- Tilbage

manuskrift nr 88, 20. august 1897 - »“Ligesom det var i Noas dage.”«

20. august, 1897
Dette manuskript blev udgivet i sin helhed i 19MR 179-184.
“Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.” [Matthew 24,36-39.] “Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, . . . kun Faderen, Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen. Pas på, vær årvågne! thi I ved ikke, når tiden er der. Det er som med en mand, der drog udenlands; han forlod sit hus og overgav styret til sine tjenere; han gav enhver sin gerning, og dørvogteren bød han at våge. Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!«. [Mark 13,32-37.]

På Noas tid var verden fuld at ondskab som Herren erklærede han ikke længe kunne bære. En sådan tilstand af tingene vil der være lige op til Kristi anden tilsynekomst. Men selvom verdens ondskab var så står, gav Herren alligevel menneskene ethundrede og tyve års prøvetid, hvori de kunne angre, hvis de ville. Men på trods af en god og barmhjertig Guds overbærenhed, udnyttede folk ikke deres anledninger. I en lille tid havde de respekt, og bange for at fortsætte så hensynsløst som de havde gjort. Så vandt de fordærvede levevaner over selvbeherskelsen. Efterhånden som folk betvang deres samvittighed, blev deres dømmekraft omtåget, og deres ønske om at følge en ugudelig kurs styrkedes. Judas beskriver tingenes tilstand som de var:

”Dem var det også, Enok, Adams efterkommer i syvende led, profeterede om og sagde: »Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!« Det er dem, som altid knurrer og klager over deres skæbne, alt imens de vandrer efter deres lyster. Og samtidig med at de for fordels skyld smigrer folk, fører de overmodige ord i munden.” [Judas 14-16.]

Dette billede skildrede Guds inspirerede tjener til belæring og advarsel for alle, der skal leve i de sidste dage af denne jords historie. Der er mænd som ser sandheden, og som bør stå fast på deres renhed, fordi de står til ansvar over for Gud for deres ords og handlingers indflydelse, siger de dog til dem som gør deres arbejde i Herrens frygt, kæmper for at berede et folk til årvågenhed og være ædru, ”Vi kan ikke bestride jeres vidner, jeres tænkning er logisk, men skal vi arbejde imod lovgivende rådssamlinger, vil vi miste for stilling. Vi må gå der hvor lederne går.”

Hvor meget ligner det ikke de ord nogle sagde da Kristus levede på jorden. ”Da sagde Jesus til dem: »Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!« . . . . . Men skønt han havde gjort så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham, så det ord gik i opfyldelse, som profeten Esajas sagde: »Herre, hvem troede det, vi forkyndte, og for hvem åbenbaredes Herrens arm?«

“Derfor kunne de ikke tro; Esajas har jo et andet sted sagt: »Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skal se med øjnene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.« . . . . . Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen; thi de ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud.” [John 12,35-40. 42. 43.]

Hvorfor var folks øjne forblindede, og deres hjerter forhærdede? Idet de lyttede til Kristi ord og var vidne til Hans mirakler, blev de overbevist om Hans guddommelighed. Guds Ånd gjorde indtryk på deres hjerter, fik dem til at sige: Det er faktisk Messias, Ham som vi har ventet på, Alle folkenes Håb. Men de forhærdede deres hjerter og nægtede at acceptere Ham. Præsterne og hersker var i høj grad ansvarlig for at folk vendte sig bort fra sandheden til menneskenes leveregler. Og i dag følger folkets forkyndere i præsternes og de ældste af jødefolkets fodspor. Når samvittigheden trædes under folde, bliver det lys der har skinnet sindets kamre omtåget, og vildfarelsens mørke gå ri stedet for de klare stråler fra Retfærdighedens Sol. Resultatet vises i efterfølgende vers:

”Hør og lyt uden hovmod, thi Herren taler. Lad Herren eders Gud få ære, før det mørkner, før i støder eders fødder på skumringsbjerge, så i må bie på lys, men han gør det til mulm, han gør det til mørke. Men dersom i ikke hører, da græder min sjæl i løn for hovmodets skyld, den fælder så bitre tåmer; mit øje rinder med gråd, thi Herrens hjord føres bort. . . . . Løft dine øjne og se dem komme fra nord! Hvor er den hjord, du fik, dine dejlige får? Hvad vil du sige, når du får dem til herrer, hvem du lærte at komme til dig som venner? vil ikke veer da gribe dig som kvinde i barnsnød? . . . . . Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og i gøre godt, i mestre i ondt! Jeg spreder dem som strå, der flyver for ørkenens vind: Det er din lod, din tilmålte del fra mig, så lyder det fra Herren, fordi du lod mig gå ad glemme og stoled på løgn. [Jeremias 13,15-17. 20. 21. 23-25.]

»Ve mig for min brøst, mit sår er svart! Men jeg siger: »Det er min smerte, den vil jeg bære.« Mit telt er hærget og alle mine teltreb sprængt, mine børn går fra mig, de er borte; mit telt spænder ingen ud mer eller opsætter tæpperne. Thi dumme er hyrderne, Herren søger de ikke, du er derfor til intet, og hele deres hjord er spredt.”[Jeremias 10,19-21.]

Denne klagesang gives for frafaldne. Da Kristus, himlens majestæt, kom peronligt til Sin vingård, så Han kan modtage førstefrugterne derfra, sagde de: »Det er arvingen, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os« [Lukas 20.14.] Kristi begrædnelse over Jerusalem er begrædelsen fra et brudt hjerte. “Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.” [Matthæus 23.37.]

Advarselsbudskabet kommer til os ligesom det kom til Noa. Vi skal advare alle om at Herren er for døren. Vi skal opfordre de, som er illoyalie mod Gud om at anger, og udvise lydighed mod hans lov. Mennesker blev skabt i Guds billede, men dette billede af ham er blevet vansiret så sørgeligt. Sporene af Guds kærlighed i menneskesjælen er næsten blevet udslettet. Mennesker har valgt mørke frem for lys. Lydighed mod Guds bud vinder evigt liv. Ulydighed sætter mennesker på Sanas side af diskussionen

Guds krav fremlægger Hans evige sandhed helt fra begyndelsen til ende. Hans lov er karakterprøven. Hans pagt med menneskene erklærer Hans råds uforanderlighed. Gud er sandhed. Han erklærer at Han ikke vil ændre på noget som er udgået fra Hans mund. [Sal. 89,34.]

Vi skal ikke efterlades i blindhed og bedrag når det gælder Guds krav. Den tredje engel fremstilles som flyvende over himlene, erklærer et budskab til verden. “Den tredje engel, fulgte dem; han råbte med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, Åb.14,10. så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.” [Åbenbaringen 14,9. 10.]

Det er i alles interesse at forstå hvad dyrets mærke er, og hvordan de kan undfly Guds skæbnesvangre trusler. Hvorfor er mennesker ikke interesseret i at vide hvad dyrets mærke og hans billede udgør? Det er i direkte modsætning til Guds mærke. “Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; . . . . I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” [2 Mos 31,12-17.]

Sabbatsspørgsmålet er stridspunktet i den store konflikt hvor hele verden vil gøre sin del. “Og de tilbad dragen, fordi den havde givet dyret magten; de tilbad også dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand? og hvem formår at kæmpe mod det?« Og der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelser, og der blev givet det magt til at virke i toogfyrretyve måneder Og det åbnede sin mund til bespottelse mod Gud, til at spotte hans navn og hans bolig og dem, som bor i Himmelen. Og der blev givet det at føre krig mod de hellige og sejre over dem; og der blev givet det magt over alle stammer og folk og tungemål og folkeslag. Og alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtede Lams bog.” [Åbenbaringen 13,4-8.]

“Hvis nogen har øre, han høre!” [Vers 9.] Denne advarsel gives til enhver Adams søn og datter; og gentages igen og igen.

“Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd. Her gælder det for de hellige om udholdenhed og tro.” [Vers 10.] Hele dette kapitel er en åbenbaring af hvad der visselig vil finde sted. “Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage. . . . Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede. Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal.” [Versene 11, 15-17.]

Kristus døde for at frelse syndere, ikke i deres synder, men fra deres synder. Den advarsel der gives i Åbenbaringens bog viser os de frygtelige konsekvenser af overtrædelse. Guds lov blev erklæret som hellige, retfærdige og gode, af læber der ikke vil lyve. Vor pligt til at adlyde denne lov skal være byrden for det sidste nådes budskab til verden. Guds lov er ikke noget nyt. Det er ikke en skabt hellighed, men helligheden gøres kendt. Det er en samling af principper, der udtrykker barmhjertighed, godhed og kærlighed. Den bringer Guds karakter til den faldne menneskehed, fortæller hele menneskets pligt helt tydeligt. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.« Dette bud omfatter de første fire forskrifter. »Du skal elske din næste som dig selv.« [Markus 12,30. 31.] På disse to store principper, erklærer Guds, hænger hele loven og profeterne. [Matthæus 22,40.]

Disse principper bekendtgør den tredje engels budskab, som erklærer at Skaberen altid har krævet og vil altid kræve lydighed mod Hans kongelige lov. Men denne lov er blevet ignoreret og overtrådt, og ignoreres nu af kirkerne. Menneskers forordninger er kommet der hvor Guds lov burde være. Søndagen, et pavedømmets barn, er gået i stedet for der hvor Guds lov burde være. Søndagen, som er pavedømmets barn, er gået i stedet for Guds hellige sabbat. Ligesom Nebukadnezzars bekendtgjorde guldstøtten, og satte den op for at alle skal tilbede den, sættes søndagen op for folk, som betragtes som hellig. Denne dag bærer ikke på levn af hellighed, alligevel stilles den frem for at æres af alle.

Gør man sådan, gør mennesker præcis det som Satan vil have dem til. Når de der hævder at elske Gud nægter at adlyde Hans Ord som tydeligt star i det fjerde bud af tibudsloven, og accepterer en almindelig arbejdsdag som deres sabbat, viser de respekt for en dag Guds fjende har ophøjet. Men på trods af dette, står Guds lov stadig fast. Syndens menneske har tænkt at ændre denne lov; det har han sin sinde at gøre; men ikke så længe Gud bevarer tronen, vil han kunne ændre en eneste tøddel af hans lov.

Han som gjorde verden på seks dage, hvilede på den syvende, helligede og velsignede den dag. Sabbatsbuddet angiver at Gud er himlenes og jorden Skaber. “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, . . . . Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.” [2 Mos 20,8-11.]

“Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne.” [2. Mos 31,16. 17.]

Men disse utvetydige retningslinjer er blevet ignoreret og glemt. En almindelig arbejdsdag er blev givet til kirkerne af den katolske myndighed, og denne er accepteret. Gud gav sabbaten til mennesker som et minde for skabelsesværket; og himlens Herre vil ikke holde ham skyldfri som sætter Hans bud til side, og lærer andre i deres sted. Han vil belønne enhver efter hans gerninger.

“Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” [Åbenbaringen 14,12.] Johannes så I et syn modsætningen mellem dem der tilbeder dyret og dets billede, og dem der tilbeder Gud. Vi lever under den tredje engels budskab; og nu gives advarslen af dem som er loyale mod Guds regering.

”I skal lægge eder disse mine ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om eders hånd og lade dem være et erindringsmærke på eders pande, og I skal lære eders børn dem, idet I taler om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op. Og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte, for at I og eders børn må leve i det land, Herren tilsvor eders fædre at ville give dem, så længe himmelen er over jorden. . . . . Se, jeg forelægger eder i dag velsignelse og forbandelse, velsignelsen, hvis I lyder Herren eders Guds bud, som jeg i dag pålægger eder, og forbandelsen, hvis ikke lyder Herren eders Guds bud, men viger bort fra den vej, jeg i dag foreskriver eder, for at holde eder til andre guder, I ikke før kendte til.” [5. Mos. 11.18-21. 26-28.]

“Og nu, Israel! Hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, så du vandrer på alle hans veje, og at du skal elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl.” [5. Mos. 10,12.] “Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at Herren har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk. ... “så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud, men bringer gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer gengældelse over ham. Derfor skal du omhyggeligt handle efter det bud, de anordninger og lovbud, jeg i dag giver dig!” [5.Mos 7,6. 7. 9-11.] Et tusinde slægtled er lang tid. Før det ender vil Herren komme i himlens skyer, og Hans trofaste folk vil være i hans rige, nøje holde Hans bud.