- Tilbage

manuskrift nr 78, 15. maj 1899 - »Han uddriver onde ånder«

NP - May 15, 1899 [tryksat] - Dele af dette manuskript er udgivet i 5BC 1092-1093. +
“Han uddrev en ond ånd, og den var stum; og da den onde ånd var faret ud, skete det, at den stumme talte, og skarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder.” [Lukas 11,14. 15.] Denne anklage mod Kristus var bespottelse. Var jøderne blevet overbeviste, ville deres synd ikke være så stor. Men de havde jo set Guds store kraft. De havde mærket Helligåndens forvandlende kraft, og havde gjort sig hårdnakket. De havde fået tilstrækkelig med beviser at overbevise sig om at Jesus var Guds søn, men de anklagede Ham for at arbejde gennem sataniske agenter.

“Men da [Jesus] kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige, som er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus. Men hvis også Satan er kommen i splid med sig selv, hvorledes kan hans rige da bestå? Thi I siger, at jeg uddriver onde ånder ved Beelzebuls hjælp. Men hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.” [Versene 17-20.]

Ved en lignelse gjorde Kristus sine tilhørere kendt med Satans umærkelige og bedrageriske værker, som holdt menneskers kroppe og sind med hans kraft. “Når den Stærke fuldt rustet vogter sin gård, bliver det, han ejer, i fred. Men når en, der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, så tager han hans fulde rustning, som han satte sin lid til, og uddeler byttet.” [Versene 21, 22.] Hvor sand er denne lignelse, der viser at mennesker er under Satans ledelse.

De som ikke kender Gud og Jesus Kristus som Han har sendt, de er under fjendens herskende og, i trældom under hans vilje. Han behersker tankesindet og hengivenheden ved sin sataniske ånd. Men Satan måtte forstå betydningen af det der blev sagt i edens have: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!” [1.Mos 3,15.] Kvindens sæd som han ville have udraderet helt, sagde Gud skulle knuse hans hoved. Kristus kom til verden for at bestride Satans kraft. Stærkere end den bedst bevæbnede mand på slagmarken. Han alene kunne tage hans våben fra ham, og begrænse hans magt.

“Når den urene ånd er faret ud af mennesket,” fortsætter Kristus ”vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: »Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af.« Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.” [Lukas 11,24-26.] Kristus viser at der er ingen neutralitet i hans tjeneste. Sjælen må ikke mættes med mindre end den fuldstændige helligelse – hellige tanker, stemme ånd og alle organer i sind og legeme. Det er ikke nok at karret tømmes; det må fyldes med Kristi nåde.

Enhver person der er oplyst med sandhed må repræsentere Kristus. Han skal formes inden i, herlighedens håb. Mennesket kan ikke acceptere Kristi retfærdighed, som et levende og blivende princip i sjælen, medmindre den forvandler hele karakteren. Han må spise Guds Søns kød og drikke Hans blod, som er evig liv for alle som tager imod det. De som overbevises om at Jesus Kristus, omvendes til Gud, må forstå at de skal bruge alle deres kræfter på at samarbejde med deres Genløser. De skal bære Hans Åg. Den mand, hvor Kristus bor inde i ved tro, må forstå, at han er privilegeret til en så saligt kammeratskab.

De som bærer Kristi beherskende åg og lydig mod Guds bud, vil samle Kristus. De vil arbejde efter Kristi i linjer. De skal, ligesom den samaritanske kvinde, arbejde for ham og forherlige Hans navn, ligeså snart de er overbevist om at de har fundet Messias. De vil være grene på den levende Vin. “Bliv i mig, så bliver jeg også i jer.” sagde Kristus ”Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes.”

Han der ikke er for mig er imod mig; og han der ikke samler med mig, spreder. [Lukas 11,23.] Han som er hos Kristus, fastholder Hans enhed, sætter ham på sit hjertes trone, og adlyder Hans ordrer, er sikker fra den ondes snarer. Han som forener sig selv med Kristus vil samle sig Kristi nådegaver, og vil give styrke, virkelyst og kraft til Herren ved at vinde sjæle til Kristus. Når Kristus tager sjælens fæstningsanlæg i besiddelse, menneskeagenten bliver ét med ham. Ved samarbejde med Frelseren, bliver han det instrument som Gud virker igennem. Når Satan kommer og strider for at tage sjælen i besiddelse, finder han at Kristus har gjort ham stærkere, end den stærkest bevæbnede mand.

Det ryddede hus repræsenterer den selvretfærdige sjæl. Satan er drevet ud af Kristus. Men han vender tilbage, i håb om at kunne komme ind. Han finder huset, tomt, fejet og ryddet. Kun selvretfærdigheden kan være der. “Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.” [Vers 26.]

Selvretfærdighed er en forbandelse, en menneskelig prydelse, som Satan bruger til sin ære. De som rydder sjælen med selvros og smiger, baner vejen for syv andre ånder, der er mere onde end den første. Når de tager imod sandheden, bedrager disse sjæle sig selv. De bygger på selvretfærdighedens fundament. Menighedsforsamlingens bønner kan sendes op til Gud, med en række ceremonier, men hvis de sendes i selvretfærdighed, æres Gud ikke ved disse.

Herren erklærer, “Ja, jeg vil forkynde din retfærd og dine gerninger.” [Esajas 57,12.] På trods af al deres pynt, deres ryddede bolig, så kommer Satan ind med en trop onde engle og tager plads i sjælens bolig, at være med at bedrage. Apostlen skriver: “Thi når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet.” [2 Peter 2,20. 21.]

De som ikke har helliget sig selv til Herren, er af den klasse der bekender retfærdigheden men ikke holder ved de gode gerninger. De får øje på det første kapitel i andet Peters brev. Der er mange ligesom de skriftkloge og farisæerne, som mangler disse ting, er “i sin kortsynethed blind,” som har glemt at de blev udrenset fra deres gamle synder. [Verse 9.] Fordi de ikke samler med Kristus vil de miste deres præg for det gode. Som upålidelige tjenere, bevogter de ikke deres eget hus. Hvis de som er blevet særlig overbevist om Guds Ånd, som har kendt sandheden, og forstår vor tros fornuftsbegrundelser, vil lade sig velsigne af gaven de har fået for en uendelig pris, vil de ikke ophøjre med den inderlige bøn, før Retfærdighedens Sol forbliver i deres hjerter ved tro.

Apostlen Peter opmuntrer alle, som forbliver boende i Kristus og søger at kende Hans veje. De som “har fået den samme dyrebare tro som vi.” Han kalder til et stadig voksende kendskab til Gud. “Nåde og fred blive eder stadig rigere til del,” siger han, “idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft, og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur.

“Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus. . . . .. Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; 2.Pet.1,11. for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige.” [Versene 1-8, 10, 11.]

Hvis Kristi bekendende efterfølgere besidder en levende tro på en personlig Frelser, hvis de ser på Ham, som deres fuldstændige afhængighed, vil Ham, som deres håb om evigt liv kredser sig om, - så vil de blive rene, hellige og ubesmittede. De vil vandre med Gud. “Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” [Hebræerne 4,15. 16.]

Vi får lagt to klasser frem for os i Guds ord, de der “vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet,” og de som kan sige sammen med Paulus: “Vi bærer os nemlig ikke ad som så mange andre, der søger vinding ved Guds ord, men ud af et rent sind, ja, ud af Gud, taler vi i Kristus for Guds åsyn.” [2 Peter 2,2; 2 Korinter 2,17.] Vi skal beslutte os mellem det falske og det sande.

Måtte Herren hjælpe Sit folk til at kunne se klart, leve og tale og handle som lysets bør, der prøver at behage Ham i alt, der gav Sit liv, så vi kan blive Han repræsentanter i verden. “Et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.” [1 Korinter 4,9.] “Thi med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse.. Også Helligånden vidner for os herom.” [Hebræerne 10:14, 15.] Bærer disse folk trældomsåget? De kinder intet andet åg end Kristi åg, der i sit menneskeliv erklærede: “ligesom jeg har holdt min Faders bud” [Joh. 15,10.]

Han siger til sit folk: “Deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu.” “Da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand; lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; (for han er trofast og har lovet at) og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.”[Hebræerne 10, 17. 21-25.]