat?"

Anklagerne imod Kristus var alle usande. Det samme var tilfældet med anklagerne mod Stefanus og Paulus. Men de mest meningsløse og urimelige anklager blev troet, fordi så mange uomvendte mennesker ønskede at de måtte være sande. Sådanne personer søger altid ivrigt efter fejl og misforståelser hos dem som forkynder uvelkomne sandheder.

Al ondskabsfuld mistanke bliver godtaget som kendsgerninger af dem som er interesseret i at sprede løgn, det burde ikke overraske os. Kristi modstandere blev gang på gang modbevist og blev svar skyldigt, men de var stadig lige optaget af et hvert rygte. De var fuldt klar over at hvis Jesus fortsatte sin virksomhed, ville mange komme til at tro på ham, og de skriftkloge og farisæerne ville miste magten over folket. De var derfor parate til at benytte sig af endog uhæderlige midler for at gennemføre deres onde planer mod ham. De hadede herodianerne, men de slog sig sammen med deres bitre fjender for om muligt at lægge en plan til at blive fri for Kristus.

Sådan var holdningen som Guds Søn mødte hos dem han var kommet for at frelse. Kan de, som vil lyde Gud og som forkynder hans budskab i verden, vente en bedre modtagelse end den Jesus selv fik? Jeg har ingen bitre følelser overfor dem som ser det som deres opgave at svække virkningen af det budskab som Gud har givet for at irettesætte, advare og opmuntre sit folk. Men som Kristi sendebud må jeg forsvare sandheden. Hvem er de som så nidkært går frem mod mig? Er de rene og hellige i deres tro? Elsker de Jesus, og viser de den samme ydmyghed han viste? "I kan altså kende dem på deres frugter" (Matt 7,20). Er de lige som de første disciple, eller minder de mere om de andre skriftlærde og farisæerne som stædigt forsøgte at fange Kristus i ord? Læg mærke til den uhæderlige fremgangsmåde hos dem som i gammel tid var troens modstandere, hvordan lovkyndige, præster, skriftlærde og rådsherrer slog sig sammen for at finde noget at anklage ham som var og er verdens lys, for.

Og hvorfor var de så opsat på at fordømme Jesus? De misbilligede hans lære og bud, og de blev misfornøjede da de så hvordan folk flokkedes om ham og svigtede deres tidligere ledere. Menneskenaturen er stadig den samme. De som forsøger at hindre mig (Ellen White) og svækker indflydelsen af mine ord, må ikke bedrage sig selv og tro at de gør Gud en tjeneste. De tjener en anden herre, og de vil få løn efter deres gerninger.

Der vil være oprør lige så længe Satan eksisterer. De som er præget af hans ånd, vil ikke kunne mærke Guds Ånd eller lytte til hans stemme før befalingen lyder: "Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges." (Åb 22,11). Jeg må regne med ondskabsfulde angreb fra den som foragter lyset Gud har givet mig.

Gud ønsker at give rigelige beviser for, at budskabet er fra ham. Han vil gerne nå alle som virkeligt længes efter at lære sandheden at kende. Men han fjerner aldrig enhver mulighed for tvivl. Alle som ønsker at kritisere og spotte, vil få anledning til det.

Det gør mig ondt for dem som er slået ind på tvivlens og vantroens vej. Jeg ville gerne hjælpe dem hvis jeg kunne. Men de erfaringer jeg har haft, giver mig kun lidt håb om at de nogen sinde vil tage imod lyset. Så længe de ikke vil holde op med deres stolthed, tage kampen op mod deres onde natur og lære i Kristi skole, vil ingen ting kunde overbevise dem om at dette er sandhed.

Stædighed og forudfattede meninger får mange til at forkaste lyset fra himmelen. De holder fast ved deres yngling teorier, deres fantasifulde fortolkninger af Bibelen og deres farlige vranglære. Kommer der et vidnesbyrd som bliver giver for at rette på deres vildfarelser, går det som på Kristi tid, de bliver forarget og går deres vej.

Det hjælper ikke, at de som forkynder Guds ord, lever et sandt kristen liv. Der bliver ikke talt godt om dem for det. Og hvorfor ikke? Fordi de fortæller menneskene sandheden. Det er det som er min forbrydelse. Det falder så urimeligt let at tro på en eller anden opdigtet beskyldning mod Guds sendebud, når falske rygter bliver sat i gang. Mange er da også rede til at lægge noget til og sprede sladderen videre til andre. Sådan viser den slags mennesker deres sande natur. "Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." (Joh 8,47).

De som fremholder sandheden som den er i Jesus Kristus, vil blive udsat for bagvaskelse og falske rygter. "Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus." (2Tim 3,12). De som bærer et tydeligt vidnesbyrd mod synd, vil møde modstand. Mesteren gjorde det. Det er Jesus som har givet os denne opgave at udføre i hans navn. I lighed med Kristus, vil vi blive kaldt fjender af menigheden og af al religion. Jo mere vi går ind for at arbejde til Guds ære, desto hårdere vil vi blive angrebet af de uomvendte og af hyklerne. Vi må bare ikke blive mismodige når vi bliver behandlet på den måde.

Vi vil blive beskyldt for at være svage, tåbelige, sværmeriske og endog sindssyge. Der vil blive sagt om os, som der blev sagt om Kristus: "Han er besat af en dæmon, han er vanvittig " (Joh 10,20). Den opgave Mesteren gav os, har vi stadigvæk. Menneskenes tanker må ledes til Jesus. Vi skal ikke søge ære hos mennesker, men overlade os til ham som dømmer retfærdigt. Dem som følger i hans fodspor og på deres måde, bærer hans skam, kan han hjælpe. Han blev prøvet i alt på samme måde som vi, for at han skulle kunne hjælpe dem som fristes.

Der findes mennesker som giver sig ud for at være retfærdige, men som alligevel ikke kender Gud, og hvis sådanne mennesker forvrænger mit vidnesbyrd, men jeg skal alligevel, i al ydmyghed fortsætte med mit arbejde. De ord Herren giver mig til opmuntring, irettesættelse og advarsel, skal jeg bringe videre. Der er ikke så meget igen af mit liv her på jorden.

Den opgave min Far har givet mig, skal jeg ved hans nåde, udføre med troskab. Samtidig ved jeg, at alt hvad jeg gør, skal frem i dommen hos ham som kender alt og alle.