- Tilbage

manuskrift nr 21, 29. december 1895 - »Dagbog/"Juledag kom jeg..."«

Cooranbong, N. S. W., Australien 29. december, 1895
Dele af dette manuskrift er udgivet i Ev 95, 652.
Juledag kom jeg, sammen med W. C. White og søster Sarah Belden, til Avondale, Cooranbong. Efter to måneders fravær fra New South Wales, da vi deltog i lejrmøder i Melbourne og Hobart, ser vi at der er sket en afgjort forandring skovene her. Tørken har været almindelig udbredt i N.S.W. såvel som næsten overalt i Australien. Da vi rejste, led kvæget af mangel på mad. Men himlens dyrebare velsignelse er kommet, i regnens brusen, og da vi tog hestevogn ud fra stationen, fire mil til vort hjem i skoven, lagde vi mærke til at kvæget var i god tilstand. Galæbletræerne blomstrede, og næsten alt i naturen var frisk og smukt. På mit landstykke fandt vi en komfortabel og behagelig mindre bolig, som er blevet bygget under bror Shannons ledelse. Der står tre telte nærved, mit store familietelt, mit madtelt, og det andet. Og vi er tilfreds med vor lokalitet. Det virker fredfyldt at være her blandt træerne.

Siden vi kom her har vi holdt rådslagnings og bedemøder om det forstående byggeri af vor skole. Vi følte at ingen tid skal forspildes. Vi må have et sted til tilbedelse. Om sabbaten stuves vi sammen i bygningens spiseværelse som har været brugt af ungdomshjemmet, men nu er vejret for varmt til dette. Vi kan ikke indbyde vore naboerne til at være med til møderne, for der er ikke plads til dem. Det er nødvendigt at bygge en bygning som vil kunne rumme tilbederne på sabbaten, så at vi kan byde enhver velkommen der ønsker at komme. I disse skove skal vi ikke lægge til rette for aristokratiske mennesker, som efterlyser en populær religion, en verdslig kærlighed. Vi må belage os på at udvikle en sønlig kærlighed som Gud kan anerkende.

Vi har små midler, men må bygge omhyggeligt og solidt, udvise den største sparsomlighed, men altid have alles evige interesser for øje, som skal denne deres hjem i Cooranbong. Vi ønsker at åbne en vej for alle, der bosætter sig i denne del for at kunne give deres børn mulighed til at få den rette uddannelse i det højere liv.

Vi skal ikke prøve efterabe nogen slags mennesker ved at søge stort flot udseende bygninger, men vi behøver enkle og sunde bygninger, sådanne som Gud kan anerkende, og som vil passe sig til det arbejde der skal gøres. Der skal tænkes over et pænt udseende, behagelige og sunde bygninger, for det forlanger Gud af os.

Tro og udholdenhed vil overvinde alvorlige forhindringer. Hidtil har landområdet været uopdyrket, fordi det første forsøg ikke gav de resultater der blev håbet på, men vi var ikke bleg for at prøve det samme igen. Herren gav Adam en have, og arbejde til at holde ham beskæftiget. Han blev pålagt at underlægge landet, og opdyrke den, og det er netop det som vi er pålagt at gøre. Medens vi beder for Guds velsignelse, skal vi følge op om vore bønner, ved et ihærdigt og grundigt arbejde.

Herren vil have at alle som er i hans tjeneste er elever. Jordbrugere, mekanikere, mennesker som har lært deres erhverv, skal stadig lære bedre metoder, udvide, forstørre deres idéer. Dem som ikke mener de kan lære noget er ikke dem der kan være til velsignelse i det de går i gang med. Nu ønsker vi, uden tøven, at give alt det Gud har givet Sine menneskeagenter for at hjælpe med at fremme arbejdet. Der re brug for dem, som er villig til at lære, for vor Gud instruerer og leder hele tiden; og ved Kristi mellemkomst, er kommunikationsvejen med himlen stadig åben.

»Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live. Thi evigt går jeg ikke i rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt, for hans gridskheds skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i harme; han fulgte i frafald sit hjertes vej. Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod.« [Esajas 57,15-18 .]

Her er der brug for unge mænd som vil kombinere deres fysiske arbejdet i landbruget med at udøve tankerne og musklerne i byggearbejdet. Det er dem som, hvis de vil lægge hjerte og sjæl og uselvisk møje i arbejdet, vil kunne hjælpe os nu. Der er brug for genialitet, evner til at udtænke, planlægge og arbejde harmonisk. Vi ønsker dem som ikke blot vil arbejde for at hjælpe sig selv, få alt hvad de kan for deres arbejde, men dem som vil arbejde med Guds ære for øje, og for den hurtige gennemførelse af arbejdet i de forskellige linier. Der er en dyrebar anledning til at vise deres helligelse for Herrens arbejde, og deres evner for den. Hvert menneske har fået sit arbejde, ikke for at forherlige sig selv, men til Guds forherligelse. Og alle skal ikke kun bringe midlerne ind, men de evner som Gud har givet dem.

Som medarbejdere sammen med Gud, skal vi ikke kritisk undersøge hvordan vi kan lægge så og så mange kræfter i det, og udmåle vore øjeblikket til begrænsninger, og begrænse vore interesser og anstrengelser til særlige ting, der forventes af os hver især. Vi bør være parat til at kunne se det der skal gøres på alle linjer, og gøre som om hele det himmelske univers så på. Lad ingen komme blot for at få alle fortrinene de kan få for sig selv. Dette er selviskhed og begærlighed. Gud kan ikke sætte Sit segl på det arbejde, som udføres i selviskhed. Hvad der end gøres, skal gøres til Guds ære. Vi er i en skole, og skal hver især udvikle karakter.

Herren vejer den moralske værdi. Han overvåger den ånd som kommer med i arbejdet. Der er masser af mænd og kvinder som venter på at blive hjulpet, men som ikke er uselviske og alvorlige og grundige og trofaste mod det arbejde som skal udføres. På dette tidspunkt i finanskisen, er det meget vanskeligt at få midler til at bygge skolebygninger, mødehuse, og gøre det arbejde som må gøres; og medarbejdere som blot vil udmåle en prik og tøddel som de mener er deres andel, og ikke gør noget andet, selvom der er behov for at gøre masser af ting, tilhører den klasse som undskyldes fra denne virksomhed.

Alle som har en hånd med i arbejde har brug for at hele tiden lære hvordan de kan tjene bedst muligt, arbejde for at fremme Guds sag. Det er den alvorlige, og trofaste medarbejder at det ”vel gjort” siges til. »Du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.« [Matthæus 25,21.] “Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.” [Lukas 16,10 .] Vi er alle pålagt at gøre vor bedste i tid og i arbejde. Dem som skulker fra ansvar er ikke dem som Gud kan se velvilligt på.

Alle som helliger sig selv uselvisk til Guds arbejde vil få en stadig velsignelse, for de lærer hele tiden hvordan de gør en bedre og mere pålidelig tjeneste. Dem som er af ældre erfaring vil være et eksempel for de yngre medarbejdere. Når det fysiske arbejde udføres rigtigt, er der en værdifuld uddannelse at opnå. Alle medarbejdere er under den store MesterArbejders opsyn og omsorg. Kristus har aldrig taget en tråd af selviskhed ind i hans arbejde, og dem som sætter sig selv under Hans vejledning vil lære hvordan de arbejder for at fremme Hans sag. De vil få større tanker om hvad en trofast tjeneste udgør, og selvom Forsynet har sat dem i arbejde med almindelige forretningslinjer, så vil de få et bredere syn af deres pligter og privilegier i det guddommelige liv. Dem som undgår alle pligter der ikke er direkte bestemt til dem vil føre den samme tilbøjelighed ind i deres åndelige liv, til at gøre så lidt så muligt.

Netop den samme ånd og de samme principper som fører én ind i hverdagslivets arbejde for sin arbejdsgiver, vil komme ind i hele livets arbejde og Guds sag. Hvor de ansatte omhyggeligt vil arbejde flittigt og grundigt i alle arbejdstimerne, idet de ikke overskrider den angivne tid, vil dre være en helt andet resultat end det som kommer i almindelighed.

Dem som ønsker at hjælpe i Guds sag i nødssituationen vil påskønnes stærkt. Dem som bevarer selvophøjelsen, og ser efter hvordan de kan give så lidt så muligt af deres fysiske, mentale og moralske styrke er ikke dem som Gud kan velsigne. Deres eksempel er smitsomt. Egeninteressen er det fremherskende motiv. Det var bedre om de ikke var komet værket i denne lokalitet, som behøver overvågning, og som kun går ind i arbejdet sådan som opgaven har specificeret for dem. Der er brug for unge mænd som bærer retskaffenhedens og trofasthedens præg, påtager sig den ene arbejdslinje efter den anden, parat til at gøre alt som kan gøres. Selvet er en frygtelig tyran. Det omslutter sjælen i en meget snævre rammer. Eksemplet er ikke værd at efterligne, og vil gøre stor skade hvis det efterfølges.

Vi skal alle være trofaste til det sidste, se os omkring hvordan vi ser enhver kan bruge sin tid til eftertænksom tjeneste for at kunne gøre sig nyttig.

Uanset hvilket arbejde vi påtager os, så lad alle have på sinde at vi hver især er et skuespil for verden, for engle og for mennesker. I prøvetiden udvikler vi en ånd over for det himmelske univers som har en kontrollerende kraft over os selv. Ved vor egen handlemåde afgør vi vor evige skæbne. Karakteren skrives nøje ned i himlens bøger, idet ansigtet genspejles fra kunstnerens polerede metalplade. Gud regerer overalt. I hvilken position du end måtte tjene i dette liv, så udvikler du en karakter, der afslører motivet. Hvis du gør Gud til din vejleder, hvis du tager imod Hans Ord som en leveregel for dit liv, så vil du, uanset hvilken aktionssfære du arbejder i, være trofast til det mindste. Kristus og samvittigheden skal rådføres. Der er ingen tjeneste hvor du kan være uden for Guds område.

Der er en masse falske bevæggrunde for, at vi ikke behøver at gøre noget som ikke er blevet udspecificeret som vort personlige arbejde. Føres dette ud i livet, er det det samme som at udvirke din skæbne uden vejledning fra Gud. Du har taget din sag i dine egne hænder. Hvad du ser er nødvendigt for hans interesser som har beskæftiget dig, er det din pligt. Din arbejdsgiver forventer at du arbejder for hans interesser i alle linjer. Og sand religion vil vise sig i trofastheden i disse ting. De unge mænds ståsted og succes afgøres af deres nyttighed og deres urokkelige troskab. Dem som er trofaste og flittige vil altid være efterspørgsel efter. Dem som ringeagter en ting fordi de ikke kan, vil ikke høre et ”Vel gjort du gode og tro tjener.” [Matthæus 25,21 .] Herren har masser af arbejde til trofaste og samvittighedsfulde medarbejdere. De unge mennesker som har Gudsfrygten foran sig, og vil holde sig til Herrens veje i retfærdighed og bedømmelse, kan være sikre at der er nu er brug for hjælp, som enhver kan give.

Penge er i største betydning et betroet talent fra Gud, og er betroet os at bruge, sådan som Hans sag kræver det. Enhver øre vi håndterer er Herrens. Hele den del vi har er Herrens. Han har vist Sin kærlighed til os ved at betro os sine goder. Han supplerer sine fornødenheder. ”Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskares Herre.” [Haggai 2,8.] Vil alle, som kan, nu hjælpe i det arbejde som behøver at blive gjort i denne lokalitet, og sige: ”vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver?” [1 Krøniker 29,14 .]

Når der fremkommer et behov for penge i Herrens sag, kan nogle føle at appellen ikke har meget med dem at gøre, fordi de har meget lidt af denne verdens gods; men hvis enhver troende vil bestræbe sig på sparsommelighed og i brug af småørene, bede efter visdom fra Gud, vil alle finde at de kan lægge noget i forrådskammeret til nuværende nødssituation. Dem som virkelig tror den nærværende sandhed vi prøve at gøre alt hvad de kan, og al møje vil give dem en dybere fornemmelse af deres privilegium og tydelige pligt i dette henseende. De kan ikke lade være med at give Herren Sine egne penge for at fremme det værk der betyder sjæles frelse.

»Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: En er død i alles sted, altså er alle døde; og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem. [2 Korinter 5,14. 15 .] »I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige. ... Thi når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.« [2 Korinter 8,9. 12.]

Herren kræver ægte frivillige gaver, og giveren får intet andet igen end Guds løfte. Og dem der ikke kan give dette, lad dem låne penge uden renter. Vi tror ikke at penge eller gaver der er trukket ufrivilligt at folk vil være antagelig for Gud. Der er mange som kan finde penge til at stilne deres ønsker om helligdagsudflugter, men Herren indbyder Sit folk til at prøve Ham og bringe al deres tinde i forrådskammeret, og se om Han ikke vil åbne himlens vinduer, og udgyde en velsignelse over dem, som der ikke er plads nok til at have den i. Vi kalder alle, hvis hjerter er til værket, til at gøre deres bedste.