- Tilbage

brev nr 51, 6. 9 1886 - »Butler, G.I.«

Basel, Schweiz, 6. september, 1886
Dette brev er publiceret i sin helhed i 21MR 378-387.

Kære bror Butler:
Jeg har bryderier om pastor [J. H.] Waggoner. Han skriver ikke noget til mig, og jeg er dybt bekymret på hans vegne. Nogle gange er det for mig som om at Herren prøver os for at se om vi vil handle trofast om synd hos en af vore ærede mænd. Tidens afslutning er nær hvor generalkonferensen må beslutte om hans legitimationer skal fornyes eller ej. Gør konfernsen dette, vil de i virkeligheden sige at vi har tillid til dig som en mand, som Gud anerkender som Sin budbringer, en som Han har betroet det hellige ansvar at sørge for fårene i Herrens hjord, en som i alt vil være en trofast hyrde, en Kristi repræsentant. Men kan vi dette? Har vi ikke set et ihelliggjort hjertes arbejde?

Når pastor Waggoner vedholder at acceptere og gøre krav på Mrs. Chittenden som sin — hvad skal jeg da kalde det —hans åndsbeslægtningsskab? Hvad er det? Hvem kan benævne dette? Er pastor Waggoner en som har haddet det lys Gud har givet ham, vist at han foretrækker Mrs. Chittendens selskab og hans intime forhold med hende var ligeså syndigt som i lyset af Guds ord? Eller accepterede han budskabet og handlede på det? Ikke desto mindre tog jeg til pastor Waggoner med det vidnesbyrd Gud har givet mig, alligevel fornyede han sig ikke. Hans optræden siger: Jeg vil gøre som det behager mig i denne sag, der er ingen synd i dette. Han lovede over for Gud hvad han ville gøre, men han brød sine løfter mod bror C. H. Jones, W. C. White, og jeg selv, og hans følelser ændrede sig ikke afgjort; men han lod til at handle som et fortryllet menneske under djævelens spil, og fik ikke kraft over sine egne tilbøjeligheder. Uanset alt det lys der blev givet, har han ikke vist nogen virkelig overbevisning eller fornemmelse af synd. Ingen anger, ingen reformation. Hjerter har gjort meget ondt over denne tilstand af tingene, men de havde ingen kraft til at ændre hans hjerte eller hans hensigter.

Nu vil vi være meget taknemmelig over for pastor Waggoners hjælp i England, og i Schweiz, men hvad kan vi afgøre. Vi må have beviser for at han er afklaret over for Gud. Vi ønsker ikke at gøre synd til en let sag og sige til synderen: Det er godt nok med dig. Vi ønsker ikke at sætte pastor Waggoner i forbindelse med arbejdet her, med mindre han har en forbindelse med Gud. Vi ønsker ikke den ulempe som kommer ved at forbinde en mand med arbejdet, som har en skamplet på klæderne. Vi kan ikke gå let over denne sag.

Syndens plage er over pastor Waggoner, og smerte og sorg er over alles sjæle, som er klar over dette kapitel af hans erfaring. Kristus er vanæret. En mand velsignet med meget lys og kendskab, begavet med store evner for godt, som han kan være ved et lydigt liv og tro mod Gud, bliver lige med engle, måler hans liv sig med Guds liv, har forvansket sine godsgivne kræfter til lyster, dække over en andens hustru. Gud finder at pastor Waggoners gør sin dyrebareste erfaring forgæves, overtræder Guds højtidelige formaninger, så at han fortsætter i synd. Jeg håbede og bad for at han ville komme til fornuft til den rette trone og bryde de længer som Satan i årevis har snoet omkring hans sjæl og krop, og at skyerne som har overskygget hans stivej fjernes og Kristus kommer til hans sjæl for at sætte liv og velsigne det. Kristus vil løfte den tunge byrde fra de trætte skuldre og give hvile og fred til dem der vil bære Hans åg og løfte Hans byrder.

Jeg vil sige pastor Waggoner, hvad vil være karakteren af din erfaring, når du overfor mange advarsler og irettesættelser fortsætter med at udøve den kurs Gud har fordømt. Kan du tænke godt om dig selv? Tænk blot på Jesus, kronet med torne, og naglet til korset for vore synders skyld, og lad det ydmyges, ja lad det bryde dit hjerte. Se på Kristi ydmyghed, Hans elskelighed, og bøj dig så i støvet i skam og ydmyg. Tænk da over hvad du vil gøre, som en af vore ledende brødre i din position? Vil du da, uden større bevis fra hans side om hans syndsbevidsthed, end han har givet, vil du da råde til at han får legitimationer om en person med rene og hellige hensigter over for Gud. Kan du ikke se at du sætter dine medarbejdere i en meget ubehagelig og lidt misundeligværdig position? Vil de gøre sig ansvarlig for din karakter og din indflydelse i det fremtidige arbejde og Guds sag?

Det er blevet vist for mig at dette er værre end pastor Cornells sag, fordi du havde større lys, evner og indflydelse og hans optræden er et vink der advarer dig om at følge i hans fodspor. Pastor Cornells licenser blev taget fra ham; han angrer dybt, og ydmyget til støvet. I den tro at David skulle have gentaget den samme krænkelse, efter at være irettesat af Natan. Vil Herren så have medlidenhed med ham? Men han angrede bittert; han erklærede at hans overtrædelse altid var for ham. Hør hans ydmyge bekendelse, og lyt til hans fortvivlende råb.

Som et folk må vi vågne op og rense Israels lejr. Tøjlesløshed, uretsmæssig fortrolighed, og uhellig praksis kommer ind bland os i stor grad, og prædikanter som håndterer hellige ting er syndsskyldige i denne henseende. Vi dækker deres næstes hustruer, og det syvende bud brydes. Vi er i fare for at blive en søster til det faldne Babylon, og lade vore menigheder blive fordærvede, og fyldt med enhver modbydelig ånd, et bur for alle urene og hadefulde fugle, og kunne være ren, medmindre vi tager afgjorte bevægelser der kurer alle de urene onder? Vi du have andre til at følge dit eksempel? Vil du ønske de gik over grunden du gik over, og føle at de ikke har gjort noget meget forkert? Uden anger og oprigtig omvendelse er du et ødelagt menneske.

Jeg hører at du tager behandlinger på sanatoriet, arbejder som præst på stedet, taler i dette tabernakel. Dette ser ikke rigtigt ud for dig at tage sådanne stillinger før du har gjort alt i din kraft for at rette op på tidligere onder. For din skyld beherskede jeg mig fra at åbne Mrs. Chittendens sag op om utroskab mod hendes mand, men jeg frygter at jeg ikke har gjort min pligt. Hvis vi behandlede denne sag som om det var lægmedlemmer i menigheden, tror jeg at Gud ville have den anger sendt, som ikke behøver at blive angret. Vor fromhed, vor kærlighed til at frelse dig fra skam har skadet dig. Mit hjerte er så bedrøvet og forpiner dig til tider, jeg kan kun græde. Jeg siger, må han gå tabt? Må han efter at lide for sandhedens skyld, efter have forsvaret den, indtil han er blevet gammel og gråhåret, blive til en afgudstilbeder, ligesom Salomon blev? Vil han af kærlighed til en kvinde, træde på Guds lov og se så meget over ham som at sige: Jeg har ikke syndet, er jeg helt rigtig?

Er vi klar over at sådanne ting skjules og synder skjules uden virkelig bevis for anger eller reform? At du fraflytter Californien giver dig ikke et nyt hjerte. Du har ikke øjne for den betagende indflydelse fra din ”berundrende charmør,” men dette ændrer ikke hjertets hengivenhed eller impulser. Pastor Himes kunne have afsluttet handlemåde glædeligt, om det ikke var for det sensuelle, men han blev bortført af sine egne lyster og forlokket. De dage og år som kunne have været hans allerbedste blev hans værste. Vi ser en forstandsmæssig storhed i Salomons karakter, kombineret med moralsk fordærv. Han kunne have gået frem fra styrke til styrke, men i stedet for dette gik han tilbage fra svaghed til svaghed. Efter et lovende liv, blev hans historie til forværring.

Min bror, mit hjerte ynkes over for dig, for Kristi skyld. Du har forsøgt det som andre prædikanter har forsøgt, at harmonisere lys med mørke, Kristus med Beliar, renhed med urenhed, godt med ondt. Resultatet vil være moralsk ruin, medmindre du vækkes til at se at du står på randen til afgrunden. Der er mange af disse tilfælde som jeg kan skrive om. Det foruroliger mig at se hvordan tøjlesløshedens synd kommer over os. Dette følte jeg da jeg skrev til pastor Butler om dette punkt ved sidste generalkonferense, bad ham gøre alt hvad han kunne for at hegne op mod det er kommer ind over os. Vi må ophøje standarden og opbygge barriserer om sjælen, så at intet skal ødelægge dens enkelthed og renhed og derved besmitte den religiøse karakter. Gud har givet mnnesker forstand, og lad alle sjæle være klar over hvordan denne store gave misbruges til sjælens evige ruin. Der er ikke mere håb for jer, end for nogen anden almindelig synder, heller ikke så meget, medmindre du ydmyger din sjæl meget over for Gud, angrer, og omvendes. Tag det første skridt i på livets, angerens, troens og dåbens vej. Du har forvansket din freds guddommelige værn. Hvis du nægter at lytte til irettesættelsens røst, hvis du vælger din egen vej, hvis du ikke lader Kristi nåde forvandle dig, vil din skyld være lige så stør som de tarvelige synder, når du går frem og lys er blevet større.

Der bør vises stor omhu med kammeratskab og venskab, for at sjælen ikke bringes i fare, for at det ikke ser ud som ondt i andres øjne skal fornedre de religiøse princippers standard og udmarve fundamentet for religiøs tro. Hvor mange blandt sabbatsholdernes rækker danner dog ikke uhellige forbindelser! Mænd som har hustruer og kvinder som har mænd, viser hengivenhed og giver enhver upassende opmærksomhed. Hvor mange lovende mænd er der i vore rækker, som ikke længere har en ren tro og hellig tillid til Gud, fordi de har bedraget deres hellige betroelse. Den ædle stræben udslukkes. Deres skridt går tilbage fordi de dækker en anden mands hustru eller er urimelig fortrolig med den ugifte kvinde. Deres letsindige optræden leder dem til at bryde det syvende bud.

Om Salomon siger den hellige skrift: ”Drog hans hustruer hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med Herren hans Gud.”[1 Konge 11,4.]

Dette er ikke noget tema der behandles med et smil. Det hjerte der elsker Jesus vil ikke ønske hinandens uretmæssig hengivenhed. Alle mangler dækkes i Kristus. Den overfladiske hengivenhed er af samme karakter som den eksalterede nydelse som Satan lovede Eva. Det er begær som Gud har forbudt. Når det er for sent, kan hundredvis advare andre at ikke vove sig mod afgrunden. Forstanden, stilling og velstand kan aldrig, aldrig gå i stedet for moralske værdier. Rene hænder, et rent hjerte, og ædel helligelse til Gud og sandheden, værdsætter Herren højere end Ofirs guldvægt. En ond indflydelse har en bevarende kraft. Jeg ønsker jeg kunne bringe denne sag frem for Guds lovlydige folk, ligesom det er blevet vist mig. Lad den sørgelige erindring om Salomons frafald være til advarsel for enhver sjæl at undgå den samme afgrund. Hans svaghed og synd rækker ned fra slægt til slægt. Den største konge som nogensinde udøvet et scepter, som det er blevet sagt at han var Guds elskede søn, ved malplaceret hengivenhed blev besmittet og miserabelt svigtet af sin Gud. Den mægtigste hersker på jorden beherskede ikke sine egne lidenskaber. Salomon kunne være frelst ”som ved ild” [1 Korinter 3,15], alligevel kunne hans anger ikke udviske disse høje steder, ejheller fortære de stene, som forblev som beviser på hans forbrydelser. Han vanærede Gud, valgte hellere at blive kontrolleret af lys, end at få del i guddommelig natur. Hvilken arv har Salomons liv overført til dem som bruger hans eksempel som undskyldning for deres egne fornedrede handlinger. Vi må enten overføre en arv for godt eller ondt. Skal vore liv og vort eksempel være en velsignelse eller forbandelse? Skal folk se på vore grave og sige: Han har fordærvet mig, eller, Han har reddet mig?

De unge behøver at få bestemte, ofte gentagede advarsler for at deres gaver bringes tidligt til Gud som helligede ofringer. Beholdt Salomon visdommens himmelske gave, Guds særlige begavelse, kunne han med sit fyrige temperament være vejledt rigtigt, hans liv ville være illustrativt helt til afslutningen. Men efter et liv i storhed og kraft, faldt han på grund af sin ukontrollerede lidenskab. Fortsatte han med at føje dydighed til sin tro og hans rige gaver, ville han havde fremstået som en stor og ædel Libanons ceder. Men han overgiver sig til lidenskab; og lys skønt det undgik at avle synd, og synd skønt det til sidst avler død.

Den lektie der må læres ud af Salomons liv har en særlig moralsk betydning på ældre menneskers liv, de som ikke længere klatrer op af bjerget, men går ned og ser solnedgangen. Vi forventer at se manglerne i de unges karakter, som ikke kontrolleres af kærlighed og tro på Jesus Kristus. Vi ser unge vakle mellem rigtigt og forkert, svinge mellem faste principper og de næsten overvældende strøm af ondt, som slår dem af deres fødder til fordærv. Men de af moden alder forventer vi bedre ting af. Vi ser efter en karakter der er befæstet, efter principper der er rodfæstet, og de skal være uden for forureningens fare. Men Salomons sag ligger foran os som en advarende fyrtårn. Når du med en aldrende pilgrim som har kæmpet livets kampe, tror at du står og passer på at du ikke falder. Hvor svag var Salomon ikke med en vaklende karakter – af naturen fræk, fast og besluttet – ryster som et siv i vinden under fristelsens kraft. Hvordan ville en gammel og knudret Libanons ceder, en kraftig Eg i Basan, bøje sig for fristelsernes storme. Hvilken lektie for alle der ønsker at redde deres sjæle og stadig våge i bøn. Hvilken advarsel at bevare Kristi nåde i deres hjerte, og kæmpe med indre fordærv og ydre fristelser.

Brødre vi må have en ægte tro som er guld prøvet i ild. Vi må værne om den tro som virker ved kærlighed og renser sjælen. Medmindre vor tro har en rensende indflydelse så er den værdiløs. En sådan tro fører sjælen til Gud og udvider forstanden medens den renses, forædles og helliggøres. Lad de unge, midaldrende og ældre overveje deres tilfælde som snart skal ses tilbage på over for Gud. Hvilken optegnelse skal de så møde? En gang i Battle Creek blev domscenerne præsenteret for mig. Bøgerne blev åbnet, og alle, både gamle og unge, som hævede at holde Guds bud blev samlet omkring tronen. I bøgerne blev deres tanker, ord og handlinger skrevet som havde fået meget lys og nød mange anledninger; og alligevel var deres navne ikke afklarede, deres livsoptegnelse var ikke slettet ud og udvisket. Rigtig mange blev vejet på vægtene og fundet for lette, som vidste præcis hvilke synder de fordømte. Det var på grund af mangel på en manglende dydig karakter. Dyriske lidenskaber havde kontrolleret dem. Ryggesløshed og lyster var nøje blevet tildækket for menneskers øjne; men Herren så det, og deres navne blev sluttet ud af Livets Bog.

Mange af disse mænd hævdede at være sandhedens lærer; men deres arbejde var ikke markeret med hellig stræbsomhed. De havde ikke tillid og frimodighed til Gud. De kunne opløfte deres hellige hænder uden vrede og tvivl. Og disse ord blev erklæret mod disse syndsbetyngede sjæle: ”Vig bort fra Mig, I som øver uretfærdighed.” [Lukas 13,27.] Nu er det på tide at opnå de hvide karakterklæder. Nu er det på tide at bekende og aflægge synd, og komme til Gud med brødebetynget sjæl, så dine synder kan slettes ud og jeres navne forblive i Lammets livets bog.

Vi må gøre noget for at stoppe dette frygtelige moralurenhedens tidevand. Selvhævdelse står som den mest fornedrende synd, der forurener hele menneskets karakter, med mindre de som tager del i denne ondskab bryder med deres synd og angrer for Gud, vil de ikke få plads i Guds stad. Der går ikke noget ind i staden som besmitter eller gør en løgn. En sådan karakter er en stadig levende løgn. Vi lever i en tid hvor uretfærdigheden er i overflod, og Guds delegerede tjenere må undertrykke denne syndighed og indføre retfærdigheden. Men de som hævder at være Herrens beskikkede forkyndertjenere, og dog fordærver deres egne veje for Ham, er skyldig i en stor forbrydelse.

”Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men Herren,sagde til Satan: »Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Josua havde snavsede klæder på og stod foran engelen.” [Zakarias 3,1-3.] Her viser Josva Guds folk; og Satan peger på deres snavsede klæder og kræver dem som hans ejendom, som han har ret til at udøve sin grusomme magt over. Men netop disse har udnyttet deres prøvetimer til at bekende deres synder med sjælsanger og bortlægge dem, og Jesus har skrevet tilgivet imod deres navne.

De som ikke ophører med at synde og som ikke angrer og søger tilgivelse for deres overtrædelser fremstilles ikke i den gruppe; for denne gruppe vokser deres sjæle hen over det fordærv og uretfærdighed der er omkring dem, og Gud vil genkende dem som sukker og råber på grund af vederstyggelighederne i landet. Men de blev ikke blandet op i disse vederstyggeligheder. De har ikke fordærvet deres veje over for Gud, men har vasket deres karakterklæder og har gjort dem hvide i Lammets blod. Satan peger på deres synder, som endnu ikke er blevet slettet ud, og som han har fristet dem til at begå, og så forhåne dem som være syndere iklædt med urene klæder. Men Jesus skifter deres udseende. Han siger: »Tag de snavsede klæder af ham!« »se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« Og han sagde: »Sæt Et rent hovedbind på hans hoved!« og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte Herrens engel frem, og Herrens engel vidnede for Josua og sagde: Så siger Hærskares Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her« [Vers 4-7.]

Efter at de snavsede klæder var fjernet, skifter temaet, viser at dette gælder i fremtiden. Hvis Guds folk vil vandre på Herrens veje og holde Hans formaninger som er de ti bud, så er løftet at de skal dømme Hans hos og få plads til at gå blandt engle.

Nu er spørgsmålet: Vil de som bekender sandheden gå ind på disse betingelser? Vil deres karaktertræk som bekender at tro sandheden svare til dets hellighed? Satans særlige bestræbelser skal ny styres imod folk som har stort lys. Han som har ført dem til at blive jjordisk og sensuelle. Der er mænd som tjener de hellige ting, hvis hjerter er besmudset af urene tanker og uhellige ønsker. Gifte mænd som har børn er ikke tilfredse. De stiller sig selv der hvor de indbyder til fristelse. De tager sig friheder som kun burde tages med deres retmæssige hustruer. Derved falder de under Guds dadel, og der skrives ægteskabsbrud i himlens bøger, over for deres navne. Der burde ikke være adgang til farer. Hvis tankerne var der hvor de skulle være, hvis de var befæstet på Gud, og sjælen mediterede på sandheden og Guds dyrebare løfter, og de himmelske løn som venter den trofaste, ville de beskyttes imod Satans fristelser. Men mange nærer nedrige tanker næsten hele tiden. De føres ind i Guds hus og endog op på den hellige talerstol.

Jeg fortæller dig sandheden, pastor Butler, og hvis sjælstemplet ikke renses fra manges side, der hævder at tro sandheden, og forkynde sandheden, vil Guds langt forsinkede domme komme. Disse nedrige synder er ikke blevet håndteret fast og beslutsomt. Der er råhed i sjælen; og hvis de ikke renses ved Kristi blod, vil der ske frafald blandt os, som vil forurolige jer. Jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvordan er det muligt for mennesker som åbner Skrifterne for andre; mennesker der er en overflod af lys; mennesker som har gode evner; mennesker som lever som lever lige over for dommen over grænserne til den evige verden, at give deres tanker og kroppe til uhellig praksis? Nuvel måtte apostlens ord blive gentaget eftertrykkeligt: ”Hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer! Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer.” [Jak 4,8-10.] “Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Ingen må sige, når han bliver fristet: »Jeg fristes af Gud;« (nogle har argumenteret sådan og ment at de af nogle grunde har deres egen sag, Gud vil have dem til at gøre sådan som de gjorde) thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.” [Jak 1,12-15.]

Overvindelsesarbejdet må gøres i dette liv. Ved oprigtig anger og aflæggelse af alle synder, vil der skrives tilgivet over for jeres navne. Tankerne vil være rene hvis hjertet er rent. Hvis kilden er fordærvet, vil strømmen være fordærvet. Skal de menneske som er velbevandret med Skrifterne, og som står som forsvarer for det fjerde bud, anklages i himlens bøger med overtrædelse af det syvende. Skal Satan have anledning til at håne Guds engle med deres smudsige karaktertræk som hævder at være Kristne. Vil de gøre Jesus til skamme ved at kalde dem brødre? Jeg skriver til jer som får dette brev bragt frem for jer, som er ledere, som kan benævnes fyrster, blandt folk: ”Vær I rene som bærer Herrens kar.” [Esajas 52,11.] Ydmyg jeres sjæle over for Gud. Jesus er i helligdommen. Vi er i den store forsoningsdag; og hvis de undersøgende domme ikke allerede er begyndt for de levende, vil den gøre det snart; og hvor mange af desse Sande Vidnes ord er anvendelige i dag: ”Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død. Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne. Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig.” [Åbenbaringen 3,1-3.]

Alles sager vil bringes frem til dommen; og hvis deres synder ikke bekendes, vil deres navne udslettes fra livets bog, og deres lod vil være sammen med ægteskabsbryderne og horkarlene, og bedragerne, og de som elsker at give en løgn. [Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil. Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.] [Versene 4, 5.]

Jeg er foruroliget for vore prædikanttjenere som forhærder deres samvittighed og fortsætter i synd. Jeg frygter at de vil fortsætte med at falde i fristelse indtil dette ord går ud: ”Lad den hellige blive ved at leve helligt, og lad den urene blive ved at leve i urenhed.” [Åbenbaringen 22,11.] Jeg fortæller jer at der må være en grundig vækkelse iblandt os. Der må ske en omvendelsens forkyndertjeneste. Der må gøres bekendelser, anger og omvendelser. Mange som forkynder Ordet behøver Kristi forvandlende nåde i deres hjerter. De må ikke lade noget stå i vejen for at deres arbejde gøres grundigt for det er for sent for altid. Kristus kommer. Hans domme udspænder sig om jorden. Og den Gud som altid er til stede, som var et tavs vidne for Belsazzars gudløse og profane fest, hvis hånd skrev bogstaverne på væggen, er der hvor du tror intet øje ser. Har du, pastor Waggoner, og ældste i menigheden, set op, har du set dig selv som et skuespil for Gud og for rene engle, som tilslører deres ansigter og vender dig bort fra sjæls og legemets smuds. Mene ord virker tamme når jeg skriver dem, når jeg tænker på de forunderlige sandheder vi bekender og det store lys som skinner på os fra Guds ord. Alle jordens domme står over for døren, og alle sager må igennem det alvorlige tilbageblik hos Ham. Jeg spørger: hvordan kan nogen med dette lys der skinner på ham turde fornægte, i tanke eller ord, Herren Gud som har købt ham. Skynd dig min bror, at rense dine hænder. Jesus går stadig i bøn for dig som din Mellemmand. Begynd arbejdet med at aflægge dine synder uden tøven. Hvil ikke før du får tilgivelse, for ingen sjæl kan indtage Guds paradis, som har en eneste plet eller skidt på sin karakter. Gør et grundigt arbejde for evigheden.

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10
afsn nr:11
afsn nr:12
afsn nr:13
afsn nr:14
afsn nr:15
afsn nr:16
afsn nr:17
afsn nr:18
afsn nr:19
afsn nr:20
afsn nr:21
afsn nr:22
afsn nr:23
afsn nr:24
afsn nr:25
afsn nr:26
afsn nr:27