Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. januar 1863

Vidnesbyrd for menigheden.

”Ved konferense i Battle Creek, d. 27. maj, 1856, fik jeg vist nogle ting i et syn som angår menigheden i almindelighed. Guds herlighed og majestæt passerede forbi mig. Englen sagde: ”Han er frygtelig i hans majestæt, men I vil ikke være ved det; frygtelig i sin vrede, alligevel indser han det ikke; frygtelig i sin vrede, alligevel fornærmer i ham dagligt. Prøv at gå ind ad den lige port, for vid er den port og bred den vej der fører til fortabelse, og mange vil gå i det spor; og lige er den port og smal er den vej der fører til livet, og få skal finde den.” Jeg så at disse veje gik for sig selv og udskilte, i hver sin retning. Den ene førte til evigt liv, den anden til død, evig død. Jeg så at retningerne på disse to veje, også afstanden mellem grupperne der rejste på den. Vejene er modsatte hinanden; en er bred og jævn; den anden smal og ujævn. Således er partierne, der rejser på disse veje, modsat hinanden i karakter, i livsførelse, i klæder og omgang."   ret

Dem der rejser på den snævre vej taler om den glæde og lykke de vil få ved rejsens ende. Ofte har de sørgelige ansigtsudtryk, dog stråler de ofte af hellig, indviet glæde. De klæder sig ikke som gruppen på den brede vej, eller taler som dem, eller handler som dem. De har fået et mønster. Et sorgens Menneske og kendte til bedrøvelse, åbnede vejen for dem. Og befarede selv vejen. Hans efterfølgere ser hans fodspor og bliver trøstet og opmuntret. Han gik sikkert igennem, som de kan, hvis de følger hans fodspor.   ret

På den brede vej er alt optaget af dens personer, dens klæder og fornøjelserne på den vej. De svælger sig helt i løssluppenhed og munterhed, og tænker ikke over deres rejses afslutning, på den sikre udslettelse for enden af stien. De nærmer sig hver dag deres udslettelse, alligevel haster de sig sindssygt hurtigere og hurtigere. Oh! Hvor skæbnesvanger så dette ud for mig.   ret

”Jeg så mange rejse på denne brede vej, hvor denne tekst stod på dem: ”Død til verden, alle tings ende er nær, Vær også I rede.” De så ligesom de tomme omkring sig, undtagen en skygge af bedrøvelse, som jeg bemærkede på deres ansigter. Deres samtale var ligesom fyrene, de tankeløse omkring dem; men ind imellem ville de tilfredsfuldt pege på bogstaverne på deres klæder, opfordre andre til at have det samme på deres. De var på den brede vej, alligevel bekendte de at de var på den smalle vej. De der var omkring dem sagde: ”Der er ingen forskel imellem os; vi er alle ens; vi klæder os, taler og handler på samme måde.”   ret

”Da blev jeg vist tilbage til årene 1843 og 1844. Dengang var en helligelse og indvielse som der ikke er nu. Hvad er der sket med Guds særskilte folk? Jeg så at tilpasning til verden, uvillighed at lide for sandhedens sag. Jeg så en manglende underlæggelse under Guds vilje. Jeg blev peget tilbage til Israels børn efter at de havde forladt Ægypten, at Gud i sin barmhjertighed kaldte dem ud fra ægypterne, så de kunne dyrke ham uhindret og ubegrænset. Han arbejdede for dem ved mirakler, han forsøgte dem, han prøvede dem, ved at bringe dem til lige steder. Efter Guds forunderlige handlemåde, og deres udfrielse så mange gange, da de var blevet forsøgt og prøvet af Gud, så knurrede de. Deres sprog var: ”Det var bedre at vi døde ved Herrens hånd i Ægyptens land.” De længtes efter porrer og løg, på det sted."   ret

”Jeg så at mange som bekender at tro sandheden for disse sidste dage, tror at det er mærkeligt at Israels børn knurrede idet de rejste, og efter Guds forunderlige handlemåde mod dem, og at de var så utaknemmelige, og glemte hvad Gud havde gjort for dem. Englen sagde: ”I har gjort det være end de har.” Jeg så at Gud har givet sandheden så klart til sine tjenere, så tydelig, at den ikke kan modsættes."   ret

Overalt hvor de går får de en sikker sejr. Fjenderne kan ikke komme omkring den overbevisende sandhed. Lyset er blevet spredt så klart at, Guds tjenere kan stå op over alt, og lade sandheden frembære sejren på en klar og forbindende måde. Denne store velsignelse er ikke blevet værdsat, den er ikke indrømmet. Hvis der kommer trængsler, begynder nogle at se tilbage og tro de har hårde tider. Nogle af Guds bekendende tjenere ved ikke hvad rensende prøvelser er. Nogle laver de prøvelser for dem selv, indbildte prøvelser, og mister let modet, så nemme at såre, selvværdigheden er så nem at mærke, at de skader sig selv, skader andre og sagen. Satan forstørrer og lægger tingene ind i sindet. Hvis viljen derved får frit løb vil disse personers nytte og indflydelse ødelægges.   ret

Jeg så at nogle havde følt sig fristet til at tage sig selv bort fra arbejdet, og arbejde med deres hænder. Jeg så at hvis Guds hånd skulle tages bort fra dem, og de blev genstand for sygdom og død, så ville disse ikke vide hvad trængsler er. Det er en forfærdelig ting at knurre imod Gud. De har ikke tænkt over at den vej de rejser på er en ujævn, selvfornægtende og selvkorsfæstende vej, og de må ikke forvente noget det gør den jævn, som om de rejste på den brede vej.   ret

”Jeg så at nogle af Guds tjenere, endog budbringerne, nemt mister mode, selvet skades så nemt, at de bilder sig selv ind at de er for ringe og såret, selv om de ikke er det. De tror at deres lod er for hård. Disse indrømmer ikke hvordan de ville kunne mærke Guds understøttende hånd blive trukket bort, og de gennemgik sjælspinen. De ville se deres lod være ti gange hårdere end det har været før, så længe de var beskæftiget det i Guds arbejde, led prøvelser og afsavn, havde dog fået inddraget Guds anerkendelse. Nogle som arbejder i Guds sag ved ikke hvornår de får en nem tid. De har haft nogle afsavn, og har knapt nok vidst om deres mangel eller sjælstræthed, sjælsarbejde eller sjælsbyrde, så de, når de har det nemt, og deres pinsler er helt fri fra pinsler, er under Guds gunst, er de ikke klar over det, og tror deres prøvelser er store. Jeg så at hvis disse ikke har en selvopofrelsens ånd, og de godt vil arbejde med glæde, ikke spare på sig selv, så vil Gud hjælpe dem. Han vil ikke anerkende dem som sine selvopofrende tjenere; men vil oprejse; men vil oprejse dem der vil arbejde, ikke på en doven måde, men alvorligt, og vil vide hvornår de får en nem tid. Guds tjenere må føle en byrde en byrde for sjæle, og græde mellem indgangen og alteret, og råbe: ”Spar dit folk, Herre.”   ret

Nogle af Guds tjenere har opgivet deres liv, at bruge til og blive brugt til Guds sag, indtil deres fysik er opbrugt, og er overbebyrdet af mental arbejde, øge de omsorgsbyrder, slid og afsavn, medens andre ikke har påtaget sig byrder, og ønsker det heller ikke. Alligevel tror disse at de har en hård tid, fordi de aldrig har erfaret vanskeligheder. De er aldrig blevet døbt ind i den lidende andel, og vil heller ikke blive det, så længe at de udviser så megen svaghed, og så lidt sjælsstyrke, og elsker deres magelighed så meget. Ud fra det som Gud har vist mig, så behøver der en renselse blandt budbringerne, og de dovne, nølende og egenkærlige renses bort, og få en ren, trofast og selvopofrende gruppe der ikke vil studere deres tilfredshed, men tjene trofast i ord og lære, som er villig til at lide og udholde ting for Kristus skyld, og frelse dem han døde for. Lad disse tjenere mærke veerne over dem, hvis de ikke forkynder evangeliet, og det vil være nok; men sådan føler alle det ikke.   ret

”Jeg fik vist at nogle bekendende sabbatsholdere havde tilpasset sig verden. Oh, jeg så at det var en vanære mod deres bekendelse, en vanære mod Guds sag. De lyver over for deres bekendelse. De tror at de ikke er verden lig, men de er dem så nær i klæder, i samtale og handlinger, at der ikke er forskel. Jeg så at de pyntede på deres fattige dødelige legemer, som hvert øjeblik kan såres af en Guds finger, og lægges på pinslens seng. Oh, når de nærmer sig deres sidste chance, når døds pinslerne når deres kroppe, og det store spørgsmål er da: ”Er jeg parat til at dø? parat til at vise mig for Gud i dommen, og stå for det store tilbageblik? Spørg dem hvad de føler for at dekorere deres legemer, og hvis de har en fornemmelse for hvad det er at stå forberedt for Gud, vil de fortælle dig om de gik tilbage og leve om igen, ville de rette op på deres liv, undgå verdens tåbeligheder, dens forfængelighed, dens stolthed, og ville besmykke kroppen med et ærbart udseende, og sætte et eksempel for sig. De ville leve til Guds ære. Hvorfor er det så vanskeligt at føre et selvfornægtende og ydmygt liv? Fordi bekendende kristne ikke er døde over for verden. Det er nemt at leve efter vi er døde. Men der er en længsel efter Ægyptens porrer og løg. De har en tilbøjelighed til at klæde sig og handle som verden gør, og alligevel gå efter himlen. Disse kravler op et andet sted. De går ikke ad den snævre vej og lige port."   ret

Disse vil ikke have en undskyldning. Jeg så at mange var iklædt som verden for at få indflydelse. Men her gør de en sørgelig og skæbnesvanger fejltagelse. Hvis de vil have en sand og frelsende indflydelse, så lad dem ud leve deres bekendelse, vise deres tro ved deres retfærdige gerninger, og gøre stor forskel mellem den kristne og verden. Jeg så at ordene, klæderne og handlingerne ville tælle for Gud. Den hellige indflydelse vil spredes over alle, og alle vil få kundskab til dem, at de har været sammen med Jesus, og ikke-troende vil se at den sandhed vi bekender har en helliggørende indflydelse, og at troen på Kristi komme, påvirker mænds eller kvinders karakter. Hvis nogen ønsker at deres indflydelse skal tælle for sandheden, så lad dem ud leve den, og efterligne det ydmyge Forbillede.   ret

Jeg så at Gud hader stolthed, og at alle de stolte, og alle som gør ondt, skal være som stubbe, og den dag kommer skal de brændes op. Jeg så at den tredje engels budskab måtte arbejde som surdej må mange menneskesind som bekender at tro dette, og bortfeje deres stolthed, selviskhed, ergærrighed og verdenskærlighed.   ret

Jesus kommer, og vil han finde et folk der har tilpasset sig verden? og vil han anerkende dem som sit folk, som han har renset til sig selv? Oh, nej. Ingen andre end den rene og hellige vil han anerkende som sine. Dem der er blevet renset og gjort strålende ved lidelser, og har holdt sig udskilt og uplettet af verden, vil han eje som sine.   ret

”Idet jeg så de skæbnesvangre kendsgerninger at Guds folk havde tilpasset sig verden, uden at gøre forskel, kun i navn, imellem mange af deres bekendende disciple fra den sagtmodige og ydmyge Jesus, og ikke-troende, følte jeg en dyb sjælspine. Jeg så at Jesus blev såret og udsat til åben skam. Idet englen så at Guds elskede folk tager del i verdens ånd og følge dens moder, sagde han: ”Ryst jer fri, ryst jer fri!” så han ikke sætter jer i gruppe med hyklere og ikke-troende uden for byen. Den bekendelse vil kun skabe større besvær, og din straf vil blive større, fordi I kendte hans vilje, men gjorde den ikke.”   ret

”Jeg så at dem der bekender at tro den tredje engels budskab ofte gør Guds sag skade, ved lethed, spørg og skæmt. Jeg fik vist at dette onde var gennemgående i vore rækker. Jeg så at der måtte ske en ydmygelse for Gud, og at Israels Gud bør sønderrive hjertet og ikke klædningen. Kristus lignende enkelthed ses sjældent; der tænkes mere på menneskets bifald end frygt for at behage Gud. Englen sagde: bring dit hjerte i orden, så han ikke hjemsøger dig i dommen, og den skrøbelige livstråd, og du lægges ubeskyttet i graven, uforberedt på dommen. Eller hvis I ikke graver jeres egen grav, hvis I ikke snart stifter fred med Gud, river jer selv løs af verden, vil jeres hjerter blive hårdere, og I vil læne jer op ad en falsk støtte, en formodet forberedelse, og finde den fejltagelse og få et håb for sent.”   ret

Jeg så at nogle bekendende sabbatsholdere brugte timer på dårligere ting end ødsle bort, studere den eller den mode, for at pynte det stakkels dødelige legeme. Da du prøvede at få dig til at se ud som verden, og ligeså smuk som du kan, husk på at den samme krop om nogle få dage kan være føde for maverne. Og så længe du sætter den op efter din smag der behager dine øjne, dør du åndeligt. Gud hader din forfængelige og onde stolthed, og Han ser på dig som en kalket grav; men indeni er du fuld af fordærv og urenhed. Mødre sætter stolthedens eksempel for deres børn, og derved sås frø som vil spire op og bære frugt. Høsten vil være overmådelig og sikker. Det som de sår skal de høste. Afgrøderne vil ikke svigte.   ret

Jeg så forældre, at det er nemmere for jer at lære jeres børn en lektion i stolthed, end en lektion i ydmyghed. Og at Satan og hans engle står lige ved jeres side for at gøre sin handling til jeres, eller gøre de ord I siger til dem, virkningsfulde så de opmuntres til klæder, og deres stolthed til at blandes med et uhelligt selskab. Oh, forældre, I planter torne i jeres eget skød, så vi I ofte føle smerte. Og når du vil modvirke den sørgelige lektie du har lært dine børn, vil du finde at det er en vanskelig ting. Det er umuligt for dig at gøre det. Du kan fornægte dem ting som tilfredsstiller deres stolthed, alligevel lever deres stolthed i hjertet, og længes efter tilfredsstillelse, og intet andet kan dræbe denne stolthed end at få Guds hurtige og mægtige Ånd til at finde vej til hjertet, og virke som surdej der, og luge det bort.
E. G. White   ret