- Tilbage

manuskrift nr 27, 19. marts 1899 - »Den store retfærdighedssstandard«

NP 19. marts, 1899 - Dele af dette manuskript står udgivet i 1BC 1088; 2BC 994; 3BC 1152; 7BC 951, 970, 980-981. Se RH 04/23/1901, 05/07/1901. +
Herren har gjort utrættelig smerte for at undervise mennesker, og give dem Sin lov. Denne lov skal regere verden. Den kræver fuldkommen lydighed af rige og fattige, af høje og lave. Dens guddommelige forlangende af os er at vi elsker Gud højest og vor næste som os selv. Dens principper er bindende for engle og for alle menneske forstandsvæsener. “Synd er lovbrud.” [1 Joh. 3,4.] Dette er den eneste definition på synd. Uden loven kan der ikke være noget lovbrud. “Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.” [Romans 3:20.] Retfærdighedens standard meget vidfavnende, forbyder alt ondt.

Når mennesker henledes til lovens retfærdighed, ser Satan at sjælen barrikaderes mod hans listige påfund. Hans eneste håb for at sikre verden, er at få mennesker til at ignorere loven, og få dem til at tro at loven er intet og ugyldige, at troen på Kristus er alt som er nødvendigt. Hvis Satan kan bedrage verden, at synd ikke vi se meget syndig ud, har han opnået alt han prøvede for at nå himlen. Det har lykkes ham at få skarer til at tro hans falskneri. Forkyndertjenere prædiker imod loven, især imod det fjerde bud, som kæder sig sammen med forskrifterne for menneskers udtrykkelige pligt mod sin Gud, og dem der fortæller deres pligt over for medmennesker.

Vi nærmer os afslutningen af jordens historie. Satan anstrenger sig desperat for at gøre sig selv til Gud, tale og handle som Gud, vise sig som ham der har ret til at kontrollere menneskers samvittighed. Han kæmper med al sin magt for at sætte en menneskelig institution som Guds hellige hviledag. Under syndens menneskes domsmyndighed, har mennesket ophøjet en falsk standard der fuldender modstanden mod Guds forordning. Men Gud har sat Sit segl på Sin kongelige betingelse. Alle sabbats-instutioner bærer Ophavets navn, et uudsletteligt mærke som viser hverenkelts autoritet. Den første ugedag har ikke en tøddel af hellighed. Den er produktet af syndens menneske, som kæmper sådan for at modvirke Guds mål.

Gud har udformet den syvende dag som Sin Sabbat, skabelsens mindesmærke. Han erklærer ”Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. . . . . Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig. . . . . . . Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.” [2. Mos 31,13. 17, 16.]

Dette er skillelinjen der trække mellem de loyale og illoyale. Dem som vil have Guds segl på deres pander må holde det fjerde buds sabbat. Det er det som skiller de illoyale ud, som har antaget en menneskegjort institution i stedet for den sande Sabbat. Overholdelsen af Guds hviledag er skillemærket mellem ham der tjener Gud, og ham der ikke tjener ham.

Når mennesker hævder at den guddommelige regerings lov er blevet ændret, tænker de over Guds karakter. Hvis loven var præcis som den blevet Adam, som den er i dag. Himlen og jorden skal forgå hurtigere, har Kristus erklæret, end en tøddel af loven skal forstå.

Udskiftningen af den falske for det sande er den sidste handling i dramaet. Når denne udskiftning bliver universel, vil Gud åbenbare Sig selv. Når menneskers love ophøjes over Guds love, når den første ugedag ophøjes over den syvende, så ved at tiden er kommet for at arbejde. Han vil rejse sig i Sin majestæt for at ryste jorden frygtelig. Han vil komme ud af sit sted for at straffe jordens beboere i deres syndighed, overtrædelse af Hans lov. Og jorden skal åbne op for sit blod, og skal ikke længere dække over sine ihjelslåede.

Troen på at Guds lov ikke er karakterstandarden, er næsten helt omfattende i den kristne verden. Bekendende kristne tror at jo mere de foragter loven, des mere prisværdige er de over for Gud. Alle mennesker udøver en indflydelse, enten for godt eller ondt, på dem som de omgås. De som lader sig forlede af falske teorier og usund lære, som bygger deres håb for evigheden på sandgrund, vil, når prøvelserne kommer og stormvejr, feje deres løgnes tilflugt bort. Strukturen vil falde og gå til, de er tabt, fortabt for evigt.

Adan lyttede til fristerens ord og gav efter for hans insunationer, faldt i synd. Hvorfor gennemgik dødens straf ikke hans sag med det samme. Fordi der ikke var en løsesum. Guds elskede søn tog menneskets synd på sig selv frivilligt, og gjorde forsoning for ham. Der er ikke tilgivelse for synd, uden den forsoning han gjorde. Var Adams synd blevet tilgivet uden forsoning, ville synden være udødelig. Det ville være en en frækhed og hårdnakkethed, som ikke kunne forhindres. Tænk over hvor hurtigt Adams efterkommere blev så onde, efter hans overtrædelse, at Han angrede at han havde skabt menneskene. De fulgte deres onde hjerters fantasi, og kæmpede for at Ånden ikke blev respekteret. De nægtede at lade sig formane. De fik en overflod at velsignelser, så de kunne nyde, og lige så snart glemte deres udødelighed forspilte de deres chance.

Gud gav dem et hundrede og tyve års prøvetid, og under den tid ble der forkyndt til dem gennem Metusalem, Noah og mange andre af Hans tjenere.” The Review and Herald, 23 april, 1901]. De blev fremstillet som mennesker der blev lukket inde i fængsel. De lyttede til disse trofaste vidners vidnesbyrd, havde de angret og vendt tilbage til deres loyalitet, ville Gud ikke have udslettet dem. Men advarslerne gjorde indtryk på den kun for en tid. Gud var deres sonoffer, deres mellemmand, men Hans mellemkomst var til ingennytte, fordi de ikke havde nogen tro, og efterånden som prøvetiden nærmede sig sin afslutning, forlod tjenestearbejdet der tilkom Gud, deres tanker helt; og ordet gik ud: “Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld et fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.” [1.Mos 6,13.]

Jordens blev fordærvet af dens beboere, og Gud tydelige domme faldt over Sodoma og Gomorra. Men denne straf blev glemt, og menneskene fordærvede endnu en gang deres vej for Gud, vendte sig fra at dyrke Skaberen til afguder. Gud kaldte det hebræiske folk ud fra slaveriet, fra Sinajgav han dem Sine levende orakler. Men Ægypten blev ødelagt af plager, før Farao ville lytte til den store JEG ER. Han forblev hårdnakket indtil Ægypten blev fordærvet, og fra den laveste leve-gren til kongen på sin trone, så ægypterne på deres første fødtes døde kroppe. Så indvilgede Farao i at lade Israels børn gå, men han fulgte straks efter med imponerende vogne og krigsmænd. Nu var det nødvendig at Guds kraft viste sig på ny. Det røde Hav åbnede sig for isralitterne, og ægypterne der forfulgte dem, druknede.

Guds frygtelige domme som blev hjemsøgt over afgudsdyrkerne i landene hvorover Israels børn kom forbi, skabte en frygt og rædsel at falde over alle folk der levede på jorden. Men Israel, som der var gjort så meget for, faldte fra for Sinajs øjne. Aron som var i deres varetægt, var bange for at så fast mod den umådelige hær, der råbte efter guder, der kunne lede dem tilbage til Ægypten.

Efter at have indtaget Kanaans land, vendte israels børn sig gradvist over til afgudsdyrkelse. Gud sendte dem budskab efter budskab ved Hans profeter. Men de glemte deres leders instrukser, og fulgte deres egen tilbøjeligheder og deres egne hjerters tilbøjeligheder indtil Herren ikke længere kunne beskytte dem. Han lod deres fjender overvinde dem, og spredte dem som fanger i fremmede lande. Men Han var stadig villig til at tilgive. Han lovede at hvis de vil vende tilbage til Ham, ville Han helne al deres frafald, og give dem Sin gunst igen. Han sendte dem advarsler, irettesættelser og domme for at frelse dem fra fordærv. Men uanset disse anstrengelser, strejfede de længere og længere væk fra Ham.

Sådan som det vises i den lignelse Kristus giver, sendte Gud Sine budbringere til dem, men disse blev forfulgt og dræbt. Til sidst sendte Som den sidste sendte Han Sin enbårne søn,”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, . . . . fuld af nåde og sandhed.” [Joh. 1,14.] Men det folk han kom for at frelse, nægtede at tage imod Ham. De belønnede Ham med ondt for det gode, og i Pilatus domssal blev han dømt til korsfæstelse. “Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? »Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!« Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? »Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig.” [Esajas 63,1-3.]

Kristus gav Sit liv for at genløse menneskeheden, og han kalder på mænd og kvinder til at ofre alt i deres kraft til at ære Gud, og sætte lys i modsætning til mørke. Kristus gav Sit liv som et offer, ikke for at ødelægge Guds lov, ikke for at skabe en lavere standard; men for at retfærdigheden kan fastholdes, og at mennesker kan få en anden prøvetid. Men ingen kan holde Guds bud, uden ved Kristi kraft. Han bar alle menneskenes synder i Sin krop, og Han tildeler Sin retfærdighed til alle troende børn.

Kristus er vort eksempel i alt. Han har ophøjet loven og givet den ære. Ved Sin urokkelige lydighed, bevidnede Han for sandheden at Guds lov er retfærdighedens standard for alle mennesker. Gud forlanger intet af mennesker, som de ikke har mulighed for at gøre. ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” [Joh. 3,16.] Ved at Kristus havde vor natur, dog ubesmittet af synd, og fristet på alle punkter ligesom vi, så holdt han loven, beviste ubestridt at menneskene også kan holde den.

Denne odre er gået ud: ”Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv.” [Rom. 6,23.] Synderen må mærke sin skyld, ellers vil han aldrig angre. Han har brudt loven, og derved har han sat sig selv under dom. Loven har ingen magt til at tilgive overtræderen, men den peger ham til Kristus Jesus, som siger til ham: Jeg vil tage din syn og bære den på Mig Selv. Hvis du vil acceptere Mig som din Stedfortræder og sikkerhed, vil du vende tilbage til din loyalitet og jeg vil indpode Min retfærdighed i dig. Derved vil du ledes til lydighed og bliver loyal, sanddru og fuldkommen i Kristus.

Synd er lovovertrædelse. ”Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter.” [Matt. 7,16. 17.] Uanset alle læbens og stemmens bekendelser, vil dem der bekender grudsfrygt bære slette fugter, hvis karakteren ikke er i harmoni med Guds lov.

”Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, Herre!« skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. ”, - den vilje der blev bekendt i de ti bud, givet i Edens have, da morgenstjernerne sang sammen og alle Guds sønner råbte af glæde, og talte med hørbar røst fra Sinaj —“ Mange skal sige til mig på hin dag«: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret” [Versene 21-23.] Mange mægtige gerninger gøres under Satans inspiration og disse gerninger vil blive mere og mere tydelige i disse sidste dage.

“Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.« [Versene 24-27.]

De gale streger bekendende troende gør I Gud, som ikke er Ordets gørere, men overtræder Hans bud, kan ikke påskønnes. Deres lovløshed fordæerver mange, leder dem bort fra lydighedens sti til overtrædelser.

Et liv i overensstemmelse med Kristi liv, kan ikke være et ulydigt liv mod Guds bud. Som svar på hans eget spørgsmål, sagde den lovlærde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« »Du har svaret rigtigt;« sagde Kristus, »gør dette, så skal du leve.« [Lukas 10,25-28.] Synd kan ikke regere I hans liv, som elsker Gud højest. Kærlighed til Gud er den frugt der bæres ved lydighed. Kristus er ikke i krig med Kristus, og kærlighed til vor næste forhindrer os i at arbejdet dårligt med ham. ” Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.” [Jakob 3,18.] Guds lov stiller krav til hele mennesket. Der er ingen tidsperiode hvor loven ikke gør krav på nogen af Adams sønner og døtre.

Fuldstændig lydighed er den eneste bestingelse som indfrier lovens krav. Der bliver spurgt: “Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve?” [Se fjerde Mosebog 23,19.] Gud har givet definitionen på synd. Hans lov er regeringens regel. Gud siger, ”Gør dette, og du skal leve.” [Lukas 10,28.] Men til den ulydige siger han, »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.« [Galaterne 3,10.] “Den sjæl der synder skal dø.” [Ezekiel 18,4.] Gud har givet løftet at de som holder denne lov, at de belønnes, ikke kun i dette liv, men i det kommende liv. Han erklærer ligeså udtrykkeligt at de der ikke adlyder Hans forlangender ikke skal se livet, men Guds vrede forbliver over dem. Den lydige velsignes med læber som aldrig lyver, og de ulydige erklæres for skyldig.

Der er kun to klasser i verden i dag, og kun to klasser genkendes i dommen, - de som overtræder Guds lov og dem som holder den lov. To store modsatrettede magter åbenbares på den sidste store dag i kampen. På den ene side står himlens og jordens skaber. Alle på Hans side bærer Hans seglmærke. De er lydig mod alle Hans bud. På den anden side står mørkets fyrste, med dem som har valgt frafald og oprør.

Når dommen skal sættes, og alle skal dømmes efter de ting der står skrevet i bøgerne, vil autoriteten i Guds lov ses i et helt andet lys fra det som den kristne verden ser det i nu. Satan har forblindet deres øjne og forvirret deres forståelse, ligesom han har forblindet og forvirret Adam og Eva, og ført dem ud i overtrædelse. Jehovas lov er stor, ligesom dets Ophavsmand er stor. I dommen vil den genkendes som hellig, retfærdig og god i alle dens forlangender. Menneskers lov menes at formes efter Guds lovs forskrifter. Moralloven definerer tyven, indbrudstyven og morderen. De som overtræder denne lov vil finde at de har et alvorligt regnskab at give til Gud, for hans krav er afgørende.

Kristus har båret vor synd på Sin egen krop, og de som accepterer Ham som en personlig Frelser går fri fra lovens straf. Jesus gjort forsoning for vor synd, og ikke kun for vor, men for hele verdens synder. “Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.” [1 John 2:3-6.]

Budene er til glæde for det lyde Guds barn. David erklærer: “Dine vidnesbyrd fik jeg til evigt eje, thi de er mit hjertes glæde. Jeg bøjed mit hjerte til at holde dine vedtægter for evigt til enden. Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din lov. Mit skjul og mit skjold er du, jeg bier på dit ord. Vig fra mig, i, som gør ondt, jeg vil holde min Guds bud. ... Jeg er din tjener, giv mig indsigt, at jeg må kende dine vidnesbyrd!” [Salme 119,111-115. 125.] [Se også] Salme 119,1-8, 44-48. 77. 97-100.

Udslukker den foragt der er vist mod Guds lov Davids loyalitet? Her hans ord. Han kalder på Gud gribe og forsvare Hans ære, og vise at der er en Gud, hvor der er begrænsninger mod Hans overbærenhed, så det er muligt at trække så meget på Guds barmhjertighed at den udtømmes. ”Det er på tide, Herre, at arbejde,” siger han, ”for de har sat din lov ud af kraft.” [Vers 126.]

David så at de guddommelige forskrifter var tilsidesat, og hårdnakket og oprør tog til. Blev han fejet bort af det almindelige frafald? Førte den hån og foragt, der var kommet på loven, ham til at holde sig fejt fra anstrengelserne at forsvare loven? Tværtimod voksede hans ærbødighed for Jehovas lov idet han så den vanrøgt og foragt som andre viste for den. “De har krænket din lov.” udbryder han”Derfor elsker jeg dine bud fremfor guld og skatte. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine befalinger og hader hver løgnens sti.” [Versene 126-128.] Idet mennesker studerer og tænker over den Allerhøjestes dyrebare vedtægter, mediterer over dem, indrømmer han værdien i dem, og udbryder: “Underfulde er dine vidnesbyrd, derfor agted min sjæl på dem. Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt. ... Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.” [Versene 129, 130, 165.]