Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 4. januar 1881

Herrens hus

[* [Denne artikel blev læst for menigheden i Battle Creek, i forbindelse med et møde om at få de bedste metoder til at rejse midler på, for at betale Tabernakel-bygningens gæld. Her fremlægges grundprincipperne for generel anvendelse, i kortfattet form. J.W.]   ret

"Hvor meget skylder du min Herre?" Lad dette spørgsmål komme til ethvert hjerte. Alt hvad vi har, alt hvad vi er, skylder vi vor Genløser. Han giver os alle jordiske velsignelser, og alle åndelige goder. Gør vi, i selvfornægtelse og opofrelse, alt i for magt for hjælpe de trængende, og understøtte Guds sag? De fattige er Herrens, og religionens sag er hans. Alle gode ting som vi nyder blev lagt i vore hænder af hans overvældende barmhjertighed, som et udtryk for hans kærlighed. Kristus forlanger at vi gør ligesom han har gjort, - fornægter selvet så vi kan være medarbejdere sammen med Gud.   ret

Det nye er lige over os, og vi bør optælle de velsignelser vi har fået, gunstgaver som vi har fået fra Gud, og så bringe vore frivillige ofre til Herren, vor taknemmelighedsofre, og vore syndofre. Sabbatsholdere i Battle Creek har været et gavmildt folk; de fleste af dem er fattig, men eftersom de har udvist frihed i fortiden, håbede vi at de vil gøre det samme i fremtiden. Der er kun få som ikke kan gøre noget. Hvis det koster de fattige stor selvfornægtelse end det gør for den rige, vil lønnen være derefter. Herrens gavmildhed flyder stadig ind over os, og han vil have at vi er levende kanaler, hvori hans barmhjertighedsgaver kan flyde ud i godgørenhedsgerninger til vore medmennesker. Lad os under ingen omstændigheder berøve Gud.   ret

Vi har privilegiet at lytte til Guds ord på vort bedested; men denne bygning, der kaldes for Herrens Hus, har en tung gæld. Skal ikke vi som tilbeder i denne rummelige bygning være ihærdige for at gøre vor del med at løfte gælden fra Tabernakel-bygningen? Den fattig kan opmuntres ved tanke for de små summer der gives i oprigtighed og glæde, er acceptable for Gud ligesom de tusindvis der kastes i kassen af den rige. Der er kun få der er lige så fattige som enken der gav hendes to mønter som et offer til Gud. Gaven var lille, alligevel var den hele hendes livsindtægt, og hun blev anbefalet af Mesteren. Han betragtede den fattiges enkes to småmønter som større bidrag end den velhavende riges gaver. Han målte ikke værdien af ofre ved dens mængde, men ved motivet, handlingens glæde og renhed. Selvom dette lille bidrag blev blandet op med tusindvis i pengekassen, fik alle gode gavers store Giver ikke øjnene væk derfra. Den lille raslen som kom af de to mynter havde samlet sig til andre spinkle strømme fra tusinde kilder, og har en indflydelse irettesætter selviskhed og opmuntrer til at give større summer.   ret

Alle har et arbejde at gøre, hvis de vil gøre deres liv til en velsignelse. Vi beder vore brødre og søstre at gøre deres del lige så ædelt i dette år som de gjorde sidste år med bedrag til vort bedehus. Åben jeres hjerter, og åben jeres pengepunge, og gør hvad I kan. Vor genløser gav frit og samvittighedsfuldt sine gaver til os. Burde vi da ikke give det tilbage til Herre, som er hans eget? Kan vi udvise en større kærlighed end Gud har vist mod os? Han har gjort alt som han gøre for vor skyld. Han appellerer til os om han har efterladt noget ugjort, som kræver vor højeste interesse: ”Skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?” Vi kan ikke udtrykke vor taknemmelighed mod Gud ved at give noget for at berige ham, for han er alle vore nådegavers giver; men han peger os hen til de fattig og forpinte, og for hans sag i alle grene, og han forsikrer os at han tager imod de gåde der gøres mod de mindste af hans efterfølgere, som om det er gjort mod ham. Gud har udvist en dyb interesse for Adams faldne sønner. Han ”elskede verden sådledes at han gav sin enbårne søn, for at enhver der tror på ham ikke skal gå fortabt med få evigt liv.” Al den kærlighed som mennesker og engle kan udvise, bliver til ingenting i sammenligning med Guds kærlighed mod menneskeslægten.   ret

Herren forlanger at vi giver gavmildt for at støtte hans sag. Skal vi sammenligne vore ofre med dem som hele tiden blev afkrævet af jøderne, finder vi at vi falder langt under dem i godgørenhed. Deres bidrag tæller sig til mere end en fjerdedel af hele deres indtægt. Det mindste budget, af det er bruges på tabernaklet i ørknen og templet i Jerusalem overstiger alle kirkebygningers omkostninger i de Forende Stater.   ret

Mange betragter disse krav på jøderne som langt over den standard vi er blevet pålagt. Men er der begrundelser for dette? Er vore muligheder dårligere end jødernes? eller har Gud været mindre gavmild med os end med dem? Vi hører prædikanter i forskellige kirker prise evangeliets velsignelser til skyerne, og fremstille denne tids herlighed som langt overgår alt i den jødiske tid. De kalder den Mosariske forvaltning som mørke, og ophøjer nutiden som en med langt større lys og privilegier. Er det sådan, vil Gud så ikke drage os til ansvar for disse større velsignelser? Hans krav på os står forhold til de gaver der er betroet os. Er der ikke så mange godgørenhedens kald end de fik i jødisk tid. Det burde være modsat.   ret

De systematiske krav på jøderne havde en sund indvirkning, og forhindrede forarming. Der kunne sjældent ses en fattig mand blandt det folk. Når de gav villig lydighed til Guds forlangende, hvilede hans velsignelse på dem, og fremgang fulgte deres arbejde. Før i tiden, blev hebræerne adskilt fra alle andre folkeslag på jordens overflade. Deres arbejdsmark blev begrænset til deres egne folk. Nu er skillemuren mellem jøder og hedninger nedbrudt, og vejen åben for udenlandske missionsvirksomheder. Vor arbejdsmark er verden. Alle folkeslag, tungemål og folk kan nås ved den frelsende sandhed for denne tid. Gud har betroet os frit livets brød, som hans forvaltere, og formidler af brødet til dem der er ved at gå tabt. I betragtning af dette, bør vor gavmildhedsstandard så ikke være højere end Guds gamle folk var?   ret

I forhold til deres indkomst, så gør den rige mindre end den fattige. Mange som giver noget, bliver ikke velsignet af Gud fordi de kunne give mere. Herren vil have sit folk så begrænset af Kristi kærlighed, at de gladelig vil imødekomme hans sags mangler. Vi bør altid anerkende vor loyalitet med ham, og betragte det som vor fornuftige tjeneste at hellige vore kræfter, fore ejendomme og vore liv til hans værk.   ret

Når de Kristne i Jerusalem på grund af deres tro, blev reduceret til fattigdom, viste andre kirker deres gavmildhed ved at dække disse brødres mangler. I de makedonske menigheder var der stor lidelse, alligevel erklærede Paulus at ”der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed.”   ret

Vi tilskynder ikke vore brødre til bidrag, men som de hidtil har vist villighed til at hjælpe med i Guds værk, indbyder vi dem nu til at komme frem med deres ofre, og formindsker Tabernakel-bygningens gæld. Vi håber at blive ligeså overrasket nytårsaften, som David blev da han så ofrene til Herrens tempel: -   ret

"Og de, som ejede ædelsten, gav dem til Herrens hus's skat, der stod under Gersoniten Jehiels tilsyn. Og folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de Herren frivillige gaver; også kong David følte stor glæde. Og David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse, og David sagde: »Lovet være du herre, vor fader Israels Gud fra evighed til evighed! din, herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen og på jorden er dit; dit, o herre, er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn! Thi hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.”   ret