- Tilbage

manuskrift nr 33, . 1903 - »Instrukser til mænd i ansvarlige stillinger«

Frigivet manuskrift nr. 1098, side 99
Selvom en mand betros stort ansvar, kan hans høje stilling ikke måle sig med hans karakter. De ansvar som han påtager sig gør ham ikke fuldkommen eller troværdig. Hans accept med Gud beror på hans frygt for at støde nogen, og hans lydighed mod Guds krav. Hvis han forlader Guds råd, han er ikke længere under Helligåndens indflydelse.

Mænd som bekender at holde Guds bud, dvæler ofte ved betydningen af at holde Guds lov, virker ikke retfærdigt og vandrer imod Guds lov. Han sender budskaber for at advare dem og vende dem til retfærdighedens stier. Men mange som ikke har den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen vil nægte at give agt på Guds advarsler.

Alle som søger Ham vil Gud tilstå særlige manifestationer af Hans nærværelse og gunst. Men dem som forlader Ham giver Han advarslen: jeg vil også forlade dem. Til tider sender Herren Sine budbringere for at advare Sine tjenere at ikke gøre de ting som de tror er bedst. Gud ser afslutningen fra begyndelse, og Han vil frelse dem fra vanskeligheder, og forviklinger, som vil komme som resultat af deres egen planlægning. Han vil at deres indflydelse holdes ren, kraftfuld for det gode, og ikke skades af menneskelige fejl.

Et menneske kan lægge planer så vidt han kan se for sig er fejlfrie. Hvor nådig er Gud så ikke at han rækker en styrende hånd ud, og siger: Følg ikke den vej, for det vil give dig problemer til din egen sjæl og forvirring og rådvildhed for andre menneskesind, og leder dem til forkerte konklusioner. Hvis, efter at Herren har sagt: Gå frem i den retning, så ignorer mennesket advarslen, vil de onde resultatet visselig komme, som Gud ellers ville spare ham for.

Herren vil at alle mennesker vandrer ydmygt med Gud. Hvis mennesker ville engagere sig i Hans tjeneste og bevare gode gerninger under megen bøn, vil Herren belønne dem overmådeligt. Deres tillid til visdommen i Guds ledelse vil vokse. De vil ikke overlades i usikkerhed, men vandre på Herrens vej, de vil blive standhaftige, urokkelige, altid forblive i Herrens værk. Gud er godt tilfreds med deres lydighed mod alle Hans krav.

Hvis et menneske vil vandre i Herrens frygt, med fuldstændig respekt for alle Hans råd, vil Herren gøre at hans indflydelse vil kunne mærkes. Hvis mennesket, på trods af et tungsindigt udsyn, vælger det rigtige i stedet for det forkerte, vil Herren få store skarer til at holde fred med ham. Idet han ser Guds godhed i udførelsen af den handlemåde som førte til forvirring, vil han give Gud den hæder og ære der tilkommer Hans hellige navn.

Vor naturlige hengivenhed til slægtninge og venner bør ikke få os til at se det mindste igennem fingre med deres synder, ej heller forhindre os, når de ikke gør de nødvendige forhåndsregler der ændrer deres handlinger og forhindrer ond indflydelse fra deres fejl. Når mennesker følger deres egen handlevej, involveres i problemer derved, stoler de ofte på at mennesker letter situationen, og føler sig forurettet hvis deres forventninger ikke erkendes. Men Gud behages ikke ved at de hjælpes, fordi der lægges dæmper på deres ulydighed.[2 Krøniker 17,3; 7, 9. 10, citeret.]

Lydighed mod Herren bringer altid gunst, og udføres retfærdige principper trofast, vil det fore guddommelige legitimationer med sig; men Herren vanæres når dem der sættes som forvaltere, og vejledere af Guds hjord, støtter og billiger et ondt værk.

De ydre tegn på faste og bøn, uden brødebetynget ånd, har ikke værdi i Guds øjne. Der er behov for det indre nådesarbejde. Sjælsydmyghed er væsentligt. Dette ser Gud på. Han vil nådigt tage imod dem som ydmyger deres hjerter for Ham. Han vil høre deres begæringer og helne deres frafald.

Prædikanter og folk behøver at arbejde for at rense deres sjæle, så Guds domme kan vendes bort fra dem. Gud venter, venter på ydmyghed og anger. Han vil tage imod alle som vender sig imod Ham, af hele deres hjerte.

Guds mål med sin menighed
Gud giver mennesker lys, men mange fyldes med selvtilstrækkelig, mesterlig ånd, og de bestræber sig på at gennemføre deres egne ideer for at nå de højder hvorved de vil være som Gud. De sætter deres sind først, som om Gud må tjene dem. Heri ligger faren i dette: Hvis Gud på en måde skal få disse mennesker til at forstå at Han er Gud, og at de skal tjene Ham, vil menneskers påfund komme derind som fører bort fra bibelsandhed, på trods af alle advarslerne der gives.

Herren Jesus vil altid have et udvalgt folk der tjener Ham. Da det jødiske folk forkastede Kristus, livets Fyrste, tog Han Guds rige fra dem og gav det til hedningene. Gud vil fortsætte med at arbejde efter dette princip med alle grenene i Sit værk. Når en menighed viser sig som upålidelig over for Herrens ord, uanset hvilken position den har, uanset hvor høj og hellig deres kald er, kan Herren ikke længere arbejde sammen med dem. Så vælges der andre til at bære vigtige ansvar. Men hvis disse for deres del ikke renser deres liv fra alle forkerte handlinger; hvis de ikke etablerer rene og hellige principper ud til alle deres grænser, vil Herren bitterligt hjemsøge og ydmyge dem, og hvis de ikke angrer, vil de fjernes fra deres plads og gøres til skamme.

Når forældre billiger og derved bevarer deres børns fejl ligesom Eli gjorde, vil Gud visselig sætte dem derhen hvor de ser at de ikke kun har ruineret deres egen indflydelse, men også de unges indflydelse som de burde have betvunget. Og når børn billiger og bevarer deres fædres synder, vil Herren gengælde dem begge sammen. De vil få bitre lektier at lære.

Gud ”tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet.” [Apg 17,25]. Ingen fremhævelse af det ydre kan behage Gud når hjertet tjener afguder og hænderne er urene af syndighed. Helligånden vil forene sig med dem i kirken, der med brødebetynget hjerte vandrer ydmygt med Gud. Alle som ser på Ham og vandrer i Kristi fodspor, anerkender og trøster han og giver sejr over verden.

Guds folk, Hans udvalgte rige, er ikke som stillestående vand. De er som en flod, der hele tiden flyder, og jo længere den kommer frem bliver den dybere og bredere indtil dens livgivende vandre spredes over hele jorden. Hvor Guds evangelium end modtages, helbreder dens nøde den pest som synden har skabt. Retfærdighedens Sol står op med sine helbredende stråler. Lys, styrke og genopfriskning kommer fra Herren, og den gode frugt bærer vidne til retfærdighedens arbejde. — Manuskrift 33, 1903.
Ellen G. White Estate
Washington, D. C.,
9. oktober, 1984.
Hele manuskriftet.