Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 1. januar 1875

Systematisk godgørenhed

Udførte alle som Gud har begunstiget med jordens rigdomme hans plan ved at trofast give en tiendedel af al deres indtægt og tilbageholdte de ikke deres forsagelsesofre og deres takofre, ville skatkammeret hele tiden fyldes op. Godgørenhedsplanens enkelhed forringer ikke dens værdi, men priser Guds visdom ved dens indretning til skyerne. Alt hvad der har det guddommelige aftryk forener enkelhed med anvendelighed. Hvis systematisk godgørenhed blev en almengyldig ordning efter Guds plan og tiendesystemet gennemført lige så nøjagtigt af velhavende som de fattigere klasser, ville der ikke være behov for gentagende og indtrængende kald efter midler ved vore store religiøse møder. Der har været en forsømmelse i menighederne med at holde den systematiske godgørenhedsplan og resultatet har været et udpint forrådskammer og en frafalden menighed.   ret

»Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og i spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele tienden til forråds huset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskares Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskares Herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger Hærskares Herre.   ret

Gud er blevet frarøvet tiende og gaver. Det er en frygtelig ting at være skyldig i at tilbageholde noget fra forrådskammeret eller frarøve Gud. Prædikanter som forkynder ordet ved vore store forsamlinger føler forsømmelses synden for at give Gud det som er hans. De ved at Gud ikke vil velsigne hans folk når de lader hånt om hans godgørenhedsplan. De forsøger at vække folket til deres pligt ved tydelige, praktiske prædikener, vise selviskhedens og begærlighedens farer og syndighed. Sindene overbevises og selviskhedens isnende kulde brydes. Og når kaldet gives til Guds sags givere, vækkes nogle, ved mødernes oprørende indflydelse, til at give. Mennesker, som ellers ikke ville give noget. Så vidt det angår denne klasse, er der set gode resultater. Men under pressende kald føler mange det gode dybt nede, som ellers er frosset af selviskhed. De har samvittighedsfuldt ladet deres midler flyde til Guds sags fremme. Hele deres væsen er oprørt af de alvorlige appeller og netop de svar som har givet alt hvad deres livs omstændigheder ville forsvare.   ret

Men disse gavmilde, helhjertede troende, tilskyndet af nidkær kærlighed for sagen og et ønske for at handle hurtigt, tror at de selv er i stand til at gøre mere end hvad Gud kræver af dem, for deres nyttighed er forkrøblet i andre retninger. Disse villige forpligter sig nogen gange til at oprejse penge, selvom de ikke altid ved hvilken kilde de kommer fra og nogle er sat i dårlige omstændigheder til at efterkomme disse forpligtelser.   ret

Der var en gang ved vort arbejdes begyndelse da sådanne opofrelser ville være retfærdiggjort, når Gud ville have velsignet alle som således har vovet noget for hans sag. Men arbejdet er blevet større og stærkere indtil der er midler nok i de troendes hænder til understøtte arbejdet nok i alt dets dele uden at bringe nogen i vanskeligheder, hvis alle ville bære deres del. Guds sag behøver ikke at forkrøbles i mindste grad. Den dyrebare sandhed er blevet gjort så tydelig at mange har taget vare på den som har midler i deres hænder som Gud har betroet dem for sandhedens interesses fremme. Hvis disse bemidlede mennesker gør deres pligter, behøver der ikke at være et pres på de fattigere brødre.   ret

Vi er i en overflodsverden. Hvis gaverne og ofrene var i rimelig forhold til det som enhver fik af midler af Gud, ville der ikke være brug for indtrængende kald efter midler på vore store møder. Jeg er helt overbevist om at det ikke er den bedste plan at lægge vægt på at pointere midler ved vore lejrmøder. Mænd og kvinder som elsker Guds sag, ligesom de som elsker livet, vil forpligte sig ved disse anledninger, skønt deres familier må lide for det de har lovet at give til sagen. Vor Gud er ikke en hård arbejdsgiver og kræver ikke at den fattige mand skal give de midler til sagen som tilhører hans familie og som bør bruges til at holde dem trygge og væk fra en klemme.   ret

Kaldene efter midler, ved vore store lejrmøder, er hidtil blevet ledsaget med tilsyneladende gode resultater så vidt det angår de velhavende. Men vi frygter for resultatet af en fortsat anstrengelse, for at forrådskammeret således fyldes op igen. Vi frygter at der vil blive en reaktion. Ansvarlige mænd i de forskellige menigheder vil anstrenge sig mere for at alle følger planen for Guds forordning. Hvis systematisk godgørenhed gennemføres, vil indtrængende kald, ved lejrmøderne efter midler til de forskellige virksomheder, ikke være nødvendig.   ret

Gud har opfundet en plan hvorved alle kan give efter hvad han har begunstiget dem med og som vil gøre det til en vane uden at der skal gøres særlige kald. Dem som kan dette, men ikke vil på grund af deres selviskhed, frarøver deres Skaber, som har betroet dem midler til at investere i hans sag til dens interessers fremskyndelse. Indtil alle gennemfører systematisk godgørenhedsplanen, vil der være en mangel i at efterleve den apostolske regel. Dem som tjener i ord og lære bør være skarpsindighedens mennesker. De bør, når de gør deres almindelige appeller, blive kendt med tilhørernes evner til at besvare deres appeller og bør ikke lade de fattige betale med store løfter om gaver. Efter at et menneske har helliget en vis sum til Herren, føler at den er helliget til hellig brug. Dette er sandt og derfor bør vore forkyndende brødre være vel informeret om hvem de får gaveløfter fra.   ret

Hvert medlem i de forskellige familier i vore menigheder som tror sandheden bør gøre en del i fremskyndelsen ved at de med glæde antager den systematiske godgørenheds plan. »Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme..... for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.« Opgaven at tilskynde og presse personer til at give af deres midler er ikke tiltænkt Guds værks tjenere. Ansvaret bør ligge på enhver enkeltperson som glæder sig over sandhedens tro. »Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.« Ethvert medlem i familien, fra den ældste ned til den yngste, må tage del i dette godgørenhedsarbejde.   ret

Små børns offergaver kan være antagelige og velbehagelige for Gud. Ofrets værdi vil stå i forhold til den ånd, der fremkalder gaverne. Ved at følge apostelens regel og lægge et lille beløb til side hver uge kan de fattige hjælpe til med at fylde forråds huset og deres gaver er fuldt ud antagelige for Gud, fordi de bringer lige så store, ja endog større ofre end deres mere velstillede brødre. Den systematiske godgørenheds plan vil vise sig at være et værn for enhver familie mod fristelsen til at bruge penge til unyttige ting; og navnlig vil den vise sig at være en velsignelse for de rige ved at beskytte dem mod at hengive sig til overdådighed.   ret

Systematisk og gavmilde gaver efter planen holder hjertets kanal åben. Vi sætter os selv i forbindelse med Gud, så han kan bruge os som kanaler gennem hvilke hans gaver kan flyde til andre. Den fattige vil ikke beklage sig over systematisk godgørenhed, for den berører dem kun let. De er ikke forsømte og nedtrykte, men begunstiget ved at gøre en del og være medarbejdere sammen med Kristus og vil modtage Guds velsignelse lige så vel som den velhavende. I den proces når de lægger en smugle til side som de kan spare dem for, fornægter de sig selv og opelsker hjertets gavmildhed. De oplærer sig selv til gode gerninger og er lige så gode til at imødekomme Guds plan i den systematiske godgørenhedsplan som den mere velhavende som giver af deres overflod.   ret

I apostlenes dage, gik mændene overalt og forkyndte ordet. Nye menigheder blev oprejst. Deres kærlighed og nidkærhed for Kristus ledte dem til store selvfornægtelses- og opofrelseshandlinger. Mange af disse hedenske menigheder var meget fattige, alligevel erklærede apostlene at deres dybe fattigdom fandtes i store mængder i deres gavmildheds rigdomme. Deres gaver strakte sig til mere end deres evne til at give. Mennesker satte deres liv på spil og led tab på alt for sandhedens skyld.   ret

Apostlen foreslår den første dag i ugen, som et rigtigt tidspunkt til at se tilbage på Forsynets kurs og den fremgang der har været. Og i frygt for Gud, med sand hjertetaknemmelighed for de velsignelser han har givet, til at afgøre hvor meget, efter hans egen udtænkte plan, skal der gives midler tilbage til ham.   ret

Gud har planlagt at godgørenhedens erfaring skal være helt frivilligt og man skal ikke ty til veltalende appeller for at vise forståelse. »Gud elsker en glad giver.« Han er ikke tilfreds med at hans forrådskammer er fyldt op af tiltvungne midler. Hans folks loyale hjerter, der glæder sig over den frelsende sandhed for denne tid, vil, gennem kærlighed og taknemmelighed til ham for dette dyrebare lys, være alvorlige og ivrige efter at hjælpe med deres midler og sende sandheden ud til andre. Den allerbedste måde at give udtryk for vor kærlighed til vor Forløser er at gøre ofre for at bringe sjæle til kundskab om sandheden. Tilbage købs planen var helt frivillig for vor Forløser og det er Kristi hensigt at al vor godgørenhed skal være frivillige ofre.   ret