- Tilbage

manuskrift nr 21, 16. februar 1900 - »Guds kærlighed manifesteres«

NP – 16. februar, 1900 [typet] – Dette manuskript er publiceret i sin helhed i AUCR 06/01/1900.

Dette manuskript blev udarbejdet af Ellen G. White i 1893 i Wellington, New Zealand. Det indeholder en afsløring af to mænd, der havde udarbejdet og udgivet DET HØJE RAB, en traktat, som anklagede Syvende Dags Adventisternes menighed for at være Babylon. Hendes budskab-blev først udgivet i sin helhed i REVIE W AND HERALD i 1956. På opfordring fra flere gengives det her i let forkortet form. RED.

Sand kærlighed er ikke kun en indstilling eller en følelse. Den er et levende princip, et princip som viser sig i handlinger. Uanset hvor sand kærlighed ekesiterer, vil den kontrollere livet. Sådan er det med Guds kærlighed. “Gud er kærlighed” [1 Joh. 4,8], og i alle Hans gerninger, i al hans omgang med menneskeheden, åbenbares Hans karakter.

De, der har udgivet Det høje råb, har ikke spurgt mig til råds. De har i vid udstrækning citeret fra mine skrifter og fortolket dem på deres egen måde. De hævder at have et specielt budskab fra Gud, når de fordømmer Syvende Dags Adventisternes menighed som Babylon, kundgør dens fald, kalder Guds folk ud fra den og søger at bruge Vidnesbyrdene til støtte for deres teori. Disse publikationer vildleder sindene og forstærker den fordom, som allerede findes, og gør det vanskeligere at fremføre det budskab, Gud har givet som en advarsel til verden, og som er af en ganske anden karakter end de ideer, der fremstilles i disse brochurer.

Gud udviste Sin kærlighed i skabelsesarbejdet. Da norden blev skabt, var den hellig og smuk. Gud erkærede det for ”såre godt.” [1. Mos.1,31] Enhver blomst, enhver busk, ethvert træ, besvarede Skaberens hensigt. Alt som øjnene hviler på var elskeligt, og fyldte sindet med tanker på Guds kærlighed. Al musik var i fuldstændig harmoni med Guds røst.

De ting vi ser i naturen i dag er kun et svagt begreb om Edens skønhed og herlighed; alligevel proklamerer den naturlige verden Guds kærlighed med umiskendelig stemme. Endog nu ”elsker han retfærd og ret, af Herrens miskundhed er jorden fuld.” [Sal. 33,5.] Den åbenbarer stadig den store Mester-Kunstners gerninger. Den erklærer at den almægtige i kraft, stor i godhed og barmhjertighed, har skabt alt.

Jeg stod op kl. halv tre om natten; jeg kunne ikke sove, for jeg var dybt bekymret.

Israels børns historie trængte sig ind i mit sind, og mange ting gjorde et sådant indtryk på mig, at jeg ikke vovede at forholde mig tavs. Jeg skrev 23 sider mellem kl. tre og kl. halv tolv. Min ånd var i oprør i mit indre. Jeg følte en byrde for Guds folk, ikke blot på grund af denne ene tryksag, men på grund af mange sådanne sager, som kommer til folket og gør krav på at være budskaber fra Gud. "Af deres frugter skal l kende dem."

De grønne marker, de knejsende træer, den glade solskin, skyerne, duggen, nattens højtidelige tavshed, stjernehimelenes herlighed, og månen i sin skønhed bære vidne om hans forunderligvirkende kraft. Ikke en regndråbe falder, ikke en solstråle spredes på vor utaknemmelige verden, uden at det vidner om Guds længe overbærenhed og hans store kærlighed.

Disse mænd, som mener, de udfører en tjeneste for Gud, virker på fjendens side, ikke på Guds. ... En lille surdej af falsk lære kan, under indflydelse af sataniske magter, gøre megen skade nos sådanne, som endnu ikke er rodfæstede og grundfæstede og urokkelige i den nærværende sandhed. Ingen kan være sikker nu, medmindre han har sikkert fæste hos Den evige Klippe. Vi har al god grund til at være taknemmelige og tillidsfulde over for Gud. Herren Jesus kender sine. Han døde for at frelse en fortabt verden, og ud fra den er han ved at samle en hær under sit banner. Og han vil fremstille en menighed i herlighed, uden plet eller rynke eller lyde.

Idet menneskene fristes til synd, håbede Satan at modvirke den guddommelige tidevandsbølge der flød hen over menneskeslægten; men i stedet for dette, resulterede arbejdet I at fremkalde nye og dybere manifestationer af Guds barmhjertighed og Hans godhed.

Jeg har forstået, at begge disse mænd, S og C, var til stede ved generalkonferensen (holdt i Battle Creek, 17. februar - 6. marts 1893). Mærkede de da ikke åbenbarelsen af Guds And på dette sted? Forstod de da ikke, at Gud åbnede for Himmelens forråd og udøste en velsignelse? Hvorfor skete dette? Der var blevet fremført vidnesbyrd, som irettesatte og vejledede menigheden, og mange havde taget budskabet til indtægt og anvendt det på menigheden i Laodikea, de bekendte deres synder og om vendte sig i oprigtig anger. De hørte Jesu røst, der sagde: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig."

I genløsningen har Gud åbenbaret Sin kærlighed i offer, et så bredt, dybt og højt offer at det ikke kan måles. ”Gud elskede verden således at han gav sin enbårne Søn, at enhver der tror på ham ikke skal fortabes, men få evigt liv.” [Joh. 3,16.]

Disse brødre, som hævdede at have et så vidunderligt lys, burde have gjort nøjagtig det samme som de øvrige i forsamlingen: omvende sig, bekende deres synder, og således fjerne alt det værdiløse affald foran deres egen hjertedør. De skulle åbne døren og byde den himmelske gæst velkommen. Hvis de havde stillet sig der, hvor lyset kunne falde på dem, ville de have modtaget Himmelens mest dyrebare velsignelser. De ville have forstået, at Herren i sandhed er nådig og åbenbarer sig for sit folk, og Retfærdighedens sol var opgået over dem. Dette var Laodikeabudskabet ført ud i livet, og alle, som følte deres egen fattigdom, købte guld (tro og kærlighed), hvide klæder (Kristi retfærdighed) og øjensalve (sand åndelig dømmekraft).

Da Adam syndede faldt menneskeslægten i håbløst fordærv, Gud kunne have afskåret Sig fra de faldne væsener. Han kunne have behandlet dem som syndere der fortjener deres behandling. Han kunne have befalet himlens engle at udgyde Sin vredsskåle ud over verden. Han kunne have fjernet dette mørke fra Sit univers. Men det gjorde han ikke. I stedet for at bandlyse dem fra Sin tilstedeværelse, kom Han endnu nærmere til den faldne slægt. Han gav Sin Søn for at blive til ben af vore ben og kød af vort kød. ”Ordet blev kød, og tog bolig i bland os, (og vi beskuer hans herlighed, den herlighed som Faderens enbårne har,) fuld af nåde og sandhed.” [Joh. 1,14.] Ved Sit menneskelige forhold drog Kristus menneskene tæt til Gud. Han iklædte sin guddommelige natur med menneskehedens forklædning, og viste over for det himmelske univers, over for ufaldne verdener, hvor meget Gud elsker menneskebørnene.

Hvorfor var disse brødre ikke med her sammen med de andre? De var åndeligt forarmede og vidste det ikke. De arbejdede ikke i Kristi rækker, var ikke blødgjort og undergivet hans Helligånd, og de var så forblindede, at de ikke kunne se de stærke lysstråler, der udvældede fra Guds trone til hans folk. De hørte ikke Den gode Hyrdes røst. De lyttede til en fremmeds stemme.

Guds gave til menneskene kan ikke beregnes. Intet kan holdes tilbage. Gud tillader ikke at der vil kunne siges at Han ikke kunne have gjort mere, eller åbenbaret større mål af kærlighed til menneskeheden. Med Kristi gave, gav Han hele himlen.

"Jeg føler dyb sorg. . . "
Når jeg tænker på disse vildledte brødres svaghed, føler jeg en dyb sorg i mit hjerte, at de ikke gik til Gud og bekendte: "Velsign mig, o Gud, velsign, at jeg må kunne se min vildfarelse. Du skænker dit folk de dyrebareste sandheder, der nogen sinde er betroet til dødelige mennesker. Disse mennesker er ikke Babylon, for du har givet dem retfærdighed og fred, at deres glæde kunne blive fuldkommen!"

Den højeste som var hos Faderen før verden var til, underlagde sig ydmygelse, så Han kunne opløfte menneskeheden. Profetien trækker det slør til side, så vi kan beskue himlens trone; så vi kan se på den trone, højt og opløfte, Ham som i menneskelig form, kom til vor verden for at lide, og blive sønderrevet med pisk, og slået for vore overtrædelser. ”Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” [Esajas 53,5.] Over for det himmelske univers led Herrens herlighed I menneskelig form, så synden kan tilgives og syndige mennesker genløses. Han døde så Guds kærlighed kunne, som enmægtig hjælper, fylde for alle lidende mennesker.

O, hvorfor åbnede de dog ikke deres hjertes dør for Jesus? Hvorfor fjernede de ikke alt det, der hindrede Retfærdighedens sol i at skinne på dem, så de selv kunne skinne for verden. Hvorfor stillede de sig ikke i lyset, når Guds velsignelse strømmede overalt, når sjæle blev indviet og helliget til Herren? Det var, fordi Satan havde kastet sin skygge fra helvede tværs over deres sti for at hindre enhver stråle af lys. ...

Da mennesket overgav sig til synd, satte de deres vilje under Satans kontrol. Han blev en hjælpeløs fange i fristerens magt. Gud sendte Sin Søn til vor verden for at bryde Satans kraft, og frigøre menneskets vilje. Han sendte Ham for at forkynde frihed til fanger, og for at lette det tunge byrder, og sætte fortrykte i frihed. Ved at udgyde hele himlens rigdom til denne verden, og give os hele himlen i Kristus, har Gud købt hvert menneskes kærlighed, tankesind og sjæl. Når mennesket sætter sig under Guds kontrol, bliver viljen fast og stærk til at gøre rigtigt, hjertet renses for selviskhed og fyldes med kristelig kærlighed. Sindet giver efter for kærlighedens lov, og alle tanker bringes til fange i lydighed til Kristus. De kræfter der hidtil var ”uretfærdighedens medlemmer,” og ”syndens tjenere,” skjules i den kærlige Guds tjeneste. [Romerne 6,13, 17. 18.]

At denne genløsning kan være vor, at Gud endog ikke holdt sig eget offer tilbage. Han gav Sig selv i Sin Søn. Faderen led sammen med Kristus i al Sin ydmygelse og pinsel. Han led da han så Sin kærligheds Søn på korset, forhånet og bespottet af forbipasserende, og Han skjulte Sit ansigt fra ham. Han så Kristus bære verdens synd og dø i synderens sted. Menneskehjertet kender en forældres kærlighed til sit barn. Vi ved hvad en moders kærlighed vil gøre, og lide for sine elskede. Men menneskehjertet kan aldrig fatte dybderne i Guds selvopofrelse.

Der har til alle tider været mennesker i verden, som mener, at de har en gerning at gøre for Herren, og som ikke viser nogen respekt for dem, Herren har virket igennem. De anvender ikke Skriften på den rette måde, men de forvrænger den for at få den til at støtte deres egne meninger. Hvad de end måtte hævde, de, som drager mennesker bort fra menigheden for at forkynde selvopfundne teorier, så er de i Satans tjeneste. De er med til at udføre et eller andet nyt anslag, der leder sjæle bort fra sandheden for denne tid.

Oh, korset, korset! Det sættes op så vi kan kende den eneste sande Gud, og Jesus Kristus som Han sendte. Kun korset kan måle den uendelige kærligheds længde, bredde, dybde og højde, storheden i Faderens offer for den tabte menneskehed.

Vogt jer for disse, som står frem og har en stor byrde for at anklage og fordømme menigheden på den voldsomste måde! De udvalgte, som vover at stå og tappert møder mod: standens storme fra verden, mens de hævder Guds nedtrådte lov som ophøjet og hellig, disse mennesker er i sandhed verdens lys.

Og Herren Jehova mente ikke frelsesplanen var fuldendt når han blot omgav den med Sin egen kærlighed. Efter hans aftale har Han sat en Advokat ved Sit alter, iklædt med vor egen natur. Som vor mellemmand, skal Kristi embedsarbejde introducere os for Gud som hans sønner og døtre.

Hvor tør noget dødeligt menneske fælde dom og kalde menigheden Babylon, en røverkule, en bolig for alskens urene og afskyede fugle, dæmoners bolig, en skøge, som har gjort alle folkeslagene drukne af sin utugts vin, som har bedrevet utugt med jordens konger og stormænd, som igen er blevet rige af hendes yppigheds fylde? Hvem vover at sige, at hendes synder er opdynget til himlen, og at Gud er kommet hendes uretfærdigheder i hu?

Er dette det budskab, vi har at bringe til syvende dags adventister?Nej og atter nej! Gud har aldrig givet noget menneske et sådant budskab. Lad disse mænd ydmyge sig i deres hjerte for Gud og i sand anger bekende, at de, omend kun for en tid, stod på hans side, som er brødrenes anklager, og som anklager dem for Gud dag og nat. ...

Kristus har Selv lovet at være vor stedfortræder og kautionist, og Han forsømmer ingen mennesker. Der er en uudtømmelig kapital af fuldkommen lydighed, der går på Hans lydighed. I himlen er Han fortjenester, Hans selvfornægtelse og selvopofrelser samlet sammen som røgelse der sendes op sammen med Hans folks bønner. Idet synderens oprigtige og ydmyge bønner steg op til Guds trone, blandede Kristus dem med Sit eget livs fuldstændige lydighed. Vore bønner gøres til en vellugt ved denne røgelse. Kristus har Selv lovet at gå i forbøn for vor skyld, og Faderen hører altid Sønnen.

Det synes næsten umuligt, at nogen med en ægte erfaring i troen kan fortolke disse profetier så fejlagtigt, at de anvender dem på Guds lovlydige folk. Hvis nu menigheden var Babylon, og alle mennesker skulle høre budskabet om at drage ud fra hende, hvor skulle vi da gå hen? Hvor vil vi finde renhed; godhed og hellighed? Hvor kan vi være sikre? Hvor findes den fold, hvor ingen ulve vil bryde ind?

Dette er Gudsfrygtens mysterium. At Kristus påtog sig menneskenatur, og ved et ydmygt liv ophøje mennesker på moralværdiens vægt med Gud; så Han kan føre Sin påtagede natur frem til Guds trone, og overbringe Sine børn til Faderen, for at overdrage dem en ære, der langt overgår det englene fik overdraget, og dette er det himmelske univers’ vidunder, det mysterium som engelen ønsker at beskue. Dette er kærlighed som blødgører synderens hjerte.

Og Gud har vist Sin kærlighed i forkyndertjenesten. Hos Ham har al uselvisk forkynderarbejde sin oprindelse. Vor Fader i himlen er hele tiden i gang med at fremholde de ting som Han har skabt. Hver blad der vokser, alle blomster der springer ud, alle frugter der uvikler sig, ved Guds kraft. ”Thi i ham lever og røres og er vi.” [Apg 17,28.] Hvert hjerteslag, hvert åndepust, er Hans indgydelse, som indåndede livsånde i Adams næsespor – den altid tilstedeværende Guds indgydelse, den store JEG ER. Den store og uendelige Gud lever ikke for Sig selv, men for at hjælpe og velsigne alle væsener og alle ting Han har skabt.

Gud har organiseret en menighed.
Jeg siger jer, brødre, at Herren har en organiseret menighed, som han stadig virker igennem. Der er måske mangen en Judas i menigheden; der er måske mangen en ubesindig Peter, som under prøvende omstændigheder vil fornægte sin Herre; der er måske personer, som er at sammenligne med den elskede Johannes, der dog ville nedkalde ild fra himlen for at ødelægge Kristi fjender. Men Den store Lærer søgte dengang at vejlede og rette disse eksisterende fejl, og han gør det samme i dag i sin menighed. Han viser dem farerne. Han fremsætter Laodikeabudskabet for dem.

Satans princip er at tjene sig selv. De grundprincipper han tillægger Gud er at fremstille Hans karakter for verden på en forkert måde. Og han leder mennesker til at acceptere selviskhedens princip. Han har fået dem til at tro at de finder lykke ved at tjene sig selv. Guds Søn demonstrerede at dette princip er forkert. Ved Ham blev Faderen fremstillet rigtigt. Idealet for sand tjeneste betroede Gud til Sin Søn, og bad ham udvirke det for menneskeheden.

Han viser dem, at al selviskhed, al stolthed, al selvophøjelse, al vantro og fordom, som leder til modstand mod sandheden og bort fra det sande lys, er farligt og at de, der ikke afstår fra disse ting, vil blive efterladt i mørket som den jødiske nation fordum. Lad enhver sjæl nu søge at besvare Kristi bøn. Lad enhver sjæl gentage den bøn for sig selv, at de alle må være eet, ligesom Kristus er eet med Faderen, og lad os arbejde hen imod dette. Lad ikke vore våben blive rettet mod troens egne, men lad dem blive vendt mod Guds og sandhedens fjender.

Gentag Kristi bøn af hele jeres hjerte: "Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi. . . . Jeg beder ikke. om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde." Gentag også den bøn, han beder for at forklare, hvorledes hans efterfølgere bliver helliggjort : "Hellige dem ved sandheden! "

At Hans folk måtte vildledes af den selviskhed som bror i det naturlige hjerte, og som styrkes ved at tjene sig selv, har Kristus sat sig som et eksempel for sand tjeneste. Hele Hans liv på jorden blev brugt på at tjene andre.

Hjertets dør må åbnes for Helligånden, for han er helliggøreren, og sandheden er midlet. Sandheden må antages, som den er i Jesus. Dette er den eneste ægte helliggørelse: "Dit ord er sandhed." O, bed Kristi bøn om enhed: "Bevar dem i dit navn, . . . så de må være eet ligesom vi."

Han blev plaget ved alle menneskehedens plager. Han så at Satans værk blev åbenbaret i alle deres véer, og Han gjorde alle årsager til sorg til Hans egen. Med en kraft som aldrig gik tabt, uddrev Han de onde ånder som besad både sind og legeme. Kærlighedens kraft var med i alle Hans helbredelser, og de lidende skarer som blev ført til ham, blev der sagt: ”Han helbreder dem alle.” [Matthæus 12,15.]

Frelseren så et endnu større behov end legemlig lidelse. Han så symptomer på dybere sygdom. Kroppens lidelser oprørte Hans medynk, men Han blev bevæget endnu mere over sjælens behov.

Denne Kristi bøn gjaldt ikke kun for dem, der dengang var hans disciple, men den gælder alle dem, der vil komme til at tro på Kristus gennem hans disciples ord, helt frem til verdens ende. Det var lige før Jesus skulle ofre sig selv for at bringe liv og udødelighed for lyset. Mens Kristus står midt i sine lidelser og daglig bliver fornægtet af mennesker, ser han to tusind år ned gennem tiden til sin menighed i de sidste dage af denne jords historie.

Herren har haft en menighed gennem alle omskiftelser lige fra dengang og til nu. Bibelen viser os et billede af den ideelle menighed. De skal have fællesskab med hinanden og med Gud. Når de troende er forenet med det levende vintræ, Kristus, bliver de fyldt med sympati, mildhed og kærlighed. Når nogen bliver draget bort fra Guds lovlydige folks menighed, når han begynder at måle menigheden med en menneskelig målestok, og han dømmer den, da skal I vide, at det ikke er Gud, der leder ham. Han er kommet ind på en ond vej.

Med en kærlighed der aldrig vakler, talte Kristus til mennesker med det evige livs ord. Guds ord, som Israels lærere havde fordunklet med deres traditioner, og menneskegjorte bud, åbnede Kristus for folk i sin renhed og guddommelige skønhed. Mennesker forundredes over Hans lære, og sagde: ”Aldrig har nogen talt som dette menneske.” [Joh. 7,46.] Til den trætte og syndsbelastede sagde Han: “Kom til mig, alle I der arbejder og bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Han indbød dem: ”Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.” [Matthæus 11,28-30.]

Med Sit lydige liv og din forkyndertjeneste repræsenterede Kristus Guds karakter over for menneskene og englene. ”Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv.” [2 Korinter 5,19.]

Satan virker gennem menneskets rastløshed.
Der opstår stadig mænd og kvinder, som bliver rastløse og urolige og ønsker at fremkomme med et eller andet nyt påfund, at gøre noget opsigtsvækkende. Satan ser en anledning til at bruge sådanne mennesker i sine planer.

Med sit arbejde på jorden, opløfter Kristus det slår der skjuler den usynlige verden for vore øjne, og åbenbarer den kraft som hele tiden udøves for vort bedste. Den samme tjenestegerning som Han udførte på jorden, fortsatte han efter Sin himmelfart til himlen. Gennem Hans repræsentant, Helligånden, tjener Gud i Kristus stadig menneskebørnene.

Menigheden behøver fornyelse og inspiration fra mænd, som ånder selve Himmelens atsmofære, så menigheden kan genoplives, til trods for ugræsset blandt hveden.

Før Han steg til himmels, gav Kristus dette løfte til disciplene: ”Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” [Joh. 14,16-18.]

Hvis gode og ydmyge mænd vil tage pligten op netop hvor det er mest påkrævet, ved at hjælpe dem, der er ved at dø, vil de blive til stor velsignelse for menigheden.

I er Guds medarbejdere, ikke for at nedbryde og ødelægge, men for at opbygge og støtte. Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.

Til dem som i tro gør krav på dette løfte, går det hurtigt i opfyldelse. Efter Kristi opstigen samledes disciplene i enstemmighed på et sted. De tilbragte ti dage på hjerte- og selvransagelse, enhver tog sin egen sag i hånden, for det har været et personligt arbejde. Idet disciplene sendte ydmyge bønner til Gud, blev deres forskelle fejet bort. De blev til et og samme sind. Så blev vejen forberedt til at Helligånden kan komme ind til det hellige sjælstempel. Ethvert hjerte blev fyldt med Ånde, hvis indflydelse kom med vidtløftighed og kraft som om det var blevet holdt inde inde i flere år. Hvad var resultatet? Tusindvis blev omvendt på en dag. Åndens ord var som et tveægget sværd, med kraft der skærer igennem sjæl og ånd, og marv og ben. Den afgudsdyrkelse som er blevet blandet med folks tilbedelse blev kuldkastet. Nye territorier blev føjet til Guds menighed. Steder som har været golde og øde genlyder af Hans pris.

Rigeligt med arbejde.
Der er et stort arbejde at udføre i hjemmemissionen, idet vi bruger og på en klog måde forøger de talenter, Gud har givet os. Vi kan måske blive dygtige arbejdere og håndværkere et eller andet sted i Guds gerning. Vi kan måske opnå stor færdighed i den velsignelsesrige gerning at frelse sjæle for Kristus. Dette kræver bøn. og oprigtig, ihærdig anstrengelse og villighed til at virke på en ydmyg måde.

Menigheden blev en livgivende kraft. De troende selv blev genomvendte, hvor der lever en kraft for Gud og for Hans rige. En ny sang blev lagt i deres mund, endog pris til vor Gud. Enhver som er omvendt så engleansigter i Hans brødre og søstre. Den ene interesse fik overhånd, det som underlægges kappestrid opsluger alt andet – at være som Kristus, og gøre Kristi gerninger. Den ærlige iver kom til udtryk i venligt udseende og broderlig kærlighed, alle kæmpede for at se hvem kunne gøre mest for at forstørre Kristi rige.

Hvis de penge som er blevet anvendt til et arbejde, som Gud slet ikke har sat noget menneske til at udføre, var blevet brugt til Kristi riges fremgang i stedet for til at nedbryde, hvilket stort arbejde kunne da ikke være blevet udført!

Denne prædikanttjeneste er menighedens store behov i dag. Og vi er med i Kristi løfte. Til os er ofret Helligåndens store og umådelige gave. Det er ikke på grund af nogen begrænsninger fra Guds side, at Hans nådes rigdomme ikke flyder mod jorden til mennesker. Hvis alle var villige til at tage imod, vil alle blive fyldt med Ånden. Når Guds folk vil tro, vil de vende deres opmærksomhed til det som er sandt, levende og virkeligt, Helligånden vil med stærke himmelske strømme, udgydes over menigheden.

Hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Jeg vil råde alle troende til at være årvågne i gudsfrygt over for jer selv, at Satan ikke skal stjæle jeres hjerte fra Gud, og I måske ubevidst kommer til at arbejde på Satans side.

Alle magter og myndigheder i den himmelske verden står indskrevet i arbejdet for de faldne mennesker. Engle er aktivt i gang med at eksekvere Guds planer, og føre mennesker tilbage fra oprør til forlig med Gud. Med intens alvor samarbejder de med Gud, for at tilføre mennesker moralsk virkekraft, så de I Kristus kan blive mere end sejerherrer.

Vi bør som en menighed være årvågne og virke for de fejlende iblandt os som Guds medarbejdere. Vi er udrustet med åndelige våben, mægtige til at nedbryde fjendens forsvarsværker. Det er ikke vor sag at slynge lynstråler mod Kristi kæmpende menighed. Satan gør alt hvad han formår i denne retning, og du, som gør krav på at være "en rest" eller "de andre" af Guds folk, burde ikke hjælpe ham, der fordømmer, anklager og ødelægger:' Søg at opbygge, i stedet for at nedbryde og sprede modløshed og ødelæggelse!

Lysets og magtens usynlige hære er med de sagtmodige og ydmyge, som tror og kræver Guds løfter. Keruber og serafer, og engle overgår i styrke – ”titusinde gange titusinde, og tusinde gange tusinde – stor ved Hans højre hånd, ”alle tjendende ånder sendes ud for at tjene dem som skal være frelsens arvinger.” [Åbenbaringen 5,11; Hebræerne 1,14.]

Gud har udvist Sin kærlighed for mennesker ved at gøre dem til deltagere i frelsens arbejde. Alle som den himmelske inspiration er kommet til skal sætte deres lid til evangeliet. ”Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager.” kaldet til at repræsentere Ham som kærlighedens ambassadørere. [1 Korinter 3,9.] Vi skal samarbejde med de himmelske beskikkede arbejde. Og os er betroet et arbejde som endog englene ikke kan gøre. Mennesker være kanaler til at kommunikere med mennesker.

Gennem englenes tjeneste skal Gud sende lys til Sit folk, og gennem hans profet gives der lys til verden. Mennesker skal forbindes med sine medmennesker, og som Guds redskaber arbejde for deres skyld.

For os kan englene i en vis måde ikke vide at det er givet for at forene med Gud i Hans møje for at frelse menneskeheden. For os gives det for at svulme Hans glædes tidevand, og bringe ære og pris til hans ophøjede navn.

Under skabelsen og i genløsningen har Gud, ved gave, offer og tjeneste, vist sin kærlighed til os. Og Han indbyder os til at vise vor kærlighed til Ham.

Han siger: ”Enhver som giver pris forherliger mig.” [Sal 50,23.] Han ønsker at vi skal påskønne den store genløsningsplan, og erkende vort høje privilegum som Guds folk, og vandre for Ham I lydighed, med taknemmelig taksigelse. Han ønsker at vi skal tjene Ham i livets nyhed, med glæde hver dag. Han længes efter at se taknemmeligheden springe op i vore hjerter fordi vi har adgang til nådestolen, nådens trone, fordi vore navne står skrevet i Lammets livets bog; fordi vi kan kaste al vore bekymringer på Ham som sørger for os. Han påbyder os at glæde os fordi vi er Herrens arvinger, fordi Kristi retfærdighed er Hans helliges kåbe, fordi vi har det salige håb om vor Frelsers snarlige komme.

At prise Gud fuldt ud og af oprigtigt hjerte er ligeså meget pligt som det er bøn. Vi skal vise alle de himmelske intelligensvæsener at vi påskønner Guds forunderlige kærlighed for faldne mennesker, og at vi forventer større og endnu større velsignelser fra Hans uendelige fylde. Vi behøver langt mere end vi gør, at tale om de dyrebare kapitler i vor erfaring. Efter en særlig udgydelse af Helligånden, vil vor glæde i Herren og vor virkekraft i Hans tjeneste blive endnu større ved at fortælle om Hans forunderlige gerninger for Hans børns skyld.

Et sådant vidnesbyrd vil have en indflydelse på andre. Vi kan ikke bruge mere effektive midler til at vinde sjæle til Kristus.

Og vor kærlighed skal vises, ikke kun i ord, men i gerninger, i personlig forkyndertjeneste og offer. Kristus siger: ”Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, Herre!« skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.” [Matthæus 7,21.] I sin bøn til Sin Fader sagde han om Sine disciple: “Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.” [Joh. 17,18.] I det hver som Han gav Sine disciple inkluderede Han alle som skal tro på Ham, til tidens ende. “Og han sagde til dem: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen« [Markus 16,15.] “Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!” [Matthæus 10,8.]

Og ved Helligånden er vi af apostlen Peter formanet til: ”Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.” [1 Peter 4,10.]

Sådan er det at Gud ønsker at opfylde Hans nådesmål for os. Ved Hans kærligheds kraft, gennem lydighed, forvandles faldne mennesker, støvets kryb, og udrustes til at blive medlemmer af den himmelske familie, en ledsager gennem evige tider med Gud og Kristus og hellige engle. Himlen vil juble, for det tomrum der dannes ved Satans og hans hærs fald, vil udfyldes af Herrens genløste.