- Tilbage

manuskrift nr 15b, . juli 1886 - »Besøg i København«

Juli 1886 - København, Danmark
Tidligere ikke daterret Ms 47a. Se Brev 101, 1886. Dele af dette manuscript er publiceret i LDE 232; 6MR 143-144.
Siden jeg kom til København har jeg følt mig meget bedre rask. Jeg har kunnet gå to gange om dagen på en afstand af en mil. Jeg har talt til vore morgenmøder. Tirsdag talte jeg både morgen og aften. Vi bor i det fireetagers store pensionat. Vore vinduer vender direkte over for byens botaniske have. I denne have er der mange træer af enhver slags, og planter og blomster af en hver art. Der er flere store børnebygninger inden for hegnet. Der er en kunstig sø og en kunstig bakke hvor mange klipper er samlet og systematiseret. I denne have er der arrangeret bænke til gæsternes behag, og alle kan gå ind som de har lyst.

NP - Maj, 1914 – Ikke publiceret før. – En udtalelse af EllenWhite som kvittering af dette uddrag:
Uddrag af et brev skrevet af Dr. J. Taylor Stratton, Formand for Davidson områdets uddannelsesbestyrelse, Madison, Tennessee, dateret 11. maj, 1914. Dette brev er henvendt til Dr. P. E. Claxton, De Forenede Staters kommisionær for uddannelse.

Dette manuskrift er offentliggjort i sin helhed i 11MR 82-91.

Jeg er blevet vist at mennesker i tidligere tider har begået graverende fejl. Nogle som har stået i hellige betroede stillinger har besudlet deres renhed. De har ikke, med deres personlige ansvar, stået moralsk stærke over for Gud. Dem som ikke var værdige er blevet smigret, medens dem som stod fast i sandheden og for retfærdigheden, fordi deres ideer ikke stemte overens med deres brødres ideer, er blevet erklæret for skammelige og med fejl. Det onde er blevet påduttet dem.

”Private skoler kommer ud i en hidtil ukendt nyttevirkning, og måske det mest bemærkelsesværdige er at skolerne organiseres og styres af dem som er knyttet til Syvendedags adventistsamfundet. Deres centrale skole er placeret ni miles fra Nashville, og nær ved mit hjem, og den praktiske side af deres skolearbejde har været en stadig demonstration af ønskværdige ting for dette samfund.

Storhed uden godhed er værdiløs. Det er som en klingende bjælde. Den mand som ikke samle de lysstråler om sig som Gud har ladet skinne på hans stivej, vil visselig omgive sig selv med mørkets skygger. Gud vil at Hans folk skal presse sig tættere og endnu tættere mod lyset. Så vil de gå fremad og opad.

W. C. White og jeg gik over disse stykker næsten hver dag. Lige over for denne have på den ene side er hospitalet for syge. Bygningerne er pænt og godt bygget. Vi har haft et meget behageligt vejr her siden vi kom. Næsten ingen skyer i horisonten og ingen regn. Ganske kort fra dette hotel er barakker, og hver dag tidlig om morgen kan der høres fodtramp fra soldater der marcherer gennem gaderne med deres tornystre og geværer over deres skuldre. Jeg tænker de går til den store eksercerplads.

“Ud fra dette center, har veludstyrede unge mænd og kvinder taget til vore bakkede landområder og højderygge og oprettet skoler som har vist sig som de mest fantastiske redskaber for moralsk, forstandmæssig og fysisk opløftning for disse folk. De har stiftet deres hjem hos disse folk og lært dem livets bedre ting ved eksempel såvel som ved forskrift.

”Over de retfærdige oprinder lys og glæde over de oprigtige af hjertet. [Sal. 97,11.] Der er i det hele taget for lidt smerteudholdende ransagelse, efter sandheden, som ledes efter skjulte rigdomme. Med hjerterne blødgjorte og underlagt af Guds nåde, opildnes samvittigheden med vane for bøn og bibelransagelse, hvor hele sjælen bliver fortrolig med himmelsk sandhed. Disse vil stå fast for retfærdigheden fordi det er rigtigt. Ren og ubesmittet religion vil indvæves sammen med livets tilskikkelser. De vil ære Gud, og Gud vil ære dem.

Her er der mange ting som gør stedet til et af de mest attraktive. Der er mange byparker som er anlagt pænt, smukke med træer og blomster af enhver slags. Der er kunstige søer med svaner i dem, og der er mange bænke indrette til besøgendes velbehag. Her er gaderne arrangeret meget frit. Gaden som fører til vort mødested er over 100 fod bred og er delt op i syv dele med tre rækker træer mellem sig. Den første er et fortov, det andet er parkeringsplads for vogne, dette er dækket af sten; så kommer banen for folk på hesteryg; så en bred gade for fodfolk; dernæst kommer hestevognsvejen, og så fortovet. Det er alt sammen stort, sikkert og bekvemmeligt for alle parter. Men jeg ser bort fra dette I fantasien til den by, hvis bygmester og skaber er Gud, og hvis brede gader af rent guld, som var det gennemsigtigt glas. Og han viste mig en ren flod med livets vand klar som krystal der udgår fra Guds og Lammets trone. I midten af dennes gade, og på begge sider af floden, var der livets træ som bærer tolv slags frugter, og giver sin frugt hver måned, og træets blade til folkets lægedom. Og der skal ikke mere være forbandelse, men Guds og Lammets trone skal være i den.

”Selvom disse skoler ikke er udstyret som en moderne højskole, finder jeg alligevel at de betoner og underviser succesrigt i den hjemlige videnskab, manuel oplæring, og landbrug hvorigennem deres indflydelse når ind i hjemmet og fremmer meget bemærkelsesværdigt samfundslivet.”
Deres helt oprigtige
(underskrevet) J. Taylor Stratton

W. C. White, pastor Brorson, og jeg besøgte tårnet der står i den ene ende af en stor kirke. Dens tårn er konstrueret så i stedet for trapper går der en bred gade op belagt af sten, og den cirkler rundt og rundt, stiger gradvist ni etager opad. Vi gik op til toppen og fik et udstrakt udsyn over byen, og de omkringliggende byer og øer. Jeg synes ikke det var behageligt at se ned fra en så svimlende højde. Jeg fik fortalt at Peter den Store og Frederik den Fjerde kørte med hest og vogn op til toppen af dette tårn, men de kunne ikke have kørt helt op til toppen, fordi der er tre trapper før de kommer til toppen, men hest og vogn kunne uden vanskeligheder gå til den sidste etage hvor trapperne begynder.

Jeg er blevet vist at der er fejl hos os. Vi ærer og migrer menneskevæsener, accepterer deres idéer og deres dømmekraft som Guds røst. Vi forsvarer deres sag. Men de er ikke altid sikre at følge. Deres dømmekraft er vildfarelse.

Gud vil at vi altid nægter at bede imod sandheden. Hans rynkede ansigtsmine er over alle som er falske og urimelige. Dette bør være enhvers standpunkt som stå og skal virke i sin Mesters tjeneste. For hvis nogen, som Gud har betroet hellige ansvar tillader misundelse, onde tanker, fordomme og jalousi at lægge i hjertet, er han skyldig i at bryde Guds lov. Og hans ord, hans idéer og hans vildfarelser vil brede sig så langt som hans indflydelsessfære rækker. Gud siger til enhver som han har betroet ansvar: ”Den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm.” [Jeremias 17,5.] Se på Gud. Stol på hans ufejlbarlige visdom. Betragt den skik som er almindelig, endog blandt Syvendags Adventister, at gøre sig til genklang for noget menneske, uanset hans rang, betragt det som en synd. Lyt til den store Hyrdes røst, og du vil aldrig komme på vildspor. Ransag skriften for dig selv, og stram op om dine pligter og prøvelser ved Guds ord. Lad intet venskab, ingen indflydelse, ingen anmodninger fra mennesker, deres smil, tillid eller belønning fra nogen påvirke dig til at afvige den sti Herren vil lede dig af. Lad en Kristus-lignende renhed og samvittighed kontrollere dit livs handlinger. Den mand som mest sidder ved Jesu fødder, og bliver belært af Frelserens ånd, vil være lige ved at råbe: ”Jeg er svag og uværdig, men Kristus er min styrke og min retfærdighed.”

Ellen White’s udtalelse:
”Vær sikker på og pas godt på at dette gøres for at udføre det arbejde der må gøres for at uddanne og oplære studerende. Der skal opmuntres til at udføre dette store arbejde, som bør udrettes. Jeg er dybt interesseret. Lad dette værk skride fremad. Lad intet binde dette værk fast. Det er Herrens værk, og lad os alle gøre vor personlige del. Vi kan alle engagere os i dette arbejde. Min sjæl er dybt interesseret.”

Det blev sagt at Peter den Store skulle have sagt til Frederik i denne svimlende højde disse ord: ”Hvem af os har soldater som kan bevise deres troskab, ved at kaste sig selv ned herfra, hvis kongen sagde til dem at gøre dette?” Kong Frederik svarede at [han kunne ikke sige] at han havde soldater som ville gøre dette; men han kunne sige at han ikke var bange for at overnatte i den fattigste borgers hus i hans rige. Ædle mænd som kunne give et så ædelt svar!

Gudsfrygt, ædruelighed og pålidelighed vil kendetegne liv og færden for enhver sand kristen. Det arbejde, som Kristus er i færd med at udføre i helligdommen oventil, vil beskæftige tankerne og være centrum for samtalen, fordi Guds folk ved tro er gået ind i helligdommen. Guds folk er på jorden, men deres deltagelse er i harmoni med det arbejde, som Kristus udfører i himlen. Kristus renser den himmelske helligdom for sit folks synder, og for enhver, som samarbejder med Gud, er det deres arbejde at rense sjælens tempel fra alt, som er modbydeligt for Ham. Alt såsom ond mistanke, misundelse, skinsyge, fjendskab og had vil blive lagt bort, fordi sådanne ting bedrøver Guds hellige Ånd og gør åbenlyst Kristus til skamme. Selviskhed vil ikke eksistere, ej heller vil nogen i dette arbejde være opblæst. Eksemplet fra Kristi liv, pålideligheden af hans [Guds folks] karakter vil gøre hans indflydelse langtrækkende. Han vil være et levende brev, kendt og læst af alle mennesker.

Jeg kan ikke dig hvor mange gange jeg længes efter at trække mig tilbage. Dette gælder især når jeg er i en stor og larmende by som denne. Vognenes larm på stenbrobelægninger gør det nogle gange vanskeligt at føre en almindelig samtale. Når træskoenes klapren på gaderne når folk hele tiden kommer til fods, små vogne, kvinder, mænd og drenge der triller deres trækvogne, skriger af al deres røst at deres varer skal handles, og de larmende tunge vogne er så forvirrende at knapt ved hvor du er. Åh, alt dette vil få en afslutning!

Alt der ligner onde tanker, misundelse, jalousi, skindsyge og had vil blive lagt bort; for disse ting sårer Guds Helligånd og lægger Kristus til åben skam. Kærlighed til selvet vil ikke eksistere, der vil heller ikke være nogen i dette arbejde som vil opblæses. Eksemplet i Kristi liv, Hans pålidelige karakter, vil gøre hans indflydelse vidtrækkende. Han vil være et levende brev, kendt og læst af alle mennesker.

Mit hjerte fyldes med glæde når jeg tænker på at Jesus kommer. Jeg længes efter at høre lyden af den sidste basun og se de retfærdige døde komme frem til evigt liv. Så vil vi som er i live blive forandret på et øjeblik, på et splitsekund, taget om sammen med dem for at møde vor Herre i luften, og så være hos vor Herre for altid.

Vi ser at alt her i København er blevet arrangeret på et bredt plan. Der må bruges store midler på at bringe tingene i så perfekt tilstand. Der er en græsk kirke, kublen har været dækket af guld. Det glitrer i solnedgangens stråler og giver et prægtigt billede. Udsynet fra vore vinduer er meget fine – store og dyre bygninger, kubler, spir og pæne træer af enhver slags, får det til at se ud som en skov i byens midte. Da jeg så ud over byen fra det høje tårn, betragtede jeg da det sceneri som må finde sted ved vor Herrens andet komme i himlens skyer, får det mig næsten til at skælve. Han vil komme med kraft og herlighed, med lynglimtenes hast, som en tyv om natten. Alle stærke bolde og fantasifulde fæstninger vil rystes op af det mægtige jordskælv, og basunen lyder. Oh, hvilken rædsel, hvilke pinselsskrig vil komme fra menneskers læber, som har hånet og spottet alle former for barmhjertighed fra Guds budbringere. Men der er dem der venter og våger. De overraskes ikke som de ikke-troende, ligesom dem i Noas dage. De troede gamle budskab, og forberedte sig på begivenheden.

”Endelig: Vær alle medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet. Thi »den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.« 1 Peter 3,8-12.

Det er ikke sikkert for os at åbne vore sind og hjerter for misundelse og ond tale. Guds Ånds frugter står tydeligt specificeret, så at vi ikke skal værne om de egenskaber der kommer af Guds og menneskers fjendskab. De falske tunger fortryller den utrættelige, og erobrer let dem som ikke er styrket, stabiliserede og befæstede, og har ikke rod i sig selv. Kristi forsoning skal være anker for vort håb og Guds ord en lampe for vor fod og et lys på vor sti. Da vil vore ord ikke være af selvet, men fra Kristus og fra det altoverskyggende arbejde for denne tid.

Tænker at den by overgives til øldrikkeri, kortspil, spillelyst, dans og svir; og hvis de hører det sidste nådesbudskab, forhåner de budskabet og budbringerne ligesom på Noas tid, og siger: ”Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?” [2 Peter 3,4.] Alle ting forbliver som de var fra begyndelsen. Når budskabet om Guds truende vrede falder i deres ører at foragte Hans barmhjertighed, har de latterliggjort advarselsordene. Selviske udsvævelser, kærlighed til fornøjelser og synd optager deres sind så meget at de ikke tager sig af nogen af disse ting. Beboerne i København blot vækkes for sent op, ligesom Sodomas beboere blev. Da de vågne op om morgnen til den begivenhedsrige, hvor Guds gengældelsesdomme faldt over den onde by, ville de begynde en dag i gudløs optøjer, kom der pludselig ildugler fra solen der skinne i himlene ned over den fordømte by. Hvilket sceneri med pinsels- og fortvivlelsens ulykker og skrig blev således denne dag med gengældelsesdommen.

Således skal menneskesønnes komme også være; de vil spise og drikke, plante og bygge, gifte og bortgifte, indtil Guds vrede falder over de skyldiges hoveder uden indblanding af barmhjertighed. Verden er lullet i søvn i den kødelige sikkerheds krybbe. Mænd og kvinder iler hid og did med deres fornøjelsesaktviteter uden tanke for det altafgørende tema for Herrens komme.

Mange har kun gennemlæst de Hellige Skrifter meget begrænset. Der er ikke blevet dvælet ved sandheden, og resultatet er at det ikke er blevet gjort til omvendelsens tema. Det er tydeligt at Kristus ikke forbliver i hjertet. Vore tunger bør tale mere om Jesus uforlignelige kærlighed. [Romerne 11,17-22 citeres.]

Er de ikke blevet belært af prædikanterne at Kristi andet komme kun er åndeligt? Menneskesønnens bogstavelige komme i himlens skyer har den største klasse i den religiøse verden lagt fra sig. De profetiske symboler som spores ned i begivenhedernes historie har ikke deres interesse. Kristus ved døren angives som fanatisme og kætteri. Fornøjelseselskere var optaget af deres egne underholdning; ågerkarlen søger rigdom; og alle siger: Hvor er løftet om Hans komme? Skepsismen og det som kaldes for videnskab har i høj grad undermineret kristenverdens tro på deres Bibler. Vildfarelser og fabler accepteres gladelig, så de kan udøve selviskhedens sti og ikke foruroliges, for de kæmper ikke efter at bibeholde Gud i deres kundskab. De siger det i morgen vil blive som denne dag, og meget mere overvældende. Men midt i deres vantro og gudløse fornøjelse, høres ærgeenglens råb og Guds sejr. Det fatale bedrag brydes til sidst, og de finder at de er blevet vejet på vægten og fundet for lette.

Herren har vist mig at vi som et folk må have en renere moral. Iblandt os er der en respektløs gengivelse af argumenter som kommer fra andre hjerner end vore, medens det menneske som først sagde det, ikke har brugt timer på alvorlige daglige studer, for at kende sandheden. I sin selvtilstrækkelighed har han vendt sig bort fra sandheden til fablerne. Han har ikke udgydt sine alvorlige bøn over for Gud, at han måtte kende de skjulte mysterier i Guds ord, at han måtte overbringe ny og gamle ting til folk, som han, med smerte, har gravet ud af sandhedens mine.

Se jeg kommer som en tyv. Lige som verden er blevet lullet i søvn af fred og sikkerhed råber den bekendende vagtmand, netop som hånsmanden kommer med sin frække modsigelse, Hvor er løftet om Hans komme; når alt i vor verden har travle aktiviteter i al deres selviske begær for vinding, så kommer Jesus som en tyv om natten. Våg derfor, for de højtidlige begivenheder er forudsagt. Der tales til dette til de troende vagtfolk: ”Selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe.” [1 Tessaloniker 5,2. 3.]

Mysterier som er blevet skjult igennem tiderne er blevet åbenbaret i disse sidste dage for ydmyge folk, som læner sig op ad den almægtige krafts arm. Sandhed vil åbnes op for den ydmyge søgende, hvis liv er skjult med Kristus i Gud.

Gud kalder sit folk til at være kristne i tanke, i ord og i gerning. Luther udtalte at religion er aldrig så meget i fare som den er blandt højærværdige mennesker. Jeg kan sige at mange som håndterer sandheden ikke er helliggjort gennem sandheden. De har ikke den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen. De bliver vænner sig til at håndtere hellige ting, og på grund af dette, håndterer mange Guds Ord uden respekt. De har ikke vandret i lyset, men har lukket deres øjne for lyset.

Disse storslåede og pragtfulde bygninger vil blive rystet ned. De skyldige tilbedere vil blive begravet i deres ruiner. Jesus har erklæret en velsignelse på dem der venter og våger, som er trofaste vagtfolk, som tager del i Herrens komme. De har altid gjort deres arbejde trofast som vagttårn, har Guds fulde rustning på. Kristus ser også faren hos dem der tror sandheden, bliver ryggesløse og mister årvågenheden. Han taler til Sine egne efterfølgere med højtidelige ord: “Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« [Mark 13,35. 36.] Vor eneste sikkerhed er evig årvågenhed. I denne tid føler jeg dybt og har en fornemmelse af de farer som truer menigheden, hvis mange af dens medlemmer ikke vil vente og våge afventende. Apostlen formaner os at ikke kun vente på, men at fremskynde Guds dag. Kristi komme kalder det salige håb, og velsignelsen erklæres over ham som våger og bevarer sine klæder. De ventende og vågende vil blive mere aktive for at arbejde i Herrens vingård. De vil være strengt mådeholdne med mad og klæder. Ydmyghed og enkelthed vil komme til udtryk i alle deres handlinger. I harmoni med den sandhed som de tror, er de som våger, mere ædelt og oprigtigt de, som arbejder mest årvågent for at vække sjæle i deres fare. Hele himlen har travlt med at berede sig til Guds doms store dag, som er dage for Zions udfrielse, og skal de ventende da ikke ved ord og handling proklamere alle tings forestående ende for alle: Vær parat, for i den time I ikke tænker det, kommer Menneskesønnen. Vær derfor ædru, og våg i bøn.

Denne en tid, hvor Guds nåde tydeligvis forkastes, har til hensigt at gøre dette med Hans folk, at de i de sidste dages farer ikke er overvindes af den fremherskende syndighed og forener sig med verdens fjendskab imod Guds restfolk. Under kristendommens og den indviede kåbe, vil vidtrækkende og manifesteret ugudelighed være fremherskende i en så forfærdelig grad og vil fortsætte indtil Kristus kommer for herliggøres hos alle dem som tror. I templets sale, vil der udspille sig scenerier som kun få kan se. Guds folk vil blive forsøgt og prøvet, og han kan skelne ”på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.” [Malakias 3:18.]

Vi må nøje vogte over det som hjertet og karakteren gerne vil. Vi må fastholde et pletfrit liv og selv være nidkære så den mindste synd ikke skal besmitte vor karakter. Vi kan ikke være for forsigtige med vor forberedelse, så at vi måtte møde vor Herre i fred. Alle vore kræfter bør bruges til det yderste til at forstå Guds Ord; og lytte til Hans advarsels og rådgivende røst. Vi bør alvorligt prøve at pryde sjælstemplet på en måde som behager vor Herre. For den hvor besmykkelserne ikke er ydre fletninger i håret, der bærer guld, påtager sig prægtige klæder, men er i det skjulte menneskehjerte som ikke forgår, den sagtmodige og stille ånds besmykkelse som har stor pris i Guds øjne. Den lille ventende stund er næsten til ende; pilgrimme og fremmede her på jorden, som søger efter et bedre, endog et himmelsk land, er næsten hjemme. Ser vi så efter og venter på at se kongen i Han skønhed? Vi bør nu gøre os alvorligt rede. Vi har store og hellige sandheder, men de vil ikke hjælpe os, hvis vi ikke fører dem ud i vort praktiske liv og hvis vore hjerter ikke helliges ved sandheden. Det salige håb om Kristi snarlige tilsynekomst bør indgyde os nyt liv og give styrke og intensitet til alle Kristne nådegaver, styrke vor tro, øge vor tillid til Gud, opildne vor iver til en alvorlig glød.

Siden jeg kom til København, har jeg til sidst talt to gange til en fuld sal, og de virkede dybt interesserede. Jeg har talt fire gange til morgenmøder, en halv time hver gang. Disse møder virker lige så højt påskønnet som i Amerika, hvis vi kan dømme ud fra de frembårne vidnesbyrd. Denne formiddag talte jeg med usædvanlig frihed. En pæn herre rejste sig og sagde at boede på landet, og når han besøgte København har han aldrig fundet noget godt i den, men han takker Gud for at han var komme til dette formidagsmøde. Han havde ikke besøgt København i ni år, men han fandt noget ved denne formidag, som gjorde han taknemmelig over at han var kommet. Han har hørt sandheden, som han aldrig har hørt den før, og det gjorde indtryk på ham, som han aldrig skal glemme. Han troede at den tid var kommet som profeten nævner hvor jeres sønner og jeres døtre skal profetere. Han sagde at han ønskede at være blandt denne tros folk. Hustruen til denne mand var til mødet. Han havde bitterligt modsat sig hende, for hun havde været troende i flere år. Efter at mødet var afsluttet tog hans hustru min hånd og kyssede mig igen og igen på den mest kærlige måde og talte på dansk, og så op mod himlen. Søster Matteson sagde at hun havde læst mine skrifter, men aldrig forvente at møde mig, men Herren havde velsignet hende stærkt med at høre budskabet fra min læber. Hun ville ikke lade min hånd slippe. Hun var dybt oprørt i følelserne. Det standpunkt hendes mand havde taget var en uventet velsignelse for hende.

Der vil udvises hævngerrighed mod dem som sidder i porten, og afgør hvad folk skal have og hvad de ikke skal have. Disse borttager kundskabens nøgle. De nægter at gå i sig selv, og dem som vil gå derind forhindres. De bærer ikke den levende Guds segl. Alle som nu besidder ansvarsbetyngede stillinger bør være alvorligt og højtideligt bange for at de i denne tid ikke skal findes som upålidelige forvaltere.

Satan er kommet ned med stor kraft, og ved at hans tid er kort. Det fortsættende frafald, den vedvarende syndighed, som nedkøler manges tro og standhaftighed, burde kalde de trofaste frem til fronten. Der vil gives rene, klare og beslutsomme vidnesbyrd, fyldt med lys for denne tid. Sandhed, ikke sløret af smelteovnen, vil skinne klare og endnu klare indtil den endelige dag. Den kommende Persons Ånd og kraft vil tildeles i stort mål til dem som forbereder sig på at stå på Guds dag, som fremskynder vor Herres og Frelser Jesu Kristi genkomst. Til disse trofaste giver Kristus særlige meddelelser. Han taler med dem som Han talte med Sine disciple før han forlod dem. Sandhedens Ånd vil vejlede dem til hele sandheden. Gud har meddelelseslinjer med verden i dag. Gennem hans udpegede agenter, taler Han til det folk han renser, advarer og opmuntrer dem. Der er dem som lytter med åbne ører og opildner forståelsen for de irettesættende og opmuntrende ord der tales til dem. Men Satan er altid på vagt for at disse rådgivende ord ikke får virkning. Han søger at lukke alle adgangsveje, som folk får sandheden igennem. Dem som skal have mere, men fra dem der ikke har, skal endog få taget det bort som de har. Hvis ørerne er sløve til at høre, hvis øjnene er lukket for det lys som Gud glimter på stivejen, vil det lys som de tidligere har fået blandes med gætterier, usikkerhed og mørke, så lyset ikke kan adskilles fra mørke.

Der er dem som vi har elsket i troen, som har vendt sig fra dem og taget sig af de forlokkende ånder. ”De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.” 1 Joh. 2,19.

Kristi kærlighed, ømme medfølelse, forunderlige underdanighed for sine disciple er uden sidestykke. Han gjorde dem til forvaltere af hellig sandhed, så de kunne fatte det. Men Han sagde til dem, jeg har mange ting at sige jer, men I kan ikke bære det nu. [Joh. 16,12.] Selvom Kristus var hos dem, som deres underviser, havde deres tidligere lære formet deres tanker og meninger så meget at Kristus skulle holde mange ting skjulte for dem, men som Han længtes efter at bibringe dem med, men Hans ord skulle ikke forstås forkert. Da Han var hos dem, søgte Han efter at indprente dem med den kundskab der ellers var Guds riges mysterier for dem. Han ville at de skulle se at der var bevis for Hans kærlighed til dem idet han ville opløfte fremtidens slør, og sætte dem til at forvalte kundskaber om kommende begivenheder. Men meget af det han havde fortalt dem blev kun forstået vag, og meget vil blive glemt. Han fortalte dem at efter Hans korsfæstelse og himmelfart, så ville Helligånden åbne mange ting for dem og give dem en bedre forståelse for hvad Han prøvede at fortælle dem. [Vers. 13.] Han ville stadig fortsætte med at åbenbare hellig sandhed for dem, og Hans Ånd ville tildele sandheden mere til fulde for dem.

Da Kristus åbnede op for den uretfærdighed og sorg som måtte komme til Hans disciple, de forfølgelser og prøvelser de måtte bære, og deres vidnesbyrd blev afvist, ville han ikke at de skulle omtåge deres liv ved at se på den mørke side. Han forsikrede dem at de vil ikke efterlades alene, men understøttes af Hans Helligånd, som ville lede dem ind i hele sandheden. ”Men Talsmanden, Helligånden,” sagde han, ”som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.” Joh. 14,26

. “Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer.” Joh. 16,12. 13.

Her er et dyrebart løfte; Guds hensigter og planer skal åbnes for Hans disciple. Hvad er en disciple? – En elev, der altid lærer. Kommende begivenheder, af en så alvorlig karakter, åbner sig op for os, og Gud vil ikke have at nogen af os tror at der i disse sidste ikke er mere som vi har brug for at vide. Dette er en stadig snare for Satan. Han vil ikke have at vi møder kommende begivenheder, uden den særlige forberedelse som er nødvendig, for at lede os gennem alle vanskeligheder. Han vil have at alle ikke snubler på deres vej, da uvidenhed, indbildskhed, selvophøjelse og selvtilfredsstillelse kan tage pladsen for sand kundskab. Jo mere tilfreds nogen er med sig selv og hans nuværende kundskab, des mindre alvorlig og ydmygt vil han prøve at blive ledt til hele sandheden. Jo mindre han har af Guds Helligånd, des mere selvtilfreds og selvglad vil han føle sig. Han vil ikke søge alvorligt og med dyb interesse at kende mere sandhed. Men har han ikke fred med lederen, som leder til hele sandheden, vil han efterlades bagud, forsinket, forblændet forvirret, fordi han ikke vandrer i lyset.

Alle som følger Kristus vil vandre i lyset sådan som Han er i lyset. Da vil de ikke betragte lyset ligegyldigt, de vil heller ikke misbruge lyset, eller havde de skrubler som jøderne havde.

Nogle vil acceptere et falsk lys i stedet for sandhed, som mørket kaldet til at blive skriftens fortolkere, på grund af deres kald eller stilling. Luksus, uærlighed, svig, ryggesløshed blandes med hellige ting, indtil der ikke er forskel mellem det hellige og almindelige. Mange som hævder at forkynde ordet overvejer nogle dele af den sande bibel, men bruger det ikke i hjerte og karakter. De udbreder sig over genløsningsplanen, og over Guds lov, og nogle bliver ivrige over nogle af disse herlige emner, men de interesserer sig ikke personligt for sagen. Kristus bringes ikke ind i deres liv. Vil vi da overraskes over at høre prædikanterne falde for fristelser og synd, vanære den sag som de forsvarer efter bekendelse? Undrer det os at der er frafald, når mennesker der tilskynder andre til omvendelse ikke selv er omvendte; skønt de anbefaler Kristi kærlighed til andre, som ikke gløder i deres egne sjæle, forkynder anger som de selv ikke har praktiseret, og tro som de ikke har erfaringsmæssig kendskab til, fortæller om en Frelser som de aldrig har kendt til end ved rygter? De er selvbedragede mennesker, der ikke er så langt fra undergang. Faktisk ynkværdige i deres situation. Alt kan virke fredeligt for dem, fordi dødens lammelse er over dem.

Vi er helt klar over at uærlige mænd, umoralske mænd, som forkynder Ordet, ikke altid irettesættes og advares. De afsløres ikke. De lærer at holde sandheden inde i uretfærdighed og kan trampe på den uden et skælvende hjerte og dadle samvittigheden. Oh, om vi med pen og stemme kunne lede folk der hævder at være den hellige og evige sandheds forvaltere til at mærke nødvendigheden af at ophøje Guds ord i deres hjerte, og underlægge enhver tanke, ord og handling under Jesus Kristus. Det er et forfærdeligt ansvar at være i daglig forbindelse med Guds sandhed, fortælle andre om evig sandhed og alligevel ikke være helliggjort ved sandheden.

Det er ikke sikkert at sætte mennesker i den stilling som Gud burde besidde; for man kan ikke stole på mennesker. Hvis de ikke hele tiden liver som i Guds nærvær, hvis de ikke vandrer ydmygt over for Gud og deres brødre, vil de næsten ubemærket vige fra, og i ringe grad, fravige den lige linje i Guds værk. Stoler de på deres egen visdom, vil de bedrage sig selv og deres medmennesker. Deres idéer bliver så forvirrede at de tænder fremmed ild for Herren.

Guds ord skal blive menneskers rådgivning. Med pen og stemme proklamerer jeg for alle der bærer legitimationerne, til alle autoritetsudøvere, til alle kolportører, at bibelen, og bibelen alene, skal studeres på jeres knæ, lægges op i jeres hjerter, og praktiseres i jeres liv, ledsaget af Helligåndens kraft, kan I være på sikker grund. Den alene kan gøre jer retfærdige og hellige og holde jer dertil. Enhver menneskelig indflydelse er svag og træt, medmindre Guds Ords sandhed bringes hjem i sjælen og sættes på tronen. Ikke før dette er sket vil hjerte helliggøres, renses og gøres helligt, et kildeudspring ud af det som er livets spørgsmål.

Fra talerstolen gives der prædikener som har lidt om Kristus og Hans retfærdighed i sig. Det er prædikener uden Kristus. At forkynde i Åndens tilkendegivelse er helt ud over deres magt, som er uden Kristus. De er svage, tomme og uden næring. De har ingen Kristus at føre med sig ind i det inderste liv. De er fulde af pral, af stolthed, og selvværdighed, taler ondt om de ting som de ikke virkelig ved noget om. De udviser en harme mod alt som ikke følger efter deres spor. De vil endog håne og spotte hellige ting, fordi de ikke ser at de åndelige ting kan ses åndeligt. De fornedrer sig selv ved at forvanske og forfalske sandhed.

Ved hans Helligånd, vil Herren demonstrere at Hans Ord er den eneste ting som kan rette op på mennesker og holde dem til det rigtige. Jeg er blevet vist at Guds åbenbarede sandhed alene kan holde mennesker på den ydmyge lydighedssti. Standard-bærer falder omkring os, ikke kun gennem døden, men gennem Satans bedrag. Hele himlen ser på Guds restfolk, for at se om de vil gøre sandheden til deres eneste skjold og brynje. Hvis ikke sandheden fremstilles sådan som den er i Jesus, og beplantes i hjertet ved Guds Ånd, vil endog prædikanter drive bort fra Kristus, bort fra medynk, bort fra religiøse principper. De vil blive blindes blinde ledere.

Vor tro kan ikke tilhøre noget menneske. Vi behøver Kristi retfærdighed. Vi behøver at Jesus altid er ved vor side. Han er vor Klippe. Det er ved Hans magt at vi vinder sejr og ved Hans retfærdighed at vi frelses. Når jeg ser at mennesker ophøjes, roses og prises til skyerne som næsten ufejlbarlige, ved jeg at der må komme et frygtelig rystelse. Når Guds livslampe skinner ind i hjertet med klare og vedvarende stråler, vil mørke straks blive spredt. Enhver afgud vil falde, og Guds fred som overgår al forstand vil regere i hjertet. Sandhed, dyrebar sandhed, vil kunne ses, påskønnes og adlydes. Standarden vil ophøjes, og mange vil samles omkring den.

[EGW note, 1897:] (Dette skrift, sammen med et andet manuskrft, kan til mig omkring ti dage efter jeg kom fra Amerika; og da det lader til at imødekomme de nuværende ting, har jeg kopieret det og sendt det til menigheden i Adelaide.)