- Tilbage

manuskrift nr 76, 14. december 1900 - »Fragmenter: til Prædikanter – afsluttende arbejde – de ti pund«

NP – sat den 14.december, 1900 – Dele af dette manuskript er publiceret i 1MCP 169-170, 289; 2MCP 656; Ev 277; 6BC 1093. +Note

Ord til prædikanter

Vedvarende besøg af en stor menighed har en rensende effekt på dem der er udpeget til arbejdet. Når en prædikant kommer til en familie, hvor beboerne føler at de må fortælle ham alle deres trængsler, er der mange ting som han ikke bude høre, for når han samler frø op som er strøet ud, kan nogle frø finde bo i hans egen have. Når der tales for meget og bedes for lidt, får prædikanten selv, ligesom fiskerens net, behov for at blive repareret. Det iturevne net kan kun istandsættes af Mesterarbejderen. Hvis vi vil lade Kristus blive vor præst, hvem vi bekender os til på bøjede knæ, vil Han reparere nettets brudte masker.

Det afsluttende arbejde

Lignelsen om de ti pund

“Han sagde altså: »En mand af fornem slægt drog til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og så vende tilbage igen.” [Vers 12.] Her fremstilles en mand som havde ret til et kongedømme, men han gik først til et højere, og et mægtigere rige, for at få sin bekræftelse og titel. Før hans rige blev oprettet rigtigt, måtte han gå bort, og komme tilbage.

“Han kaldte da ti af sine tjenere til sig og gav dem ti pund og sagde til dem: »Driv handel med dem, indtil jeg kommer tilbage.« Men hans landsmænd hadede ham og sagde: »Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os« [Versene 13. 14.] Her ser vi forbandelsen over jødefolket, ved at afvise Jesus som deres Fyrste.

“Da han kom tilbage igen, efter at han havde fået kongeværdigheden, skete det, at han lod de tjenere, som han havde givet pengene, kalde til sig for at få at vide, hvad hver af dem havde tjent.” [vers 15.] Dette repræsenterer Herrens betroede evner og magt som deres lånte penge kan udvikle. Alle bør udøve deres fysiske, mentale og moralske styrke, som trofaste tjenere, vidende at de må stå til regnskab for deres forvaltning, den dag hvor enhver vil blive dømt.

Jesus vil at Hans disciple skal forstå hvad der forventes af dem når Han er borte, men de vil ikke forstå dette til fulde før efter Hans opstandelse og himmelfart. Men efter Helligåndens nedstigen, vil de mindes Kristi ord i betagelse. Disse disciple har fået sået frøene i sig af en guddommelig hånd, og de skal opdyrke disse frø ved at udøve deres gudsgivne kræfter, være opmærksom på al lys og undervisning de har fået, ved at være Ordets gørere. Når deres evner udnyttes klogt, vil de fordobles. Når man arbejder sådan i Hans moral-vingård, bærer Kristi åg, opløfter og bærer Hans byrder, som tilsyneladende virker tunge for dem, vil de finde at åget er nemt og byrden er let.

Kristi disciple kan ikke vedblive at være dovne tjenere. De må arbejde, våge efter en mulighed til at bringe sandheden til andre og vinde sjæle for Jesus Kristus. Jo mere de bruger deres talenter, des mere vil deres evner vokse. Medmindre det udsåede frø kæmper oven for jorden, spirer op til liv, vil de miste al deres kraft til at spire. Den lektie Herren lærer i denne lignelse er nødvendig for mental og moralsk vækst, at vokse i Jesu Kristi nåde og kundskab.

Opstandelsen

Paulus illustrerer det med et frøkorn som udsås i marken. Kernen forrådner, men der fremkommer en ny kerne. Det naturlige materiale i kornet som forrådner fremkommer aldrig som før, men Gud giver en krop som det behager Ham. Menneskekroppen består af meget finere material, for det er en ny skabning, en ny fødsel. Der sås en naturlig krop, der oprejses en åndelig krop.

Præstearbejdet

Under Guds discipline, må han underlægges selvkontrol, bede anmodende for hvert skridt: Er dette Herrens vej? Hans tale bør være korrekt, hvis Herren bor i hans hjerte, uden vendinger i slang, uden tarvelig og lav tale, der kommer ud af hans læber, hvad enten det er fra talerstolen eller væk fra den. Lad prædikanter og lærere nå en højere standard at fremlægge i Skrifterne.

De små ting giver ofte store resultater. Forsømmes de små ting vil de større ansvar også blive forsømt. Han som er tro i det mindste er også trofast i meget. Den nærværende livsdisciplin bygger på de små ting. Oplærinen af tankerne er væsentlige. Bind op om dit sinds lænder. Helligelse af sjæl, legeme og ånd er et livstidsarbejde. Når men tror og efterligner Forbilledet, vil der være en stadig vækst i nåde og kundskab til sandheden.

Hellige ting må behandles på en hellig måde. Den sønlige kærlighed er væsentlig i alt som angår vore evige interesser. Der bør ikke være noget tilsølet, støvet dække på bordet eller podiet, når Bibelen åbnes for folk. Talerens klæder bør være pæne og ærbare.

Når dåbsforordningen foretages, bør der være passende dåbsklæder i enhver kirke, både for mænd og kvinder. Disse bør være pæne, veltilpassede klæder, gjort efter et forbillede af højeste orden. Der må ikke bruges noget klodset eller uklædeligt ved denne hellige forordning. Forretteren bør gøre denne anledning højtidelig, en hellig indflydelse over der ser på. Alt i forbindelse med dette bør antyde en fuldstændig forberedelse som det er muligt.

Enhver forordning i menigheden bør være opløftende. De bør ikke gøres tavelige eller forsimlede, eller sættes på niveau med almindelige ting. Som prædikanter der leder i disse ting, som gælder Guds tjeneste, så de underviser og oplærer folk. Små handlinger som uddanner, oplærer og disciplinerer sjælen for evigheden er af umådelig betydning for at opløfte og helliggøre sjælen gennem Ånden. Dette arbejde fortætte, ikke ud fra impulser, men ved en fast og sund vækst. Vore menigheder må uddannes til en højere ordn eller ærbødighed og respekt for Guds hellige tjeneste.

Davids forbrydelse

Da David brændte for at fælde dom mod den mand, som har været så formastelig, bragte Natan, Guds trofaste proft, sagen frem og sagde: ”Du er manden!” [Vers 7.] Ligesom et lynglimt fra den mørke nat, blev forbryderens hjerte slået af overbevisning, åbenbarede sin frygtelige forbrydelse. Det var en domfældelse fra Guds trone, og David blev ydmyget, overvældet af skyldfølelse.

David var ikke forhærdet i synd, begyndte ikke at retfærdiggøre sig selv. Han råbte ud: Jeg har syndet imod Herren. [Vers 13.] Han ser sin synd i dets modbydelighed. Time efter time og dag efter dag, grundede han over sin skyld. I stedet for at besidde selvtillid, blev han en ydmyg og sønderbrudt mand. Hans pude om natten var våd af tårer og hans ydmyge bøn steg op til Gud. Han angrede virkeligt. Gud havde betroet ham med store ansvar. På grund af den ophøjede velvillighed han hidtil havde fået af Gud, blev hans forbrydelse betragtet som mere alvorlig; for Guds fjender ville bruge denne sag til at fremholde eller støtte sig i synd, skønt der skulle læres den helt modsatte lektie fra hans sørgelige beretning. Det er usikkert at forlade Gud og sætte tillid til menneskenes visdom og dømmekraft. Menneskets eneste sikkerhed er en levende forbindelse med Gud.

David angrede virkeligt. I den enoghalvtredsindstyvende salme gav han udtryk for sit hjertes virkelige følelser: ”Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din Frelse, giv mig til støtte en villig ånd!” [Versene 10-12.]

Mødre og klæder

Klæder er en målestok for sind og hjerte. Det som hænger udepå, er et tegn på det der inden i. Det kræver ikke forstand eller et dannet sind at overpynte sig. Når kvinder hænger en masse unødige klædeartikler uden på sig, viser at de ikke har tid til at opelske deres forstand og flyde deres tanker med nyttig kundskab.

Det er smerteligt a se mødre bruge ti eller femten dollars på en hat, medens hendes børn knapt nok et andet sæt tøj. Herren holder os forpligtet til at tage os af kroppens sundhed som han har givet os. For at gøre dette, må vi bruge nogen tid på at studere, så vi kan blive informeret om naturlovene. Fremviste klæder siger tydeligt at sande religiøse principper er borte. Livet er falsk, formålsløst og unyttigt.

Hvis mødre vil at deres døtre skal blive kvinder med sunde kroppe og dydige karaktertræk, må de sætte eksemplet i deres egne liv, vogte sig mod denne tids sundhedsskadelige mode. Der påhviler kristne mødre et ansvar som de ikke erkender. De bør oplære deres således at de får faste principper og moralske sunde i denne fordærvede tid.

Sabbatsskolelærere

Det allerførste arbejde for læreren er at selv give agt. Han har et ansvarligt arbejde, og fortjener omhyggelig overvejelse, og han bør studere alvorligt for t kende sin pligt og kritisere hans udmærkelse til arbejdet. Sjælens byrde burde være: ”Herre, hvad vil du have mig til at gøre?” [Apg. 9,6.] Alle som er oplyst i skriften, er højtideligt forpligtet til at give sig aktivt og uforbeholdent til Kristi tjeneste, for Jesus har købt dem for en pris og de bør ikke længere leve for sig selv, men for ud som døde for dem.

Der er forskellige arbejdsgrene i værket, og enhver bør gribe fat i den gren som har de bedste evner inden for. Efter omhyggelig og bønnelig overvejelse over de vanskeligheder man møder og en levende bevidsthed om eens egne evner, skal der være en stadig bekymring for de unges kampe. Enhver medarbejder må stole på den guddommelige hjælp, som Gud har lovet dem.

Manglende helligelse blandt medarbejdere

Det har kostet selvfornægtlse, selopofrelse og en uovervindelig vilje, og megen bøn at føre de forskellige missionsvirksomheder op, hvor de står nu. De som nu kommer til handling er tilfredse med uvirksomhed og siger: Oh, der er ikke brug for den selvfornægtelse og flid, vi erfarer disse hårde og ubehagelige medarbejdere som leder i dette budskab; tiderne har forandret sig; nu er der flere midler i Guds sag, og det er ikke nødvendigt for os at sætte os i en så ubehagelig position, som mange blev kaldt til, ved budskabets opkomst.

Men hvor de viser den halve flid og opofrelse, som arbejder i Herrens vingård, i værkets nuværende tilstand, som ved begyndelsen, burde vi nu se hundrede gange mere udrettet, end det der sker nu.

For at få værket til at skride frem, må de moralske ressourcer ikke falde fra. Den nye moralske styrke må hele tiden være i orden, for at holde været i gang på højere handlingsniveau end det hvad der begyndte på. Hvis dem der går ind på marken som medarbejdere, føler at de skal slappe af, at selvfornægtelse og streng sparsommelighed ikke kun er middel, men af tid, er ikke så væsentligt som ved værkets begyndelse, så vil det gå tilbage. Medarbejderne i øjeblikket har den samme grad af kærlighedsiver, energi og udholdenhed som lederne havde.

Arbejdet har bredt sig så at et nu dækker et stort territorium, og troende er øget i antal. Der er stadig en stor mangel, fordi et stort arbejde kunne være blevet udrettet, hvis medarbejderne viste den samme missionsånd. Uden denne ånd er medarbejderne ikke kompetente til deres arbejde, og vil blot ødelægge og skæmme Guds sag. Guds arbejde går faktisk tilbage i stedet for fremdrift, udbredelse og højnelse sådan som Gud ville det skulle. Vi skal ikke sammenligne vor nuværende vækst af antal og udbrede arbejdet med hvad det var i begyndelsen. Vi bør tænke fornuftigt over hvad der kunne være sket, om hver medarbejder havde helliget sig selv, sjæl, krop og ånd til Gud, sådanne som han burde.