- Tilbage

manuskrift nr 13, 09. februar 1898 - »Frø sået iblandt torne«

NP
9. februar, 1898
Dele af dette manuskript er udgivet i 4BC 1161; 7MR 178-179.
Det er til stor sorg for oprigtig hjertede sjæle, der elsker Gud og holder Hans bud, at se mænd og kvinder tilsyneladende tale om deres position på Herrens side, og når de særlige krav mødes, som kræver selvfornægtelse og selvopofrelse, som tiende-spørgsmålet, blive fornærmet, og ikke længere vandre med Kristus, men bort fra Ham. Disse beviser at sandhedens frø er faldet bland torne, og at torne er spiret op og kvalt dette. Hvis disse mænd og kvinder var oprigtig overbeviste om synd, hvis de lod sandhed rense sjæletemplet fra besmittelse, ville torne ikke have nogen rimelig chance. De vil ikke kunne spire op.

Det er ikke fejl i evangeliet som fremkalder frafald. De som falder fra er ikke sandt omvendte. De har kun taget halvt imod sandheden. Sandhedens lys forøges ikke ved praktisk arbejde, og snart slukkes den, efterlader dem i større mørke end før. Frøene blev sået blandt torne. Når Peter taler om denne klasse siger han: “Thi når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet.” [2 Peter 2,20. 21.]

Når mænd og kvinder hører sandheden, virker den for at rense sjælstemplet fra smudsighed. Men der er mange torne som spirer op for at forurene, og går dette renselsesværk ikke frem, renslese af hjertet og forfiner en ædel karakter, vil gamle vaner, verdenskærlighed og ønske om verdslig vinding åbenbare sig selv. Dette vil udvikle sig mere og mere klart, og evangeliets frø vil dø af mangel på kultur. I nogle hjerter er de fremspirende torne en kærlighed til fornøjelser og verdslig nydelse. Men mange bekender at tro sandheden, men hvis sandheden ikke helliggør dem, hvis de ikke vinder tydelige sejre som vindere, vil rajgræsset vokse.

Advarslen lyder, “Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig, tid.” [1 Joh. 2,15-17.] Bekymringer, rigdomme, fornøjelser, Satan burger det hele, når han spiller livets spil med menneskesjæle. Hvis dette rajgræs ikke lues ud af hjertet, vil de spire op og give deres høst. Hjertet må ransages ihærdigt, som med et tændt stearinlys, så alle manglerne kan ses i Guds lovs lys, Hans karakterstandard. Enhver tornebusk og tidsel må rykkes op med rode, ligeså snart som den viser sig. Sker dette ikke vil mænd, kvinder og unge sælge deres fødselsret til verdslig vinding. De tager nok kristendommen ved navn; men de tager kun delvis imod sandheden.

Men atmosfære der omgiver dem i verden, er i mere harmoni med deres verdslige karaktertræk, end atmosfæren der omgiver dem, som er adskilt fra verden. Jordiske opgaver, vaner, [og] praksis passer deres natur bedre, end Helligåndens helliggørelse. Tornene i hjertet, som blev skåret af, ikke rykket op, vokser hurtigt. Den ømme kærlighedsplante for Gud og sandheden holdes i skyggen. Tornene opdyrkes, indtil de har overbegroet hele hjertet.

Således forsøger fjenden at overvinde menneskeheden. Og hvor hjælpeløs er mennesket ikke, når han lægger sig i fjendens hænder. Der er aldrig gjort noget for at sætte ham på fordelagtig grund. Guds kald om barmhjertighed lyder i hans ører, men han anstrenger sig ikke mærkbart for at adlyde. Alt yderligere lys har forhærdet hans hjerte, imod mere lys. Forhalelsens tryllespind var over ham, og han sagde til Ånden: “Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde.” [Apg 24,25.] Han folder sine hænder, tilfreds med at han kan adlyde kaldet, hvis han vælger dette. Men hvis kaldet ikke adlydes, giver Helligånden mindre og mindre aftryk på sjælen. Det enkelte kald efterlader et vist indtryk, men glemmes hurtigt. Det næste anledning giver ham mindre indtryk. Han har en mindre tilbøjelighed til at bryde verdslige interesser. Han erkender ikke vigtigheden af at forandre sig, og tage sig af ordene »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i »forbitrelsen«, på fristelsens dag i ørkenen,: hvor eders fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.” [Salme 95,7-9; Hebræerne 3,7-9.]

De beslutninger som vi gør nu vil afgøre vor skæbne for evighed. Skal vi ikke huske at Kristus er Ham, som gør os til de eneste grunde for frelse? Vi får lys så vi kan have gav af det. Men Herren driver ikke nogen af os ind i Sin fold.

Gud er bekendt med alle mennesker. Kunne vore øjne åbnes ville vi se at evig retfærdighed arbejder i vor verden. En mægtig indflydelse, ikke under menneskers kontrol, er i gang. Mennesker kan tro at de styrer ting, men der er højere kræfter end den menneskelige indflydelse, der er i gang. Guds tjenere ved at Han arbejder på at modvirke Satans planer. Dem som ikke kender Gud kan ikke forstå Hans bevægelser. Der et hjul i gang inde i hjulet. Tilsyneladende er maskineriets indretning så kompliceret at mennesker kun kan se den indviklede indretning. Men den guddommelige hånd, som profeten Ezekiel ser, er på hjulene, og enhver del bevæger sig i fuldstændig harmoni, enhver gør sit særlige arbejde, dog med enkeltes handlefrihed.

Til dem som er blevet Guds børn, siger Kristus, “I er Guds medarbejdere.” [1 Korinter 3,9.] Gud vil gøre mennesker til medarbejdere sammen med Ham selv. Han vil have at de bruger deres betroede kræfter til at indprente Hans karakter på alle, som de har forbindelse med. Han har givet enhver sit arbejde, og Han vil bruge alle, der gør deres del i Hans store virksomhed, til at fremme Hans rige i denne verden.

Mennesker bidrager med god i vor verden, hvis de er under Guds kontrol; men de bidrager med ondt hvis de er under Satans kontrol. Menneskets indflydelse er af lige så meget værdi som de er forbundet med Gud. Vi skal som trofaste skildvagter, arbejde for Gud, være på vagt over for den oprørske fjende. Hos Gud er alle sjæle blevet pålagt ansvaret at gøre hans arbejde for tid og for evighed.

Hvis et menneske vil gøre sin del, at lægge alle kræfter i arbejde, koncentrere sine kræfter for at gøre Guds vilje, vil hans værk vare til evigheden. Men hvis han på den anden side, vælger sin egen handlevej, og gennemfører sin egen vilje, uanset om han har de samme muligheder og kunne have fremkaldt de samme kræfter til hjælp, vil han være som en upålidelig tjener. Han er i oprør imod Gud, og vil, på dommens dag, få en løn der er efter hans gerning. Den ene har været klog, og lagt guld, sølv og ædelstene på fundamentet; den anden har bygget på hø, træ og stubbe. Enhver vil gennemgå prøvelsen. Testen kommer som i Noas tid med en vandflod, men med ild.

Enhver i denne verden har ansvar for sin egen frelse, som han skal vinde gennem Kristus. Det er muligt for ham at arbejde, så det vare en evighed. Hvis han mister sin egen sjæl, vil han også drags til ansvar for de sjæle som kunne være frelst, hvis han havde brugt sine Gudsgivne talenter rigtigt. Var han gået ind på betingelser, havde han gjort sin del, og overbragt Guds advarsel og indbydelse, ville han have vist en levende interesse for Guds værk for de sjæle som Kristus har betalt prisen for med sit eget blod, ville han regnes for en trofast forvalter. Han vil få sin løn i forhold til sit trofaste samarbejde med Gud.

Så vidst som vi giver os selv uselvisk til Gud, så vidt skal vi æres af Gud. De som bare har famlet sig frem, og kun nået lidt, kan reddes som ved ild. De har arbejdet i forkerte retninger, men hvis de angrer, vil Gud tilgive dem. De som har gjort deres bedste for at ophøje, rense og forædle menneskeheden, som har knyttet deres hjerter til andres hjerter, og de andres hjerter til Gud, vil høre ordene, “Vel gjort du gode og tro tjener; ... gå ind til din Herres glæde.” [Mattæus 25,23.] Det arbejde de har gjort, vil ikke smuldre.