- Tilbage

manuskrift nr 77, 14. maj 1899 - »Guds uforanderlige lov«

Sat den 14. maj, 1899 Dele af dette manuskript er publiceret i LDE 18, 217; 1BC 1102; 4BC 1147-1148; 5BC 1131.

Som et folk hævede jøderne at være meget nøjeregnende at holde Guds lov, men de ignorerede lovens underliggende principper helt – kærlighed til Gud og deres medmennesker. Selvom de er velsignet med alle timelige og åndelige fortrin, forblev de åndeligt uvidne, og første folk ind på falske stier. Lærer man menneskebuds doktriner, gør de Guds lov ugyldig. De budskaber de fik tilsendt, fortolkede de efter deres egne idéer. Kristus erklærede de ikke kendte til Skrifterne og Guds kraft.

På grund af deres åndelige degenration, Kristus sendte en sønderlemmende kritik mod nationens ledere. ”Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere!” sagde Han, ”thi I lukker, Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. . . . . Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.

“Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.” Så erklærede han grådkvalt, “ Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: »Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!« [Mattæus 23,13. 27. 28. 37-39.]

Jødernes ceremonielle fromhed havde ingen værdi for Gud, og ulykkerne fik lov at komme over folket, fordi de nægtede de eneste midler, der ville give dem lys og kundskab. Kristus advarede Sine disciple om Jerusalems ødelæggelse og tegnene der ville finde sted lige før Menneskesønnens komme. Hele det fireogtyvende kapitel i Mattæus er en profeti om de ting der sker forud for denne begivenhed, og Jerusalems ødelæggelse, bruges til at symbolisere den sidste store ødelæggelse af verden med brand. “ (Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I opæder enkers bo og beder længe for et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom.) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er.Ve jer, I blinde vejledere! I, som siger: »Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed.« Og dette evangelium om Riget” sagde Han, ”skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme. Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; ... Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat.” [Versene 14-16, 20.]

Kristus fortalte ikke Sine disciple, at de efter Hans korsfæstelse får en ny sabbat. Skabelsens sabbat bliver stadig overholdt.

Som svar på den lovkyndiges børn, afslørede Kristus jødernes åndelige tilstand: ”Og se, en lovkyndig stod op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: »Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?« Da sagde han til ham: »Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?« Han svarede og sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« Han sagde til ham: »Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.« [Luke 10,25-28.] Da jøderne hævdede at holde loven til punkt og prikke, ignorerede de dens principper. Det spørgsmål den lovkyndige stillede, blev besvaret: Du må adlyde Guds lov, som kræver at du elsker Gud højest, og din næste som dig selv. Dit eneste håb som lovovertræder er at tro på Kristus som din Genløser.

Hele det jødiske offersystem pegede hen på Frelseren, der gav Sig selv som et offer for synd. Disciplen Johannes skriver: ”Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets Ord, forkynder vi og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.

”Og nu skriver vi dette, for at vor glæde kan være fuldkommen. Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og forkynder jer, at Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.” [1 Joh. 1,1-7.]

En tro på Kristus er det eneste håb i verden. Paulus erklærer: ”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: »Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.« . . . . de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham. »Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.« Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? . . . Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.” [Romerne 10,9-14. 17.]

“Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, sommer ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . . . Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” [Romerne 8,32-35; 37-39.]

Det tyvende kapitel i anden Mosebog bør studeres af alle der bekender sig til at holde Guds bud. Prokameringen af loven fra Sinaj, vil stå som vidne mod verden på dommens dag; dens grundprincipper vil afgøre enhver sjæls skæbne. Også det enogtyvende og toogtyvende kapitel, hvor klart pålægges at holde loven. Dem der holder Guds lov i sandhed og retfærdighed vil adlyde alle budene. Gud forlanger at Hans folk skal respektere de love Han har indført i Edens have. Midt i dekalogen har han sat det fjerde bud, som erklærer hvem der er den levende Gud.

Han som skabte verden på seks dage, og hvilede på den syvende, velsignede og helligede den, og gav den som mindesmærke til verden, for hans skaberværk. I skriften står der “Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført.” [Første Mosebog 2,1-3.]

Gud var helt konkret med alt, med det han gav Moses til Israels børn. Da Han var ved at bygge tabernaklet, befalede Han Moses at ”Sig til israeliterne, at de skal bringe mig en offerydelse; af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse.” [2. Mos 25,2.] Da han bad om disse ofre fra Sit folk, bad Gud blot om at få de gaver tilbage Han havde betroet, så han kunne få alt, der var nødvendigt til Hans tjeneste.

I Anden Mosebog det femogtyvende kapitel beskrives møblerne i helligdommen. Der blev gjort en ark med Guds lov, som blev skrevet med Hans finger på to stentavler. Gud befalede: ”I arken skal du lægge vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. Der vil jeg mødes med dig, og fra sonedækket, fra pladsen mellem de to keruber på vidnesbyrdets ark, vil jeg meddele dig alle de bud, jeg har at give dig til israeliterne.” [Versene 21. 22.] Dette kapitel bør læses og studeres.

Ved et mirakel bevarede Gud sabbatsloven i de fyrre år ørkenvandringen stod på. Da Israels børn knurrede imod Herren, sagde de: ”Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød!” ”Herren til Moses: »Se, jeg vil lade brød regne ned fra himmelen til eder, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min lov eller ej. Og når de på den sjette ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.”

”Og Moses og Aron sagde til alle israeliterne: ”I aften skal I kende, at det er Herren, som har ført eder ud af Ægypten, og i morgen skal I skue Herrens herlighed. . . . . Da det nu blev aften, kom en sværm vagtler flyvende og faldt i et tykt lag over lejren; og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren, og da duggen svandt, var ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede rim på jorden. Da israeliterne så det, spurgte de hverandre: »Hvad er det?« Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren har givet eder til føde! . . . .

Således samlede de nu hver morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når solen begyndte at brænde, smeltede det. På den sjette ugedag havde de samlet dobbelt så meget brød, to omer for hver person. Og alle menighedens øverster kom og sagde det til Moses; men han sagde til dem: »Det er netop, som Herren har sagt. I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til side for at gemme det til i morgen!« De lagde det da til side til næste dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke orm deri. Derpå sagde Moses: »Det skal I spise i dag, thi i dag er det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks dage skal I samle det, men på den syvende dag, på sabbaten, er der intet at finde.” [2Mos. 16, 3-7. 13-15. 21-26.]

Satan vil bedrage mennesker til at tro at Kristus døde, så Han kunne ophæve Guds lov. Men Kristsus døde ikke for at gøre overtrædelsen udødelig. Han døde så den prøvetid vi har nu, blev tilstået os. Alle de velsignelser himlen kunne give, blev givet mennesker i Kristus. Han iklædte Sin guddommelighed med menneskelighed, så mennesklighed kunne berøre menneskelighed, og guddommeligheden kam gribe fat i Guds trone. Han ønskede at demonstrere for mennesker, at mennesker kommer i forbindelse med guddommelighed, gennem troen på Kristus, at få del i guddommelig natur. Det er muligt for alle mennesker at holde Guds lov, for Kristus holdt loven i Sin menneskelighed, og han siger til alle sjæle: Hvis I elsker mig, så hold mine bud.

Kristus “er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham” [Kolossenserne 1,15-17.] Det første kapitel i kolossenserne er et forunderligt kapitel der oplyser sindet, sådan som sandheden er i Jesus. Hvis vi vil studere det, vil vi forstå hvordan at det er at Kristus har gjort det muligt for mennesker, faldne på grund af ulydighed og overtrædelse, at holde Guds bud.

Kristi død åbenbarer at ingen tøddel af Guds lov kan forandres, for at kunne imødegå faldne menneskers tilstand. Frelseren forvisser os om, at så længe at himlen og jorden forbliver, skal ikke en tøddel af loven forgå. Kristi død på korset udryddede ikke himlene eller jorden; begge er der stadig; derfor forbliver Guds lov uforandret. Kravene i Guds lov er langt fra formindsket, Kristi død bevidner Jehovas lovs udødelighed gennem alle slægtsled. Dens pålæg er evige.

“Således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn, for at enhver der tror på ham, ikke går fortabt, men får evigt liv.” [Joh. 3,16.] Sådan som tanken siger det, ligeså er Kristus for den usynlige Fader. Som tale udtrykker tanken, således udtrykker Kristus den usynlige Fader. Han er en åbenbaring af Faderen og kaldes Guds Ord. Gud vendte sin Søn til verden, guddommen klædt i menneskelighed for at mennesket kunne bære den usynlige Guds billede. Han gav udtryk for hans ord, hans karakter Hans magt og majestæt, Guds natur og egenskaber. Guddommeligheden strålede igennem menneskeheden som et mildendene, dæmpende skær. Han var virkeliggørelsen af Guds lov, som en genpart af Hans karakter.

Verden så Gud afbilledet i Kristi renhed og godgørenhed, men de genkendte Ham ikke som Guds søn, på grund af deres fordærv og mørke. “Ordet blev kød, og boede blandt os, og vi så hans herlighed, (herligheden som fra Faderens enbårne,) fuld af nåde og sandhed.” [Joh. 1,14.] Han “det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” [Versene 9-11.] På trods af det klare bevis, viste menneskene en vantro, som kun Satan kan indgyde.

Det var ikke kun ved at dø på korset at Kristus udførte Sit menneskefrelsende arbejde. Forsmædeligheden, lidelsen og ydmygelsen var en del af hans mission. ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Denne straf bar Kristus for overtræderens synder, Han har båret ethvert menneskes straf og af den grund kan Han løskøbe enhver sjæl, uanset hvor falden tilstanden er, hvis sjælen vil acceptere Guds lov som sin retfærdighedsstandard. Han som ser skylden i sin overtrædelse, og ser det uendelige offer, og ser det uendelige offer der er gjort for hans skyld, vil ikke fortsætte i synd.. Han spørger: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” og peges hen til Guds Lam, som bører verdens synd bort. [Apg. 16,30; Joh. 1,29.] Han accepterer sandheden som den er i Jesus og begynder sit liv i loyalitet til Gud.

Det er en stor og lyksalig sandhed at Gud er kærlighed. De over menneskelige bestræbelser Gud har lagt for menneskenes skyld, ved at tage deres synder bort, åbenbare at Hans kærlighed er uden sidestykke. Guds kærlighed gives hele tiden til mennesker igennem Kristus. Med Sin Søn som gave, har han gjort alle tilvejebringelser for at de kan være forberedt til himlens sale. Himlens univers er hele tiden i aktivitet for menneskesønnernes skyld. De arbejder på at synderne overbevises for synd. Fortvivlsens råb fra sjæle fremkalder Guds ømmeste kærlighed, og dette er frelse for enhver som tror. Hans kærlighed tilstås frit til alle.

Men mennesker skal ikke bedrage sig selv, at fordi Gud er en kærlighedens Gud, har han ikke en fuldkommen retfærdighedsstandard. Åbenbaringen af Hans kærlighed, idet han gav Sin Søn til en skamfuld død på korset, viser at Gud har en karakterstandard. Hvis mennesker fortsætter med at modstå lys og beviser, vil de udtømme Guds overbærenhed og barmhjertighed, og så vil vredens tjeneste kommer. Guds kærlighed er ikke til at måle for dem der angrer, men Hans retfærdighed er fast og kompromiløs for dem som misbruger Hans langmodige kærlighed.

Hvordan kunne det være at Gud ødelagde den gamle verden med en vandflod? Teksten siger: “Men Herren så, at menneskenes, ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene på jorden, og det. skar ham i hjertet. Og Herren sagde: »Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, både mennesker, kvæg, kryb og himmelens, fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!” [1. Mos. 6,5-7.] Had they not eaten of the tree of knowledge and every kind of wickedness, God would not have destroyed them. Men “Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.

Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld et fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.” [Versene 12, 13.]

Disse ting tænker mennesker ikke over. Satan giver dem ikke tid, og forhaster dem fra den ene fristelse til den anden. Mennesker kan gendrive fjenden på det ene punkt, og tro at han er sikret. Men så er vi sikker på at den listige fjende har en anden fælde klar til os. Han følger dem for hvert skridt. Han vil bruge enhver anledning i livet til at få mennesker til at betragte ham med gunst, for han spiller livets spil for sjælen. Bruger al den underholdning han kan finde på, til at optage tiden og få Gud ud af tankerne. Han arbejder også i den religiøse verden. Han har en praktisk erfaring i dette liv. Han begyndte med at virke hos vore første forældre, bruger kræfter på at de skaber mistillid til Gud. Hvis han kunne sætte sig selv mellem deres sjæle og Gud, vidste han hvordan det vil lykkes. De der blev fristet kendte ikke til slangens list. De indså at de lyttede til en falsk gud, men udsigten til at blive guder der kender mellem godt og ondt var mægtig, og de gav efter.

Denne fristelse er gået videre til vor tidslinje. Resultatet af denne kundskab mellem godt og ondt begrænser sig ikke til en selv; men den breder sig og afgører andres sager. Får man kundskab til gode og onde mennesker, føler de at de har fået tilstået en stor ære; men de der fristes, forstår ikke Satans virkelige formål. Mennesker har et stort ønske om at være myndighed, der kontrollere tankesind, og vil kunne dømme mellem godt og ondt; og verden i dag tror at den er nået til dette punkt.

Mennesker lader ikke til at forstå at de er fanget i Satans snare, når de prøver at træde på Guds lov. Satan har dem i netop den position, han ønsker dem i, når de udarbejder love til at kontrollere verden, og sætter lovene der, hvor Guds love burde være. Fjenden ved at hvis menigheden kan kontrolleres af politiske forordning, vil den miste sine lysets klædninger, ligesom Adam og Eva gjorde. Hvis han kan får menigheden til at forene sig med verden, og antage verdslige forordninger, anerkender de i virkeligheden ham som deres hoved. Så vil menneskegjort myndighedsbud arbejde på at modsætte sig himlens regering. Under Satans ledelse vil kundskaben mellem godt og ondt arbejde på at klare sig uden Guds retfærdige og hellige forordning om sabbaten; den overholdelse som er et tegn mellem Gud og Hans folk for altid.

Satans planer har taget den religiøse verden. Han har skabt sin egen helt egen orden af tingene, og gjort Guds lov ugyldig. Han sidder i templet ligesom Gud. Gennem hans bedrageriske gerninger, har han vundet den kristendomsbekendende verden, alt det som han mente for at vinde i himlen – en ophævelse af Jehovas lov. Han arbejdede gennem den romerske magt på at fjerne Guds mindesmærke, og har rejst sit eget mindesmærke, der river Gud fra Sit folk; og i dag er den protestantiske verden fjernet fra Gud, ved at dyrke en falsk sabbat. De kan ikke finde en tøddel af guddommelig myndighed, ved at gøre dette, alligevel hævder de i al iver, at Herrens mindesmærke, der blev givet ved skabelsen, bør ignoreres, foragtes og trædes på, og den første ugedag går i dets sted.

I denne tid behøver vi at sende denne bøn til Gud, “Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt.” [1 Konge 3,9.] At kunne skelne mellem godt og ondt, er retfærdig dømmekraft. Der kommer en tid hvor alle sager skal blive dømt. Så vil dem der har givet sig selv til Herren, gøre Hans vilje, og vide til fulde hvad det vil sige at dømme mellem godt og ondt. “Ved I da ikke,” siger aposlen ”at de hellige engang skal dømme verden?” [1 Korinterne 6,2.]

Hvis vi vil studere Esajas det otteoghalvtredsindstyvende kapitel, vil vi forstå det arbejde Guds folk skal gøre. Gud erklærer, “Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«.” [Esajas 58,12.] Hvad er dette brud? Det er Herrens sabbat der er brudt.

“Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.” [Versene 13, 14.]

“Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus. Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske,. ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.” [Filipperne 2,5-8.] Der er antageligvis ingen kraft fra Guds udvalgte folks side. De der modtager ordre fra Kristus, må ikke gribe efter kraft eller prøve at tvinge nogen ellers til at overholde Jehovas lov. Sådan er det ikke. Selv Kristus, som livets Fyrste, kan ikke gribe magtens scepter og gennemføre Hans retfærdighedslove.

Mennesker må vente tålmodigt indtil det tidspunkt, hvor værket er fuldført, og alle mennesker har haft anledning til at beslutte sig efter lyset de har fået. Der skal træffes beslutninger for og imod Gud. Det fjerde buds sabbat vil være prøven. Enhver vil afgøre sin egen sag, med sin beslutning om Jehovas lov. Så vil verden modnes til høst. Begge klasser vil udvikles, enhvers hjertesag vil åbenbares. Begge partier vil samles under den valgte leder, ligeså loyal mod Gud og Hans bud, eller som lovovertræderen, med den første store rebel som deres overhoved.

Alle må vente på det bestemte tidspunkt, indtil advarslen er gået ud til alle verdensdele, indtil enhver sjæl har fået tilstrækkeligt lys og beviser. Nogle vil have mindre lys end andre, men alle vil dømmes efter det lys de har fået. Ikke før tidens fylde kommer, vil den korfæstede og opstande Frelser påtage Sin ligelighed med Gud. Han har ventet tålmodigt i himlens sale på Sit folk, som har lidt for at være loyal mod Ham. Han har ventet tålmodigt på at rigets evangelium skal forkyndes for alle dele af verden, indtil alle folkeslag, stammer tugemål og folk har modtagets Guds ords lys.

Kristus har prøvetiden for mennesker for en uendelig omkostning. Han må lide or verdens liv, så Guds mål med at skabe mennesker ikke bliver forpurret. Han må ødelægge den frafaldne, for Hans død betyder liv for alle der tror og død for alle som ikke vil være lydig. Intet mindre end Hans eget liv vil forsone for menneskets liv. Han må genoprette mennesker ved at sætte dem på fordelalgtig grund, enhver som tror på Ham som en personlig Frelser.

Gud tanker er ikke menneskets tanker, menneskers veje er ej heller Guds veje. Når der ikke var øjne der ynkes, så bringer Hans arm frelse. Gud hjalp Ham som var mægtig, og sagde, Frels dem fra ødelæggelse. Guds Søn acceptere arbejdet med glæde. Han blev menneskets stedfortræder og sikkerhed, ikke for at frelse det i sin synd, men fra at fralse dem fra deres synd, og kalde dem bort fra stadig overtrædelse til lydighed. Han lovede sig selv højtideligt at tage mennesers natur, og stå som overhoved for menneskeslægten. Han påtog sig alle syndens dybder på Sin guddommelige sjæl, og indfriede alle krav, der var stillet menneskeslægten, som et folk bundet i syndens slaveri. Gennem denne Guds gave til verden, har mennesket fået al anledning til at kende Gud og Hans regerings love.

Kristus var den usynlige Guds billede. Den guddommelige signatur var i Hans ord og gerninger. Han erklærede, jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men hvad jeg ser Faderen gør, det gør jeg. Kristus frembragte Faderens kraft og herlighed. Al menneskelighed kunne bære Guds herlighed åbenbaret i Kristus. Var Han kommet til dem i al Hans herlighed, vile menneskeslægten være fortæret. Sandheden kunne kun komme til menneskene gennem Jesu Kristi menneskelighed. I ham var Faderen afbilledet. Han var sandhed og lys og liv.

Det er fordi evangeliet er kommunikationsmidlet fra himlen, at det griber fat i menneskehjerter. ”Dette er det evige liv,” sagde Kristus, ”at de må kende jer,den eneste sande Gud, og Jesus Kristus som du har sendt.” [Joh. 17,3.]

“Hvad mere kunne jeg gøre for min vingård, end jeg har gjort?” Spørger Kristus. [Esajas 5,4.] Gud kunne ikke såres dybere, end at ignorere Hans hellige dag, og sætte en falsk i dets sted, som ikke bær hellighedens mærke. Gud gav Sin sabbat til verden, for at minde mennesker om at Han i seks dage gjorde verden, og at Han satte den syvende til side, for Sit navns ære. Han siger: ”Sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. . . . . Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.” [Anden Mosebog 31,13. 16.]

Gud mener præcis hvad Han siger. Den dag Han helligede og velsignede dem som et tegn mellem Ham og Hans folk. Lad alle spørge sig selv om de har noget de skal sige om Guds tegn. De som forkaster et tydeligt ”Så siger Herren” vil bortkaste deres alliance med Gud og ophøje menneskers magt i Hans sted. Den kristne verden hviler sin tro på dette bedrag. De åbenbarer den samme ånd, som blev manifesteret ved Kristi rettergang. Bekendende kristne fører en falsk, dødbringende moderisk forvaltning. Ved at sætte sig selv op imod himlens Guds lov, vi de ikke tage imod mærkets tegn, hvor verdens folk skal kunne kende Guds sande efterfølgere. Der er ingen retfærdighed for dem, som har lyset, lukker deres øjne for et tydeligt ”Så siger Herren.” De har taget deres krigsvåben frem mod Gud, og deres skyld bliver tydelig.

Guds tegn er heligelsen ved lydighed mod sandheden. Helliggørelsen gør den loyale borger til sit store hoved, Jesus Kristus. Han kommer i en særlig og evig relation til Kristus på betingelse af at hans fastholder sin alliance og står fast ind til enden. Det er ved helliggørelse gennem sandheden, at menneskene kan åbenbare Kristi egenskaber.