- Tilbage

manuskrift nr 122, 23. november 1901 - »Loven«

23 .november, 1901
Dette manuskrift er publiceret i sin helhed i 8MR 98-100.
Som resultat af Adams ulydighed, er alle mennesker lovovertrædere af loven og er solgt under synden. Hvis mennesket ikke angrer og omvender sig, vil det være under lovens trældom, tjener Satan, falder for fjendens bedrag, frembærer vidne imod Jehovas forskrifter. Kun ved fuldstændig lydighed mod Guds hellige lovs kraft kan menneskets retfærdiggøres. Lad dem, hvis natur er forvansket af synd altid holderes øjne fæstnede på Kristus, deres tros ophavsmand og fuldender.

Ingen der tror på Jesus Kristus er under Guds lovs trældomsåg; for Hans lov er en livets lov, ikke dødens, for dem der adlyder dets forskrifter. Alle som forstår lovens åndelighed, alle som erkender dets kraft til at afdække synd, er i en ligeså hjælpeløs tilstand som Satan selv er, medmindre de accepterer den forsoning der er tilvejebragt dem i Jesu Kristi helbredende offer, Jesus som er vor forsoning – i forsoning med Gud.

Gennem tro på Kristus, gøres lydighed mod alle lovens principper muligt. Således lærte Paulus at ”loven er vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.” For vor skyld spørger han: “Blev da noget godt til død for mig? Nej, langtfra! Men det var synden, der blev det, for at det skulle blive åbenbart, at den var synd (da den jo ved noget godt bragte død over mig), for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed. Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden.” [Romerne 7,12-14.]

Førhen blev mange som bevidst ignorerede Guds lov, ikke ledt til at elske og adlyde Hans lov ved truende domme, som visselig vil hjemsøges af enhver overtræder. I deres hårdnakkede trods hadede de den lov som fordømte deres onde handlemåde. Deres oprør blev endnu mere bestemt og udtalt, frembragte det frugter til død.

Hvis vi ikke ved tro acceptere den almægtige frelsesplan, er vi uden guddommelig visdom. Men enhver som tror på Kristus, enhver som stoler på at bevare en opstanden Frelsers magt som har lidt den straf overtræderen blev dømt for, enhver som modsætter sig fristelser og bestræber sig midt i det onde, at kopiere det forbillede der er givet i Kristi liv, vil gennem tro på Kristi forsonende offer, få del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster.

Kun dem som gennem tro på Kristus adlyder alle Guds bud, vil nå den syndfrie tilstand som Adam havde før sin overtrædelse. De bevidner deres kærlighed til Kristus ved at adlyde alle Hans forskrifter, også det som har med sabbatshelligholdelse at gøre, ugens syvende dag, den dag som Han velsignede og helligede, ”fordi at Han havde hvilet fra all sin gerning.” [1. Mos 2,3.]

Ud fra skystøtten talte Jesus “fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder.” [2. Mos 31,12. 13.] Sabbaten er et løfte Gud har givet til menneskene – et tegn på forholdet mellem Skaberen og Hans skabte væsener. Ved at helligholde mindesmærket over verdens skabelse på seks dage, og Skaberens hvile på den syvende dag, og holde sabbaten hellig ifølge Hans anvisninger, skulle israelitterne erklære deres loyalitet mod den eneste sande og levende Gud, universets suveræne regent.

Ved at overholde den sande sabbat, vil kristne altid frembære et trofast vidne om deres kendskab til den sande og levende Gud, som skilte sig ud fra alle falske guder; for Sabbatens Herre er HImlens og jordens skaber, Ham der er ophøjet over alle andre guder.

“I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; . . . . I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” [Versene 14-17.]

Med disse ord har Kristus lagt denne sag væk fra al menneske-udtænkte sofisteri. “Da han [Kristus] nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger.” [Vers 18.] Intet der er skrevet på de stentavler kan slettes ud. Den dyrebare optegnelse af loven blev placeret i testamentets ark, og er der stadig, sikkert skjult fra menneskefamilien. Men På Guds bestemte tidspunkt vil Han bringe disse stentavler frem som et vidnesbyrd for hele verden, imod ligegyldigheden af hans bud og imod afgudstilbedelse af en forfalsket sabbat. {Ms122-1901.10}

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6
afsn nr:7
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10