- Tilbage

manuskrift nr 102, 2. juli 1904 - »Prædiken/“ Det var før påskehøjtiden ...”«

Nashville, Tennessee 2.juli, 1904
Prædiken af, Mrs. E. G. White, Embedskapellet, Nashville, Tennessee
“Det var før påskehøjtiden. Jesus vidste, at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste.. Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søns, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham, og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og skulle vende tilbage til Gud så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig.” [Joh. 13,1-4.]

Disciplene havde netop diskuteret hvem der skulle være den største i himlen. De kunne ikke blive enige. Den påberåbte sig selv ære, og den anden sin ære. Ingen af disciplene var til sinds at forstå betydningen af de kommende begivenheder, eller fatte den nuværende alvorlige situation. De var ikke beredt til at få del i påskemåltidet.

Kristus så bedrøvet på dem. Han vidste der stod prøvelser foran dem, og Hans store kærlige hjerte ynkes over dem i ømhed og forståelse. Som en kærlighedsgerning mod dem “tog han et linnedklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig.” [Versene 4, 5.] Det var en stor dadel mod dem alle.

“Han kommer så til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine fødder?« Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« Peter siger til ham: »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter siger til ham: »Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.« Jesus svarede han: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.« Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »I er ikke alle rene.«

“Da han nu havde tvættet deres fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig til bords, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det. {Ms102-1904.5}

“Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse, den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.« Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, mår det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.« Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.«” [Verses 6-21.]

Vi skal lære en udtrykkelig lektie ved denne ydmygelsens forordning. Kristus har vist os at det er nødvendigt vi vandrer ydmygt for Gud og erkender hvad Han har gjort for os, i form af Sin Søns gave. Kristus vidste at Hans disciple aldrig ville glemme denne lektie om ydmyghed, som de fik ved det sidste måltid. Idet han påtog sig den ydmygeste tjeneste, gav han de tolv den hårdeste irettesættelse som de kunne få.

I det attende kapitel af Mattæus står der en anden lektie om ydmyghed. Disse lektier i Ordet gives til vor formaning. Dem som ikke tager ved lære der af kan ikke undskyldes.

Disciplene kom hen “til Jesus og sagde: »Hvem er mon den største i Himmeriget?« Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget.” [Verses 1-4.]

Mange indrømmer ikke at når vi sætter os selv der, hvor fjenden ikke kan få fordel over os, når vi vandrer ydmygt med Gud. Nogle prøver at sætte os i en ubehagelig situation, men så længe vi har det rette forhold med Gud, og har et hjerteligt ønske om at gøre hans vilje, skal vi ikke forpines over fjendens anstrengelser.

“Og den, der tager imod et sådant barn for mit navns skyld, tager imod mig. Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb.” [Verses 5, 6.]

I Bibelen står det tydelig åbenbaret hvilket forhold Kristi disciple skulle have til hinanden. Hvis vi vil, kan vi lære lektien om Kristen ydmyghed; men hvis vi hele tiden er bange for at vi ikke får det højeste sted, vinder vi os selv til sidst, på det laveste sted. Dette er visselig resultatet af at ikke tage sig af Kristi belæring, at blive som små børn. Kun når vi underlægger os, som villige børn, der skal oplæres og disciplineres, kan Gud bruge os til Sin ære.

“Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!” [Verse 7.]

Bebrejdende ord går tilbage til een selv. Optræning af tungen burde begynde hos os selv personligt. Vi må ikke sige noget ondt om nogen.

“Men hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og begge fødder i behold.” [Verse 8.]

Vi kan værne om visse forkerte ting, som tilsyneladende er ligeså dyrebare som en hånd eller en fod. Disse ting skal vi bortlægge for altid. Vore særlige uhellige ideer skal aldrig presses ned over andre.

“Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig! det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at kastes i Helvedes ild med begge øjne i behold.” [Verse 9.]

Der er et stort arbejde som skal gøres blandt menighedens medlemmer. Mange som ikke kaldes til den offentlige forkyndervirksomhed, kan gøre meget godt i deres hjemmemenigheder, ved at være bevidst med talen fra deres læber. Talens talent bør bruges til at forherlige Gud med. Den bruges for ofte til at give onde efterretninger. Dette sårer Helligånden. Lad os huske på at vi har en frelser som har påbudt os, at komme til Ham med alle vore byrder. Han vil gives fred i sindet, og vil også afpasse det som virker indviklet vanskeligt for os. “Kom til mig,” beder han indstændigt, “alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.” [Matthew 11:28-30.]

Afholdsarbejdere prøver at få drankeren til at underskrive et løfte om at hen herfra ikke længere vil bruge den giftige brændevin. Dette er godt; og det er ligeså påtrængende nødvendigt som dem der hengiver sig til beklagende ord og kritik, burde underskrive et højtideligt løfte, at de fra nu af, ved Herrens hjælpe, ikke vil sige noget ondt om deres brødre og søstre, men vil tage alt til Gud i bøn og følge den belæring han har givet om udpege fejl hos vore medmennesker. Ethvert menighedsmedlem må i sin daglige optræden være så eksemplarisk, så klog og forsigtig i sin tale, så venlig og medfølende, at alle vil værdsætte han som én der frygter og elsker Gud. Et sådant menneske vil få en indflydelse for godt over alle han omgås.

Vi er fejlbarlige og har mange gange gjort noget forkert. Vende tilbage til Herren i anger og bekendelse. Idet vi samles om at tage deltage i forordningerne i Herrens hus, så lad os rette op på alle fej, så vidt det ligger i vor magt. Når vi bøjer os for en bror, vasker hans fødder, og spørger sig selv: ”Har jeg noget i mit hjerte der skiller mig fra denne bror? Har jeg sagt eller gjort noget som støder os bort?” Hvis det er tilfældet, så tag det bort, ved at bekende din synd af hjertet. Derved vil hjertet hjerte knyttes til hjerte, og Guds velsignelse vil manifestere sig.

I adventbevægelsens første dage, da vort antal var lille, blev forordningernes fejring gjort til den mest udbytterige anledning. Fredagen før, arbejdede alle menighedsmedlemmerne på at bortrense alt som ville få dem til adskille sig fra deres brødre og fra Gud. Hjerterne blev ransaget nøje; i alvor blev bønner opsendt for om Gud måtte åbenbare en skjult synd; der blev gjort bekendelser mod at narre i handel, mod overilede ord og mod gemte synder. Herren kom nær, og vi blev styrket og opmuntret stort.

“Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt.” [Mattæus 18,10.]

Hele det himmelske univers er intens interesseret i alle brødebetyngede sjæle som kommer til Jesus; og de er også interesseret i de ubodfærdige – dem som de håber bliver frelst ved anger og reformation. Engle våger over alle handlinger. De er fortrolige med alle ord der siges. De ønsker intens at se, at vi værdsætter Guds ords undervisning frem for alt andet. De ønsker at vi skal lære Kristi sagtmodighed og ydmyghed – den højeste af al videnskab, glædens, ydmyghedens og kærlighedens videnskab gennem Kristus Jesus.

Englene ønsker at vi skal lære at “Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” [Vers 11] Kristus kom ikke for at frelse de gode og retfærdige, men “den som var fortabte.” Brødre og søstre, når I ser en sjæl smutte bort fra sandheden, og bringe hans håb om evig frelse i fare, så pres jer tæt til hans side, og prøv at hjælpe ham på enhver måde som I kan. Spørg efter hans behov; bed med ham; arbejd venligt, tålmodigt med ham; fortvivles aldrig for at hjælpe ham.

Menighedsmedlemmer har et arbejde at gøre, med at følge op om de unges interesser. De bør tage dem i hånden, og vise en venlig interesse for deres velbefindende. Lad os beskytte de unge, så vidt det er muligt, fra verdslige fristelser og forlokkelser. Lad os finde en nyttig beskæftigelse til dem, hvor det er muligt, hvorved deres tanker kan optages af det som er forædlende. Dette er ægte prædikantarbejde – et tjenestearbejde som Gud værdsætter, og som opløfter ham der gør dette tjenestearbejde, ligeså godt som ham der tjenes, en standard mod fjenden. Satan kan ikke overvinde nogen med sin list, som er retfærdighedens tjenere i ord og handling.

“Hvad mener I? Hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der fór vild? Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild.” [Verses 12, 13.]

På samme måde er der glæde I himlen over den der fejler, som er blevet befriet fra Satans greb. Ethvert menneske, har fået privilegiet at hjælpe sine medmennesker med at sætte deres fødder på Den evige Klippe.

“Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.” [Vers 14.]

Resultaterne for vore bestræbelser for andre, kan ofte virke forgæves; men vi skal ikke blive trætte og modløse i gode gerninger. Kristus ophørte aldrig med opsøge os, skønt vi strejfede ud af folden. Han opsøger med utrættelige skridt, indtil han finder os og får os tilbage til Sin fold. Vi vil igen og igen være gået tabt, om det ikke var for Hans kærlige omsorg. Han påbyder os at gøre vor del, og udvirke vor egen frelse med frygt og bæven, og forvisser os at Gud vil arbejde gennem os, til hans vilje og gøre Hans gode behag.

Vi ser kun lidt af de kræfter der nu virker i denne verden. Hele den himmelske hær søger at frelse dem som er fortabt; de faldne engle arbejder med en kraft nedefra, for at modvirke Kristi bestræbelser og Hans medarbejdere. Skal vi ikke gøre vor del trofast? Skal vi ikke arbejde på at gøre alt i vor kraft, for at fremføre sandheden for denne tid, for dem som ikke kender til Guds bud? Skal vi ikke åbne Skrifterne for at, de som endnu ikke har lært vigtigheden af at adlyde alle forskrifter og berede sig for Herrens snarlige komme, kan forstå vigtigheden af dette? Skal vi ikke arbejde for dom som må aflægge et regnskab?

Sidste nat blev et sceneri præsenteret for mig. Jeg har aldrig følt mig fri til at åbenbare det hele, men jeg vil afsløre en smugle.

Det var som om en umådelig ildkugle kom ned over verden og knuste store huse. Råbene hævede sig fra sted til sted: ”Herren er kommet! Herren er kommet!” Mange havde ikke forberedt sig på at møde Ham, men ganske få sagde: ”Pris Herren!”

“Hvorfor priser I Herren?” spurgte de som den pludselige ødelæggelse kom over.

“Fordi vi nu ser hvad vi har ventet på.”

“Hvis I troede at disse ting kommer, hvorfor har I så ikke sagt det til os?” lød det rædselsslagne svar. “Vi kendte ikke til disse ting. Hvorfor efterlod I os i uvidenhed? I har mødt os igen og igen; hvorfor gjorde I jer ikke bekendt med os, og fortalte os om kommende dom, og at vi må tjene Gud, så vi ikke går fortabt? Nu er vi fortabte!”

Alle menighedsmedlemmer må optræne forstaden, for at den enkelte kan forstå Guds vilje med ham mere klart; enhver skal oplære stemmen, som han kan videre bringe kundskab om skrifterne, til dem som lever i uvidenhed. Måtte Gud hjælpe os til at stå som Daniel, på vor lod og sted under de prøvelsens dage som er tilbage. Forældre, lær jeres børn at se tingene som kommer over jorden, og få dem til at berede sig til at møde deres Herre i fred. Få en kendskab Skrifterne. Fyld ikke hovederne med meningsløse noveller. Der behøves hjerne nervekraft hos dem, der ønsker at fatte sandheden så klart, at de kan undervise forstandigt i den for andre. Vi har ikke for meget hjernekraft. Vi kan aldrig tillade os at indtage tobak, eller alkoholisk brændevin, eller noget andet med skadeligt indhold; for vi må kæmpe for at folde vore tanker klare til sjælevindingsarbejdet. Herren er glad for dem som viser en brændende alvor for Hans tjeneste. Det er enhvers privilegium at nøje opelske alle Gudsgivne kræfter.

På den dag hvor Herren vil sige til alle alvorlige medarbejdere til ham: “Hans herre sagde til ham: »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.” [Matthew 25:23], vil de forløste udbryde: “Værdig, værdig, er det slagtede lam, og lever igen, en triumferende Sejrherre.” Hvilken glæde vil arbejderen da ikke have, når han går til dem, som han med bæven og i frygt – dem so han har åbnet Skrifterne for, og som han har bedt for, - og derved fået deres sjæle over på den rette side.

Vi vil beholde al sandhed kundskab fra dette liv, oppe i himlen. Der vil vore uddannelse fuldendes. På den nye jord vil Kristus lede os side om side ved de levende vande, og forklare de mørke passager i Bibelen, som vi aldrig har kunne forstå. Så vil al hans forudseenhed blive tydelig.

Vi skal udvirke vor egen frelse med frygt og bæven. De unge skal leve i overensstemmelse med dette princip. Deres religiøse indflydelse vil være så ægte, deres tro på Kristus som en personlig Frelser så urokkelig, at de aldrig vil forråde deres Mester, sådan som Judas gjorde. Dette er den erfaring som vi alle må have.

Før vi deltager i sakramentet, så lad os rydde kongens hovedvej, og bekende og aflægge al synd. Lad os få godt forhold til vore brødre. Dette vil gøre vore hjerter glade og give dem fred. ”Hvis I holder Mine bud,” siger Kristus til sine disciple, ” vil I blive i min kærlighed . . . . Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen.” [Joh. 15,10. 11.]

Måtte Gud hjælpe os til at kæmpe den troens gode strid og iklæde os selv hele rustningen, og gjort alt for at kunne stå imod. Mørkets kræfter kæmper for at få overherredømme over menneskesindet og opdrage dem i sataniske bedrag. Hvor er menigheden? Hvor er dem som bekender gudsfrygt? Hvad gør Herrens folk for at redde sjæle fra fortabelse? Måtte Gud hjælpe os til at modtage Helligånden, til at bibringe andre vore velsignelser. Der er rige erfaringer i vente til dem som tager imod Kristus Hans velsignelser, så de, for deres del, kan give en personlig Frelser de har så meget brug for. Lad os våge for sjæle, ligesom dem der må aflægge regnskab.

Måtte Herrens velsignels ehvile over jer, er min bøn.

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10
afsn nr:11
afsn nr:12
afsn nr:13
afsn nr:14
afsn nr:15
afsn nr:16
afsn nr:17
afsn nr:18
afsn nr:19
afsn nr:20
afsn nr:21
afsn nr:22
afsn nr:23
afsn nr:24
afsn nr:25
afsn nr:26
afsn nr:27
afsn nr:28
afsn nr:29
afsn nr:30
afsn nr:31
afsn nr:32
afsn nr:33
afsn nr:34
afsn nr:35
afsn nr:36
afsn nr:37
afsn nr:38
afsn nr:39
afsn nr:40
afsn nr:41
afsn nr:42