- Tilbage

manuskrift nr 78, 28. juli 1897 - »Lydighedens velsignelse«

Dette manuskript er publiceret i sin helhed i ST 09/22/1898, 02/08/1899, RH 12/13/1898, 12/20/1898, 12/27/1898. +
“Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres ordskifte og lagt mærke til, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?« Jesus svarede: »Det første er: »Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.« Et andet er dette: »Du skal elske din næste som dig selv.« Noget andet bud større end disse gives ikke.«” [Mark 12,28-31.]

“Da sagde den skriftkloge til ham: »Rigtigt, mester, sandt er, hvad du sagde, at Han er én, og at der ikke er nogen anden end Ham. Og at elske Ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre.« [Versene 32, 33.] Dette svar fra en af de skriftkloge, den klare udtalelse fra overbevisning, var mere end de skriftkloge og farisæerne forventede at høre. Kristus udtrykte en sandhed der fordømte deres egne traditioner og eksempel og blev italesat af en af dem selv.

Da Jesus så at de skriftkloge havde moralsk mod til at sige sandheden over for de panderynkende farisæerne, og at “han svarede forstandigt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Og ingen vovede mere at rette spørgsmål til ham.” [Vers 34.]

Guds lov, som Kristus definerede så tydeligt, er ikke med så mange adskilte forskrifter, nogle af dem har stor betydning, medens andre er af mindre betydning, og kan forklejnes og ignoreres. Herren frembringer de første fire og de sidste seks bud som en guddommelig helhed. Under to hovedtræk, at elske Gud og elske vor næste Gud, binder en guddommelig enhed forskrifterne sammen. Med disse to principper prøves menneskes karakter, og det viser sig om han er lydig eller ulydig.

Disse to principper er ligeså uforanderlige som Guds trone. De som adlyder det første, elsker Gud højest, vil udgyde Guds godheds rigdomme i kærlighed og medfølelse for sine medmennesker. Dette er en tro der virker ved kærlighed, og renser sjælen. Det betyder langt mere end blot at anerkende sandheden, mere end ceremoniel tilbedelse eller sende ofre. De som virkelig adlyder loven, giver Gud hele den tjeneste Han forventer.

Når Guds lov holdes, er der en stor løn, endog i dette liv. Vor samvittighed fordømmer os ikke. Vore hjerter er ikke fjendtlig over for Gud, men i fred med Ham! Men egenkærlighed, selvophøjelse, er på ingen måde antagelig for Gud.

Guds nåde, som, hvis den antages, fører til at gøre det rigtige, er skillelinjen mellem Guds børn og den skare der ikke tror. Når én bliver fanget til Kristus, kommer en anden i fangenskab og trældom med mørkets fyrste. Han som reagerer på Kristi dragen gløder af Hans kærlighed. Han fremviser Hans pris, som kaldes ud af mørket til Hans forunderlige lys. Han kan ikke være med at bruge sit taletalent og fremvise den nåde, som er givet ham i overflod. Han har skrevet sig ind i deres hær som kæmper for at fremme Guds ære, og derved blive lysets kanal. Villig og lydig, er han en af dem der kaldes ved inspiration, ”et kongelig præsteskab, et helligt folk, et særligt folk.” [1 Peter 2,9.]

Med deres fred og glæde som tjener Gud, ses der altid en gudfrygtig frygt, ”da nu forjættelsen om at gå ind til hans hvile endnu venter på sin opfyldelse, så lad os ængstelig våge over, at ingen af jer skal få den tanke, at han er kommen for sent.” [Hebr. 4,1.] Denne hellige frygt er fuldstændig korrekt. Det er ikke en krybende og fej frygt; som er en rædsel til at gøre noget som Kristus ikke anerkender. Denne frygt kontrollerer den kristne erfaring. De som mærker den, helliger Herren i deres hjerter. De betragter Gud med ærbødighed og kærlighed som leder til selvfornedrelse. Men deres frygt er meget anderledes fra en slaves rædsel, som er bange for piskeslag. Den ægte frygt fører til fast tillid til Gud.

Farisæerne blev tavse
“Han begyndte nu at fortælle denne lignelse til folket: »Der var en mand, som plantede en vingård og lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands for lange tider. Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at de skulle give ham hans del af vingårdens frugt; men vingårdsmændene slog løs på ham og sendte ham tomhændet bort. Og han blev ved og sendte en anden tjener; men de slog også ham og hånede ham og sendte ham tomhændet bort. Og han blev ved og sendte en tredje; men også ham kastede de ud efter at have slået ham til blods. Da sagde vingårdens ejer: »Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede; måske vil de undse sig for ham.«

“Men da vingårdsmændene så ham, rådslog de med hverandre og sagde: »Det er arvingen, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os«. Og de slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. Hvad mon nu vingårdens ejer vil gøre ved dem? Han vil komme og gøre det af med de vingårdsmænd og give vingården til andre.« Da de hørte dette, sagde de: »Det ske aldrig!« Men han så på dem og sagde: »Hvad betyder da det, der står skrevet: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten«? Enhver, som falder på denne sten, vil slå sig fordærvet; men den, som den falder på, ham skal den knuse.«.” [Lukas 20,9-18.]

Farisærerne bevogtede Kristus nøje, da han gav denne lignelse. De blev skåret til hjerte af hans ord, for de kunne undgå at se at Han kunne læse alle sjælens hensigter. For dem, var Kristi ord en tegn på hans guddommelige karakter; men de var bange for at høre dem, fordi Kristus fortalte dem sandheden. De besluttede at Kristus kendte for meget til deres grundlæggende optræden, til at de kunne lade ham leve. De frygtede at Han ville lægge de onde gerninger frem for folk, som de tillod, og resultatet ville blive at de mistede popularitet. Derfor planlagde de at fange Ham i Hans ord.

Med lignelsen om vingården afslørede Kristus deres bedrag, og erklærede at vingårdsmanden Herren, ville straffe det jødiske folk frygtelig hårdt. Dette folk havde behandlet Hans tjenere med foragt, uretfærdigt og grusomt; riget ville tages fra dem, og gives til dem som ville adlyde dets hersker. De skriftkloge og farisæerne vidste at denne lignelse refererede til dem. Den pegede på dem som fik den dom de selv afsagde. De blev fyldt af vrede mod Kristus, og ville uden yderligere tøven ville de lægge hånd på Ham, og fortiet Hans røst, så at Han ikke længere ville genere dem. Men de frygtede for folket.

I vildrede for at prøve at fange Kristus, tog farisæerne råd fra herodianerne. Efter at have lagt deres planer, sendte de spioner ud, ”der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.” [Vers 20.] De sendte ikke gamle farisæere, som Jesus mødte så ofte; men unge mænd, som var passionerede og ivrige, og som de mente Kristus ikke kendte.

Foregivende at være interesseret i nogle spørgsmål, nærmede farisæernes og herodianernes spioner sig Kristus. Men tilsyneladende oprigtighed, som de ønskede at kende deres pligt, sagde de: ” Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej.” [vers 21.] Var de oprigtige ville disse ord have været en fantastisk indgang, men de sagde det for at bedrage. Dette vidnesbyrd er dog sandt. Farisæerne vidste ikke at Kristus talte og lærte rigtig, og de blev dømt på grund af eget vidnesbyrd.

“Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?” fortsatte de. [Verse 22.] Dette spørgsmål var der megen discussion om. Mange benægtede romernes ret til at kræve skat. Farisæerne betalte deres skat ufrivilligt. Spionerne ønskede at stille Kristus dette spørgsmål, i håb om at Han ville svare med et enkelt ja eller nej. Og hvis han sagde til dam at det var lovpligtigt at give kejseren skat, ville han gå imod det jødiske folks anskuelse, og derved bortlægge sig sin popularitet.

De som stillede dette spørgsmål, stillede det tilsyneladende i oprigtighed, og de mente at de havde skjult deres hensigter nok. Men Jesus læste deres hjerter som en åben bog, og gav lyd for deres hykleri. ”Hvorfor frister I mig?” spurgte han; og giver dem derved et tegn de ikke havde spurgt om, idet han viste at Han læste deres skjulte hensigter. De blev endnu mere forvirrede da Han sagde: ”Vis mig en denar”. De gav den, og Han spurgte dem: ”Hvis billede og indskrift bærer den?« De svarede: »Kejserens«. Da han pegede på møntens inskription, sagde Jesus: ”Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” [Versene 23-25.]

Derved irettesatte Kristus Farisæernes hykleri og formastelighed, og Han svar virkede så klogt for tilhørerne at de beundrede Hans taktfølelse og visdom. Jøderne fik andre beviser på den guddommelige karakter. Kristi svar var ingen undvigelse, men et oprigtigt svar på spørgsmålet.

Farisæerne blev ikke kun irettesat af Kristi ord, men hos mange blev et vanskeligt spørgsmål afklaret. Derefter fremholdt de sig til det rigtige princip. Og selvom mange gik utilfredse bort, så de principperne under spørgsmålet, var blevet gjort klarlagt i lige linjer.

Da farisæerne hørte Kristi svar, “undrede de sig, og forlod ham og gik deres vej.” [Mattæus 22,22.] På dette tidspunkt kunne de ikke stille deres brede, men de besluttede sig for at udføre deres hensigter. De blev overbevist imod deres vilje, men selvom de forbavses meget over Kristi visdom, kunne de ikke opgive deres stolthed og acceptere Kristus. Og fra det tidspunkt fik beviserne ingen virkning på deres dybt rodslåede fordomme. De viste bitter modstand og intens had imod Kristus. Der var ikke mere fred eller hvile for Ham, for præsterne kværulerede konstant, og deres planer og rænkespil for at fange Ham var der rigelig af. De sendte spioner på sporet af Ham, for at efterrette Hans bevægelser. På trods af dette, kendte de ikke til Kristus, men Han kendte meget bedre til deres bevægelser, end de kendte til Hans. Han kender til alle de skridt der blev taget, og alt som ville finde sted.

Men på trods af præsternes modstand, fremholdt Kristus altid Sin mission for Sig. Med et hjerte der altid blev bevæget af menneskers ve og vel, tjente Han dem omkring Sig. Hans ord blev sagt klart, enkelt og med myndighed. Hans prædikener var som om de aldrig var blevet hørt. Hans principper var så klare og klog langt ind, at ingen behøvede at gå fejl, hvis de kun fulgte Ham og holdt Hans ord.

Advarende ord
” Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: »Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!« [Mattæus 23,37-39.]

Det var den alvorligste domsafsigelse der nogensinde var afsagt mod Jerusalem. Efter at have erklæret jødiske lederes hykleri, som tilbad templet, men som hadefuldt, indgydt af Satan, arbejde på at udslette Ham, som gjorde templet på enhver måde til en helligdom, sagde Kristus farvel til de hellige sale. Han forlod templet for altid, og erklærede : “Jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv.” [vers 38.]

Herfra så Kristus en sky mere sort end sækkelærred hænge over det tidligere begunstigede folk. Idet han så ud i fremtiden, så Han Jerusalems porte blive slået ind af romerske legionærers overfald. Han så muren af det reneste marmor, der så ud som snemure, blive brudt, og smukke stene, som blev lagt i kunstfærdig dygtighed på hinanden, blive revet ned, så at ikke en eneste stod tilbage. Den stærke til at redde, var blevet stærk til at slå.

Profeterne havde udsagt alvorlige domme over Jerusalem. Dets tidligere syndighed og forbydelser gjorde at den blev udslettet, og dets folk ført i fangenskab i Babylon. De søgte Herren i deres ydmyghed, med anger og bekendelse.

Da de vendte tilbage fra fangenskab, synes der at være tid til reformation. ”Thi evigt går jeg ikke i rette,” erkærede Gud,”evindelig vredes jeg ej; så vansmægted ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt, for hans gridskheds skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i harme; han fulgte i frafald sit hjertes vej. Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod; hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt, fred, fred for fjern og nær, siger Herren, og nu vil jeg læge ham.” [Esajas 57,16-19.]

Men folkets ledere blev ikke omvendte. De holdt sig ikke til Herrens vej, som trofaste skildvagter, for gøre ret og retfærdighed. Herren Ord som kom gennem Hans profeter blev afvist. Så sendte Gud Sin enbårne syn, med et nådens budskab, og kalde dem ud til anger, men de nægtede at tage imod ham, og sagde: “Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os.” [Mark 12,7.]

Da det jødiske folk havde det største ansvar, var da Jesus var blandt dem. Dette var tidspunkt for deres største privilegium og velsignelse. Men Kristus kom til Sine egne, og hans egne tog ikke imod ham. Nægtes alle tilbud om barmhjertighed, ved at afvise Guds Søn, gjorde jøderne sig selv skyldige i den største af alle synder. Kristus anklager hele folket for denne synd. Når Mine tjenere og profeterne afvises, har i foragtet al Min irettesættelse.

Oh Jerusalem, Jerusalem, hvis du her ødelagt, ar du draget dig selv til ansvar. I vil ikke komme til mig, så I kan få liv. Jeg har hjulpet dig, fordi jeg elskede dig. Oh, Jerusalem Jerusalem, du har ihjelslået profeterne, og stenet dem, som du er sendt til, hvor oft evil jeg ikke samle dine born, ligesom højen samler sine kyllinger under sine vinger, og I ville ikke. I afviste den barmhjertighed og velsignelse jeg kom til verden med. I har afvist at mødes med mig, som en nødig Frelser, der giver jer genløsning. Når Guds tunge domme falder på jer, vil I stadig nægte at se en syndstilgivende Frelser i Mig. I vil en dag længes efter en udfrier, som tidligere var blandt jer, men I ville ikke tage imod.

“Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: »Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!« [Mattæus 23,39.] Når de ser Ham igen, vil de ikke bede om noget tegn. Den dag vil ikke blive en glædens dag for dem, skønt anerkendelsen kommer fra deres læber med en overvældende kraft, idet de beskuer Ham. ”Salige er han som kommer i Herrens navn.” Når Kristus skal komme i kraft og megen herlighed, vil de velsigne Ham som de tidligere forbandede, men da vil det være for sent. Så vi vor Herre irettesætte det jødiske folk med kraft og myndighed.

Jerusalem gik tabt fordi den nægtede at anerkende sandheden så hårdnakket. Dette er verdens tilstand i dag. Mennesker nægter at se sandheden så tydeligt som den gives i Guds Ord. ”Så siger Herren” regnes for intet, så længe menneskers ord, får stor myndighed. Og idet Jerusalems indbyggere straffes, vil de blive straffet som afviser sandheden. Gud vil have os til at indse, at en verden bringes frem ved Jerusalems by. Kristi ord om Jerusalems ødelæggelse skal altid forbindes med en frygteligere verdens udslettelse.

Disciplene kunne fatte Kristi ord med henblik på templet. De henledte Hans opmærksomhed til dets massive stene, og sagde: »Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!« [Mark 13,1.] Templets stene var af reneste marmor, fuldkommen hvide, og pillerne der støttede overdækket var af massive dimensioner. Hvordan kunne stene som disse styrte sammen, kunne disciplene ikke forstå. De kunne forstå Kristi ord, som domfældte ødelæggelsen af de mægtige mure, en del som havde modstået fjenders hærgen. Deres tanker var uklare og det var svært for Herren at gøre sin lektie begribelig for dem.

Idet Kristi opmærksomhed blev henledt til templets storhed, hvad ville der så ikke have været af usagte tanker fra Ham der blev forkastet? Det syn han lagde for Sig, var faktisk smukt, men Kristus sagde bedrøvet: ”Jeg ser det hele. Bygningerne er faktisk smukke. Du peger til disse som tilsyneladende uforgængelig, men lyt til mine ord. Jeg siger jer seriøst, at den dag vil komme hvor der ikke skal lades sten på sten, at der ikke skal være én tilbage.” [Se vers 2.]

Kristus advarede Sine disciple om Jerusalems ødelæggelse, såvel som om templet. Dette forudsagde Daniel. Offergaverne og ofrene havde ikke længere værdi, for symbolet havde mødt sit forbillede I den ene store offergave. Og når det store modbilledlige offer blev sendt, blev templets forhæng revet i stykker. Fyrre år efter at Kristus havde givet sin forudsigelse, blev Hans ord opfyldt bogstaveligt. Ved belejringen af Jerusalem, blev det sagt at mere end en million mennesker gik tabt, medens mange blev ført i fangenskab.

Kristi ord var blevet sagt under mange menneskers påhør; men da han atter var alene, kom Peter, Jakob, Johannes og Andres til ham, og sagde: ”Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?” [Mark 13,:3; Mattæus 24,3.] Jesus svarede ikke Sine disciple ved at kun fortælle om Jerusalems ødelæggelse, og den sidste store dag for Sit komme. Han blandede beskrivelsen med de to begivenheder. Da Kristus refererede til Jerusalems ødelæggelse, nåede Hans profetiske ord helt ud over den sidste storbrand, som vil finde sted den dag, hvor Herren rejser fra Sin plads, for at straffe verden for sin synd, hvor jorden skal åbne sit blod op, og ikke længere dække over sine drab. Hele kapitlet her er en advarsel til dem der skal leve i de sidste scenerier i denne jords historie.

Idet Kristus vender sig til sine disciple, siger han: ”Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. Thi mange skal komme i mit navn og sige: »Jeg er Kristus«; og de skal føre mange vild.” [Versene 4, 5.] Mange falske Messiaser vil vise sig, hævder at gore midkler, og erklære at tidspunktet for udfrielsen af det jødiske folk er kommet. Dette vil fører mange vild. Disse ord er blevet opfyldt. Mellem Kristi død og Jerusalems belejring, viser mange falske Messias’er sig. Men denne advarsel gælder også dem, der lever i denne verdens tidsalder. Det samme bedrag, der begås lige før Jerusalems udslettelse, vil ske igen. De samme begivenheder som fandt sted ved Jerusalems fald, vil finde sted igen.

“I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden.” Forud for Jerusalems ødelæggelse kæmpede menneskene for overherredømme. Kejsere blev myrdet. De der troede de var de næste til tronen blev slået ihjel. Der skal være krigsrygter, men ikke nogen egentlig kamp. “Det må komme således,” sagde Kristus, “dog det er det ikke enden (for det jødiske folk) ikke enden. Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse. [Versene 6-8.]

Men, sagde Kristus, når Rabbinerne ser disse tegn, vil de forkynde at de er Guds dommere over folkene, og vil holde Hans udvalgte folk i trældom. De vil forkynde at disse tegn er regn på Messias komme. Men lad jer ikke bedrage, de er kun begyndelsen på Hans domme. Folket har set på sig selv. De angrede ikke og blev ikke omvendt så jeg kunne helbrede. De tegn som de mener er tegn på deres befrielse fra trældom, er tegn på deres udslettelse.

“Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre.” [Versene 9, 10.] Kristne har lidt alt dette. Mødre og fædre bedrog deres børn; børn bedrog deres forældre. Venner overgav deres venner til Sanhedrin. Saulus fra Tarsus var utrolig bitter imod alle som troede på Kristus, indtil han selv blev omvendt. Han begyndte at forkynde Kristus, og Han korsfæstet, og jøderne lod ham og Silas blive pisket og kaste i fængsel. Forfølgerne udvirkede deres mål, ved at dræbe Stefanus, Paulus, Peter og andre kristne.

Gud gav, gennem apostlene, de jødiske folk den sidste chance til at omvende sig. Han viste Sig selv gennem Sine vidner, ved deres tilfangetagelse, ved deres trængsler, g ved deres fængsling. Deres dommere erklærer dog døddom over dem. De var mænd, som verden ikke var værdig, og dog fik de ikke lov at lave og tjene den Gud, som de var fra skabelsen og ved genløsning. Ved at dræbe dem, korsfæstede jøderne Guds Søn på ny, som gav sine tjenere ord at sige, og en tunge og røst, hvorved de forsvarede sandheden, og anerkender ham som Guds enbårne Søn. Derved misbrugte jøderne ikke kun mennesker; de mishandlede Kristus i form af Hans hellige.

Sådan vil det ske igen. Syvendedags adventister vil kæmpe slaget om den syvende dag, sabbaten. Myndighederne i De Forenede Stater (og i andre lande) vil rejse sig i deres stolthed og magt og lave love der begrænser den religiøse frihed, ligesom myndighederne i dette land gør. De vil påtage sig den ret, som Gud har, og de vil, lige som Nebukadnezzar, tro at de kan tvinge den samvittighed, som kun Gud kan kontrollere. Lige nu danner de en begyndelse, som de fortsætter med at gennemføre, indtil de når et trælleåg de ikke kan træde hen over. Gud vil lægge sig imellem, for sit loyale lovlydige folk.

Gud fortalte Sine disciple at de vil blive overgivet til rådssamlinger, men Han fortalte dem også at de ikke skal være bekymrede for hvordan de skal forsvare sandheden, for Han vil give den mund og visdom, så alle deres fjender ikke kan modsige eller modsætte sig. Disse ord blev opfyldt ved Stefanus’falske dom, og ved Paulus domskendelse, som fik Felix til at skælve, idet han gennemtænkte den kommende retfærdiggørelse, ædruelighed og dom.

Ved enhver anledning, hvor der sker forfølgelser, vil vidnerne beslutte sig, enten for eller imod Kristus. De som viser sympati for mennesker der dømmes forkert, som ikke er bitre imod dem, viser deres forbindelse til Kristus. Mange vil forhånes fordi sandhedens principper krydser deres skikke (eller deres indkomst) direkte. Mange vil snuble og falde, fralægge sig den tro de tidligere forsvarede. Mange som har bekendt sig til at elske sandheden, vil vise at de ikke havde nogen rigtig forening med den sande vin. Men de vil blive skåret bort, som grene der ikke bærer frugt, og de vil bindes sammen med ikke-troende, hånsmænd og spottere.

“Mine børn, nu er det de sidste tider;” skriver Johannes, “og som I har hørt, at Antikrist kommer, således er allerede nu mange antikrister trådt frem; deraf ser vi, at det er de sidste tider. De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.” [1 Joh. 2,18. 19.] De som vægrerer sig i trængselstiden, vil for deres egen sikkerheds skyld, være falske vidner, og bedrage deres brødre. De vil sige at de skjuler sig, sætter ulve på deres spor. Kristus advarede os for dette, så vi ikke overraskes over venner og slægtninges unaturlige og grusomme handlemåde.

“Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild.” [Mattæus 24,11.] Falske Kristus’er skal opstå, bedrage folk, og lede mange ud i ørknen. Bedragere og troldmænd påberåber sig mirakuløs kraft, trækker folk med sig ud i afsides liggende bjerge. Men denne profeti blev også udtalt til de sidste dage. Dette tegn gives som tegn på genkomsten. Skarer der er inspireret af Satan, vil blive dannet til at bedrage og forlokke.

“Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.” [Verses 12-14.]

“Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; (ingen formastelig nølen;) den, der er påtaget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe! Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat”. [versene 15-20.] Denne advarsel blev givet, til fyrre år senere, hvor Jerusalem blev udslettet. De kristne adlød denne advarsel, og ikke en kristen gik til ved denne by udslettelse.

“Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat”. [vers 20.] Kristus som gjorde sabbaten, ophævede den ikke, da han blev naglet til Sit kors. Sabbaten blev ikke regnet som nul og nix ved Kristi død. Kristi død på Golgatas kors er et uigendriveligt argument for den uforanderlige karakter i alle forskrifterne i Guds hellige lov.

“Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne;” sagde Kristus, “ jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.” [Mattæus 5,17.] Som menneskefamiliens overhoved, levede Han efter alle forskrifter, enhver tøddel af loven. Han levede det liv i menneskeheden, Han forlanger at Hans efterfølgere efterlever, og således har ingen undskyldning for at ikke yde perfektionens standard. Han fremhæver i Sine ord: “Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen.” [Vers 18.] Så længe at himlene og jorden består, så længe vil det fjerde buds sabbat gore krav på menneskefamilien.

Sabbaten blev givet verden, som et minde på skabelsen. Ved sabbatens begyndelse lød påbuddet: “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!. I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.” [Exodus 20:8-11.] Forklaringen så fyldestgørende, at ingen efterlades i mørke, medmindre de vælger mørke frem for lys. Denne verden gør præcis det i dag, som da jøderne valgte mørket over for det budskab kom at bringe verden. Og det jødiske folks frafald, fremstiller det frafald, som verden gør i de sidste dage.

Sabbaten, der er helliggjort og velsignet af Gud, blev tiltænkt som et mindesmærke på skabelsen. Den skal altid stå urokkelig, en anstødsklippe mod den kristne verden, ligesom Kristus var for det jødiske folk. I dag er sabbaten prøven, ligesom Kristus var prøven da Han var i vor verden i menneskelig skikkelse. Da jøderne forkastede Guds søn blev deres skæbne afgjort. Ligeså vil forkastelsen af Guds hellige mindesmærke. Den skal stå urørt, som en anstødsklippe for den kristne verden, ligesom Kristus var det for det jødiske folk. I dag er sabbaten prøven, ligesom Kristus var prøven da han var i vor verden i menneskelig skikkelse. Afvisningen af Guds søn, afgjorde jødernes evige skæbne. Ligeså vil afvisningen af Guds mindesmærke afgøre de kristnes skæbne.

Guds bekendende folk kan ignorere sabbaten, de kan trampe den under deres fødder, men de kan ikke gøre den mindre bindende på folk. Ingen har undskyldning for at acceptere det skammel der er dynget hen over Herrens sabbat. Ingen har undskyldning for at antage en menneskeskabt sabbat, skabt af dem som Gud udpeger som syndes menneske, som påtænker at ændre tider og love. Han på påtænker det, men gør det ikke; selvom han måtte påtænke at vise overmagt over Gud. Men de kan ikke ændre Guds lov; det er kun Guds privilegium. Gud er over alle konger og herskere på jordens overflade. Han er Gud, og der er ingen andre end han.

”Hvis nogen da siger til jer: »Se, her er Kristus,« eller »der«! så skal I ikke tro det. Thi falske messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer: »Se, han er i ørkenen,« så gå ikke derud; »se, han er i kamrene«, så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens' komme være.” [Mattæus 24,23-27.] Her blandes atter advarslen over Jerusalem med advarselen om genkomsten.

Disciplene hørte Kristi ord, men de forstod dem ikke til fulde. Helligånden måtte lede dem til hele sandheden, erindre dem om alt hvad Kristus havde sagt til dem. De kunne forstå hvorfor Han knyttede farerne ved Jerusalems ødelæggelse sammen med farene ved Hans genkomst. Men de som lever i denne tid forstå Kristi advarsel generelt, og bør rette dem til de perioder hvor de hører til. Evangeliet må føres ud til alle riger undre himlen, og så skal ende komme.

Kristus vidste at disciplene ikke kunne forstå den fremstilling Han havde givet dem, som svar på deres spørgsmål, “Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?” [Vers 3.] Kristus kendte den frygtelige fremtid for det tidligere udvalgte folk, men Han vidste også at disciplene ikke kunne forstå hans beskrivelse af de frygtelige scenerier til fulde, som skulle udspille sig ved Jerusalems ødelæggelse. I hans svar til disse to begivenheder, - Jerusalems ødelæggelse og verdens ende – forenes til ét og samme. Det var i barmhjertighed mod Sine disciple, at Kristus blandede disse to ting, overlod til dem at de selv skulle studere betydningen.

Kristus havde gjort alt overhoved muligt for at informere Sine disciple om sandheden. Han gav dem alle anledninger til at kende sandheden. Han havde indbudt dem at sætte deres lid til Ham, som deres Messias, og til Hans mission og arbejde, men de havde ingen ordentlig forståelse af Hans riges natur. De gyste af fortvivlelse idet de lyttede til hans begrædelse over Jerusalem; men de indså ikke Hans ords egentlige betydning. Havde Kristus åbnet de fremtidige begivenheder op for dem, sådan som Han så dem, ville de ikke kunne klare det. Til sidst så de et timeligt rige for sig, som skulle oprettes i Jerusalem.

Kristi melding om det der sker ved Jerusalems ødelæggelse, forbinder de med Hans personlige komme, når Han Selv vil straffe jøderne, men vil også befri dem fra det romerske trældomsåg. Han fortalte dem bestemt at Han vil komme igen for anden gang, og Hans domme vil sandsynligvis falde over dem som afviste Hans kærlighed. De mente da at han vil lægge så alle stene i bygningen ned; for de troede at ingen jordisk kraft kunne gøre dette.

Men gengældelsesdommen skulle falde over dette frafaldne folk, som stadig viser deres ondsind mod Kristus, ved den måde de behandler Hans efterfølgere på.

Fra Jerusalems ødelæggelse, gik Kristus over i en meget større begivenhed, det sidste led i den historiske kæde for denne jords historie – Guds Søns komme i majestæt og herlighed. ”Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se »Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed«. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.” [versene 29-31.]

Kristus gav særlige anvisninger om denne begivenhed. ”Lær en lignelse af figentræet,”sagde Han ”Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren. Sandelig siger jeg eder: denne slægt (slagten som ser tegnene) skal ikke forgå, før alt dette er sket. Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” [Versene 32-35.]

“Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.” [vers 36.] Kristus sagde tydeligt til Sine disciple at Han selv ikke kunne bekendtgøre dagen og timen for Hans anden tilsynekomst. Var han fri til at gøre dette tidspunkt kendt, hvilken behov ville der så være for at han skulle opfordre dem til at fastholde en stadig forventning, leve, arbejde og vente som om hver dag ikke var deres egen, men Herrens der opelskede trofasthed, tro og kærlighed og rense sjælen gennem sandheden?

Kristus fortæller sine disciple at tidspunktet for Hans tilsynekomst sker i hemmelighed. Der vil være dem, der hævder at kende tidspunktet for den store begivenhed. De er meget seriøse for at kortlægge fremtiden, som Herren har lagt i en tyk sky, så dagen, måneden og endog året ikke er bekendt. På trods af tidsfastsætternes gentagne fejltagelser, fortsætter de deres arbejde. Men deres tankegang er falsk, og Herren har advaret dem, at komme væk fra dette, for menneskesønnens kom er Guds mysterium. “De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig.” [5 Mos. 29,29.]

“Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.” [Mattæus 24,37-39.] Her bringer Gud ikke et verdsligt tusindeårsrige frem, tusinde år hvor alle skal berede sig for evigheden. Han siger til os, at som det var i Noas tid, sådan vil det være når Menneskesønnen kommer igen.

Hvordan var det på Noas tid? “Men Herren så, at menneskenes, ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.” [1. Mos 6,5.] Samarbejdede mennesket med Gud, ville der ikke være nogen der tilbeder som Kain. Da ville Abels eksempel på lydighed blive efterfulgt. Mennesker kunne have udvirket Guds udtrykkelige vilje. De kunne have adlydt Hans lov, og ville finde deres sikkerhed og frelse i den lydighed. Gud og det himmelske univers ville have hjulpet dem til at modstå den guddommelige lighed. Den lange levetid ville være bevaret; og Gud ville glæde sig over sine hænders arbejde.

Menneskene i verden før syndfloden vendte sig fra Jehova, og nægtede at gøre Hans hellige vilje. De fulgte deres uhellige indbildning og forvanskede tanker. “Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.

Da sagde Gud til Noa: ... du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig. ... Se, jeg bringer nu vandfloden over jorden for at udrydde alt kød under himmelen, som har livsånde; alt, hvad der er på jorden, skal forgå.” [Versene 12-14. 17.]

Husk advarslen, “Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.” [Mattæus 24,37.] Det var på grund af den gamle verdens beboberes ondskab at de blev udslettet; og i dag følger verden i samme spor. Det viser ingen tilnærmende tegn på tusindårsrigets herlighed. Menneskelige lovgivere åbner deres bøger og afsiger dom mod dem der ikke holder deres love. Men de som danner og gennemfører disse love overtræder selv Guds lov, og deres overtrædelser fylder jorden med ondskab og moralsk fordærv. Deres hestevæddemål, deres spil, deres udsvævelser, deres vellystige adfærd, deres utæmmelige lidenskaber, fylder verden hurtig med vold. Bank-krak’er ruinerer tusinder familier. Enker er forældreløse overlades til sultedød. Og alligevel gennemtvinger myndighederne love til at opretholde ugens første dag, som Gud har givet som en almindelig arbejdsdag.

Disse lovgivere taler til dem, under deres ledelse, og siger: ”Sandelig, den første ugedag skal I holde, fordi den er verdens sabbat. Kirkerne holder denne dag ligeså hellig, og de som vi leder over, skal også helligholde den, fordi den også er indført i vore forordninger. Vi har holdt søndagen som sabbaten, og derfor må alle holde den hellig.

Hvad er det for en dag, som ophøjes så universelt? Det er en falsk sabbat, en almindelig arbejdsdag. Den antages i stedet for den syvende dag, som Herren har helliget og velsignet, og den sikre konsekvens af denne kurs, kunne ses i den straf der faldt over Arons sønner Nadab og Abihu. Som Guds præster, befalede de at altid ofre ilden fra Guds egen optænding, som altid var i brand for Gud, dag og nat. Denne lov skulle altid overholdes. Men Nadab og Abihu drak for lemfædigt af vinen. De blev ikke så skarpsindige, men forvirrede; og de kunne skelne mellem det hellige og det almindelige. “Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sin pande, kom ild i dem og lagde røgelse derpå og frembar for Herrens åsyn fremmed ild, som han ikke havde pålagt dem. Da for ild ud fra Herrens åsyn og fortærede dem, så de døde for Herrens åsyn.”

Herren har givet retningslinjer om Hans sabbat: “Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” [2.Mos 31,12-17.]

Herrens forordninger skal holdes i hævd og adlydes. Han vil visselig straffe de som kæmper for at gøre loven til døde bogstaver. Gud er den højeste myndighed i alle Hans krav, og når Hans lov sættes til side som noget mindre betydningsfuld, må overtræderen visselig tage konsekvenserne af sin egen synd, som Gud bærer længe over med.

“Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer. Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer. Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: »Min herre lader vente På sig« og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; der skal der være gråd og tænderskæren.” [Mattæus 24,44-51.]