- Tilbage

manuskrift nr 121, 14. oktober 1903 - »Farerne bliver større indtil Jesus kommer«

En alvorlig advarsel
Forhærdelsen har taget overhånd over nogle som tidlige har haft en fremtrædende stilling i Guds værk. På deres side har der sat sig en fatal hårdhed i hjertet, en forhærdet modstand mod Åndens indtrængende bøn. Halede døden ind på dem, som de er nu, ville de skæbnesvangre ord blive sagt: Vejet på vægten og fundet for let.”

For mennesker er det muligt at give frelseren den ydre hyldest, at være bekendende kristne, og have en formel gudsfrygt, skønt det hjerte hvis loyalitet han værdsætter over alt andet, er fremmed over for ham. Disse har et navn at leve for, men de er døde.

Jeg har store kvaler og pinsel når jeg ser hvor opsatte nogle mennesker er, som ofte er blevet advaret for at ikke lytte til de bønlige ord. De har kædet deres arme til bedragerens arme, og er ført fangne af ham under hans vilje. Jeg hører ordene blive sagt: ”Så længe er de blevet gennemsyret af fjendens liv og skikke at de ikke har noget ønske om at bryde med hans kompagniskab.”

Ved Lammets bryllupsmåltid vil der komme mange som ikke har bryllupsklædningen på, - kappen der er købt til dem for Hans livs-blod. Fra læber som aldrig begår fejl kommer ordene: »Hvordan er du kommen herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på?« Dem der tales til siger ikke noget. De ved at ordene ikke vil være til nytte. Sandheden med sin helliggørende kraft, er ikke bragt ind i sjælen, og den tunge som tidligere talte så villigt om sandheden er nu tavs. Så siges ordene: ”Tag dem bort fra mit nærvær. De er ikke værdige til at smage mit måltid.”

Idet de skilles bort fra de loyale, ser Kristus på den med dyb sorg. De har haft høje betroede stillinger i Guds værk, men de har ikke livforsikringen, som ville berettige dem til evigt liv. Fra Kristi skælvende løber kommer de sørgelige fortrydende ord: ”Jeg elskede dem; jeg gav mit liv for dem; men de fortsatte med at afvise mine bønner, og fortsatte i synd. O om du havde kendt dem, også du, på denne din dag, de ting som tilkommer din fred! Men nu er de skjult for dine øjne.”

I dag ser Kristus med bedrøvelse på dem, hvis karakter han må nægte at anerkende. Opblæst af selviskhed, håber de at det vil være godt med deres sjæle. Men ved den sidste store dag åbenbarer afsløringens spejl det onde for dem, som deres hjerter har udøvet, og viser dem samtidig et umulige i at forny sig. Der er gjort alt for at få dem til at angre. Men de nægtede at ydmyge deres hjerter. Nu høres den bitreste klage: ”Høsten er fortid, sommeren til ende, og min sjæl er ikke frelst.”

Satan og hans engle vil vise sig på denne jord som mennesker, og vil blande sig med dem, som Guds ord erklærer: ”Skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.” Verden er fuld af mænd og kvinder som Satan bruger som sine agenter. Kristus har købt dem for en pris, - også hans livs blod. Men de har givet sig selv over i Satans kontrol. De er blinde, og har glemt at de blev renset for deres synder.

I sin bjergprædiken, sørger Guds Søn over tabe sjæle. Millioner af ufødte sjæle går forbi hans øjne, der vil mangedoble deres onde gerninger, forkaste hans forbønner, og berede ham for al den ære som han ville have fået, hvis de lod ham bibringe sig den guddommelige natur.

Kristus fortæller os, hvordan prædikanter, forstandere, evangelister, læger, lærere vil stå ansigt til ansigt over for ham med deres krav, på den sidste store dag. De vil bede indstændigt hvordan de har ledt sangere i deres lovprisningssange, hvordan de har svajet med palmegrene, hvordan de har talt om Ham over for tusindvis. ”Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn,” siger de, ”og gjort mange forunderlige gerninger i dit navn?”

Men Kristus siger: ”Så vil jeg bekende over for dem, jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I som øver uret. Oh om i havde kendt, helt til jeres hjemsøgelsedag, hvor nådens stemme, som den lifligste musik, falder i jeres ører, de ting som tilkom jeres fred. Men I var ikke parat. Hvis I havde været trofaste over for ordets advarsler; hvis I havde bortvist Satan, i stedet for at kæde jeres arm til hans; hvis I havde de rigtige principper pletfri, hvis I havde adlydt Mine bud, brudt med ugudelige fjender, foragtet deres ugudelige lokkemidler, som fristede jer til verdslig ære; hvis I havde løfet korset, og fulgt Jesus i selvfornægtelse, kunne jeg havde budt jer velkommen i min nærhed. Men I har ikke sørget for mit selskab, og nu har du ikke kraft til at gå fri af snaren.

“Jeg gav jer min frelsende nåde, men I nægtede den, og valgte fjendens side, ligesom præsterne og herskerne gjorde. I afviste at blive berørt af mine dødspinsler på korset, og hånet for Min ydmygelse. Så vil jeg nægte at anerkende jer. Jeg grev for jeres fremtid, men I har ikke sørget for at græde for jer selv. Jeg forpligtede mig at bære over med jer og sørge for jer, ligesom en far bærer over og elsker sin egen søn, som tjener ham. Men I ville afstemme jer med Mig.

”Den dyrebare indbydelse gives ofte: ’Med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.’ Men I ville ingen af mine råd. I har fået mange til at følge jeres syndige veje, og nu er jeres straf kommet. I vil få som jeres gerninger har været. I må miste evigt liv. I har valgt jeres egen veje, og på disse veje, denne indstilling, en sådan karakter, kan I ikke komme ind ad den Hellige stads porte.”

Hvilket et sceneri er dette! Jeg vil gå over grunden igen og igen, bøjet mig ned i en pinsel som ingen tunge kan udtrykke, idet jeg ser manges afslutning, mange som har nægtet at tage imod deres Frelser. Retfærdighed vil indtage tronen, og den stærke arm der frelser, vil vise sig selv stærk til at slå og udslette Guds riges fjender. Kristus vil blotlægge enhvers motiver og handlinger. Enhver skjult handling vil stå lige så klart ud for den der har gjort det, som det er proklameret over for universet.
Ellen G. White
Sanatoriet, Cal.,
1. oktober, 1903.
Manuskrift 121, 14. oktober, 1903.