- Tilbage

manuskrift nr 94, 0. 0 1893 - »Kunne Kristus have givet efter for fristelsen?«

Bror A,
I dit brev om Kristi fristelser, siger du om Han var et med Gud, kunne han ikke falde. Forestil dig, hvis du kan, at du var i Kristi sted i ørknen. Du kan ikke høre nogen menneskelig røst, men du er omgivet af dæmoner der bedragerisk giver sig ud for at være engle fra himlen, i deres mest forlokkende tiltrækning, der giver Satans listige insunationer mod Gud. Ligesom han gjorde mod vore første forældre. Hans sofisteri er det mest bedrageriske og kunstige, der underminerer din tillid til Gud, ødelægger din tro og tillid, tager dit sind til fange, så at han kan få et spor han kan bruge til egen fordel, og lokke dig i kamp, som om han læser dine tanker, som du ikke sige, præcis som han gjorde med Eva.

Han kunne ikke få et ord fra Kristus, der forførte ham. Ordet, ”Der stor skrevet,” sagde han hver gang han blev prøvet. Men kun citaterne fra hans egne ord, som Han havde indgydt de gamle mænd at skrive, ville komme fra Kristi læber. Alle de forførende fristelser mennesker bliver udsat for, blev fremført. Svækket af fasten, gjorde Kristi mentale lidelser disse prøvelser meget hårde for ham. Efter Fyrre dag og fyrre nætter klarede han dette pres. Angrebene fra mørkets fyrste har aldrig været frygteligere. Hans brændende pile havde visselig et mål, men de fik intet sted.

Det punkt hvor du spørger mig, I herrens store kampsceneri i ørknen, tilsyneladende under Satans og hans engles kraft, kunne Han da give efter for disse fristelser, med sin menneskelig natur?

Jeg vil prøve besvare dette vigtige spørgsmål: Kunne han som Gud ikke fristes? Men som menneske kunne Han så fristes, og det stærkt, og kunne han give efter for fristelserne. Hans menneskenatur må gennemgå dem samme test og prøvelse som Adam og Eva gennemgik. Hans menneskenatur blev skabt; der var endog ikke engles kræfter. Det var et menneske, identisk med vore kræfter. Han gik over den grund, hvor Adam faldt. Nu var han der, hvis Han stod prøvelsen for den faldne slægts skyld, ville Han genløse Adams forsmædelige fejl og fald, i vor egen menneskelighed.

Han var et menneskes krop og et menneskes sind. Han havde knogler som os, og kød af vort kød. Han var underlagt fattigdom, fra Han først kom ind i verden. Han blev underlagt skuffelse og prøvelser i Hans eget hjem, blandt Sine egne brødre. Han var ikke omgivet af rene og elskelige karakterer, så han var i de himmelske sale. Han havde vanskeligheder omkring sig. Han kom ind i vor verden, for at fastholde en ren og syndfri karakter, og modbevise Satans løgn at det ikke er muligt for mennesker at holde Guds lov. Kristus kom for at leve loven med Sin menneskelige karakter, præcis sådan som alle mennesker må leve loven i menneskelig natur, hvis de vil gøre sådan som Kristus gjorde. Han inspirerede de gamle hellige mænd til at skrive for menneskenes skyld: “Med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.” Esajas 27,5.

Der er gjort store tiltag for at begrænsede og faldne mennesker kan forbinde sig med Gud, så at de, gennem samme Kilde, som Kristus overvandt i Sin menneskenatur, kan stå fast imod alle fristelser, ligesom Kristus gjorde. Han blev underlagt ubehageligheder som menneskenaturen er underlagt. Han indåndede luften i den samme verden som vi indånder. Han stod og rejste rundt i den samme verden vi beboer, som vi har tydelige beviser for, ikke er mere venlig for nåde og retfærdighed, end den er i dag.

De høje egenskaber hans person har, er det vort privilegium at få, hvis vi påskønner disse velsignelser, som Hans adgange Han givet, - og opelsker det gode ihærdigt i stedet for det onde. Vi har fornuften, samvittigheden, hukommelsen, viljen, kærligheden – alle egenskaber et menneske kan besidde. Ved de tilvejebringelser der kom, da Gud og Guds søn sluttede en pagt for at redde mennesker fra Satans trældom, blev alle egenskaberne sat i spil, så menneskenaturen kan slutte sig sammen med Hans guddommelige natur. Med en sådan natur blev vor Herre fristet. Han kunne have givet efter for Satans løgnagtige antydninger ligesom Adam gjorde, men vi bør tilbede og ære Guds Lam, at han ikke gav efter på et eneste punkt, på allermindste punkt.

Efter at få del i guddommelig natur, kan vi stå rene, hellige og ubesmittede. Guddommen gjorde ikke mennesket, og mennesket blev ikke forgudet ved at blande de to naturer sammen. Kristus besad ikke den samme syndige, fordærvede, faldne illoyalitet som vi har, for ellers kunne han ikke være et fuldkomment offer.