- Tilbage

manuskrift nr 6, 20. marts 1891 - »Vor pligt over for de farvede folk«

Battle Creek, Michigan, 4.november, 1889 [Udarbejdet som traktat, 20. marts, 1891]
Dette manuskript er udgivet i sin helhed i SWk 9-18.
Der har været megen rådvildhed over hvordan vort arbejde i Sydstaterne skal håndteres med de farvede. Det har været et spørgsmål hvor langt der skal gøres indrømmelser over for fremherskende fordomme mod farvede folk. Herren har givet os lys om disse ting. Der lægges principper ned i Hans Ord som burde vejlede os i disse indviklede spørgsmål. Herren Jesus kom til vor verden for at frelse mænd og kvinder fra alle nationaliteter. Han døde ligeså meget for farvede folk som for den hvide race. Jesus kom for at sprede lys over hele verden. Ved begyndelsen af Hans forkyndertjeneste erklærede Han Sin mission: »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed« og udråbe et nådeår fra Herren.« [Luk. 4,18. 19.]

Verdens genløser kom fra en ydmyg herkomst. Han, himlens Majestæt, herlighedens Konge, ydmygede Sig selv for at acceptere menneskeheden, og så valte Han et liv i armod og slidsomhed. ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” [2 Korinter 8,9.] Da nogen kom og sagde, »Mester! jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« svarede Jesus ham, »Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.« [Mattæus 8,19. 20.] Han, himlens Majestæt, stolede på Sine efterfølgeres højsind.

Jesus søgte ikke verdens beundring eller bifald. Han befalede ikke over nogen hær, Han herskede ikke over noget jordisk rige. Han forbigik verdens velhavende og ærede mennesker. Han begik sig ikke med nationens ledere. Han boede blandt jordens ydmyge. Han så helt ud som blot en ydmyg mand, med nogle få venner. Derved forsøgte han at rette op på verdens falske måde at bedømme menneskers værdi på. Han viste at de ikke skal værdsættes efter deres ydre udseende. Deres moralske værdi bestemmes ikke af deres verdslige besiddelser, hvor meget formue de har eller bankaktier. Det er det ydmyge og brødebetyngede hjerte som Gud værdsætter. Hos Ham er der ingen personsanseelse. De egenskaber som Han værdsætter, er renhed og kærlighed, og disse besidder kun den kristne.

Jesus valgte ikke Sine disciple fra de lærte jurister, herskere, skriftkloge og farisæerne. Han forbigik dem fordi de følte sig hele, som mange har det i denne tid, og var selv stolte af deres lærdom og position. De havde låst sig fast på deres traditioner og overtro, lærer menneskebuddenes lære. Han som kunne læse alle hjerter, valgte fattige fiskere, som var villige til at lære. Han lovede dem ingen stor belønning eller verdslig ære, men fortalte dem at de skulle få del med Ham i Hans lidelser. Da Jesus var i denne verden, og spise sammen med toldere og syndere og blandede sig med almendigel folk, ikke for at blive lav og jordisk sammen med dem, men gav dem de rette principper ved forskrift og eksempel, blev de opløftet fra deres lave levevaner og manerer. I alt dette satte han os et eksempel at vi skulle følge i Hans fodspor.

De som får en religiøs erfaring der åbner deres hjerter for Jesus, vil ikke gemme på stolthed, men vil føle at de er under pligt til Gud, at være missionærere som Jesus var. De vil prøve at frelse det som gik tabt. De vil ikke med farisæisk stolthed og arrogance trække sig selv fra nogen menneskeklasse, men vil føle som apostlen Paulus: ”Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.” [Romerne 1,14.]

Efter min voldsomme sygdom for et år siden, er det for mig som om at mange af de ting Herren har givet mig, er glemt, men de er sidenhen blevet gentaget. Jeg ved at det som jeg nu siger, vil føre mig i konflikt. Dette dækker jeg ikke over, for konflikten virker vedvarende de sidste år; men jeg vil ikke være en kujon, eller dø som en kujon, og efterlade mit arbejde ugjort. Jeg må følge i min Mesters fodspor. Det er blevet moderne at se ned på de fattige og specielt på den farvede race. Men Jesus, Mesteren, var fattig, og han havde sympati med de fattige, den udstødte, fortrykte og erklærer at enhver hån der vises imod dem, er som en hån imod Ham selv. Jeg overraskes mere og mere når jeg ser dem der hævder at være Guds børn, have så lidt sympati, venlighed, og kærlighed som drev Kristus. Måtte enhver menighed, i Nordstaterne og Sydstaterne, blive besjælet med ånden i vor Herres lære!

Da jeg var i St. Louis for et år siden, kom disse ord til mig, idet jeg knælede i bøn, som skrevet med en ildpen: ”I er alle brødre.” [Matthæus 23,8.] Guds ånd hvilede over mig på en forunderlig måde, og tingene blev åbnet op for mig angående menigheden i St. Louis og på andre steder. Nogles ånd og ord om menighedsmedlemmerne var en forhånelse mod Gud. De lukkede deres hjertes dør for Jesus. Blandt dem i St. Louis som tror sandheden, var der farvede brødre som er oprigtige og trofaste, dyrebare i himlens Guds øjne, og de burde have lige så meget respekt som nogen af Guds børn. De som har talt overilet til dem, eller har foragtet dem, foragter ejendommen indkøbt af Kristi blod; og de behøver Kristi forvandlende nåde i deres egne hjerter, så de kan ynkes over Jesu ømhed mod dem som elsker Gud af al gunst, som de selv egner sig til.

Hudfarven afgører ikke karakteren i de himmelske sale. ”Og hvis I som Fader påkalder ham, der uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning, så må I også vandre i frygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene,. men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.. . . . Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af hjertet.” [1 Peter 1,17-22.] “Ifør jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det. Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle. Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed. godhed ydmyghed sagtmodighed, tålmodighed.” [Kolossenserne 3,9-12.]

“Hvem,” siger Paulus, “giver dig fortrin?” [1 Korinter 4,7.] Den hvide mands Gud er den sorte mands Gud, og Herren erklærer at Hans kærlighed for de mindste af Hans børn overgår en moder for hendes elskede barn. Se på den moder: det syge barn, den plagede, det forkrøblede barn, eller med andre fysiske svagheder – hvordan moderen arbejder på at hjælpe det på enhver mulig forbedring! Den bedste mad, den blødeste pude, og den ømmeste pleje til det. Den kærlighed det får er stærk og dyb – en sådan kærlighed vises ikke for at forskønne, talenter eller andre naturlige gaver. Ligeså snart som en moder ser grunden til andre betragter hendes barn med uvilje eller foragt, øger hun ikke sin ømhed, som om hun skal beskytte det fra verdens primitive berøring? ”Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig.” [Esajas 49,15.]

Oh, hvilken upartisk kærlighed giver Herren Jesus til dem der elsker Ham! Herrens øjne hviler over alle Hans skabninger; Han elsker dem alle, og gør ikke forskel mellem hvide og sorte, uden at Han ynkes særligt for dem, som kaldes til at bære en større byrde end andre. De som elsker Gud og tror på Kristus som deres Genløser, skønt de må møde prøvelser og vanskeligheder som ligger i deres sti, bør acceptere deres liv i glade, ligesom det betragtes at Gud er over disse ting, og for alle som verden ikke giver, vil Han selv gøre dem til de mest gunstige.

Lignelsen med den rige unge mand, og lazarus, tiggeren der frygtede Gud, bringes ud i verden som en lektie for alle, både rige og fattige, så længe tiden varer. Det vises at den ringe unge mand opløfter sine øjne i helvedet, under pinsel, og ser Abraham langt borte og Lazarus i hans skød, ”Da råbte han: »Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines her i denne lue.« Men Abraham sagde: »Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines.” [Lukas 16,24. 25.]

Når synderen omvendes, modtager han Helligånden, som gør ham til et Guds barn og udruster ham til den genløstes og englehærens selskab. Han gøres til medarving sammen med Kristus. Han i menneskeslægten giver sig selv til Kristus, han som hører sandheden og adlyder den, bliver barn af en familie. Den uvidende og kloge, den rige og fattige, hedningen og slave, hvid eller sort – Jesus betalte købsprisen for deres sjæle. Hvis de tror på ham, tilskrives Hans rensende blod til dem. Den sorte mands navn står skrevet i livets bog ved siden af den hvide mand. Alle er ét i Kristus. Fødsel, stade, nationalitet eller farve kan ikke ophøje eller degradere mennesker. Karakteren danner mennesket.

Hvis en rød mand, en kineser, eller en afrikaner giver sit hjerte til Gud i lydighed og tro, elsker Jesus ham uanset hans farve. Han kalder ham for Sin højtelskede bror. Den dag kommer hvor Jordens konger og overherrer overlader pladserne til den ydmyge afrikaner, som har grebet fat i evangeliets håb. Alle som vinder sejr gennem Lammets blod, får indbydelsen, »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.« [Matthæus 25,34.] Lange rækker af den himmelske hær står ordnet ved højre og venstre side af Guds trone, som slår guldharperne, og synger velkomstsange og pris til Lammet gennem de himmelske sale. ”Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds Paradis.” [Åbenbaringen 2,7.]

Blandt dem der kaldes for højere klasser, kræves der en formel kristendom der passer til deres fine smag. Men denne klasse vil ikke vokse op til mænd og kvinders fylde i Kristus før de kender Gud og Jesus Kristus, som Han har sendt. De himmelske intelligensvæsener glæder sig over at gøre Guds vilje ved at forkynde evangeliet for de fattige. Ved den bekendtgørelse som Frelseren gav i Nazarets synagoge, irettesatte Han hårdt dem som tillægger farvede eller kaster så stor betydning og nægter at stille sig tilfreds med den slags kristendom som Kristus accepterer.

Den samme pris blev betalt for farvede menneskers frelse, som for de hvide mennesker, og den ringeagt mange, der hævder at være genløste ved Lammets blod, udviser mod farvede folk, og erkender således at være skyldige mod Kristus, fremstiller Jesus forkert, og åbenbarer at selviskhed, tradition og fordomme besmitter sjælen. De helliggøres ikke gennem sandheden. De som ringeagter en bror på grund af hans farve ringeagter Kristus.

Jeg kalder enhver menighed i vort land, til at tilse jeres egne sjæle. ”Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers står I ikke prøven.” [2 Korinter 13,5.] Gud gør ikke skille mellem Nordstaterne og Sydstaterne. Uanset hvilke fordomme I måtte have, og jeres fantastiske klogskab, så mist ikke dette faktum af syne: Hvis I ikke påtager jer Kristus, og Hans ånd bor i jer, så er I syndens og Satans slaver. Mange som hævder at være Guds børn er den sondes børn og får alle hans lidenskaber, alle hans fordomme, hans ondskab, hans uelskelige karaktertræk. Men den sjæl som virkelig er forvandlet vil ikke foragte nogen som Kristus har købt med Sit eget blod.

Mennesker kan både have nedarbejde og opelskede fordomme, men når Jesus kærlighed fylder hjertet og de bliver ét med Kristus, vil de få den samme ånd som Han havde. De rejser til den samme himmel, og vil sidde ved det samme bord og spise brødre i Guds rige. Hvis Kristus forbliver i vore hjerter, kan vi ikke foragte den farvede mand. Denne rejser til den samme himmel, som har den samme Frelser boende i sit hjerte. Når disse ukristne fordomme nedbrydes, vil der arbejdes mere seriøst på at lave missionsarbejde blandt den farvede race.

Da det hebræiske folk led grusom undertrykkelse under deres arbejdsgiveres hånd, så Herren på dem, og Han kaldte Israel Sin søn. Han bad Moses tage til Farao, med budskabet: ”Israel er min førstefødte søn, men da jeg sagde til dig: lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig!” [2.Mos 4,22. 23.] Herren ventede ikke før Hans folk gik frem og stod sejrrig ved det Røde Havs bred, før Han kaldte Israel Sin søn, men da de var undertrykt, fornedret, trådt ned, led alt det som ægypternes magt og påfund kan udsætte dem for, og forbitre deres liv og udslette dem, så påtager Gud deres sag og erklærer for Farao: ”Israel min søn, endog min førstefødte.”

Hvilke tanker og følelser vakte budskabet i Farao? ”Dette folk, mine slaver, de som de laveste af mine folk foragter, et sådan folks Gud vil jeg ikke tage mig noget af, vil jeg heller ikke lade Israel rejse.” Men Herrens ord vil ikke vendte tomt tilbage til Ham; det vil udrette de ting jeg er udsendt til. Herren taler ikke på nogen usikker måde. Han siger: “Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!” [Vers 23.]

Gud sørger ikke mindre for sjæle fra den afrikanske race, at de kan vindes for at tjene ham, end Han sørgede for Israel. Han forlanger langt mere af Sit folk, end de har givet Ham af missionsarbejde, blandt alle klasser i Sydstaterne, og specielt blandt den farvede race. Er vi ikke under større pligt at arbejde for farvede folk, end for de mere favoriserede mennesker? Hvem er det som har holdt disse folk i fangenskab? Hvem har holdt dem i uvidenhed, og behandlet dem nedværdigende og forrådt dem, tvunget dem til ignorere ægteskabslovene, brudt familieforholdet, rive hustru fra mand og mand fra hustru? Hvis racen fornedres, hvis deres vaner og optræden er modbydelige, hvem har så dannet dem? Er der ikke meget der tilkommer dem frem for det hvide folk? Efter der er begået så stor fejl mod den, vil en alvorlig anstrengelse ikke kunne gøres for at opløfte dem. Sandheden må føres frem til dem. De har sjæle at frelse såvel som vi.

Ved generalkonferensen i 1889, kom der beslutninger frem om de farvedes ”linje”. Sådanne tiltag er ikke nødvendige. Lad ikke mennesker gå i stedet for Gud, men stå afsides i ærbødighed, og lad Gud arbejde med menneskehjerterne, både hvide og sorte, på Sin egen måde. Han vil tilpasse sig alle disse forvirrende spørgsmål. Vi behøver ikke at lægge en defineret arbejdsplan forud. Vi bør være forsigtige med ikke at styrke fordomme, som bude dø ud ligeså hurtigt som Kristus genløste sjælen fra syndens trældom.

Synden hviler på os som en menighed, fordi vi ikke har anstrengt os mere for at frelse sjæle blandt farvede folk. Det vil altid være vanskeligt at begå sig med hvide folks fordomme i Sydstaterne og udføre missionsarbejde for den farvede race. Men den måde nogle har håndteret denne sag på er en forhånelse mod Gud. Vi skal ikke forvente at alt bliver udrettet i Sydstaterne, som Gud vil gøre, før vi, i vort missionsarbejder, fører dette spørgsmål til grundprincipper, og lader de, der accepterer sandheden, blive uddannet som Bibelkristne, der arbejder efter Kristi orden.

Du har ingen ret fra Gud til at udelukke farvede folk fra jeres bedesteder. Behandle dem som Kristi ejendom, som de jo er, præcis ligeså meget som I behandler jer selv. De skal have medlemskab i kirken, sammen med hvide brødre. Der bør gøres alt for at udvise den frygtelige fejl, som er blevet gjort mod dem. Samtidig må vi ikke føre tingene til yderligheder og gå over i fanatisme på dette spørgsmål. Nogle vil tror det er rigtigt at nedbryde alle skillemure og gifte sig ind med farvede folk, men det er ikke den rigtige ting at lære og praktisere.

Lad os gøre hvad vi kan for at sende denne klasse medarbejdere, som vil arbejde i Kristi navn, som ikke gå til eller miste modet. Vi bør uddanne farvede mænd til at være missionærere blandt deres egne folk. Vi bør anerkende alle talenter som eksisterer blandt de folk, og dem som har evner bør sættes der hvor de kan få en uddannelse.

Der er dygtige farvede prædikanttjenere som har grebet sandheden. Nogle af disse ville ikke bruge deres tid på deres egen race; de ønsker at prædike til hvide folk. Disse mænd begår en stor fejltagelse. De bør alvorligt søge at frelse deres egen race, og de vil på ingen måder udelukkes fra hvide folks samlinger.

Hvide mænd og kvinder bør udruste sig selv til at arbejde blandt farvede folk. Der er et stort arbejde at udrette med at uddanne denne uvidne og fortrykte klasse. Vi må gøre uselvisk missionsarbejde end vi har gjort i sydstaterne, ikke kun udvælge de bedste marker. Gud har børn blandt de farvede folk udover landet. De har brug for oplysning. Ganske vidst er der nogle der ikke lover så godt, men du vil finde en lignende degeneration blandt de hvide; men også blandt de lavere klasser er der sjæle som vil gavne sandheden. Nogle vil ikke være standhaftige. Følelser og levevaner som har fæstnet sig gennem et helt liv, vil være vanskelige at rette op på; det vil ikke være nemt at implamentere renhedens og hellighedens tanker, forfinelse og højnelse. Men Gud ser på kapaciteterne alle mennesker har; han bemærker omgivelserne, og ser hvordan disse har formet karakteren, og Han ynkes over disse sjæle.

Er det ikke på tide at vi lever så fuldt ud i lyset af Guds ansigtsmine, så vi, der får så mange gaver fra Ham, kan vide hvordan vi skal behandle de mindre begunstigede, ikke arbejde fra verdens ståsted, men fra Bibelens ståsted? Er det ikke rigtigt at der er mest brug for den slags kristne arbejde? Er det ikke her at der er mest brug for kristent arbejde? Er det ikke her at vor indflydelse bør være imod verdens skikke og praksis? Skal det ikke være den hvide mands arbejde at høje karakterstandarden blandt den farvede race, lære dem hvordan kristne lever, vise Kristi Ånd ved eksempel, vise at vi er ét broderskab?

De som har fået gode muligheder for uddannelse og dannelse, som har alle muligheder for religiøs indflydelse, vil Gud forvente har rene og hellige karaktertræk i overensstemmelse med de gaver han har fået. Men har de udnyttet deres muligheder rigtigt? Vi ved at de ikke har. Lad disse privilegerede mennesker få det meste ud af deres velsignelser, og erkende at de er mere forpligtet til at arbejde for andres bedste.

Gud vil acceptere mange flere medarbejdere fra livets ydmyge taler, hvis de helliger sig helt til Hans tjeneste. Mænd og kvinder bør komme frem for at føre sandheden ud i alle livets hovedveje og sideveje. Ikke alle kan gennemgå en lang uddannelse, men hvis de helliges til Gud og lærer af Ham, kan mange gøre dette til velsignelse for andre, uden at få dette. Tusindvis vil blive accepteret, hvis de vil give sig selv over til Gud. Ikke alle som arbejder på denne måde, skal bero sig på konferensernes støtte. Lad dem, som kan gøre dette, give deres tid og hvilke evner de har; lad dem være Guds nådes budskaber, deres hjerter banker i samklang med Kristi store kærlighedshjerte, deres hører åbnes op for det makedonske råb.

Hele kirken behøver at blive besjælet med missionsånden; så vil der være mange der arbejder på uselviske og forskellige måder, som de kan uden at blive lønnet. Man er i det hele taget for afhængig et maskineri, af mekanisk arbejde. Maskineriet er godt nok i sig selv, men gør ikke det hele. Jeg siger jer at det i mange tilfælde har forhalet værket og tilbageholdt vore medarbejdere, som i deres linje kunne have gjort langt mere end prædikanten har gjort, som beror på at prædike mere end at tjene. Unge mænd behøver at gribe missionsånden, og blive grundigt besjæle med budskabets ånd. ”Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes.” [Romerne 13,14.] Arbejd for alle kræfter, arbejd der hvor Gud leder jer, inden for det område jeres talenter passer bedst, og kan bedst nå de klaser som hidtil er blevet så sørgelig forsømt. Den slags arbejde vil udvikle forstanden og den moralske styrke og bliver bedre til arbejdet.

I må have Guds nåde og kærlighed for at det kan lykkes. Guds folks styrke og åndelighed manifesteres tydeligt ved den skillelinje der adskiller dem fra verden. Verdens folk karakteriseres ved kærlighed til jordiske ting; de handler selvisk, uanset de principper som Kristus har frembragt i hans liv.

Kristne vil udvise Kristi selvopofrende ånd i deres arbejde, i forbindelse med alle sagens grene. De vil gøre dette hjerteligt, ikke halv. De vil ikke søge deres egen forherligelse, ej heller vise personsanseelse. De vil ikke, og kan ikke leve i luksus og selviskhed, medens der er nogen der lider omkring dem. De kan ikke billige undertrykkelse eller uretfærdighed mod menneskehedens mindste barn. De skal være som Kristus; der opgiver alle selvisk glæde, alle uhellige lidenskaber, alt som elsker applaus, som er verdens føde. De vil gerne være ydmyge og ukendte, og endog ofre livet selv for Kristi skyld. Ved et velordnet liv, og gudfrygtig omgang vil de fordømme det tåbelige, og ubodfærdige, afgudsdyrkelse verdens lastefuldhed.

Guds omvendende kraft må virke som en karakterforvandling hos mange, der hævder at tro den nærværende sandhed ellers kan de ikke opfylde Guds mål. De er Ordets hørere men ikke dets gørere. Ren, uverdslig godgørenhed vil udvikles hos alle der gør Kristus til deres personlige frelser. Der må være langt mindre af selvet og mere af Jesus. Kristi menighed er forordnet af Gud, da dets medlemmer skal være repræsentanter af Kristi karakter. Han siger: ”I har overgivet jer selv til mig, og jeg vil give jer til verden. Jeg er verdens lys; jeg overbringer jer til verden som mine repræsentanter.” Ligesom Kristus repræsenterer Faderen i fuldeste betydning, ligeså skal vi repræsentere Kristus. Lad ingen af dem der nævner Kristi navn, være krystere i Hans sag. Stå for Kristi skyld, som om I ser ind ad de åbne porte til Guds stad.