Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Day-Star d. 24. januar 1846

Brev fra søster Harmon

Portland, Me.,
20. december, 1845.
Bro. Jakobs,   ret

Sådan som Gud har vist mig i et helligt syn adventfolkets rejse til den Hellige Stad, og den rige belønning der gives der som venter på deres Herres tilbagekomst, fra bryllupet, er det min pligt at give dig en kort skildring af hvad Gud har åbenbaret for mig. De kære hellige har haft mange trængsler at gå igennem. Men vore små prøvelser, som kun er for et øjeblik, udvirker en langt mere overmådelig og evindelig vægt af herlighed; medens vi ikke ser på de synlige ting, for de ting som er synlige er timelige, men de ting som ikke ses er evige. Jeg har prøvet at bringe en god efterretning tilbage, nogle få druer fra det himmelske Kanaan, som mange ville stene mig for, ligesom den store forsamling påbød stening af Kaleb og Josua for deres beretning, (3. Mos. 14,10.) Men jeg erklærer over for dig, min bror i Herren, det er et godt land, og vi er gode nok til at tage der til og tage det i besiddelse. Medens jeg bad ved familiealteret faldt Helligånden over mig og det var som om jeg rejste mig højere og højere op, lang over den mørke verden. Jeg vendte mig for at se adventfolket i verden, men jeg kunne ikke finde dem, da en stamme sagde til mig: Se en gang mere, og se lidt højere op. Da jeg så løftede mine øjne og så en lige og snæver sti, rejse sig højt op over verden. På denne sti drog adventfolket mod Staden, som var ved stiens fjerne ende. De fik et klart lys bag dem, fra stiens begyndelse, som en engel fortalte mig var Midnatsråbet. Dette lys skinnede op langs stien og gav lys for deres fødder så de ikke snublede. Og hvis de holdt deres øjne fæstnet på Jesus, som var lige foran dem, førte dem til Staden, så var de sikre. Men nogle blev hurtigt trætte, og sagde at Staden var lang vej borte, og de forventede at komme der ind lidt før. Så ville Jesus opmuntre dem ved at hæve sin herlige højre arm, og fra hans arm kom et herligt lys som fejede over Adventfolket, og de råbe, Halleluja! Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem, og sagde at det ikke var Gud som havde ledt dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud, så deres fødder var i fuldstændig mørke, og de snublede og gik deres øjne bort fra mærket og mistede Jesus af syne, og faldt fra stien ned i mørket og den onde verden der nede. Det var lige så umuligt for dem at komme på stien igen og rejse til Staden, som hele den onde verden som Gud havde forkastet. De faldt hele vejen ned ad stien, den ene efter den anden, indtil vi hørte Guds røst som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme.   ret

De levende hellige, 144 000 i antal, kender og forstår røsten, medens de onde troede det var torden og et jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden på os, og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, ligesom Moses gjorde da han kom ned fra Sinajs Bjerg, (2. Mos. 34, 30-34.) På dette tidspunkt blev de 144 000 helt beseglet og fuldstændigt forenet. På deres pander stod der skrevet: Gud, det nye Jerusalem, og en herlig Stjerne indeholdt Jesu nye navn. I vor lykkelige og hellige tilstand, blev de onde oprevet, og ville fare op for at lægge hænderne på os, for at kaste os i fængsel, da vi ville række hånden ud i Herrens navn, og de onde faldt hjælpeløse til jorden. Så var det at Satans synagoge vidste at Gud havde elsket os, som kunne tvætte hinandens fødder, og hilse de hellige brødre med et helligt kys, og de tilbad for vore fødder. Snart blev vore øjne draget mod øst, og en lille sort sky viste sig, omkring det halve af en mands hånd, som vi alle vidste var tegnet på Menneskesønnen. Vi stirrede alle i højtidelig tavst på skyen idet den drog nærmere, blev lysere og klarere, herlig, og endnu mere herlig, indtil det blev en stor hvid sky. Bunden så ud som ild, en regnbue var over den, omkring skyen var ti tusinde engle, der sang den dejligste sang. Og på den sad Menneskesønnen, på hans hoved var der kroner, hans hår var hvidt og krøllet og nåede ned på hans skuldre. Hans fødder så ud som ild, og i hans højre hånd var et skarpt segl, og i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, som ransagede hans børn igen og igen. Så blegnede alle ansigter, og dem som Gud havde forkastet samlede mørke. Så råbte vi alle: Hvem er i stand til at stå? Er min klædning pletfri? Så ophørte englene med at synge, og der var en tid med alvorlig tavshed, så talte Jesus: Dem som har rene hænder og rent hjerte vil kunne stå, min nåde er jer nok. Så lyste vore ansigter op, og glæde fylde alle hjerter. Og Englene slog en højere tone an og sang igen medens skyen drog endnu nærmere til jorden. Så lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på skyen, indpakket i ild flammer. Han så stift på gravene med de sovende hellige, og hævede sine øjne og hænder til himlen og råbte ud: Vågn op! Vågn op! Vågn op! I som sover i støvet, og stå op. Så kom der et mægtigt jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde stod op iklædt udødelighed. De 144 000 råbte, Halleluja! idet de genkendte deres venner, som var blevet revet ud af dem fra døden, og i samme øjeblik blev vi forvandlet og taget fat sammen med dem, for at møde Herren i luften. Vi gik alle samlet ind på skyen, og steg i 7 dage op til glarhavet, hvor Jesus kom med kronerne og satte dem på vore hoveder med sin egen højre hånd. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de 144 000 i en fuldstændig kvadrat. Nogle af dem havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle af kronerne var tungt belagt med stjerner, medens andre kun havde få. Alle var helt tilfredse med deres kroner. Og de var alle iklædt en strålende hvid kåbe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle helt omkring os, idet vi gik over glarhavet til Stadens port. Jesus hævede sin mægtige og herlige arm, tog fat i porten og svang den tilbage med sine gyldne hængsler, og sagde til os: I har vasket jeres klæder i mit blod, stået standhaftig for min sandhed, kom ind. Vi marcherede alle der ind og følte vi havde en fuldkommen ret i Staden.   ret

Her ser vi livets træ, og Guds trone. Ud fra tronen kom en ren vandflod, og på hver side af flod var livets træ. På den ene side af floden var en træstamme og en stamme på den anden side af floden, begge med rent gennemsigtigt guld. Først mente jeg, at jeg så to træer. Jeg så igen og så at de gik sammen i toppen til et træ. Således var det med livets træ på begge sider af livets flod. Dets grene bøjede sig til det sted hvor vi stod. Og frugten var herlig, som så ud som guld blandet med sølv. Vi gik alle ind under træet, og sad ned for at se på det herlige sted, hvor br. Fitch, og Stockman, som havde forkyndt evangeliet om guds rige, som Gud havde lagt i graven for at frelse dem, kom op til os og spurgte os om hvad vi havde gennemgået, medens de sov. Vi prøvede at fremkalde vore største trængsler, men de så, så små ud, sammen sammenlignet med den langt større overmådelige og evige vægt af herlighed som omgiver os, at vi ikke kunne tale om dem, og vi råbte alle Halleluja, himlen er god nok, og vi berørte vore herlige harper og fik himlens hvælvinger til at runge. Og idet vi så stift på stedets herligheder, blev vore øjne rettet opad til noget som så ud som sølv. Jeg spurgte Jesus om at få lov at se hvad der var inden for. På et øjeblik fløj vi opad og gik ind. Her så vi gode gamle fader Abraham, Isak, og Jakob, Noa, Daniel, og mange ligesom disse. Og jeg så et forhæng med tung sølvkant, og guld som en grænse nederst. Det var meget smukt. Jeg spurgte Jesus hvad der var inden for forhænget. Han oprejste den med sin højre arm, og bad mig se op. Der så jeg et herlig rom, belagt med ren guld, og den havde en herlig kant der lignede Jesu kroner. På den var der to strålende engle; deres vinger var spredt over arken, idet de sad på hver ende, med deres ansigter vendt imod hinanden, og så nedad. I arken neden under, var englenes vinger udbredt, var en guldkrukke med manna, med eg gyldent præg, og jeg så en stav, som Jesus sagde var Arons, jeg så at den spirede, blomstrede og bar frugt. –   ret

Jeg så to lange gyldne stave som hang bar på sølvtråde, og på trådende de mest herlige druefrugter. En klase var større end en mand kan bære. Og jeg så Jesus stå op og tage af mannaen, mandlerne, druerne og granatæblerne, og bar dem ind i staden, og satte dem på måltidsbordet. Jeg gik frem for at se hvor meget der blev taget bort, og der var lige så meget tilbage, og vi råbte Halleluja. Amen. Vi steg alle ned fra dette sted, ned i staden, og sammen med Jesus ved vort hoved steg vi alle fra staden ned til denne jord, på et stort og mægtigt bjerg, som ikke kunne holde Jesus oppe, og det delte sig i stykker, og der blev en mægtig slette. Så, så vi op og så og så den store stad med tolv grundpiller, tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port, og alle råbte ud af staden, den store stad: den kommer, den kommer ned fra Gud, fra himlen, og den kom og blev placeret på det store sted hvor vi stod. Så begyndte vi at se på de herlige ting uden for staden. Der så jeg de herligste huse, som havde udseende sølv, understøttet fire piller, besat med perler der var herlige at se på, som skulle bebos af de hellige. I dem var en hylde af guld, jeg så mange af de hellige gå ind i husene, og tage deres glitrende kroner af sig og lagde dem på hylderne, og gik ad ud på marken ved husene, for at gøre noget med jorden, ikke som vi har noget gøre med jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinne om hele deres hoveder, og de råbte hele tiden og gav rosen til Gud. Og jeg så en anden mark, fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg ud, de vil nu aldrig visne. Derefter så jeg en mark med højt græs, meget herligt at beskue. Det var levende grønt, og genspejlede sølv og guld idet det bølgede stolt for Kong Jesu ære. Så kom vi ind på en mark fuld af al slags dyr: Løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldkommen enighed. Vi gik ud midt i blandt dem, og de fulgte fredfuldt efter. Så kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her, nej, nej; men lys, og helt igennem herlige. Træernes grene svajede her og der, og vil råbte alle ud, vi vil bo sikkert i ørknen og sove i disse skove. Vi kom igennem skoven, for vi var på vej til Zions bjerg, idet vi rejste af sted mødte vi en gruppe som også så på stedets herligheder: Jeg bemærkede det råde som en kant på deres klæder. Deres kroner var funklende – deres dragter var helt hvide. Idet vi helse på dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var? Han sagde at de var martyrerne som var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var en utallig gruppe af ganske små, de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os, og på Bjerget lå det herlige Tempel, og omkring det var syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer, og jeg så de helt små klatre, eller hvis de kunne vælge at bruge deres små vinger, og flyve op på toppen af bjergene, og plukke de aldrig visnende blomster. Der var alle slags træer omkring templet til at forskønne stedet. Buksbomen, fyrtræet, ædelgran, olietræet, myrten, granatæblet og figentræet, bøjede sig ned under vægten fra de modne figner, som gjorde stedet til at se helt herlig ud. Og idet vi var ved at gå ind i det hellige tempel, hævede Jesus sin elskelige røst og sagde: Kun de 144 000 må indtage dette sted, og vi råbte Halleluja. Vi velsigner Herren, bror Jakobs, det var et ekstra møde for dem som har den levende Guds segl. Dette tempel var understøttet af syv piller, og af gennemsigtigt guld, besat med de herligste perler. De herlige ting som jeg så her, kan jeg ikke begynde at beskrive. O, om jeg kunne tale i Kanaans sprog, så kunne jeg fortalle lidt om herligheden i den øvre verden; men er I trofaste vil I snart vide alt om det.   ret

Der så jeg borde af sten, hvori de 144 000’s navne stod indgraveret med guldbogstaver. – Efter at vi havde set templets herlighed, gik vi ud. Så forlod Jesus os og gik til staden. Snart hørte vi hans elskelige stemme igen, og sagde: Kom mit folk; I er kommet ud af den store trængsel, og gjort min vilje, lidt for mig; kom ind til nadveren, for jeg binde op om mig selv, og tjene jer. Vi råbte halleluja, ære, og gik ind i staden, og jeg så et bord af rent sølv, det var mange mile langt, vore øjne kunne overskue det. Og jeg så frugten fra livets træ, manna, mandler, figner, granatæbler, druer og mange andre slags frugter. Vi alle satte os til bord. Jeg spurgte Jesus om lov til at spise af frugten. Han sagde: ikke nu. Dem som spiser af frugten fra dette land, går ikke mere tilbage til jorden. Men er I trofaste for en lille stund, skal I både spise af frugten fra livets træ, og drikke vand fra kilden, og han sagde: I må tage tilbage til jorden igen, og fortælle andre, hvad jeg har åbenbaret for jer. Så bar en engel mig blidt ned til denne mørke verden. Nogle gange tror jeg at jeg ikke kan blive her et stykke tid mere, alle jordens ting ser så triste ud. Jeg føler mig meget ensom her, for jeg har set et bedre land. O, om jeg havde vinger som en due, så kunne jeg flyve bort, og få hvile. Ellen G. Harmon   ret

N.B. Dette blev ikke skrevet til publicering; men til opmuntring for alle som kan se det, og bliver opmuntret af det.
E. G. H.   ret