Review and Herald d. 10. januar 1856
Meddelelser fra søster White.
Kære brødre og søstre: - For nogle måneder siden var min ånd meget nedtrygt. Gud har set at det var rigtigt at bruge mig, et svagt redskab, for nogle år siden ved at give mig syner. Dette sted har jeg ikke ønsket. Jeg har altid været klar over at det vil give mig mange timer med åndspine. Budskaber er blevet givet til mig, og det er blevet pålagt mig at berette dem pålideligt. Mine følelser har været meget oprørte, og medens jeg har gudsfrygten fremholdt for mig, er jeg nød til at fortælle pålideligt, hvad det er at Gud har vist mig, mine sindslidelser har været meget intense. ret
Og når jeg også ser hvor lidt der er agtet på synerne, og hvilken lille virkning de gør på andre, så bliver jeg modløs. Synerne har i den senere tid været mindre og mindre hyppige, og mit vidnesbyrd til Guds børn er væk. Jeg troede at mit arbejde i Guds sag var gjort, og at jeg ikke havde flere opgaver at gøre, men for at redde min egen sjæl, og være noget for min lille familie; have en god indflydelse over mine børn, bede sammen med dem, og for dem, så de kan frelses. ret
Jeg har været meget bange for at de blev efterladt uden faderens forsørgelse. Min mands dårlige helbred har fået mig til at skælve for fremtiden. Mine udsigter ser mørke ud. Jeg har prøvet at holde mit gode mod oppe, men har næsten hele tiden båret på en længsel. Jeg har sjældent givet udtryk for mine følelser, for jeg troede at det var forkert at tale om trængsler og mørke over for andre, da det vil have en dårlig påvirkning på dem, og svække deres tro. ret
Ved vor sidste konferens i Battle Creek, i nov. arbejdede Gud for os. Guds tjeneres sind blev anvendt efter Kirkens gaver, og hvis Guds mine var kommet over sit folk fordi gaverne var blevet ringeagtet og negliceret, var der en god udsigt til at hans smil igen ville komme over os, og han vil gladeligt og nådigt atter genopliver gaverne, og de vil leve i Kirken, til opmuntring for den modfaldne og hungrende sjæl, for at rette og irettesætte den fejlende. ret
Vor skælvende tro har atter gennemboret de mørke skyer der havde samlet sig over os, og er fæstnet på vor evige sol, hvis stråler atter har spredt vort tungsind. Og med håb og tillid vil vi gøre vor pligt over for dem omkring os; erklære trofast hvad Gud har pålagt os, lade konsekvenserne være hvad de må være. Han der pålægger os at tale, vil tage sig af konsekvenserne, hvis vi gør hans vilje. Jesus vil ikke pålægge os en større byrde end vi kan bære. ret
Alle har en indflydelse, og den indflydelse tæller for Gud og for himlen, eller for Satan og helvede. Jeg kan ikke og jeg tør ikke holde inde med dette. Jeg må advare dem der er i fare for at undgå Guds vrede. Et stort arbejde må gøres for os. Vi affinder os med at leve i for stor afstand fra Gud. Vore hjerter er ikke helt foran Ham, ellers ville vi føle en dyb sjælslængsel efter at være helliget hans sag. ret
Er vi villige til at ransage vore hjerter, og sammenligne vore liv med vort hellige mønster! Vi er alt for tilfreds med en formalitet. Vi må have gudsfrygtens kraft i sjælen. Vi må have vore tanker til at løbe i den rigtige kanal. Vore samtaler er for meget over jordiske ting. Og når vi mødes for at bede til Gud, tager det tid at få tankerne rettet til Gud, eller en himmelsk ramme at tjene ham i. Vi har haft så få tanker om Gud og himlen, vi kan ikke nærme os ham med tillid i tro; og bede og arbejde i mørke; skønt det er vort privilegium at være i lyset. ret
Uden for mødet må der være liv for Gud. Vore tanker må være over himmelske ting, og vi bør værne om et glad og lykkeligt tankesæt, og når vi så mødes for at bede sammen, kan vi bede i tro, kan komme direkte til punktet uden at vade så meget rundt i mørke. Vi må have vores ånd indviet. Det er som om denne fattige jord bare er en masse sten. Den drager vore sind og optager tankerne så der kun er lidt plads til himmelske tanker og principper. Sådan behøver det ikke at være. Min egen erfaring siger at himlen kan tiltrække os. Vi kan holde vore tanker på Jesus og hans elskelige karakter, og på vor uvuderlige rigdom. Vi kan være stærke i Gud. Vi kan få en vækst i troen. Vi må holde på sejren når vi op når den, og så vil det være nemt at tro. Hvis vi fortsætter med at holde på sejren, vil vor tro vokse. Dette er den eneste måde vi kan overvinde på, og til sidst komme sejrrige ud af det. ret
Men hvor ofte får vi en lille sejr, føler at Gud har hørt os bede, og når prøvelser kommer, og mørke skyer og modgang kommer, opgiver vi det som vi har opnået. Vor tro dør, og vi opmuntrer atter vantroen til at komme ind i vore sjæle. Og når vi gør noget andet for at befri sjælen, er det meget vanskeligere for os end før, at komme frem til det punkt hvor Gud tages på sit ord. Vi må først klage over os selv, og bedrøves over at vi er så formørkede; og vi skal anstrenge os mere for sejr end før. ret
Lad os have den tro der griber fat i Guds løfter, og ikke lade dem flygte. Tro der vil leve i modgang, skyer og i mørke, og skælvende vil finde sin vej gennem alle forhindringer, frem for det andet forhæng, og der gribe den ønskede velsignelse. En død tro vil ikke gøre os noget godt. Vi må have en levende tro, og der får vi en levende erfaring. ret
”Vi har mærket Guds kraft og velsignelse for nogle få uger siden. Gud har været meget nådig. Han har arbejdet på en underfuld måde for min mand. Vi har bragt ham til vor store Læge, i vor tros arme, og råbte ligesom den blinde Bartimæus, ”Jesus du Davids Søn, hav barmhjertighed med os;” er vi blevet trøstet. Vi har mærket Guds helbredende kraft. Al medicin er blevet lagt til side, og vi stoler alene på vor store Læges arm. Vi er endnu ikke mættede. Vor tro siger: fuldstændig rask. Vi har set Guds frelse, alligevel forventer vi at se og mærke mere. Jeg tror at min mand uden tvivl stadig vil kunne støde de sidste advarende basunstød til verden." ret
For nogle uger siden var vor fred som en flod. Vore sjæle triumferede i Gud. Taknemlighed, uudsigelig taknemlighed, fyldte min sjæl for tegnene på Guds kærlighed, som vi har følt og det på det sidste. Vi har det som om vi har givet os selv på ny til Gud; helliget os til arbejdet. Vi ønsker at være et levende offer til Gud, og udbrede en hellig indflydelse. Hele mit væsen længes efter Gud. Jeg tørster, jeg gisper efter levende vande. ret
Vort eksempel og vore liv vakler anten mellem himmelen og evigt liv, eller mørke og død. Vort liv bør være heligt, og vi bør ofte omgås med Gud, og tage imod næring fra Jesus, den levende vinranke, så at vore sjæle blomstrer i Herren. Så kan vi udøve en hellig indflydelse. Hvor helligt bør de ikke leve, som tror at have nådens sidste budskab til verden! Vor holdning bør vare ydmyg, sagtmodig, samtidig skal sandhederne vi bekender os til, at højne standarden, og ikke en ophøjet stilling, høt over verdens usle, indbildte bedrag. ret
Sand kristen ydmjykhed får os til, att gøra det. En förnimmelse av vår egen svaghet och bräcklighet får oss, att luta oss emot Den, som är mäktig att frälsa, vars stora glädje är, att ge den blygsamme, självförgätne bedjaren styrka och mod. Saktmod är den kristnes vackraste prydnad. Jesus älskar, att hedra sådana, och upphöja dem. I Jesus bor alltings fullhet. Vi får ta del av hans rika nåd och översvallande frälsning. Vi har en obegränsad Frälsare att fröjda oss över, och kan utan att rubbas förtrösta och lita på Gud. Vi har alltför litet tro, vi tvivlar för mycket. Vår tro på Guds kostbara löften borde öka dagligen. Om vi tänker besegra mörkrets makter, måste det ske genom ständig, uthållig vaksamhet och nästan oavbruten bön. Det här måste ske varje dag. Om vi växer till i nåd och kunskap om sanningen, måste vi noga välja våra ord, och krydda dem med nåd. Gud kommer att bistå oss i våra strävanden. Änglar kommer att vaka över oss, och våra själar kommer att vara som bevattnade trädgårdar. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | |
afsn nr:11 | |
afsn nr:12 | |
afsn nr:13 | |
afsn nr:14 | |