- Tilbage

manuskrift nr 155, 4. 9 1904 - »Prædiken i Middletown, Connecticut«

Middletown, Connecticut – 4.september, 1904
Ikke udgivet tidligere
Prædiken af Mrs. E. G. White i Middletown, Connecticut
”Tidligt den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalene ud til graven og ser, at stenen er taget bort fra graven. Så løber hun af sted og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da gik Peter og den anden discipel ud og gav sig på vej til graven. De løb begge to sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven. Og han kigger ind og ser lindeklæderne ligge der; dog gik han ikke ind. Da kommer også Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i graven og så lindeklæderne ligge dér og det tørklæde, som han havde haft over sit hoved; det lå ikke ved lindeklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv. Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen først til graven, derind; og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde.” [Joh. 20,1-9.]

De havde fået nok at vide. Han havde fortalt dem at Han skulle opstå fra døde, men de kunne få det ind. Deres sorg var så stor over at se ham blive overvundet ved korsfæstelsen og ved menneskers vold. Idet han led alle disse ting – gjorde det dem så rådvilde i sindet, at de ikke tænkte over hvad Kristus havde sagt dem, at det vil blive opfyldt.

“Så gik disciplene hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven, og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, em ved hovedet og en ved fødderne. De siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.

“Jesus siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.« Jesus siger til hende: »Maria!« Hun vender sig om og siger til ham på hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder: mester).” [Versene 10-17.]

Her proklamerede Han over Josefs lånte grav: Jeg er opstandelsen og livet.

“Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.”

”Da det nu var blevet aften den samme dag, dem første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og han siger til dem: »Fred være med eder!« Og idet han sagde det, viste han dem både sine hænder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren.” [Versene 18-20.]

Når vi læser dette kapitel, tager vi det så til os, ligesom var vi i disse disciples sted?

“Jesus sagde da igen til den: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.” [Vers 21.]

Det er denne del jeg ønsker at enhver af os skal tage til indtægt. ” Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.” [Vers 21.] Vi har ikke mere ret til at forlade denne opgave end Kristus havde med at bære hele verdens synder igennem for vor skyld. Han gjorde det muligt for os at være i den linje som han havde givet Sit liv, som soning for vore synder.

”Og da han havde sagt det, åndede ham på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!« Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.«

”Men Tomas (også kaldet Didymus), en af de tolv, var ikke sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde nu til ham: »Vi har set Herren.« Men han svarede dem: »Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hams side, tror jeg det ikke.« [Versene 22-25.]

Tror du at en sådan vantro som denne er anbefalelsesværdig for nogen af os? Bestemt ikke. Der havde Kristus fortalt dem at Han skulle tages af onde hænder, og korsfæstes, og Han ville opstå på den tredje dag igen. Det er hvad Han fortalte dem.

”Otte dage efter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kommer Jesus, medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være ned eder!« [Vers 26.]

Hvis Han kom her ind og siger til nogle af vore samlinger: Hvordan angår det os? Hvor der udtrykkes så lidt liv, hvor der i mange tilfælde gøres et stort bjerg ud af en mulvarpeskud, og hvor vi så let vækkes, kunne han sige. Fred være med jer?

”Derefter siger han til Tomas: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!« Tomas svarede og sagde til ham: »Min Herre og min Gud! Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.« [Versene 27-29.]

Gør dette ikke indtryk? Så når vi læser disse dyrebare ting ønsker vi at vide om vi tror på Jesus Kristus, og kinder de dyrebare ord og den fred som Han har erklæret over Sine disciple, skal være for dem der tror på disciplenes ord. Nu ser I hvor afhængige vi er af disciplenes ord. Hverken verden eller nogen af os, kunne have ret til at sætte vore fingre i Hans side, og se korsfæstelsens mærker i Hans hænder, men vi tror vidnesbyrdet, og Gud betror os denne tro og Hans velsignelse vil komme over os.

“Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.” [Versene 30, 31.]

Oh min sjæl, hvor ked af er jeg det for Kristus! – Hvad vi har, alle beviserne som vi har i Guds Ord – at vi ikke har mere livskraft og mere af Hans fred iboende i os, så at vi skal gå ud som Kristus gik ud, og at vi overvejer vort hver som Kristi udpegede budbringere der frembærer sandheden til dem der aldrig har hørt den. Dette er det arbejde som vi er hvervet til at gøre.

Og når jeg tager fra sted til sted og gennemgår disse store byer og spørger: Hvem er i gang med dem? Som de lige har sagt i Australien: Der er ingen penge, ingen penge og ingen folk. Stoppede jeg der? Nej slet ikke. Jeg sendte bud til de personer jeg vidste havde penge, go fortalte dem at jeg ønskede dette. Jeg vil låne jeres penge, jeg vil give jer renter som I kunne få i banken, men lad mig få jeres penge. Jeg står i gæld i dag med tyvetusinde dollars, som jeg bruge i Australien md at bygge enogtyve mødehuse og skolebygninger, og hjælp dem med at udruste og forberede sanstorier, og siger til Guds tjenere: Jeg kan ikke gå, jeg vil gerne ud på marken, mit hjerte er oprørt, men jeg har ingen penge. Da sagde jeg, Sire, hvis du har et budskab, så gå ud, jeg vil bakke dig op, jeg vil sørge for at du har midler. Du tager direkte ud på marken i Herrens navn, sagde jeg, og jeg vil se om du ikke mangler midler. Jeg forventede ikke at lade pengene komme i mine hænder. Hvis jeg gjorde dette, ville der kun være et meget lille arbejde.

Men vi har etableret arbejdet i Australien. Der var ingen ting fra begyndelsen. Jeg fortæller jer hvilket lejrmøde vi havde. Det første lejrmøder, sagde jeg må vi have lige nær Sydney, ved Ashfield. De spurgte: Hvem skal understøtte lejrmødet? Hvor er teltene? Jeg sagde: I skaffer pladserne. Og de gik I gang med at finde et smukt sted, det var en smuk plet ved en privat gård, (men der var et hus vi kunne leje og få lidt hvile, men vi komme ind i teltene,) og der var teltene.

Nu rejste jeg med min gruppe rundt omkring der fjorten, femten og tyve miles, og jeg spurgte: Tager I til lejrmødet? Vi har ikke fået noget, sagde det, så vi kan komme til lejrmødet, men vi har fået nogle æg her, de volder os lidt problemer, og vi ved ikke hvordan skal komme af med dem. Jeg sagde: Vil du sælge dem til mig? Ja. Jeg vil betale for æggene, og når du er parat at tage til lejrmødet, sagde jeg, når vi har fået slået teltene op, vil vi slå et telt op til dig, og vi vil komme og tage dig med i vor vogn, og vi skal tage dig til mødet. Sådan gjorde jeg fra familie til familie. De havde ingen klæder. Nuvel sagde jeg, jeg vil forsyne jer. Jeg tog til tøjhusene og købte deres klæder, og fik dem påklædt; der var kun nogle få familier som havde tøj.

De havde ikke nok at spise. Vi vil forsyne jer med den mad som i kan spise under lejrmødet. Det skal ikke koste jer en cent. So tog bror Stephen Belden—han boede engang her i Rocky Hill, og han besøgte ofte — han var min hjælper, og han tog gruppen med til deres ejendele ved lejrmødet, satte dem i talte, og vi fik det bedste møde. De kom fra byerne, hundredvis af dem, og de sagde at de aldrig har været ved et sådant møde. Dette møde varede i omkring fire uger. De brød op efter to uger, men de tog tilbage til mødet igen, fordi interessen var så stor, og vi fik Guds kraft ved mødet. Men det første vi gjorde var at samle prædikanterne sammen. Nu fortalte vi dem – et telt lidt borte – Vi ønsker at vide om I er i harmoni, hvis nogen af jer vil så tonen an. Er I i harmoni med hinanden?

Nå! – men de begyndte at græde. Nej, det var de ikke. De sagde at de havde haft prøvelser med en bror, og kunne se hvordan de kunne kommer over det, og at den bror havde problemer med dem. Da havde de andre også prøvelser med hinanden. Nuvel, sagde jeg, lad og tage tingene sådan som de ligger. I siger at den ene har noget at bebrejde, og den anden siger at du bebrejder. Hvis vi bringer denne sag frem for Gud på vore knæ, og ikke rejser os fra vore knæ før alt er tilgivet, og vi ved det. Nuvel, sagde jeg, vil I gøre dette? De begyndte at gærde, og de faldt i hinandens arme før de faldt på knæ. De mente at Gud ville høre dem bedre, og der kom en stor stund med bekendelse, og de med små vanskeligheder blev fejet bort som dug for solen.

Da de tog til mødet, og enhver kunne tage stilling uden jalousi mod hinanden, og enhver kunne trække i lige strenge. Herrens velsignelse hvilede over mødet, og mange tog imod sandheden fra det allerførste møde.

Så kom vi her til. Nogle ville i gang som kolportører. De havde ingen sko til deres fødder. Jeg sagde: Har du i sine at tage til den by som du er i nu? Hvad er det bedste at gøre, søster White? Vi har ingen penge. Jeg sagde: Vent blot. Der var nogle butikker ikke så langt borte. Jeg tog direkte der til og købte klædesæt til dem. Nuvel, sagde jeg, I må samle jer, dem af jer som er syersker, kan ekvipere disse personer. Byron Belden var der ... nu hviler han i graven, men hvos der har været en trofastmedarbejder, så var det Byron Belden. Hans er et sted i Connecticut-staten. Hvor vi savner ham. Vi følte at vi ikke kunne undvære ham, men vi prøvede at gøre det bedste vi kunne. Det er så den måde at vi tilgik arbejdet med at indføre sandheden i Ashfield.

Det næste skridt var et mødehus. Men vi kunne indvie dette hus før det var blevet betalt. Her var vi dog bagud. Jeg havde givet dem en sum penge. Vi var bagud i betaling. Vi har et hundrede dollars eller mere at skaffe. Nuvel, sagde jeg, læg det hundrede dollars til mit navn, og I skal få et ethundrede dollars, men vi vil få indvielsen når vi netop har fået det vi skal have. Dette teltmøde stod på i fire uger, og hver uge var der en dåb, fra fem til ti eller femten i den smukkeste sø på de private jorde, som stille gavmildt til rådighed for os, og vi blev samlet omkring den sø, og vi kunne holde vore bønner.

Det var den måde som vi arbejdede vor indflydelse nær Sydney. Og de ville komme fra alle dele af Sydney. Der ville komme prædikanter, embedsmænd, og de vil sige: Vi har aldrig hørt noget som dette før.

Tanken at I aldrig må gøre noget før I har midlerne i hænderne, har ofte holdt os tilbage. Det er mit princip, men jeg siger: Omstændighederne forandrer tingene. Når der er et arbejde som på fremføres, må vi presse slaget helt til portene. Vi kan ikke altid tillade os at vente på midler, og se om midlerne er i vore hænder.

Jeg ser på disse byer, og det virker som om min sjæl er helt fortvivlet.

For nogen tid siden sendte jeg besked til nogen jeg vidste havde penge, og jeg spurgte ham om han ville låne mig et eller to tusinde dollars. Jeg måtte have dem, og hvis du ikke låner dem, skal jeg gå direkte til banken, og jeg må betale otte procent i rente. Men der er et arbejde som skal gøres, og det må gøres. Et arbejde må startes op i Nashville og sydstaterne, og vi kan ikke vente; jeg kan ikke vente på pengene kommer fra mine bøger. Bogen Kristi Lignelser har indbragt tre hundrede tusinde dollars til at hjælpe vore skoler med gæld, og alligevel er ikke en eneste penny gået til mig selv. Det var det formål den blev brugt til.

Nuvel, svarede denne broder, “Jeg har fem hundrede dollars til jer, og jeg havde det i banken til dig, og jeg har solgt ejendomme.” Han har givet sine børn deres del, men da han var ved at give, kom hans børn ind og overtalte ham til at købe et stykke jord, og pengene er begravet i denne jord. Hvor meget bedre ville det være for ham at få dem lagt dem ved siden af Guds trone.

Tænk blot på hvordan Kristus led. Han forlod de kongelige sale. Han forlod sit høje kald. Han lagde sin kongelige kåbe fra sig, Han lagde Sin kongelige krone fra sig; han iklædte Sin guddommelighed med menneskelighed. For vor skyld blev Han fattig, så vi gennem Hans fattigdom kan blive rige. Og når vi ser folk gribe efter rigdomme er det for dem selv, ved jeg at de lider et skæbnesvangert tab.

Jeg føler at jeg kan vente, jeg kan betale renterne til disse tyvetusinde. Jeg siger dem: Hvad enten I mangler de penge, så send dem, og I skal få dem. Jeg vil låne dem til nogen andre. For send bare og I skal få dem. Jeg skal få flere hundrede dollars, og et eller to tusinde tilsendt, men jeg vil altid have det parat. Jeg tager til nogen andre, og siger dem, jeg ønsker jeres penge for en tid, og jeg vil betale fuld rente af dem.

Det er den måde som vi har ført arbejdet på i Australien. Der står penge i alle mødehuse som jeg har investeret i dem. Jeg betalte ikke det hele, men jeg har hjulpet dem alle. Da vi kom til Newcastle, sagde de, Du kan ikke gore noget i Newcastle. Først var det Queensland, da vi var dér, sagde de, kan I ikke gøre noget der. Men, sagde jeg, skal vi gøre noget der. Og vi tog af sted og rejste teltene, og Guds velsignelse kom over os der. Den allerførste nat kunne de ikke komme ind i teltet, og de fik en mur af folk hele vejen rundt, og dette holdt hele den tid vi var i Queensland på dette sted. Så måtte jeg tage til et andet sted i Queensland og arbejde for dem der. Herren gav mig styrke selvom jeg var meget svag, og Guds Ånd hvilede over dem der.

Hvis vi nu alle kan gøre det allerbedste vi kan gøre, skal vi se Guds frelse.

I Newcastle sagde de vi ikke kunne gøre noget. Der var teltene fyldt fra uge til uge, og de ville tage fra disse telte med en vis interesse. Og der strømmede vand ned medens regnen kom, og der samledes sig en gruppe i den ene ende af teltet. Ingen penge. De kom til mig med tårerne løbende ned: Oh Søster White, hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre? Her er denne store forsamling, og dette telt er helt som to stykker, ligesom en si. “Hav tro på Gud.” [Mark. 11,22.] Knæl lige ned her sammen med mig, og lade os bede. Vi knælede ned, og vi fik en bedestund.

Jeg prøvede at holde dem opløfte så godt jeg kunne. Jeg havde fået tilsendt penge, men nogens hånd blev rakt i vejen, og pengene kom ikke. Til sidst fortalte jeg vor bor Jones, hvor jeg sagde: Dette er min ejendom. Du må forvalte den. Fjortenhundrede dollars kom til dem, som vi fik ved denne bedestund. Da dette kom, kunne jeg sende dem. Nu, sagde jeg, behøver vi en ny bedestund, vi ønsker et takkemøde. Nuvel, vi fik et takkemøde, og Herrens velsignelse blev hos os. Efter dette så kom pengene, jeg betalte direkte i deres hænder.

Jeg tror det var i Brisbane at de byggede et mødehus. Bror Haskell var der, og han sagde: Vi er kommet så langt, som vi kan gå. En ung mand kom frem og siger: Pastor Haskell, Hvad mangler du? Oh, sagde han, vi mangler nogle penge; vi behøver at få dette mødehus finansieret. Hvor meget vil det koste? Nuvel, han fortalte hvor meget vil koste. Jeg har allerede ordnet det så han fik tre hundrede dollars. Han sagde: Jeg vil hæve alt dette, og mere; jeg vil bygge en pæn lille gårdsplads omkring det. Nuvel, derefter lagde han penge i det, han lagde beløb efter beløb i dette mødehus. Jeg ønsker at mennesker skal få sandheden; jeg ønsker at han skal se Guds frelse. Dette arbejde blev fremført på denne måde. Guds Ånd var i gang, og sjæl efter sjæl blev omvendt.

Da jeg var på ven hjemad fra et af møderne, var der en mand der løb efter os. Sara sagde: De ønsker at tale med os. Ikke desto mindre sagde jeg: Jeg har en svedetur; jeg kan ikke vente, fordi jeg må komme under tag. Han nåede os før vi kom ud af verandaen. Han sagde: du må høre mig, jeg må fortælle min historie. Min Hustru var syg, - oh hun var ved at dø. Hun har været syg længe, og hun var ved at dø. Hun sagde: Ægtemand, jeg lytter til prædikanterne, og de giver mig ikke et spor håb. De beder og det virker som om deres bønner ikke når til mit hoved. Jeg går håbløs ned i graven. Hendes mand sagde: Hustru, her er en bog vi har købt af en kolportør – det var Patriarker og profeter – tag den bog og så om der er noget i den. Hun læste den. Hun sagde: Jeg ved nu at min Genløser lever. Jeg har givet mig helt til Ham. Dette er det første jeg har hørt om denne sandhed. Hun læste bogen igennem tre gange, og så sagde hun sil sin mand: Læs den igennem selv, og giv videre til naboerne.

Nuvel, dette holdt på indtil vi fik et bygget meget pænt mødehus der, og jeg har talt i dette møde hus mange gange siden det blev bygget.

Og dette arbejde har været i gang i Maitland, tyve miles herfra, og jeg vil fortælle jer, at det blev fremstillet for mig, idet jeg tog til Newcastle. Noget sagde mig næsten så tydeligt som en stemme: Se ud af vinduet. Jeg så, og der så jeg to af de smukkeste skyer, hvide som sne. Der var ikke andet over hele himmelhvælvingen end de to skyer. Disse skyer viste mig at Guds engle gik foran os. Disse skyer ville samles, og derefter vil de skille sig. Jeg overvågede dem hele dagen. Om morgnen tog jeg vognen og fortsatte med at følge disse skyer, ligeså hvide som sne, indtil de kom der hen hvor jeg ikke kunne se dem. Nu ved jeg at Guds engle gik foran os. Jeg er ligeså sikker på dette, som jeg er når jeg læser Skrifterne her, og det giver mig et så slående bevis hvad vi kan gøre og ikke gør det.

Nuvel, dette bror som jeg spurgte om at måtte få pengene, har ikke sendt mig en skærv. Han er en velhavende mand, men han har lagt Guds penge til side, gravet dem ned i jorden. Og måtte Gud have medynk med ham for at gøre sådan. Jeg sagde: Tag dette brev og læs det for hele forsamlingen. Jeg mente at dette kunne hjælpe ham noget, men jeg sendte det til ham, fordi jeg tidligere havde spurgt ham efter midler og ikke kunne få det. Nuvel, han gjorde det, men jeg ved ikke eftersom jeg har modtaget en eneste penny fra den kant. Hvordan skal jeg da, når de har gået efter hans eksempel?

Vi må gøre det til en opgave at frelse sjæle. Nuvel, dette er blot en lille tøddel af vor erfaring.

Hvordan startede vi skolen når det vi gjorde var et tilfælde. Der var jeg syg i elleve måneder; jeg kunne ikke vende mig i min seng. Mine arme, mine ben; det var inflammatorisk gigt, og jeg måtte lide under det i elleve måneder. Men jeg ønsker at fortælle jer at det var de lykkeligste elleve måneder jeg fik i mit liv. Kristus stod ved min side. Hånden, fra den albue der, er der ikke noget galt med. De vil ordne en struktur for mig, og så vil jeg arbejde, og ud fra dette skelet kan jeg så skrive. I disse elleve måneder skrev jeg 2,500 sider papirbreve, og jeg skrev meget tæt i mine skrifter. Mine medarbejdere tog dem direkte fra min pen og slog dem ind på min skrivemaskine, og så læste jeg det hele over igen, for at se om de var helt rigtige. Jeg havde ikke mindre en seks medarbejdere, og de fik alt de kunne arbejde med for at holde mit arbejde på afstand, og jeg var syg.

Jeg priser Gud for Hans godhed og barmhjertighed og Hans ømme venlighed mod menneskebørnene. Men Willie kom ind. Mor sagde han; jeg har fået noget lys. Nuvel, sagde jeg, lad mig fortælle dig mit lys først. Jeg sagde, I løbet af natten sov jeg, under natten kom lys ind til mig, at jeg skulle tage penge fra vore udenlandske bøger i Amerika, som jeg havde givet til at hjælpe de studerende, som ikke kunne komme til skolen. Nu er her en skole i dette land som måtte oprettes, sagde jeg. Oh moder, sagde han, det er præcis hvad jeg tænkte vi skulle gøre. Jeg vil tage de penge og jeg vil investere dem til at starte en skole op. Oh, sagde han, Moder det er præcis hvad jeg mente vi skulle gøre, og det var hvad jeg var ved at sige, at det var den eneste må vi kan starte denne skole på. Det vil blive en succesrig skole.

Her er søster Hare, som deltog ved den første skole i Australien i Melbourne, og er hun min førstemand, og hun har været hos mig i mange år. Hun tager store byrder fra mig, og jeg føler mig så taknemmelig, så taknemmelig over at hun kom på den skole.

Nuve, jeg betalte for undervisningen i så mange som seks grundskoler, og således førte vi arbejdet indtil vi flyttede til Sydney. Så gik det til Cooranbong, men jeg vil ikke længere ad den vej. Jeg kunne fortælle jer store ting, hvis jeg havde tid, hvordan havde vi arbejdet, men vi var der, og vi oprettede denne skole.

Hvad skal vi gøre for pengene, lød det. Hvad kan vi gøre? Pastor Daniel sagde: Vi kan give en slags lille opsang og vi kan imødekomme det, og det går op og ned for bestyrelserne. Oh, sagde jeg, pastor Daniells, jeg kunne ikke gå med til det. I to dage tog søster McEnterfer og jeg til arbejde. Vi tog hele tiden til Cooranbong, for tømrene var kommet — de var kommet fra Sydney og Ashfield, førsteklasses tømre — for at få en lille udflugt, og her beskæftiger vi dem, og vi spurgte dem om hvad de kan gøre for os under de omstændigheder vi er under. Nuvel siger de, vi har fra tre til fire dollars om dagen. Vi vil tage det halve af dette, og vi vil blot ændre til den halve pris, vi vil tage den halve af den pris og gøre det hele. Nuvel, sagde jeg, det er alt hvad vi kan spørge om. På den tid var der gang i byggeriet, de fik to mødehuse at bygge nær Sydney, og således blev arbejdet gennemført.

Hvad skal vi gøre nu? I har en skole der er udpeget til denne tid; kan vi ikke få gjort skolen i denne tid. Jeg sagde: Kald dem sammen. Nuvel, sagde jeg, vi må have skole åbnet til den tid, der er gået ud at den skal åbne. Vi kan ikke lade det være, og løbe fra det. ”Det må udrettes.” Hvor mange af jer mænd og kvinder vil rejse jer op her, og tage den del som I er i stand til at gøre? Tredive rejste sig. Rigtig godt, vi gik I gang med arbejdet, mænd og kvinder. Der var mænd der gravede den store cisterne, for vi havde ikke noget vand. Kvinderne som hjalp til lagde murstene til kælderen, og så ville de hjælpe på enhver mulig måde. Søster McEnterfer og pastor Haskells hustru gik direkte i gang med at lægge gulve. Der var to gulve som blev lagt. Vor skole begyndte på den dag, som vi sagde den skulle begynde, og vi fik Herrens velsignelse til at hvile over os på den tid.

Nu vil jeg læse lidt mere herfra af det jeg ønsker at læse:

”Siden åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberiassøen; og han åbenbarede sig på denne måde: Simon Peter og Tomas (også kaldet Didymus) og Natanael fra Rana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen der. Simon Peter siger så til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De siger til ham: »Vi tager ned dig.« De gik da ud og steg op i båden. Men den nat fangede de ikke noget. Da det nu blev daggry, stod Jesus ved bredden; dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger til den: »Mon I har noget at spise, børn?« De svarede ham: »Nej.« Han sagde til dem: »Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!« Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.[Joh. 21,1-6.]

Nu ønsker vi at sige: Med alt hvad du bestræber dig for, så vær sikker på at du kaster nettet på højre side af båden. Og hvis du griber fat i arbejdet, helliger jer selv til Gud, sjæl krop og ånd, ved jeg at I vil kunne se Guds frelse.

“Den discipel, Jesus elskede, siger så til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, tog han sin fiskerkjortel over sig (han var nemlig nøgen) og kastede sig i søen. De andre disciple kom med båden, thi de var ikke langt fra land, kun omtrent to hundrede alen, og de slæbte garnet med fiskene efter sig. Da de nu kom i land, ser de der en kulild og fisk, liggende derpå, og brød. Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget.« Simon Peter gik om bord og trak garnet på land, og det var fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds i alt, og skønt der var så mange, gik garnet dog ikke i stykker. Jesus siger til dem: »Kom herhen og hold måltid!« Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: »Hvem er du?« De vidste jo, at det var Herren.. Så går Jesus hen og tager brødet og giver dem det, ligeledes også fiskene. Dette var allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for, sine disciple, efter at han var stået op fra de døde.” [Versene 7-14.]

Jeg ønsker at enhver af os skal vide at vi har et personligt arbejde at gøre for Mesteren. De som har deres hjem, deres forretninger, kan føle at de får alt som de kan være med til, men jeg ønsker at fortælle jer, kære venner, at der er et arbejde som i kan gøre. I kan bevare jeres egne sjæle i Guds kærlighed. I kan holde jer selv i gang. Og hvis du har en familie, har du et arbejde at gøre i denne familie. Hvis du ikke kan rejse, hvis du ikke har mulighederne for at rejse, må du udøve dine gudsgivne evner i din familie. Du må bringe alt i orden i din familie, så I kan være en repræsentativ familie i sandheden. Her må I sørge for at der er orden i det.

Moderen er hjemmets dronning, hun er lærer for børnene helt fra de er spæde, og hun skal respekteres i enhver forstand i ordet, som hjemmets dronning.

Faderen skal være husholdets præst; hus-båndet som omkredser familien. Og der skal hele tiden arbejdes for de små børn. Hvorfor? Fordi I har bragt dem ind i verden og de er Guds børn. I har ingen ret til at forsømme dem. Hvis nogen forsømmes, så lad det være jeres sag, men forsøm ikke en eneste sjæl i jeres hus. I ønsker at alle sjæle skal opdrages i Herrens tugt og formaninger, opdrages til at respektere religiøse ting. Og enhver i det hjem bør oplæres til Guds kærlighed, og de små skal hjælpe moderen, så snart de kan. Og dette arbejde skal fortsætte. Lær dem om Jesus Kristus, at Han gav Sit liv, at de kan få evigt liv. Enhver forkert levevane, skal overvindes på enhver måde. Men lad aldrig et ord udgå fra jeres læber i jeres hus som er lidenskabeligt.

Vi ønsker Guds engle i jeres hjem. Vi ønsker at Helligånden skal være der, og et lidenskabeligt og irritabelt ord, kan opildne jeres børn et øjeblik. Som mødre er i jeres børns opdragere, og udvis ikke for Kristi skyld utålmodighed eller irritation, fordi I føler jer frie til det i jeres hjem. Føl jer ikke fri til det. Det skal være et hjem for Kristus. Føl jer ikke fri til at vanære Gud I jeres hjem over for jeres små børn.

Lær dem at hjælpe mødre, og mødre, forsøg at holde dem i gang. I en ganske lille stund, kan det være en stor del mere forhindring end hjælp. Jeg måtte få Willie til at spørge mig igen og igen: Mor, hjælper jeg dig? Ja bestemt, min søn. Jeg vil fortælle dig hvordan du hjælper mig. Jeg uddanner dig til at tilpasse dig selv til ting som du føler et behov for bliver gjort i dit hjem. Det er dit arbejde at gøre hjemmet lykkeligt og behageligt. Nu hvor du gør det arbejde, så gør det rigtigt.

Hvor mange forældre vil have deres børn bragt til Gud? Hvis de ikke selv kan gå ud og arbeje, kan de uddanne deres børn så de kan gå ud på marken, og at de skal udføre evangelisk arbejde med kolportage, give bibellæsninger, og arbejdet som dette. Og enhver fader og moder kan bringe Gud et offer til Ham. Oh hvor er jeg Gud tanemmelig for at det er jeres privilegium at gøre dette, og aldrig, aldrig lade jeres læber, som Gud har givet jer, til at sige hårde eller uvenlige ord. I oprører de allerværste følelser i menneskehjertet, og det kan I ikke tillade jer.

Dette er et godt møde til jer, at begynde at ransage jeres hjerter for at se om I har indbudt Jesus i jeres hjem; for at se om I har bedt Ham: Bliv i mig; for det meste af dagen er gået, og natten er nær. Det er hvad disciplene spurgte Kristus om efter at de havde rejst med Ham, og Han gav dem så smukke lektier fra Skrifterne.

Han kom ind idet de indbød Ham, og så brød han livets brød og bad velsignelsen - oh, de vidste at det var Jesus. Det var Jesus som brød brødet, og da så de mærkerne af korsfæstelsen i Hans hænder, og de ærede Gud. De var ved at kaste sig om hans gavn, men Han var væk. Så skyndte de sig så meget de kunde ned, hvor disciplene var, til Jerusalem. De skyndte sig så hurtigt de kunne, der blev dørene lukket af frygt for jøderne. Der fortalte de dem at de havde fundet Jesus. De vidste ikke at Han havde vandret med dem hele tiden. Han havde ikke åbenbaret Sig for dem på vejen, og snart efter var de i det hus Han kom ind i. Og der åbenbarede Han Sig selv for dem som den opstandne Kristus! Og I må vide at der var en glædesstund der! De kunne knapt tro det. Men Han bad dem om noget at spise. De gav Ham et stykke brød og en honningkage, og han spiste det, og de så at det var Jesus.

Oh hvilken overraskelse var det for dem fordi de ikke accepterede det. Havde de tro, kunne de haft meget mere glæde derved.

Nu ser vi at Herren Gud ønsker at enhver af os skal arbejde. Jeg vil gerne tale noget længere, men jeg ved ikke om min tid er forbi.

”Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde. Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen.” [Apg 2,1-5.]

Denne store demonstation var i Jerusalem, og denne åbenbaringen fandt sted lige der for at bevise for dem at det var Jesus Kristus, som de havde korsfæstet.

Apg 1: Versene 6-20.

Nu går Peter i gang med sin prædiken. Du kan læse det og se hvordan arbejdet gik fremad, hans prædiken som han forkyndte; den står her til vor gavn.

Apg 2: Versene 34-41.

Jesus havde fortalt Sine disciple at markerne allerede var hvide til høst. Han udsendte de havfjerds, og her tog Peter sagen op. Tre tusinde sjæle blev føjet til.

Apg 2: Versene 42-47.

Hvis de havde en sådan tid den gang, vi ønsker at se Guds frelse ved alle de teltmøder som vi har. Vi ønsker at gøre dette til en opgave. Vi ønsker at enhver skal beredes til at forherlige Gud. Og på sabbatsdagen, brødre, ønsker jeg at se, når I samles, at der må være mulighed for en kort tale til dem, som er samlet for at frembære vidnesbyrd. Hvad de behøver er at lære hvordan talens kraft bruges for Kristi skyld, og hvad vi alle behøver er vore hjerter varmede med Guds kærlighed, så vi kan fortælle om Hans herlighed, og at vi skal udtrykke Hans kraft fra dag til dag, og at I ikke skal sukke, kværulere, være irriterede ikke sige uvenlige ord. Venlige ord vil ikke sætte vabler på din tunge. Og vi ønsker at I overvejer om jeres tunge jeres stemme er et talent som Gud har givet jer til at fremsige Hans pris og herliggøre Hans navn i menighederne. Og når I gør dette, er Guds engle i forsamlingen. Guds frelse vil åbenbares.

Hvad vi ønsker er at alle menighedsmedlemmer indrømmer at han selv har en sjæl at frelse eller en sjæl at miste. Og de har deres familier så de kan uddannes og oplæres for det fremtidige og evige liv. Alt skal gøres for det fremtidige liv. Vi gør os parate til det fremtidige liv. Kristus gav Sit eget liv så menneskene kan stå ved menneskeheden, at ligeså snart som jeres menneskehed griber Hans guddommelighed, vil Hans kraft komme over jer, og hvad kan I da? Overvinde de fristelser som er i kødets lyster. Det er hvad I kan gøre. Og dette er det arbejde som fremføres ved hvert møde. Vi ønsker at se Guds frelse.

Ved hvert møde bør dem som søger Herren, få en anledning til at finde Ham. Og jeg siger til børnene: Vi ønsker at ethvert af disse børn skal omvendes. Vi ønsker at de skal give deres hjerter til Gud. Jeg var kun elleve år da jeg gav mit hjerte til Gud, og jeg har været fortvivlet den gang. Jeg har været fortvivlet i næsten et år, men Herren førte mig ud, så jeg kan vide hvor jeg ynkes over enhver som fortvivles. Og jeg ønsker at sige til jer, at Herren vil velsigne disse små børn. Han ønsker at de skal give deres hjerter til Ham. Han sagde: ”Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til.” [Luk. 18,16.]

Der var de mødre, der vandrede gennem Jerusalems støvede gader og prøvede at komme til Kristus. Andre familier sluttede sig til dem, og da de kom dertil sagde disciplene: ”Mesteren underviser; Han ønsker ikke at blive laget af børn.” Kristus griber denne tone, og Han sagde: ”Dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til.” [Vers 16.] Og Han tog de små børn I Sine arme og velsignede dem. Hvilket lys vil jeg så give ud fra dette? Det var netop børnene som proklamerede Frelserens kærlighed. Deres mødre ville fortælle dem historien igen og igen: ”Hans hænder blev lagt på dit hoved.” Og ved korsfæstelsen kunne de fortælle hvordan Kristi hænder lå på børnene og Han velsignede dem.

Oh hvilken dyrebar Frelser har vi! Hvis vi blot vil samarbejde med Ham! Problemerne er at vi står for meget alene i vor egen selviskhed. Gud hjælpe dig til at finde ud af det. Gud hjælpe dig så du kan vokse i nåde og sandhedskundskab, og at du kan tage stilling på Herrens side. Det halve af os behøver at blive omvendt igen, og jeg ved ikke hvor meget alle vore sjæle behøver at blive omvendt igen, så vi kan gå ud til alle dele af jorden, og proklamere gudsfrygtens mysterium. Her siges det i det sidste kapitel af Johannes:

”Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt. Der er også meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulle nedskrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.” [Joh. 21,24. 25.]

Hvilken slags medarbejder var Han? Han har givet det til os, at det er vort privilegium at gå, og Han siger at Han vil tage ud sammen med os. Læs det sidste kapitel og sidste vers af Matthæus, og de sidste vers af Lukas og af Johannes, og du vil se at Herren Jesus Kristus har givet en opgave i at undervise alle folkene.

Der var noget der kom frem til mig, og ønskede at informere mig om en rund eller flad Jord. Jeg sagde, at jeg har slet ikke byrde for sådan noget. Jeg har intet at sige til dig eller nogen andre om en rund eller flad Jord. Hvad vi mangler er en rund karakter. Vi har i det hele taget for flad en karakter, og nu ønsker vi t tænke på opbygning af en karakter, som skal være rund og fuldkommen, ligesom vor himmelske Far er fuldkommen, og hvad vi ønsker er at alle de talenter du har skal bruges. Vokse i nåden og i sandhedskundskab, så du kan gå frem, og – hvad siger Kristus? Lær dem alle ting om en rund Jord? Nej. Det som jeg har påbudt jer. Det er hvad vi skal lære. Lære de lektier som Kristus gav med Sin livsudøvelse.

Og jeg ønsker at fortælle jer at nogen vil ruske op i alle små stunder, med noget nyt og fremmet, som om det skulle fængsle dine tanker. Fortæl dem at du har den gamle, oldgamle beretning om Kristi kors, om Kristi liv, og når der kommer disse små spørgsmål, som de skal bringe dette, skal vi få det solide fundament for vore fødder. Det er den solide platform som vi ønsker. Hvis du arbejder med Kristus, vil Kristus arbejde med dig, og vi bliver parate og udruster os til det fremtidige evige liv. Jeg vil være hos jer til verdens ende. Så vil vi tro ham, og vi vil arbejde ihærdigt for Ham.

Han døde, Han betalte købsprisen for dit liv. Du er indkøbt for Hans eget blod, og Han gav Sit liv for at gøre det muligt så vi skal få evigt liv i Hans rige. Vil du anstrenge dig for det? Vil du lægge evige ting bort? Vil du prøve på enhver mulig måde at understøtte det arbejde skal føres i Connecticut? Og vil du, jeg bønfalder dig for Kristi skyld, lægge al selviskhed bort og prøve at danne lige stier for dine fødder, så den lamme sikke vende bort af vejen? Kristus vil hjælpe dig for hvert skridt, og Guds stad vil åbnes op for dig, og der skal du gå ind, og så skal du forstå hvorfor. Lad mig sige dig det vil blive gjort fuldkomment klart for dig der. Han vil lede dig ved livets træ og vandet som udgår fra Guds trone. Tror du at Han ikke siger noget? Han taler til de frelste, og Han vil åbne Skrifterne for os, som vi aldrig har troet vi kunne forstå dem. Ære til Gud i det højeste, at vi har et håb som er stort i udødelighed, og som er fuld af herlighed!

Vi må overvinde vor selviskhed her. Vi må fornægte selvet, og overvinde det. Der er sjæle der skal frelse, og en sjæl er mere værd end hele denne verden. Ingen må være så fantastisk forsigtige at de bliver snæversynede og sammentrukket. Da arbejdet skulle føres videre og blomstre op og udvide sig, så sæt ikke in fod på det, og sig: Vi har ingen penge ved hånden. Men grib fat i værket for Kristi skyld og du vil se Guds frelse. Hvis vi ikke bringer sjæle til sandheden, hvor skal vi få tinen som skal hjælpe os med at advare omverden? Der er Boston. Måtte Gud hjælpe jer med arbejdet for Boston. Der er byer i Connecticut der skal bearbejdes. Middletown—jeg var her i 1849, og her ved vi noget om denne sag. Jeg kan ikke gå i enkeltheder i dette nu, men jeg vil vende tilbage.

Jeg ønsker at sige, Tag Guds rustning på for Kristi skyld. Og få gjort alt til at holde stand. Alle delstykker der nævnes, skal du samle. Du gør det nu. Alle jeres sjæle har at arbejde at gøre for Mesteren. Enhver mand har fået sit arbejde. Grib fast i det med alvor, og du vil finde at der vil komme liv i menigheden. Der er knapt nok liv i menigheden. Der er en verden at frelse. Der er sjæle at bringe til Kristus.