- Tilbage

brev nr 90, 18. august 1897 - »Lindsay, bror og søster«

Dele af dette brev er publiceret i 1MCP 327; 12MR 218-221; 4Bio 316-317.

“Sunnyside,” Cooranbong, New South Wales, Australien - 18. august, 1897

Kære bror og søster Lindsay:
Vi modtog jeres velkomne brev, med check inden i. Vi takker jer, min bror og søster Lindsay, og jeres moder, for denne donation af mødehuset. Tidligere har jeg været i at rejse midler og bygge. Men hvis vi har handlet i tro, ville jeg ikke have tvivlet at disse midler var blevet givet. Herren har oprørt mit sind på dette. I nattestunden talte jeg til folk, og sagde: ”Stå op og byg.” “Dette folk siger, tiden er ikke kommet, tiden hvor Herrens hus skal bygge. Så kom Herrens ord ved profeten Haggai, og sagde: “Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde?. derfor, så siger Hærskares Herre: Læg mærke til, hvorledes det går eder! . . . . Gå op i bjergene, hent tømmer og byg templet, så jeg kan have glæde deraf og blive æret, siger Herren.”

For nogen tid siden talte jeg med pastor Haskell, og vi mente at jeg kunne låne penge nok fra søster James af Ballarat, til at begynde, og så ville Herrens Ånd bevæge vore folk til at give til det arbejde vi udføre, ikke blev til noget. Men selvom sagen blev forstået, og alt mente jeg var i orden, da jeg skrev til søster James om vort formål med et kirkebyggeri straks, skrev hun til mig at hun ikke lade mig få pengene; for hendes søn blev så uheldige med forretningen, og blev så dyb forgældet, og de følte at de måtte hjælpe ham ud af hans problemer. Så var det håb væk.

Så indrettede vi et lokale i over etage i skolebygningen, og vi var glade for denne mulighed i løbet af vinteren. Men deltagelsen i skolen var meget større end vi turde håbe, og nu behøvede de lokalet. Nu er der omkring firs studerende på skolen, og der forventes flere om en dag eller to.

Sidste sabbat var brødrene Daniells og Baker her. De kom frem for at beslutte sig om lejrmøderne, hvor og hvornår de skulle afholdes, og rådgive med hensyn til at rejse kirkebygningen og skolens hovedbygning op. Vi fik en fremragende anledning til at rådføre os med hinanden.

Om sabbaten gav pastor Daniells en fremragende prædiken. Mødelokalet var fyldt med interesserede tilhørere. Vore brødre besluttede sammen med os at vi måtte komme i gang med at bygge, og fik de midler nok til at danne ramme om et mødehus, gøres det ganske lille, vil stolekapaciteten være omkring to hundrede. Vi var så glade at så mange som havde brug for at en kirke blev bygget. Jeg ønskede at vore brødre kunne se behovet for en kirke, og jeg ønskede at få folk med i alle beslutninger, for dette vil være meget bedre end få delte holdninger. Nu erkender de situationen, og ser at der er behov for en kirken, ikke udstyret med stole, men med behagelige permanente bænke. I det lokale som nu vi har nu, er stolene og skolepultene arrangeret sådan at folk ikke kan knæle under tilbedelsen.

Om fredagen mødte brødrene, Baker, Daniells og jeg til rådsmøde. Vi tog sagerne ganske udførligt op, og besluttede at et mødehus måtte bygges. Vi besluttede at starte arbejdet med det samme, og så ville om nogle få uger have et sted til tilbedelse. Jeg så at brødrenes tro var begrænset. De ønskede at bygge småt, der kun havde plads til tohundrede. Jeg var blad for at kunne gennemføre dette med disse brødre, og med hensyn til bygning blev der givet yderligere lys. Jeg havde bygget et ydmygt beboelseshus til Willie, men jeg ville tillade at bedehuset blev mindre og mere trangt. Det burde være stort nok til at kunne rumme tre hundrede.

Fredag eftermiddag, da vi fik vor post, kom jeres brev med checken. I kan se hvordan vi havde det med en meget lille sum penge, kun £100, hvad vi visselig kunne bruge. Da jeres check kom, følte vi Herren taknemmelig, som havde lagt det i jeres hjerter at give af jer midler, til at bygge et hus til Herren, så Hans folk kan tilbede Ham sømmeligt og under orden. Vi havde bedt alvorligt om at Herren måtte forsyne os med tilstrækkelige midler til at købe materialer med. Vi havde besluttet at starte med de £100, vidende at Herren ikke ville efterlade os uden midler til at fuldføre huset. Jeres betimelige donation var et sikkert svar på den alvorligste bøn til vor himmelske Fader. Nu skal vi stå op og bygge.

Denne velsignelse, der kommer til os efter at vi har besluttet for at vi må bygge, fyldte vore hjerter med den dybeste taknemmelighed til Gud, og til jer, Hans tjenere, hvis hjerter Helligånden har bevæget til at gøre dette. Læs venligst det niende kapitel i andet korinterbrev. Jeg ar kunne forstå dette skriftsted igen og igen, og når jeg åbner jeres brev, og så checken, erkendte de sande ord: »Thi når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner. Det er jo ikke meningen, at andre skal have det let og I svært; nej, der skal være ligelighed. Nu for tiden må I med jeres overflod hjælpe de andre, som trænger til det, for at de engang med deres overflod kan hjælpe jer, når I trænger til det, for at der kan blive ligelighed, som der står skrevet: »Den, der samlede meget, fik ikke for meget, og den, der samlede lidet, fik ikke for lidt.«

Søndag efter morgenmaden blev jeg opfordret til at deltage ved et bestyrelsesmøde på skolen. Jeg havde ikke kunnet sove efter halvto den nat. Vi talte om tingene indtil middag, og var taknemmelige over at kunne blive enige om lejermøderne, hvornår og hvor de første møder skulle være, og om mange andre omstridte spørgsmål. Denne aften rejste vore brødre til Sydney.

Om mandagen blev jeg bedt om at mødes med vore brødre og søstre, for at finde hvor mødehuset skal rejses. Der var et smukt sted på landet, der dannede en nænsom stigning, et lille stykke fra hovedvejen. Jeg huskede tydeligt at jeg så dette landsted da vi besøgte stedet første gang i 1894, med tanke for at købe det. Vi bemærkede dette sted, og beundrede det. Det er ikke tæt bevokset, og der er intet krat. Der er kun nogle få store skovbeplantninger at fjerne, og så vil stedet var klar til at bygge på.

Vi var opsat på at dette var stedet hvor kirken skulle rejses. Vi så ingen god grund til at denne bygning ikke skal være på den bedste placering, som landet kan give, men vi mente at vi måtte vente indtil Willie White kom hjem, som ville være inden for to eller tre måneder. Jeg mente at vi skulle gøre det, og ikke handle overilet. Jeg vendte hjem til Sunnyside, og da jeg havde stået op halv to den nat, for at skrive mine breve til Amerika, trak jeg mig tidligt tilbage. I nattestunden var jeg meget opildnet, og stod tidlig op, og skrev det vedlagte brev. Jeg følte mig meget oprørt i ånden.

Vi vil nu samle vore egne folk, og se hvad vi kan gøre for at rejse midler til kirkebygningen. Her er alle fattige. En mand kom fra Morisset, som fornylig havde grebet sandheden, havde nogle ejendomme i form af lande og huse, som han lejede. Han vil sandsynligvis gøre noget. Der er også dem som vil give arbejdskraft. Hvis vi kunne få £100 i arbejde, ville vi være meget glade. Vi skal gøre vort aller bedste for at rejse de midler som vi kan. Bygningen vil vokse op hvis vi gør vort bedste; for Herren vil hædre vor tro.

Her i paralementerne er der gjort alvorlige tiltag for at få Gud anerkendt i denne nations regering. Men der er bestræbt alvorligt for at forhindre dette, for at det ikke betyder andet en religiøs blindhed og undertrykkelse. Når religion blandes med borgerlig regering, betyder det meget for Syvendedags Adventisterne. En union mellem kirke og stat betyder en anerkendelse af en falsk sabbat, og manglende respekt for den samvittighedsfulde overholdelse af det fjerde buds sabbat.

Denne bevægelse, der kræver at alle skal helligholde en afgudssabbat, opildner Nebukadnezzars fremstilling af guldstøtten, og rejser den til alles tilbedelse. Ved udlægningen af kongens drøm, fortalte Daniel ham at ”Du og konge er hovedet af guld.” Han fik drømmen for at han skulle se at de jordiske riger ikke varede, men ville gå bort og efterfølges af himlens Fyrstes rige, som skal fylde hele jorden. Men Nebukadnezzars besluttede at danne et billede der lignede det han havde set, det hele var bare af guld. Denne afgud af guld skulle være det mest imponerende syn, skulle gå i stedet for Gud, og tilbedes som Gud.

Søndagsafguden bringes frem som dette billede. Menneskers love kræver at den tilbedes som indviet og helliget, og sætter den hvor Guds hellige sabbat burde være. Mennesker taler med store svulmende ord, og ophøjer deres magt, og sætter sig selv der hvor Gud burde være. Idet de sidder i Guds tempel, bestræber de sig for at gøre sig selv som Gud, viser sig selv som Gud. Da Pilatus sagde om Kristus: ”Jeg finder ingen skyld i ham,” erklærede præsterne og de ældste, ” Vi har en lov, og ved vor lov bør han dø.” Idet Nebukadnezzars rådgivere pønsede på en plan for at omsnære de hebræiske fanger, og få dem til at bøje sig for afguden, og få kongen til at proklamere at ethvert knæ skal bøje sig for støtten, ligeså vil mennesker i dag arbejde på at vende Guds folk fra deres troskab. Men mænd der prøvede at udslette, Sadrak, Mesjak, og Abednego blev slet udryddet. Dem som laver grusomme forordninger, prøver at udslette, ødelægges af at deres egner handlinger vender sig mod dem.

Når den magt konger har i besiddelse forenes med godhed, er det fordi ham med ansvar, er under guddommelig ledelse. Når magten forenes med ondskab, forenes den med sataniske agenter, og det vil virke for deres udslettelse som er Herrens ejendom. Den protestantiske verden har sat en afgudserisk sabbat på det sted hvor Guds sabbat bør være, og de går i pavemagtens fodspor. Af denne grund, ser jeg nødvendigheden af at Guds folk flytter ud af byerne, til tilbagetrukne landsteder, hvor de kan opdyrke landet, og dyrke deres egne produkter. På denne måde kan de opdrage deres børn med enkle og sunde levevaner. Jeg finder det nødvendigt at skynde sig for at gøre tinge parat til kriserne.

Tusindvis har indsendt begæringer, og bedt om at borgerlig og religiøse interesser ikke blandes sammen. De tilstedeværende i nogle af de store samlinger siger at de er vidne til den mest skændige tumult og uorden. Gejstligheder der bekender at være i Guds tjenester, udtrykker deres blasfemi. De tager sig ikke mere af hvad bibelen og dens hellige lære end de gør med hedningene. Når mennesker lægger et tydeligt ”Så siger Herren,” til side, og accepterer menneskers forordning, kan du være sikker på at de åbenbarer den store frafalds mands egenskaber.

Alle falske religioner går imod Guds bud. Dem som acceptere disse religioner har ingen indre enhed og skønhed. De sætter lid til at deres myndighedsposition kan tvinge dem som anerkender Gud som deres skaber og deres Hersker kan bøje sig for menneskelige vedtægter uden at betvivle dem. De beror sig på det ydre, på ydre skønhed, stoler på dens listige indflydelse på sanserne. Når en kirke sætter lid til parader, ceremonier og optrin, så være sikker på at den indre hellighed mangler. For at kunne dække over Guds Ånds fravær, og skjule åndelig fattigdom og frafald, så gøres det ydre attraktivt. Således følger den protestantiske kirker i Roms fodspor, og stoler ikke på Kristus, den guddommelige Lærer, men på deres smykker og skrin. Pyntede altre og storslået arkitektur tiltrækker og holder på sanserne. Således lokker fjenden mennesker i fælden. Så stor er guldstøtten, indtryksfuld og tiltrækkende, med smuk musik der fortryller sanserne, og giver mørkets fyrste ære.

Babylons store mænd fyldes af skinsyge, jalousi og had fordi de tre hebræiske fanger var blevet ophøjet over kongens hedenske tjenere. Dette fik dem til at længes efter hævn. Når disse tre hebræere, Sadrak, Mesjak og Abednego, nægtede at falde ned og tilbede guldstøtten som var blevet sat op, fik kongen efterretning om at hebræerne havde krænket ham, ved at ignorere hans befaling. Kongen sendte bud efter dem, og spurgte dem tilsyneladende om de vovede at ignorere hans befaling og ikke tilbede støtten. Han virkede til at være uvidende om at mændene havde en stærkere samvittighed end en konges påbud. Han troede ikke at de kunne nægte at adlyde, når alternativet var så skæbnesvangert, og at lydighed ville bringe dem ære. Men de hebræiske børn nægte roligt men beslutsomt at adlyde, erklærede at de ikke kunne tilbede støtten. De ville ikke gå imod deres samvittighed, endog for at adlyde en stor konges ord.

Samvittighed mod Guds ting, er en hellig skat, som intet menneskevæsen, uanset deres position, har ret til at røre ved. Nebuchadnezzar gav hebræerne en ny chance, og når de afviste de, blev han overmådig vred, og befalede at ildovnen skal ophedes syv gange varmere, end den var blevet ophedet til. Han fortalte fangerne at han ville kaste dem i ovnen. Fuld af tro og tillid kom svaret: Vor Gud som vi tjener er i stand til at befri os; hvis han ikke gør det, nuvel: vi overgiver os selv til en trofast Gud.

Kongen blev overmådig vred over dette, og han handlede voldsomt og hæftigt. Han beordrede at Sadrak, Mesjak og Abednego skulle kastes bundne i den brændende ildovn. Men tak Gud, glemte Han ikke Sine egne. Idet de trofaste mænd blev kastet i ovnen åbenbarede Herren Sig Selv i en person. Kristus stod ved deres side, og alle fire vandrede rundt i ildovnen. Flammerne erkendte Hans tilstedeværelse, som er mægtig i kraft og virkevne. Varmens og kildens Herren krævede lydighed fra naturen, og flammerne mistede deres kraft til at fortære. I hebræerbrevet læser vi som dem som i deres tro slukkede ilds magt.

Den rasende konge ændrede sig da han så at de mænd som kastede Sadrak, Mesjak og Abednego i ildovnen, selv blev fortæret, medens de tre hebræiske børn ikke var skadet. De hebræiske unge havde troen på Gud. Gud minder om løfterne, gennem Esajas omkring et hundrede før det kom op i deres tanker: “Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke.”

Adelsmændene så at kongens ansigt blegnedes da han stirrede intens mod ildovnen. Han ”stod hastigt op; og han tog til orde og spurgte sine rådsherrer: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?« De svarede kongen: »jo, det var, konge!« Han sagde da videre: »Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en Gudesøn.« Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende ovns dør og råbte: »sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds tjenere, kom ud!«

”Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed Nego ud af ilden. Og satraperne, landshøvdingerne, statholderne og kongens rådsherrer samlede sig og så, af ilden ikke havde haft nogen magt over hine mænds legemer, at deres hovedhår ikke var svedet, at deres kapper var uskadte, og at der ikke var brandlugt ved dem.”

“Så sagde Nebukadnezar: »Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud, der sendte sin engel og rede sine tjenere, som i tillid til ham overtrådte kongens bud og hengav deres legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen!”

Jeg blev afbrudt i min skrivning. En ung mulat-søster en maorianer, Miss Nicholia, som greb sandheden, og en ung mand, søn af en tahitiansk fyrste, som ser ud som en maorianer, er lige kommet fra Auckland på den båd der bragte bror Bond og hans familie, og bror og søster Brandstatter, til Sydney. Denne søster Nicholia er kommet til skolen for at lære at det hun kan. Hun ønsker at oversætte ”Vejen til Kristus” og nogle af vore værker. Vi tør ikke lade hende være et øjeblik. Hun kom blot i går. Vi tror at denne fyrstesøn tænker på at blive her skoleterminen over. Hun har rejst over hele verden. Han har penge nok til at betale for sig selv. Hvad vil komme ud af dette må vi se.

Søster Nicholia har grebet sandheden. Hvad vi vil gøre med hende, ved vi ikke endnu. Hun klæder sig noget efter den maorianske stil. Hun kommer med anbefalinger fra bror Steed. Hun ejer ikke noget, har givet det hele til sin moder, før hun greb sandheden, og nu har hendes moder forstødt hende, og lader hende have en eneste øre af de penge hun gav hende. Vi må gøre alt gratis for hende.

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10
afsn nr:11
afsn nr:12
afsn nr:13
afsn nr:14
afsn nr:15
afsn nr:16
afsn nr:17
afsn nr:18
afsn nr:19
afsn nr:20
afsn nr:21
afsn nr:22
afsn nr:23
afsn nr:24
afsn nr:25
afsn nr:26
afsn nr:27
afsn nr:28
afsn nr:29