- Tilbage

manuskrift nr 15b, . juli 1886 - »Besøg i København«

Juli 1886 - København, Danmark
Tidligere ikke daterret Ms 47a. Se Brev 101, 1886. Dele af dette manuscript er publiceret i LDE 232; 6MR 143-144.
Siden jeg kom til København har jeg følt mig meget bedre rask. Jeg har kunnet gå to gange om dagen på en afstand af en mil. Jeg har talt til vore morgenmøder. Tirsdag talte jeg både morgen og aften. Vi bor i det fireetagers store pensionat. Vore vinduer vender direkte over for byens botaniske have. I denne have er der mange træer af enhver slags, og planter og blomster af en hver art. Der er flere store børnebygninger inden for hegnet. Der er en kunstig sø og en kunstig bakke hvor mange klipper er samlet og systematiseret. I denne have er der arrangeret bænke til gæsternes behag, og alle kan gå ind som de har lyst.

W. C. White og jeg gik over disse stykker næsten hver dag. Lige over for denne have på den ene side er hospitalet for syge. Bygningerne er pænt og godt bygget. Vi har haft et meget behageligt vejr her siden vi kom. Næsten ingen skyer i horisonten og ingen regn. Ganske kort fra dette hotel er barakker, og hver dag tidlig om morgen kan der høres fodtramp fra soldater der marcherer gennem gaderne med deres tornystre og geværer over deres skuldre. Jeg tænker de går til den store eksercerplads.

Her er der mange ting som gør stedet til et af de mest attraktive. Der er mange byparker som er anlagt pænt, smukke med træer og blomster af enhver slags. Der er kunstige søer med svaner i dem, og der er mange bænke indrette til besøgendes velbehag. Her er gaderne arrangeret meget frit. Gaden som fører til vort mødested er over 100 fod bred og er delt op i syv dele med tre rækker træer mellem sig. Den første er et fortov, det andet er parkeringsplads for vogne, dette er dækket af sten; så kommer banen for folk på hesteryg; så en bred gade for fodfolk; dernæst kommer hestevognsvejen, og så fortovet. Det er alt sammen stort, sikkert og bekvemmeligt for alle parter. Men jeg ser bort fra dette I fantasien til den by, hvis bygmester og skaber er Gud, og hvis brede gader af rent guld, som var det gennemsigtigt glas. Og han viste mig en ren flod med livets vand klar som krystal der udgår fra Guds og Lammets trone. I midten af dennes gade, og på begge sider af floden, var der livets træ som bærer tolv slags frugter, og giver sin frugt hver måned, og træets blade til folkets lægedom. Og der skal ikke mere være forbandelse, men Guds og Lammets trone skal være i den.

W. C. White, pastor Brorson, og jeg besøgte tårnet der står i den ene ende af en stor kirke. Dens tårn er konstrueret så i stedet for trapper går der en bred gade op belagt af sten, og den cirkler rundt og rundt, stiger gradvist ni etager opad. Vi gik op til toppen og fik et udstrakt udsyn over byen, og de omkringliggende byer og øer. Jeg synes ikke det var behageligt at se ned fra en så svimlende højde. Jeg fik fortalt at Peter den Store og Frederik den Fjerde kørte med hest og vogn op til toppen af dette tårn, men de kunne ikke have kørt helt op til toppen, fordi der er tre trapper før de kommer til toppen, men hest og vogn kunne uden vanskeligheder gå til den sidste etage hvor trapperne begynder.

Det blev sagt at Peter den Store skulle have sagt til Frederik i denne svimlende højde disse ord: ”Hvem af os har soldater som kan bevise deres troskab, ved at kaste sig selv ned herfra, hvis kongen sagde til dem at gøre dette?” Kong Frederik svarede at [han kunne ikke sige] at han havde soldater som ville gøre dette; men han kunne sige at han ikke var bange for at overnatte i den fattigste borgers hus i hans rige. Ædle mænd som kunne give et så ædelt svar!

Jeg kan ikke dig hvor mange gange jeg længes efter at trække mig tilbage. Dette gælder især når jeg er i en stor og larmende by som denne. Vognenes larm på stenbrobelægninger gør det nogle gange vanskeligt at føre en almindelig samtale. Når træskoenes klapren på gaderne når folk hele tiden kommer til fods, små vogne, kvinder, mænd og drenge der triller deres trækvogne, skriger af al deres røst at deres varer skal handles, og de larmende tunge vogne er så forvirrende at knapt ved hvor du er. Åh, alt dette vil få en afslutning!

Mit hjerte fyldes med glæde når jeg tænker på at Jesus kommer. Jeg længes efter at høre lyden af den sidste basun og se de retfærdige døde komme frem til evigt liv. Så vil vi som er i live blive forandret på et øjeblik, på et splitsekund, taget om sammen med dem for at møde vor Herre i luften, og så være hos vor Herre for altid.

Vi ser at alt her i København er blevet arrangeret på et bredt plan. Der må bruges store midler på at bringe tingene i så perfekt tilstand. Der er en græsk kirke, kublen har været dækket af guld. Det glitrer i solnedgangens stråler og giver et prægtigt billede. Udsynet fra vore vinduer er meget fine – store og dyre bygninger, kubler, spir og pæne træer af enhver slags, får det til at se ud som en skov i byens midte. Da jeg så ud over byen fra det høje tårn, betragtede jeg da det sceneri som må finde sted ved vor Herrens andet komme i himlens skyer, får det mig næsten til at skælve. Han vil komme med kraft og herlighed, med lynglimtenes hast, som en tyv om natten. Alle stærke bolde og fantasifulde fæstninger vil rystes op af det mægtige jordskælv, og basunen lyder. Oh, hvilken rædsel, hvilke pinselsskrig vil komme fra menneskers læber, som har hånet og spottet alle former for barmhjertighed fra Guds budbringere. Men der er dem der venter og våger. De overraskes ikke som de ikke-troende, ligesom dem i Noas dage. De troede gamle budskab, og forberedte sig på begivenheden.

Tænker at den by overgives til øldrikkeri, kortspil, spillelyst, dans og svir; og hvis de hører det sidste nådesbudskab, forhåner de budskabet og budbringerne ligesom på Noas tid, og siger: ”Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?” [2 Peter 3,4.] Alle ting forbliver som de var fra begyndelsen. Når budskabet om Guds truende vrede falder i deres ører at foragte Hans barmhjertighed, har de latterliggjort advarselsordene. Selviske udsvævelser, kærlighed til fornøjelser og synd optager deres sind så meget at de ikke tager sig af nogen af disse ting. Beboerne i København blot vækkes for sent op, ligesom Sodomas beboere blev. Da de vågne op om morgnen til den begivenhedsrige, hvor Guds gengældelsesdomme faldt over den onde by, ville de begynde en dag i gudløs optøjer, kom der pludselig ildugler fra solen der skinne i himlene ned over den fordømte by. Hvilket sceneri med pinsels- og fortvivlelsens ulykker og skrig blev således denne dag med gengældelsesdommen.

Således skal menneskesønnes komme også være; de vil spise og drikke, plante og bygge, gifte og bortgifte, indtil Guds vrede falder over de skyldiges hoveder uden indblanding af barmhjertighed. Verden er lullet i søvn i den kødelige sikkerheds krybbe. Mænd og kvinder iler hid og did med deres fornøjelsesaktviteter uden tanke for det altafgørende tema for Herrens komme.

Er de ikke blevet belært af prædikanterne at Kristi andet komme kun er åndeligt? Menneskesønnens bogstavelige komme i himlens skyer har den største klasse i den religiøse verden lagt fra sig. De profetiske symboler som spores ned i begivenhedernes historie har ikke deres interesse. Kristus ved døren angives som fanatisme og kætteri. Fornøjelseselskere var optaget af deres egne underholdning; ågerkarlen søger rigdom; og alle siger: Hvor er løftet om Hans komme? Skepsismen og det som kaldes for videnskab har i høj grad undermineret kristenverdens tro på deres Bibler. Vildfarelser og fabler accepteres gladelig, så de kan udøve selviskhedens sti og ikke foruroliges, for de kæmper ikke efter at bibeholde Gud i deres kundskab. De siger det i morgen vil blive som denne dag, og meget mere overvældende. Men midt i deres vantro og gudløse fornøjelse, høres ærgeenglens råb og Guds sejr. Det fatale bedrag brydes til sidst, og de finder at de er blevet vejet på vægten og fundet for lette.

Se jeg kommer som en tyv. Lige som verden er blevet lullet i søvn af fred og sikkerhed råber den bekendende vagtmand, netop som hånsmanden kommer med sin frække modsigelse, Hvor er løftet om Hans komme; når alt i vor verden har travle aktiviteter i al deres selviske begær for vinding, så kommer Jesus som en tyv om natten. Våg derfor, for de højtidlige begivenheder er forudsagt. Der tales til dette til de troende vagtfolk: ”Selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe.” [1 Tessaloniker 5,2. 3.]

Disse storslåede og pragtfulde bygninger vil blive rystet ned. De skyldige tilbedere vil blive begravet i deres ruiner. Jesus har erklæret en velsignelse på dem der venter og våger, som er trofaste vagtfolk, som tager del i Herrens komme. De har altid gjort deres arbejde trofast som vagttårn, har Guds fulde rustning på. Kristus ser også faren hos dem der tror sandheden, bliver ryggesløse og mister årvågenheden. Han taler til Sine egne efterfølgere med højtidelige ord: “Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« [Mark 13,35. 36.] Vor eneste sikkerhed er evig årvågenhed. I denne tid føler jeg dybt og har en fornemmelse af de farer som truer menigheden, hvis mange af dens medlemmer ikke vil vente og våge afventende. Apostlen formaner os at ikke kun vente på, men at fremskynde Guds dag. Kristi komme kalder det salige håb, og velsignelsen erklæres over ham som våger og bevarer sine klæder. De ventende og vågende vil blive mere aktive for at arbejde i Herrens vingård. De vil være strengt mådeholdne med mad og klæder. Ydmyghed og enkelthed vil komme til udtryk i alle deres handlinger. I harmoni med den sandhed som de tror, er de som våger, mere ædelt og oprigtigt de, som arbejder mest årvågent for at vække sjæle i deres fare. Hele himlen har travlt med at berede sig til Guds doms store dag, som er dage for Zions udfrielse, og skal de ventende da ikke ved ord og handling proklamere alle tings forestående ende for alle: Vær parat, for i den time I ikke tænker det, kommer Menneskesønnen. Vær derfor ædru, og våg i bøn.

Vi må nøje vogte over det som hjertet og karakteren gerne vil. Vi må fastholde et pletfrit liv og selv være nidkære så den mindste synd ikke skal besmitte vor karakter. Vi kan ikke være for forsigtige med vor forberedelse, så at vi måtte møde vor Herre i fred. Alle vore kræfter bør bruges til det yderste til at forstå Guds Ord; og lytte til Hans advarsels og rådgivende røst. Vi bør alvorligt prøve at pryde sjælstemplet på en måde som behager vor Herre. For den hvor besmykkelserne ikke er ydre fletninger i håret, der bærer guld, påtager sig prægtige klæder, men er i det skjulte menneskehjerte som ikke forgår, den sagtmodige og stille ånds besmykkelse som har stor pris i Guds øjne. Den lille ventende stund er næsten til ende; pilgrimme og fremmede her på jorden, som søger efter et bedre, endog et himmelsk land, er næsten hjemme. Ser vi så efter og venter på at se kongen i Han skønhed? Vi bør nu gøre os alvorligt rede. Vi har store og hellige sandheder, men de vil ikke hjælpe os, hvis vi ikke fører dem ud i vort praktiske liv og hvis vore hjerter ikke helliges ved sandheden. Det salige håb om Kristi snarlige tilsynekomst bør indgyde os nyt liv og give styrke og intensitet til alle Kristne nådegaver, styrke vor tro, øge vor tillid til Gud, opildne vor iver til en alvorlig glød.

Siden jeg kom til København, har jeg til sidst talt to gange til en fuld sal, og de virkede dybt interesserede. Jeg har talt fire gange til morgenmøder, en halv time hver gang. Disse møder virker lige så højt påskønnet som i Amerika, hvis vi kan dømme ud fra de frembårne vidnesbyrd. Denne formiddag talte jeg med usædvanlig frihed. En pæn herre rejste sig og sagde at boede på landet, og når han besøgte København har han aldrig fundet noget godt i den, men han takker Gud for at han var komme til dette formidagsmøde. Han havde ikke besøgt København i ni år, men han fandt noget ved denne formidag, som gjorde han taknemmelig over at han var kommet. Han har hørt sandheden, som han aldrig har hørt den før, og det gjorde indtryk på ham, som han aldrig skal glemme. Han troede at den tid var kommet som profeten nævner hvor jeres sønner og jeres døtre skal profetere. Han sagde at han ønskede at være blandt denne tros folk. Hustruen til denne mand var til mødet. Han havde bitterligt modsat sig hende, for hun havde været troende i flere år. Efter at mødet var afsluttet tog hans hustru min hånd og kyssede mig igen og igen på den mest kærlige måde og talte på dansk, og så op mod himlen. Søster Matteson sagde at hun havde læst mine skrifter, men aldrig forvente at møde mig, men Herren havde velsignet hende stærkt med at høre budskabet fra min læber. Hun ville ikke lade min hånd slippe. Hun var dybt oprørt i følelserne. Det standpunkt hendes mand havde taget var en uventet velsignelse for hende.