Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Home Missonary d. 1. oktober 1892

"I er mine vidner" (Konkluderes.)

Mange af menighedens talenter og evner efterlades uudviklede, og går derfor tabt for Guds arbejde; men alle de evner som ikke benyttes i sagen, får menigheden og verden lov at lide under. Det er nødvendigt at der skal fremføres et uddannelsesarbejdet blandt menighedens medlemmer, så de måtte finde deres arbejde, og stå ved deres pligtpost. Der er mange prædikanter blandt os som har været ivrige efter at forkynde acceptable prædikener, men det arbejde som ville have hjulpet folk ligger ugjort hen. Uddannelsesarbejdet må udføres, så enhver prik og detalje i evnerne må komme I anvendelse for Kristus. Idet ethvert menighedsmedlem gør sin del, efter de evner Gud har givet ham, vil han vokse med sine talenter, og når de bruges i praksis vil han blive en stærk og pålidelig medarbejder for Herren.   ret

Den virkekraft som Herren har, vil se hos sit folk mangler sørgeligt i menigheden. Hvordan skal vi stå regnskab for dette? Er dem der bekender Kristi navn blevet sandt omvendte? Har de helliget deres fornuft, kundskab, deres hengivenhed og tanker til Gud? Har de brugt deres bemidlede talenter og evner til Herrens tjeneste? eller har de helliget deres sinds- og legemskræfter på at opbygge verdslige virksomheder? Jesus siger til dem som vil være hans disciple: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som nister sit liv for min skyld, skal bjærge det.” Han som er et Guds barn bør fra u af se på sig selv som en del af Kristi kors, et led i den kæde der frelser verden, et med Kristus i hans nådesplan, der går ud sammen med ham og frelser de fortabte. Han må altid erkende at han har helliget sig til Gud, og at han skal åbenbare Kristus for verden i karakteren. Den selvfornægtelse, selvopofrelse og sympati, den kærlighed som blev manifesteret i Kristi liv, skal vise sig i gen i Guds medarbejders liv. Dem som er medarbejdere sammen med Gud vil nære et behov for at brydes i bøn for Helligåndens begavelse. De vil manifestere den ømmeste bekymring for den fejlende, give de alvorligste appeller til dem som er ude af Kristus, og vil bære frugt til Guds ære, og blive kendt som Kristi disciple.   ret

Dem som helliger alt deres til Gud vil ikke overlades uforulempet af sjælenes fjende. Satan vil komme til dem med sine tillokkelser, ligesom han gjorde med Kristus i fristelsens ørken, og sagde: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig.” Men hvad burde være den kristnes svar til alle fristelserne fra den onde? Han bør sige: ”Jeg vil ikke udlove min indflydelse på nogen måde til at fremme alt andet end Kristi sag. Jeg tilhører ikke mig selv; jeg er blevet købt for en pris. Jeg skal ikke leve for at behage mig selv; for jeg er blevet købt, genløst ved Kristi blod. Det er ikke muligt for mig at give mere til Kristus end det som tilhører ham; for ethvert øjeblik i mit liv tilhører ham. Jeg er hans ejendom, en tjener ansat til at gøre min Mesters vilje.” Dette er det eneste sikre standpunkt som vi kan have; og hvis hver enkelt menighedsmedlem mærker det sådan, hvilken kraft vil menigheden da ikke udføre for at drage og vinde sjæle til Kristus. Det er dette halvhjertede arbejde, det at tjene Gud og djævelen samtidig, lader menigheden være blottet for Guds Ånd. Hvor menighedens medlemmer helliger sig til Gud, hvor de i Åndens enhed, i fredens forbund, var de organiseret med det formål at tildele andre en indflydelse for det gode, ville menigheden faktisk være verdens lys. Skulle det enkelte medlem søge at fremstille Kristus for verden i karakter og liv, ville tusindvis blive tiltrukket til Frelseren, som nu har grund til at kritisere deres ord og gerninger som bekender Kristi navn. ”Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.”   ret

Enhver af os skal stå der hvor vi bør være under Kristi nådes forvandlende indflydelse, og da vil vi i vor omgang med hinanden, være i stand til at tildele og modtage lyset fra Retfærdighedens sol; for hvert medlem vil være i harmoni med Kristus og alle andre medlemmer, bestræber sig på at opnå livets og karakterens fuldkommenhed, igennem troen på ham. Da skal vi vide hvordan vi sympatiserer med vore brødre, og udvise overbærende kærlighed, og de allersidste vil forenes gennem vital forbindelse med Kristus til de arbejdende agenter, som Gud har forordnet til at udbrede lys og sandhed.   ret

Det smerter mig dybt at se hvor lidt der gøres for at bringe menighederne i orden. Dem som fryder sig ved prædikenkunst, få prædikener til at give succes til en møderække, og ikke se karakteren af det arbejde der bør gøres for at styrke de ting som står tilbage. Det arbejde som må gøres er et arbejde der sætter enhver i en position hvor han skal kunne gøre alt i hans magt for at fremme himmeriget. Herren har givet lægmedlemmerne såvel som prædikanttjenerne deres fornufts- og forstandsgaver, deres kvalifierede del af hans arbejde, og til brug af disse talenter, er enhver ansvarlig. Af alle mennesker forlanger Gud en helhjertet helligelse til hans arbejde. “Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.”   ret

Der er sjæle i menigheden, som ved at ydmyge deres begavelser og kundskaber, stadig er gennemsyret af Mesterens Ånd, og de er parat til at ofre livet selv, om det forlanges af dem. Disse mænd kan ikke aflønnes med penge, men de kan uddannes så at de kan arbejde for Mesteren på deres begrænsede måde. Det er prædikanttjenernes pligt at se disse mennesker udnyttes; for når Herren har et arbejde til mennesker på den hellige talerstol, er det ikke hele hans arbejde. Når menigheden har behov for personligt arbejde , så er det prædikanttjenerens væsentlige pligt at hjælpe de sjæle han skal bevogte, som een der skal aflægge regnskab. Evangelietjeneren bør være en opdrager, at han indprenter dem som han arbejder for, deres ansvar for at arbejde for andre. Under bøn bør han elskeligt hjælpe alle menighedsmedlemmer med at finde sin plads i Guds arbejde, at der kan være medarbejdere på andre marker som allerede er hvide til høst.   ret

Herren har sagt: “Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.” Over alt, åbner der nyttige marker sig op; men en rådvildhed hviler over dem som peger medarbejderne til at tage til disse forskellige nyttige stationer; for de ser forgæves efter mænd og kvinder der egner sig til disse ansvar i værket. Det er ikke tiden at menighedsmedlemmern uddannes til at engagere sig i missionsarbejde, når mænd og kvinder kaldes til at gå ud på høstmarken, når dem der kan reagere på kaldet siger: “Vi har giet os selv til Kristus uden forbehold. Vi har uddannet os selv og vore hjem til enkle klæder og levevaner. Vi er vandt til selvfornægtelse og erkender at vi tilhører Herren. Vi har intet andet ønske om at gøre hans vilje, og lever ikke for at behage os selv, men for at vinde sjæle for Mesteren. Vi er parat til at bevæge os til fjerntliggende lande, og opløfte Kristi standard, og i enkelhed og ydmyghed udleve sandheden.”   ret

Jesus efterlod sit hjem i himlen og kom til denne mørke verden for at nå den menneskelige ves dybeste dybder, så han kan frelse dem som var ved at gå tabt. Dette er den kærlighed han har vist for faldne mennesker. Men er disciplene over sin mester, er tjeneren større end sin Herre? Hvis jeg virkelig er en Guds medarbejder, skal jeg så ikke kaldes til at gøre nogle ofre for hans sag? Vil det være for stort et offer for nogen af Kristi efterfølgere at gøre, at tage de få ejendele de har ansvar for, og tage ud til jordens mørke steder, hvor folk aldrig har så meget som hørt om sandheden, og i hjertets sagtmodighed og ydmyghed, gør det kendt for mennesker hvad Herren har gjort for menneskenes sønner?   ret

Dem som samles i menighedsfællesskabet kan gøre ethundrede gange mere end de gør nu, og lade deres lys skinne ud i verden. De skal drage ud af verden og skille sig ud, og ikke røre den urene, men sætte deres hengivenhed over ting som er oven over. De skal leve, ikke behage sig selv, men flge Hans eksempel som døde for deres genløsning. De bære korset med glæde, opfylde deres mission for denne verden, ved at skinne som lys i verden, fremholde Guds ord, og nedskrive lige som Paulus gjorde, at alt de er kaldt til er at lide, er kun “trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.”   ret