- Tilbage

manuskrift nr 125, 09. december 1901 - »Guds uforanderlige lov«

NP
9. december, 1901
Dele af dette manuskrift er publiceret i SD 55, 325; LDE 155; 1SM 107-108; UL 357; 4BC 1178; 7MR 334; 8MR 346; 17MR 28. +

Gud valgte Israel som forvalter af uvurderlige sandhedsrigdomme for alle folkene, og Han gav de Sin lov som den karakterstandard de skulle udvikle for verden, for engle, og for ufaldne verdener. Således skulle de fremstille himlens regeringslove for verden. Ved forskrift og eksempel skulle de frembære et besluttet sandheds vidnesbyrd. Guds hensigt med Sit folk udtrykkes i ordene til dem ved Moses:

“Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud, således som Herren min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i besiddelse; hold dem og følg dem! thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: »Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!« Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag? Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne øjne har set, og at det ikke viger fra dit hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine sønner og dine sønners sønner derom. Glem ikke den dag, du stod for Herren din Guds åsyn ved Horeb, da Herren sagde til mig: »Kald mig folket sammen, for at jeg kan kundgøre dem mine ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de lever på jorden, og lære deres sønner det samme!« Da trådte I frem og stod ved bjergets fod, medens bjerget brændte i lys lue helt ind i himmelen, hylet i mørke, skyer og mulm; og da Herren talede til eder ud fra ilden, hørte I kun ordene, men nogen skikkelse så I ikke, kun en røst fornam I. Da kundgjorde han eder sin pagt, som han bød eder at holde, de ti ord, og han skrev dem på to stentavler.” [5. Mos 4,5-13.]

Men ved ulydighed og illoyalitet udviklede Guds udvalgte folk en karakter stik imod den karakter Gud havde tiltænkt de skulle udvikle ved lydighed mod Hans lov. De satte deres egen form og påskrift på sandheden, fjernede Guds påskrift fra den. Deres sind blev opildnet ved deres egne ærgerrige projekter. Satan, ophører dem med en kraft nedefra, der indgød spidsfindige holdninger i deres tankesind der nedgjorde Guds karakter. Han fandt på teorier og meninger i enhver grad der tjener til at omsnære alle klasser.

Guds lov blev begravet under ydre formers ubetydelige detaljer – så som at vaske hænder hyppigt før der spises, og vaske potter og kopper. Tiende blev udregnet med enkle krydderier i haven. Om dem som gjorde så meget ud af disse ubetydelige ting, sagde Kristus: ”I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.” [Matthæus 23,23.]

Deres religion bestod af ydre ceremonier. De betonede meget deres egne opfundne bud, og underviste i menneskebuds som doktriner, fyldte de folks tanker med teorier og doktriner som satte Guds lov ud af kraft.

Midt i denne forvirrende larm af stemmer var der brug for en lærer direkte fra det himmelske univers, der talte fra menneskehjerters inspirerede læber, og proklamerede de prøvendesandheder der var så vigtige for enhver.

Kristus så verdens tilstand. Han kom for at forandre tingens orden. Himlens befalingsmand lagde Sin herlighed til side, sin kongelige krone, Sin kongelige kåbe, og iklædte Sin guddommelighed med menneskelighed, så Han i Sin menneskelighed kunne komme i berøring med menneskeheden. For vor egen skyld blev Han fattig, så vi kan komme i besiddelse af evige rigdomme.

Som en Lærer sendt af Gud, var Kristi arbejde at forklare Guds regerings love sande betydning. Han befriede sandhed fra vildfarelsens, overtroens, traditionens og verdslige levereglers dystre skelet, som mennesker havde omgivet den med. Han genindsatte sandheden i Guds egen lovs struktur, Han fik den til at skinne i sin oprindelige himmelske glans.

Kristus adskilte sandhed fra vildfarelse og tvivl, tradition og overtro – det ragelse som mennesker havde dynget omkring den. Han rev vildfarelsens skelet bort som fordunklede sandhedens klarhed, han satte de guddommelige forskrifter højt i kompagniskab med den evige kongelighed, ufordærvet sandhed, der bar Guds helligelse, al sandheds Kildeudspring.

Havde det jødiske folk taget imod den Lærer der var sendt fra Gud, ville de have opgivet de traditioner og leveregler der var overgivet fra rabbi til rabbi, og samlet sig med tiden til hobe som andre uvæsentlige teorier der var opfundet. Men i stedet gå fra lys til større lys, tog de den gale vej. Ved syndige udsvævelser udstødte de Guds kærlighed, kærlighed til Hans lovs hellige principper fra hjertet. Verdens kærlighed fyldte deres hjerter, tilskyndede dem til ulydighed. Hvis de havde skjult Guds lov i deres hjerter, hvis de havde givet denne lovs hellige principper behørig respekt, ville det have udøvet en korrekt indflydelse på hele livet, og ville have omformet deres selviske, gerrige natur efter Guds karakter.

Kristus, vejen, sandheden og livet, kom til vor verden for at veje de spekulative meninger mennesker havde formuleret bort. Hans arbejde var vigtigt; for Han søgte at bringe sandheden i modsætning til mange falske teorier, der var destruerende for alles frelse som gemte på disse. Han kom ikke for at ophæve loven, men være en korrekt fortolker af Guds karakter i Hans liv, sådan som det er åbenbaret i loven.

For at fjerne de forvirrende opfattelser der eksisterede overalt om lovens betydning, efterlevede Kristus Selv loven i dens renhed. På trods af at mørkets fyrste uophøreligt fulgte efter Kristus, anklagede Ham og kæmpede med ham, forsvarede Kristus Guds lov. I Hans liv demonstrerede Han at at Han er Guds ord og visdom.

I de himmelske sale påberåbte Satan at Guds regeringslov manglede forbedringer. Hvis han kunne vise at den mindste tøddel i de ti bud ikke var baseret på de højeste retfærdighedsprincipper, ville han derved have vist at hele lovbogen var mangelfuld; for i en lovbog, har ingen lov mere vægt end den der betragtes som mindst vigtig. Skulle der gøres en ændring i en af budene ville det have været det stærkeste argument Satan kunne have brugt imod Guds ufejlbarlighed. Således ville han ikke blot have sat en af budene ud af kraft, men alle de andre af Jehovas forskrifter også.

Kristus kom ikke kun for at forsvare loven for denne verdens beboere, men stadfæste Guds lovs uforanderlighed for altid ved Hans liv. Med intens interesse overvågede de himmelske forstandsvæsener konflikten mellem Kristus og Satan under Kristi liv på jorden. Gud planlagde over for verden, over for ufaldne engle, og over for ufaldne verdener, at Satan skulle udvirke hans principper. Gud ville lade ham gennemføre oprørets principper imod himlens regering.

Den behandling som Guds søn modtog fra krybbe til korset tilkendegav over for over ufaldne verdener og denne verdens beboere, hvilket falskneri Satans position havde og den moderiske karakter der er i hans administration. I stedet for at åbenbare sympati, udviklede fjenden sin grusomhed, viste tydeligt sin bedrag og sin skyld. Den vanære som han havde kastet over den himmelske regerings principper var fremherskende i menneskefamilien, og verden sætte sig for det meste under oprørets sorte banner.

Satan har stor magt til fejlfremstille og anklage. Han repræsenterede Guds regering i et falsk lys. Hans antydninger og fristelser er blevet fremstillet så snedigt, så plausibelt, at den såkaldte kristne verden har taget sit ståsted under hans banner. Med pen og stemme bestræber de sig for at rive Guds regerings standard ned, og rejste en menneskelig standard i stedet for.

Vi nærmer os slutningen på denne jords historie, og Satan arbejder som aldrig før. Han stræber efter at fungere som en dirigent for den kristne verden. Med en fantastisk intensitet arbejder han gennem sine falske vidundere. Satan er repræsenteret som at vandre rundt som en brølende løve, der søger hvem han kan fortære. Han ønsker at omfavne hele verden i hans konføderation. Idet han skjuler sin deformitet under kristendommens forklædning, påtager han sig en kristens egenskaber og hævder at være Kristus selv.

Guds ord erklærer at når det passer fjendens mål, vil han gennem sine agenter manifestere så stor en magt under foregivelse af kristendom at ”om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.” [Matthæus 24,24.] Fjenden er åbenbaret i form af dem han har givet magt til at udvirke mirakler. Han skaber sorg og lidelse og sygdom. Virker det som om til at hans egenskaber ændres, så helbreder han tilsyneladende dem som han selv har ødelagt.

Guds ord er sikkert, det står fast for altid. Peter erklærer: ” Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag. Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg. Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.” [2 Peter 1,16-21.]

Der vil findes på bedrag af enhver slags. Såkaldt højere kritik vil sætte ivrige menneskesind i gang med forsøg på at afkræfte Guds ord. Men der en højere Dommer, større end noget menneskesind. Gud er lys. I ham er der slet intet mørke. Han har talt. Menneskeslægten har Hans afgørelse. Dem som er frelst må stå under Fyrst Emanuels blodbestænkte banner.

Mennesker som kritiserer Jehovas lov, eller ved deres eksempel leder mennesker til at ignorere den, de gør oprør imod Gud. De fremstiller Ham forkert og bærer falsk vidne imod Ham. Med deres handlinger, ved deres teologi, frembærer de et falsk vidnesbyrd for verden imod Guds uendelige karakter, sætter den mørkeste plet på hans ære, Hans refærdgihed, Hans retfærdighed.

Frelsesplanen viser Guds karakter for verden. En sjæl der stoler på Gud, tror på Herren Jesus Kristus, lader han aldrig gå. Han aldrig nogen gå som overlader sjælens i Hans varetægt. Har de elsket dem, på grund af deres kærlighed til Jesus, elsker han den til enden. Han har givet hjælp til Ham som er mægtig. Hans enbårne søn er Frelser for enhver.

Kristus har betalt løsesum ved at give sit eget liv. Han accepterede gladelig opgaven, blev menneskets stedfortræder og sikkerhed, ansvarlig for slægtens frelse. ”Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.” [Joh. 1,12.]

Når en synder accepterer Kristus som sin personlige Frelser, tilskrives al hans vanære og synder til Kristi egen regning, og der er glæde i himlen over at Jesus ikke døde forgæves for den sjæl. For at sone enhver sjæls synder, som accepterer Ham som Genløser, vil Kristus igen gladelig gøre alt hvad der forlanges fra Hans side af. Og han vil fastholde troen på Ham hos enhver.

Zakarias skildrer Guds udvalgte, viser deres alliance mod Hans hellige lov i en tid med fordærv uden sidestykke, og den såkaldte protestantiske verden viser ved pen og stemme en markant foragt for Guds lov, åbenbarer dens handlinger at den er opsat på at ikke anerkende Hans standard som livets regel.

Mennesker har bortkastet Guds lovs grænser. Selv den bekendende kristne verden har, i forening med sjælefjenden, rejst sin egen standard, modarbejdet Guds værk. Mennesker har nået til en hårdnakket modstand mod lys og kundskab. Uforsammede og ulydige i karakter, bliver de til Satans allierede der undertrykker og udfører grusomme gerninger. Ærkebedragerens egenskaber manifesteres til fulde i deres liv.

Lad denne bøn udgå fra uskrømtede læber: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.” [Salme 119,126.]

I forbindelse med onde mennesker, har Satan forsøgt at sætt Guds hellige lov ud af kraft. Fordi en dom mod deres onde værk ”ikke i hast rammes af dommen får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.” [Prædik. 8,11.] Mennesker bliver hurtig gennemsyret af et intens had af at blot høre loven nævnt. De nærmer sig hurtig de grænser en langmodig Gud har sat. Snart vil grænserne for Hans nåde kunne nås. Så vil Han kollidere, forsvare hans eget navn, og ophøje Sin lov som hellig, retfærdig og god over for hele verden, som uforanderlig som Hans egen karakter.

Herrens øjne hviler på Hans folk. De vil lyde for sandhedens skyld. De har ikke altid været principfaste og oprigtige. Nogle har rejst afguder og tjent dem. Dette har adskilt dem fra Gud. I advarslen mod laodikæamenigheden, sender Herren irettesættelsesbuskabet til de fejlende, og kalder dem til anger. Han siger:

“Og skriv til menighedens engel i Laodikea: »Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sind at udspy dig af min mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på. Hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone. ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone" (Åb 3, 14-21).

Nogle vil måske sige: Hvorfor skal vi stadig blive mindet om dette? Det er fordi de ikke fuldstændigt angrer og omvender sig. De lever ikke i Kristus og har ikke Kristus boende i deres hjerte. Når en afgud bliver kastet ud af hjertet, har Satan en anden klar til at tage den ledige plads. Overgiver du dig ikke helt til Jesus og lever i samfund med ham, og gør du ikke ham til rådgiver i alt, vil du finde at dit hjerte er åbent for onde tanker. Du tjener ikke længere Gud, men dig selv.

Somme tider vil du måske gerne vende om. Men foretager du ikke en fuldstændig forandring og lever efter de sandheder du har lært at kende, og har du ikke en aktiv, praktisk tro som stadig vokser i styrke, vil din omvendelse være som morgenens dug. Den vil ikke give dig nogen varig hjælp. En omvendelse som har sit grundlag i øjeblikkets stærke følelser, er ingen ægte omvendelse, men bare et bedrag. En stemningsbølge, som i dig, ikke skaber den retfærdighedens frugt som bliver sået i fred og som vokser frem i dem der stifter fred, vil efterlade dig i en værre tilstand end den du var i før. Fristeren vil stadig være efter dig med en eller anden vildledende og rimelig undskyldning for at varetage dine interesser. Du vil falde tilbage i dine gamle vaner og forsømme tjenesten som du skylder Gud. Det håb og den fortrøstning, det at tjene Gud ville have givet dig, mangler du.

Gud kalder os til villig tjeneste, en tjeneste, inspireret af kærligheden til Jesus, som må bo i vort hjerte. Gud godtager aldrig en halvhjertet, egenkærlig indsats. Han kræver hele hvort hjerte, en udelt kærlighed og en helhjertet tro på, at han kan frelse os fra al synd.

Ham hvis hjerte er helt overgivet til Gud, ham som i tro tager imod Jesus Kristus som en personlig Frelser, åbenbare en stadig vækst i åndelighed, i from livskraft, i fast målsætning, i ihærdighed for enhver bekostning imod vor tros principper.

I denne frafaldets tid, beror vor indflydelse for godt på vor tillid til Gud og på vor levende forbindelse med Ham. Vi bør ikke lade underordnede spørgsmål drage vore fødder hen på selviske stier. ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” [Matthæus 16,24.] Gør vi dette, skal vi vokse i alvorlig, heliggjort iver, og skal renses fra al seviskhed. “Så lad os da kende, jage efter at kende Herren!” skal vi da vide at ”som morgenrøden er hans opgang vis. [Hoseas 6,3.]

Gud vil godtage og bevare ethvert menneske som ved Kristi nåde forsøger at leve et liv til Herrens ære. Jesus slipper og svigter aldrig et ydmygt og ængsteligt Guds barn. Vil vi tro den sandhed at Gud virker i vore hjerter, at han renser og helliger os, hvis vi lukker ham ind, så vil han ved sin rige nåde gøre os skikket til at samarbejde med ham? Er vor forstand skærpet og helliggjort så vi kan fatte storheden i Guds løfter og tage dem til indtægt for os selv personligt? Ikke fordi vi er værdige, men fordi vi i tro kan tilegne os Kristi retfærdighed.

Dem som ærer Gud og holder hans bud er genstand for Satans anklager. Fjenden arbejder med al sin kraft på at lede personer i synd. Så beder om at han på bekostning af tidligere synder, kan få lov til at udøve sit helvedesagtige grusomhed på dem, som sine egne undersåtter. Om dette arbejde har Zakarias skrevet: "Og han viste mig Josua ypperstepræsten" - en repræsentant for folket, som holder Guds bud - "stå foran Herrens engel, og Satan står ved hans højre hånd for at modvirke ham."

Kristus er vor ypperstepræst. Satan står foran ham nat og dag for at anklage brødrene. Med sin mesterlige evne fremholder han ethvert dårligt karaktertræk som tilstrækkelig grund til, at Kristus bør trække sin beskyttende magt tilbage og tillade ham at nedbøje og ødelægge dem, han har fået til at falde i synd. Men Kristus har skabt forsoning for enhver synder. Kan vi i tro høre vor advokat sige: "Herren true dig, Satan, endog Herren har valgt Jerusalem til at irettesætte dig. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?" Vers 2.

"Josua havde snavsede klæder på" (vers 3). Således står syndere foran fjenden, som ved sin mesterlige, bedragende magt har ledt dem bort fra troskab mod Gud. Dem, der er blevet overvældet af hans fristelser, svøber han i syndens og skammens klæder, hvorefter han erklærer, at det er uretfærdigt, at Kristus skal være deres lys og forsvarer.

Men stakkels angrende dødelige menesker, hør Jesu ord, og tro idet I hører: ”Denne tog til orde (Satans dadlende anklage) og sagde til dem (engle) som stod ham til tjeneste (om at gøre hans påbud): »Tag de snavsede klæder af ham!« Jeg vil udslette mine overtrædelser. Jeg vil dække hans synder. Jeg vil tillægge ham Min retfærdighed. ”Og til ham sagde han: se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” [Vers 4.]

De snavsede klæder er fjernet; for Kristus siger: »Tag de snavsede klæder af ham!« [Vers 4.] Syndigheden er overført til den uskyldige, den rene og hellige Guds søn; og mennesker står, alle ufortjente, står rensede foran Herren fra an uretfærdighed, og iklædt med Kristi tildelete retfærdighed. Oh hvilken anderledes klædening er dog dette!

Og Kristus gør mere end dette for dem: Og han sagde: »Sæt Et rent hovedbind på hans hoved!« og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte Herrens engel frem, og Herrens engel vidnede for Josua og sagde: Så siger Hærskares Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her« [Verses 5-7.]

Dette er den ære som Gud vil tildele dem som er iklædt Kristi retfærdighedsklæder. Med en opmuntring som dette, hvordan kan mennesker da fortsætte i synd? Hvordan kan de såre Kristi hjerte?

Vi er omgivet af menneskehedens svagheder. Det var Kristus også. At Han ved sit eget eksempel fordømmer synd i kødet, på Han Sig selv syndig køds lighed. Han beskuede hele tiden Guds karakter, og Han fremstillede denne karakter for verden.

Som Kristi efterfølgere, er det vor pligt at hele tiden se på Jesus. ”Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.” ”Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre.” [2 Korinter 4,6; 3,18.]

Hvad er det for en karakter som vi ændres til? Moses gik i alvorlig forbøn for Gud, gav der ene presserende behov efter det andet. Han hjemsøgte Gud for at tilgive det frafaldets synd, som israelitterne var faldet i. Han anerkende at deres synd var stor, men han sagde: ”Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører!« Herren svarede Moses: »Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog! Men gå nu og før folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min engel skal drage foran dig! Men til sin tid vil jeg straffe dem for deres synd!« [2. Mosebog 32,32-34.]

Folket var pålagt af Herren at aflægge deres smykker. Det som Han ville gøre over for dem, skal afgøre deres holdning mod Ham. ”Da aflagde israeliterne deres smykker fra Horebs bjerg af. Moses plejede at tage teltet og slå det op udenfor lejren i nogen afstand derfra; han gav det navnet »åbenbaringsteltet«. Enhver som ville rådspørge Herren, gik ud til åbenbaringsteltet uden for lejren. Men hver gang Moses gik ud til teltet, rejste alt folket sig op og stillede sig alle ved indgangen til deres telte og så efter Moses, indtil han kom ind i teltet. Og når Moses kom ind teltet, sænkede skystøtten sig og stillede sig ved indgangen til teltet; da talede Herren med Moses. Men når alt folket så skystøtten stå ved indgangen til teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved indgangen til deres telte. Så talede Herren med Moses ansigt tilansigt, som når den ene mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til lejren; men hans medhjælper Josua, Nuns søn, en ung mand, veg ikke fra teltet.” [2. Mos 33,6-11.]

Moses fortsatte med at bede instændigt for Gud, idet han mærkede sit tunge ansvar. Han sagde til Herren: ”Se, du siger til mig: før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!” [Versene 12, 13.]

Atter erklærede Herren: »Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?« [Vers 14.]

Hvem talte med Moses? Guds enbårne søn, omgivet i skystøtten. Moses sagde: »Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk, en udmærkelse fremfor alle andre folkeslag på jorden?« Herren svarede Moses: »Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kalder dig ved navn.« [Versene 15-17.]

Skulle Moses nu være tilfreds? Ophørte han med sin forbøn? Nej. Han pressede sin forespørgsel længere ud: “Da sagde Moses: »Lad mig dog skue din herlighed!« han svarede: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed, mod hvem jeg vil!« [Versene 18, 19.]

Nu er Herrens herlighed åbenbaret: “Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed,. som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.” [2. Mosebog 34,6. 7.]

Guds ære er hans karakter, og denne karakter blev repræsenteret i Jesu Kristi liv. Han erklærer: ”Og den herlighed (karakter), du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” [Johannes 17,22. 23.]

Hvilken forunderlig mulighed bringer Kristus til os her! Hvilket stort privilegium har enhver Kristi efterfølger, for at modtage! Intet større end den karakter som Han åbenbarede kan Kristus spørge Sin Fader om at give dem som tror på Ham. Hvilken storhed er der ikke i denne anmodning!

“For at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri.” [Efeserne 5,26. 27.]

“Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den elskede.” [Efeserne 1,4-6.]

“Men vi er skyldige altid at takke Gud for jer, brødre, elskede af Herren! fordi Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved Åndens helligelse og tro på sandheden. Hertil har han også kaldet jer ved vort evangelium, for at I skulle få vor Herres Jesu Kristi herlighed i eje.” [2 Tessalonikerne 2,13. 14.]

“Han, som frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men i kraft af sit eget forsæt og nåden, som for evige tider siden blev givet os i Kristus Jesus.” [2 Timotius 1,9.]

Gud er ikke tilfreds med at hans lovlydige folk – dem som har anerkendt Hans riges love – dækker alteret med deres tårer, som om de var I en tyrrans slaveri. Gud forlanger ikke at hans folk skal vandre for medens de sørger. Idet Kristi repræsentanter vandrer imod himlen, bør de ikke gøre deres rejse trist, som om suk og råb var dyder.

Vi bør glæde os i Herren, så vi kan få den høje og gode forvisning for at vi har mulighed for at holde sjælens vinduer åbne mod Retfærdighedens Sol. Gør vi dette, skal vi ikke være vrantne og tungsindinge, men lyse helt i Herren. Når hans lys skinner ind i vore hjerter, skal vi ikke knurre; vi skal ikke verden det indtryk at Guds tjeneste er hård, belastende og uretfærdig.

Da Kristus steg op til himlen, rakte han Sine hænder ud for at velsigne Sine disciple, en sky af engle tog imod Ham og skjulte Ham for deres øjne. Da disciplene så med sirrende øjne efter det sidste glimt af deres opfarne Herre, stod to engle fra den glad skare hos dem, og sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.« [Apg 1,11.]

Markus' tekst er: “Så blev Herren efter at have talt med dem optaget til Himmelen og satte sig ved Guds højre hånd. Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.” [Mark 16:19, 20.]

Lukas vidnesbyrd er: “Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud.” [Luke 24:49-53.]

Disciplene blev fyldt med stor glæde. De gentog de ord Kristus havde sagt til dem I Sin sinde lektie igen og igen, som de står nedskrevet I et fjortende, femtende, sekstende og syttende kapitel af Johannes; og enhver har noget at sige om denne belæring, især med hensyn til Johannes ord I det fjortende kapitel:

»Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være.” [Johannes 14,1-3.]

Løftet at Han vil komme igen, og også tanken at Han vil efterlade dem med Sin fred, fyldte deres hjerter med glæde. “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst! I hørte, at jeg sagde til jer: »Jeg går bort, og jeg kommer til jer igen.« Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.” [Versene 27, 28.] “Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld. Joh.14,12. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, ham skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.” [Versene 11, 12.]

“Dog, jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer,” vil Hans embedsopgave være at “han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.” [Johnannes 16,7-11.]

Satan har gjort mænd og kvinder til sine fanger, og kræver dem som hans undersåtter. Da Kristus så at der ikke var noget menneskevæsen der kunne være mellemmand, gik Han Selv ind i den hårde kamp mod Satan. Guds Enbårne var den Eneste der kunne befri dem som, ved Adams synd, var blevet underlagt Satan.

Guds søn gav Satan enhver mulighed på at prøve alle sine kunstgreb på ham. Fjenden havde fristet himlens engle, og derefter den første Adam. Adam faldt, og Satan troede det ville lykkes at besnære Kristus efter at Han påtaget sig menneslighed. Hele den faldne hær ledte efter en anledning på de dette arrangement, om der kunne vindes herredømme over Kristus. De længes efter an chance for at vise deres fjendskab imod Gud. Da Kristi læber blev beseglet I døden, bildte Satan og hans engle sig ind at de havde vundet sejer.

Det var tanken om at stå under hele verdens skyld, som bragte Kristus den uudsigelige pine. I dødskampen kunne Guds Søn kun stole på Sin himmelske Fader. Alt var ved tro. Han Selv var en løsesum, en gave, givet til befrielse for fanger. Ved Sin egen arm bragte Han frelse til menneskebørnene; men hvilken omkostning var det dog ikke for Ham selv!

Hele himlen og de ufaldne verdener overvågede kampen mellem Kristus, livets Fyrste, og Satan, mørkets fyrste. Hvilket skuespil var ikke denne kamp! Det førte til at den retfærdige Gud blev vist frem for det himmelske univers.

To klasser har altid været over for verden – de lydige og de ulydige, de ægte og de forfalskede. Lad enhver forblive loyal mod Guds bud, midt I blandt alle Satans fristelser og bedrag. Så vil Kristus genoprette Guds moralbillede I mennesket, og vil afslutte det arbejde Han har påbegyndt I genløsningsplanen, fremstille mennesket som iklædt Hans retfærdighed, over for Gud.