- Tilbage

manuskrift nr 72, 25. juli 1904 - »Den store strid«

Washington, D. C. 25. juli, 1904
Dette manuskrift er udgivet i sin helhed i ”Særlige vidnesb. Serie B nr 2, s. 5-11.

Denne morgen, længe før det blev dag, fik jeg en velsignelse fra Gud. Før denne velsignelse kom, mærkede jeg at min kraft forlod mig. Jeg fik store lidelser i hele min krop. Det var som om at hele systemet var brudt sammen. Alle nerver og sener gjorde ondt. Jeg tænkte på at kalde familien sammen, og så sagde jeg højt: ”De kan ikke hjælpe mig.” Jeg bad til den store Læge om at ændre tingenes tilstand, og lade mig mærke Hans helbredende kraft. Og så kom lindringen.

Herren har givet mig dette budskab til vore menigheder: “ Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!” [Es 58,1.]

Hele det otteoghalvtredsindstyvende kapitel i Esajas, skal betragtes som et budskab for denne tid, og gives igen og igen.

Der er en kamp mellem gode og onde kræfter, mellem loyale og illoyale engle. Kristus og Satan er ikke enige, og de vil aldrig blive det. Til enhver tid har Guds sande menighed gået ind i afgjort krig imod sataniske agenter. Indtil striden er til ende, vil kampen fortsætte mellem onde engle og onde mennesker på den ene side, og hellige engle og sande troende på den anden. Den kamp som raser vil blive hårdere eftersom enden nærmer sig. Dem som er i forbund med sataniske agenter har Herren betegnet som mørkets børn. Der er ikke, og kan ikke være, en naturlig fjendskab mellem faldne engle og faldne mennesker. Begge er onde. På grund af frafald er begge indstillet på ondt. Onde engle og onde mennesker er forenet i et desperat forbund imod det gode. Satan ved at hvis han kan kunne påvirke mennesker, ligesom han har påvirket engle til at gå sammen med ham i hans oprør, vil han få stor kraft til at gennemføre sit oprør.

I de ondes hære er der skurren og disharmoni, men de er alle i fast alliance i kamp imod himlen. Deres eneste mål er at forklejne Gud, og deres store antal giver deres håb næring om at de ville kunne detronisere den Almægtige.

Da Adam og Eva blev sat i Edens have, var de uskyldige og syndfrie, i fuldkommen harmoni med Gud. Fjendskab havde ingen naturlig plads i deres hjerter. Men da de forbrød sig, var deres natur ikke længere syndfri. De blev onde; for de satte sig selv på den faldne fjendes side, gjorde net op det som Gud specificerede at de ikke skulle gøre. Var der ikke grebet ind fra Guds side, ville mennesker have dannet en fast alliance med Satan imod himlen. Men når dette blev sagt: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!” [1 Mos 3,15], vidste Satan at selvom det lykkes ham at få menneskevæsener til at synde, selvom han havde fået dem til at tro sin løgn, og betvivle Gud, selvom det lykkes ham at fordærve menneskenaturen, var der givet argumenter, så at dem der var faldet kunne komme på fordelagtig grund, deres natur fornys i gudsfrygt. Han så at skulle de blive fristet, ville det vende tilbage på ham selv, og at han ville sættes der hvor han ikke kunne sejre.

Med udtalelsen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd;” lovede Gud selv at indføre et nytte princip i menneskenes hjerter – et had mod synd, mod bedrag, mod indbildning, mod alt som har mærke af Satans svig.

Ved tidens fylde kom Kristus, og levede i menneske-natur et liv på denne jord, der ikke havde plet af ødelæggelse eller var ødelagt af synd. Med hele Hans væsen hadede han synd af enhver slags. Mørkets udsendinge giver Kristus kredit for at være en af de udstødte fra himlen. De hadede Ham for Hans renhed. Da han kom til denne verden, var Hans renhed en stadig skam for den stolte og sensuelle slægt der levede på jorden den gang. De hadede Ham og til sidst korsfæstede de Ham.

Med Sit arbejde på denne jord, så Kristus hvordan Guds formaninger blev ignoreret, når det angår retfærdighed og sand lære, så ville det onde næsten ikke kunne skilles fra det gode. Til tider så Han på Satans bedragende kraft, og så de onde fejlende medarbejdere måtte imødekommes. En gang faldt der disse ord over store skarers ører: “Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er vil lige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader. Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden.” [Joh. 8,43-45.]

Idet han forklarer lignelsen om rajgræsset og hveden, siger han:

“Han svarede og sagde: »Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle.« Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; der skal være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige. Den, som har øren, han høre!” [Matthæus 13,37-43.]

Således ser vi at der er en uophørelig konflikt mellem Kristus og Satan. Denne konflikt vil stå ved indtil frelsesværket er udført. Gennem Kristi nådes forvandlende kraft, kan mennesker få overhånd over det onde, som kæmper for sejr. De behøver ikke at blive Satans tjenere, blive til nar for hans løgne. De behøver ikke at forsætte med at være hans frivillige fanger. De kan rejse sig imod bedrageren, hvis listige net af løgne kostede vore første forældre deres edenhjem. De kan modstå Satans angreb. Gud kan give dem kraft skelne mellem falskneri og vildfarelse og oprigtighed og sandhed. Hvis de vælger det, kan de stå på fordelagtig grund. Men de kan kun fortsætte med at stå der ved at lægge deres hånd i Kristi hånd, og følge der hvor Han leder vejen.

Det er efter at mennesket har modtaget lys og bevis, efter at han har set modsætningen mellem sandhed og vildfarelse, at kampen imod synd begynder i hans hjerte. Men fjendskaben imod det forkerte eksisterer ikke i hans hjerte, før Kristus er sat der. De som er virkelig loyale vil vise at deres sind og hjerte er fyldt med Herren Jesus. De vil kunne skelne mellem Satans besnærende holdning og nægter at godtage handlinger, som Gud fordømmer. Men han som fortsætter forlade Kristi riges love, udviser en ånd som er tydeligere og tydeligere fjendskab imod Gud.

Herren kalder på ham som uretmæssigt har kaldet på ham som uretmæssigt har arbejdet på at bortlægge sine synder og blive omvendt. Med mindre Kristi forvandlende nåde udgydes i sin sjæl, vil han nægte at modsætte sig Satans gerninger. Den menneskeagent som arbejdede ved Satans kraft, vil lukke sit hjertes dør for enhver appel Frelseren kommer med. Han vil nægte at høre på ordene: ”Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham, og han med mig.” [Åb 3,20.] Og himlens Gud vil ikke bruge sin magt på at tvinge mennesker til at praktisere retfærdighed i et hjerte der er opsat på modstand. ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd.” 1 Mos 3,15 Vi beder for at denne fjendskab måtte kunne ses tydeligere, så retfærdighed kan ophøjes og synd kaldes ved sit rette navn.

Når der blandt Guds folk er dem som har forladt ydmyghedens lydighedssti, dem som har ophøjet selvet, dem som er gået sammen med Satan at anklage og fordømme Guds udpegede mænd til at være frelsens tjenere, skal vi så tie stille af frygt for at såre dem? Når der er mennesker i menigheden der elsker rigdomme mere end retfærdighed, og som er parate til at udnytte deres medmennesker ved at behandle dem uretmæssigt, skal vi så ikke protestere? Og når mænd i ledende stillinger og lærere arbejder under spiritualistiske tankers og sofisteriers magt, skal vi så være tavse, af frygt for at skade deres indflydelse, medens sjæle fortrylles? Satan vil udnytte alt hvad han kan få for at få sjæle til at blive omtågede og forvirrede om menighedens arbejde, om Guds Ord, og om de advarende ord som han har givet gennem Hans Ånds vidnesbyrd for at beskytte Sin lille hjort mod fjendens list.

Når mænd stiller sig trodsigt væk fra Guds råd, fører de krig imod Gud. Er det rigtigt af dem som er knyttet til disse, at behandle dem som om de var i fuldstændig harmoni med dem, og ikke gøre forskel mellem ham der tjener Gud og ham som ikke tjener ham? Selvom de er prædikanter eller lægemissionærer, kan de have vanæret Kristus for de loyale og illoyale. Åbenlys irettesættelse er nødvendigt for at forhindre dem i at blive omsnæret.

For at kunne tro at ondt ikke skal fordømmes, fordi denne verden fordømmer dem der praktiserer det onde, er at gå falskhedens ærende. Hvis en mand, efter at han har givet formaninger og advarsler, redder ham fra hans nedarvede og opelskede tendenser til fejl, bliver fornærmet og næster at antage det budskab der er sendt ham i nåde fra himlen, og tilsidesætter Helligåndens dadel, så er hans hjerte og samvitighed forhærdet, og han er i tykt mørke.

Det fjendskab som Gud har lagt i vore hjerter imod bedragerisk praksis må holdes i live, fordi denne praksis bringer de sjæle i fare som ikke hader dem. Alle bedrageriske handlinger, al usandfærdig stillingstagen over for Faderen og Sønnen, hvor deres karaktertræk fremstilles i et falsk lys, genkendes som alvorlige synder. Dem som ikke kan se den fare som truer Herrens arvinger på grund af disse ting, vil hurtigt nære intet fjendskab imod ærkebedrageren. Dem som beklæder betroede stillinger på vore institutioner skal til stadighed udvise tapperhed. De skal i ord og optræden, i alle deres forretningsanliggender, udvise den punktlighed som vi vinde domsafsigelsen: ”Vel gjort, gode og tro tjener.” [Matthæus 25,23.]

Nu burde det være klart at vi ikke hjælper dem som er opsat på at gore ondt selvom vi viser dem respekt og holder vore irettesættende ord til dem, som den utilfredse er uvenner med. Der er gjort en alvorlig fejltagelse i denne sag. Skal Jehovas tjenere, i hvis hjerter han lægger fjendskab imod alt ondt arbejde, angres som noget urigtigt, skønt det kalder ondt for ondt og godt for godt? Dem som nærer stor fred med de menneskers gerninger, som ødelægger Guds folks tro, styres af bedragede følelser

Der er en stadig konflikt mellem god tog ondt. Dem som oplyses af Helligåndens kraft skal kæmpe med alle kræfter for at gribe byddet fra de menneskers forlokkende indflydelse, som nægter at adlyde Guds ord, hvad enten de er på store steder eller på de små. Kristi ejendom skal ikke gå ud af Hans kontrol over i mørkets børns kontrol.

Hvis sagen blev forstået rigtigt og nøje fulgt op, ville Guds tjenere nære en stadigt større ansvar for at modvirke menneskers anstrengelser, som ikke ved hvad de har gang i, fordi de er fortryllet af Satans forlokkelser. Når Guds folk er lys vågen over for farens stund og arbejder helt på Kristi siden, vil der kunne ses en skarp modsætning mellem deres arbejdsvej og dem som siger: ”God Herre, og godt ondt,” og vi vil kunne se et meget mere beslutsomt arbejde for at modvirke de sataniske agenters lumske planer.