Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. januar 1890

Kristus åbenbarede Faderen.

"Og ordet blev kød, og tog bolig iblandt os, (og vi så hans herlighed, herligheden som af den enbårne fra Faderen,) fuld af nåde og sandhed." Kristus kom til verden for at åbenbare Faderens karakter og forløse den faldne slægt. Verdens forløser var lig Gud. Hans myndighed var lig Guds myndighed. Han erklærede, at han ikke havde nogen tilværelse adskilt fra Faderen. Den myndighed, hvormed han talte og udført mirakler, var ganske hans egen og dog forsikrer han os om, at han og Faderen er ét. Johannes frembar Kristi vidne, og pegede alle mennesker hen til ham som den lovede Messias. Da han så Jesus foran sig, erklærede han: "Se Guds Lam, som borttager verdens synd. Dette er ham om hvem det er sagt: Efter mig kommer en mand som er større end mig, for han var før mig." "Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk."   ret

Som lovgiver udøvede Jesus Guds myndighed; hans bud og bestemmelser blev støttet af den evige trones overhøjhed. Faderens herlighed blev åbenbaret i Sønnen; Kristus åbenbarede Faderens karakter. Han var så fuldstændig knyttet til Gud, så fuldkommen omsluttet af hans lys, at den, der havde set Sønnen, havde set Faderen. Hans stemme var Guds stemme. Læg mærke til Kristi bøn før hans korsfæstelse: "Og nu, oh Fader, hellige du mig med dit eget selv, med den herlighed jeg havde med dig før denne verdens grundlæggelse." Og igen siger Han: "Jeg er i Faderen og Faderen er i mig." "Ingen kender Sønnen uden Faderen og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Faderen vil åbenbare ham." "Den, som har set mig har set Faderen." Joh 14,11; Matt 11,27; Joh 14,9.   ret

Kristus blev miskendt af jøderne, fordi han ikke hele tiden dvælede ved loven, som skrevet på stentavler. Han opfordrede mennesker til at lære af ham, for han var levendegørelsen af Guds lov. Han var den eneste i menneskelig skikkelse, som kunne stå midt iblandt et folk af øjenvidner og se sig rundt blandt dem og sige: "Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?" Joh 8,46. Han vidste, at intet menneske kunne pege på en brist i hans personlighed eller optræden. Hvilken magt gav ikke hans pletfri renhed til hans lære, hvilken kraft til hans irettesættelser, hvilken myndighed til hans befalinger! Sandheden har aldrig svindet bort fra hans læber, aldrig mistet noget af dens hellighed, fordi den var illustreret i dens Forsvarers guddommelige karakter. Hvor enkel, hvor klar og definitiv er dens udtryk! Jesus erklærede sin mission over for Pilatus, da han sagde: "Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst."   ret

Da Jesus talte var det ikke tøvende eller usikkert, gentagelser og genkendelige billeder. Sandheden lød fra hans læber i en ny og fængslende fremstilling som gav dem en ny åbenbarings friskhed. Hans røst hævede sig aldrig til unaturlige højder og hans ord lød med en alvor og overbevisning, der svarede til deres betydning og de skæbnesvangre følger, det ville få, om de blev modtaget eller forkastet. Når hans lære mødte modstand, forsvarede han dem med så stor iver og sikkerhed så hans tilhører blev indprentet med at han ville dø, om nødvendigt, for at støtte autoriteten af hans lære.   ret

Jesus var verdens lys. Han kom fra Gud med et håbets og frelsens budskab til Adams faldne sønner. Hvis mennesker ville tage imod ham som deres personlige Frelser, lovede han at genoprette dem i Guds billede, og genløse alle som var gået tabt på grund af synd. Han bragte menneskerne sandheden, uden én indvævet tråd af vildfarelse. Medens Han lærte, kom hans ord med autoritet; for han talte med tydelig kendskab til sandheden.   ret

Menneskers lære er helt anderledes fra Kristi lære. Fra menneskers side er der hele tiden tendens til at bringe sine egne teorier og meninger som skulle være opmærksomhed værdig, også selvom de ikke har fundament i sandheden. Mennesker er meget hårdnakket på deres fejlagtige tanker og intetsigende meninger. De vil holde fast i menneskers traditioner, og forsvarere dem ligeså energisk som de var den veritable sandhed. Jesus erklærede at enhver som var af sandheden ville høre hans røst.   ret

Hvor megen mere kraft vil der ikke følge med det forkyndte ord i dag, hvis mennesker dvælede mindre ved menneskers teorier og argumenter, og langt mere på Kristi lektier, og på praktisk gudsfrygt. Han som havde stået i Guds råd, som havde dvælet ved hans nærhed, kendte godt til sandhedselementernes oprindelse, og forstod dens forhold og betydning for mennesket. Han overbragte frelses planen og den åbenbarede sandhed af højeste orden for verden, endog det evige livs ord.   ret

Patriarker, profeter og apostle talte idet de bevægede Helligånden, og sagde tydeligt at de ikke talte af deres egen kraft, heller ikke i deres eget navn. De ønskede ikke at der måtte tillægges dem tiltro, så ingen måtte betragte dem som ophavsmænd for noget de skulle tage æren for. De var nidkære for Gud ære, for hvem al pris tilhører. De erklærer at de evner og de budskaber de bringer, er givet dem som beskikkede for Guds kraft. Gud var deres autoritet og tilstrækkelighed. Jesus havde bidraget patriarker, profeter og apostlene kundskab om Gud. I åbenbaringerne i Det gamle Testamente blev der lagt vægt på at forklare evangeliet, at løfte sløret over den evige Faders hensigt og vilje. Kristus virkede gennem de hellige mænd i fortiden for at frelse den faldne menneskehed og da han kom til verden, kom han med det samme budskab om frelse fra synd og han kom for atter at bringe menneskene Guds velbehag.   ret

Kristus er al sandheds ophav. Enhver strålende idé, enhver vise tanke, enhver dygtighed og hvert talent hos mennesker er Kristi gave. Han har ikke lånt nye tanker fra mennesker, for han har selv skabt alt. Men da han kom til jorden, fandt han sandhedens klare ædelstene, som han havde betroet mennesket, helt begravet i overtro og traditioner. Sandheder af den mest afgørende betydning var kædet sammen med vildfarelser for at tjene den listige bedragers formål. Menneskers meninger, deres mest populære følelser, blev dækket til i foregivelse af sandheden og blev præsenteret som himlens ægte ædelstene, værdig at ofre opmærksomhed og ærbødighed. Men Kristus tog alle slags fejlagtige teorier. Ingen anden end verdens frelser havde magt til at fremsætte sandheden i den oprindelige renhed, befriet for de vildfarelser, som Satan havde hobet over den for at skjule dens himmelske skønhed.   ret

Nogle af de sandheder som Kristus talte om kendte folk til. De havde hørt dem fra præsterne og herskernes læber, og fra kloge mennesker; men i alt dette var Kristi tanker betegnende. Han havde givet dem til betroede mennesker, at viderebringe til verden. Ved enhver anledning proklamerede han den særlige sandhed han mente var passende for sine tilhøreres behov, uanset om tankerne var præsenteret tidligere eller ikke.   ret

Det var Kristi opgave at fremkalde den sandhed, som mennesker trængte til og befri den fra vildfarelser og fremstille den renset for verdens overtro, så at folket kunne tage imod den for dens egen indre og evige fortrins skyld. Han spredte tvivlens tåger, for at sandheden kunne åbenbares og sende sine klare stråler ind i menneskehjerterne. Han satte sandheden i klar modsætning til vildfarelse så den viser sig som sandhed for folk. Men hvor få værdsætter værdien af det arbejde Kristus gjorde?! Hvor få i vore dage har et retmæssigt begreb af de dyrebare lektier som han gav til sine disciple.   ret

Han beviste at han selv er vejen, sandheden og livet. Han søgte at drage menneskers tanker bort fra dette livs fornøjelser til usynlige og evige realiteter. At mænd og kvinder har deres øjne rettet mod det himmelske, gør dem ikke uegnet til dette livs pligter, men gør dem snarere mere virksomme og trofaste. Skønt det, der hører den evige verden til, synes at gribe deres sind, lægge beslag på deres opmærksomhed og omslutte hele deres væsen, medfører den åndelige oplysning en rolig, himmelfødt flid, der sætter den kristne i stand til at finde glæde i at udføre livets almindelige pligter. Vor daglige bekymringer og ansvar er prøver hvor det kommer frem om man vil være trofast i de små ting, så vi kan betros større ansvar. "Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. Han som trofast har udnyttet sin Mesters talenter, vil høre anerkendende ord fra hans læber: "Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde."   ret

Satan arbejder hele tiden på at trænge den fremtidige verdens herlighed i baggrunden og drage hele opmærksomheden hen på det, der hører dette liv til. Han prøver at gøre det sådan, at vore tanker, vor higen og tragten er rettet mod de jordiske ting, så vi ikke kan se eller fatte evighedens værdier. Verden og dens bekymringer har for stor en plads, mens Jesus og det himmelske har en alt for ringe del af vore tanker og interesser. Vi bør samvittighedsfuldt udføre dagliglivets pligter, men det er også vigtigt, at vi frem for alt åndelig udvikler et hellig hengivenhed for vor Herre Jesus Kristus. Den største forhindring for vor åndelige vækst er at ikke udvise den tro der virker i kærlighed og renser sjælen. Megen blind vantro udvises over for løfter som er blevet optegnet for vor trøst og støtte. Vi behøver en mere forstandsmæssig kundskab til Bibelen, så vil kan forstå hvad der er Guds åbenbarede vilje.   ret

Tid og følelser optager vores sind så meget at vi næsten ikke ser op mod himlen. Det åndelige og evige er så uklart i forhold til almindelige verdslige ting, at vi ikke værdsætter deres værdi og betydning. Vi forbedre ikke vores muligheder for at studere Guds ord som vi skulle. Studiet af Guds kærlighed, der blev åbenbaret, da han gav sin Søn til frelse for faldne mennesker, vil røre hjertet og vække kræfter i sjælen som intet andet. Forløsningens værk er vidunderligt. Det er et mysterium i Guds univers. Men hvor ligegyldige mange er over for en så grænseløs nåde! Apostlen siger: "Heri består kærligheden, ikke at vi elsker Gud, men at han elsker os og sendte sin Søn som soner for vores synd." Hvis vore sanser ikke var blevet sløvet af synd og tanken på de mørke billeder, som Satan stadig holder frem for os, ville en brændende og uophørlig strøm af taknemmelighed flyde fra vore hjerter til ham, der daglig overøser os med velgerninger, som vi slet ikke har fortjent. De forløstes evige sang vil være en pris til ham, der har elsket os og tvættet os for vore synder i sit eget blod. Hvis vi nogen sinde skal synge den sang for Guds trone, må vi lære den her. Hvis vi meditere over Guds kærlighed, vil alle vores vaner vise at vi befinder os i en velafbalanceret, sund tilstand og vores åndelige kraft vil vokse når vi bruger den i tro og bøn og aktiv tjeneste for Gud. Vi har brug for den levende tro der bruges og som ved at blive brugt gøres perfekt.   ret