Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 11. januar 1906

I Daniels liv var ønsket om at herliggøre Gud det stærkeste af alle motiver. Han indså, at hvis han står i nærværelse af menneskers indflydelse, ville han aftage med at vedkende sig Gud som kilden til hans visdom og den ville have gjort ham til en upålidelig hovmester. Og hans konstante erkendelse af himmelens Gud frem for konger, prinser og statsmænd, forringede ikke en tøddel fra hans indflydelse. Kong Nebukadnezzar, overfor hvem Daniel så tit ærede Guds navn, blev til sidst fuldstændigt omvendt og lærte at "Love, ophøje og ære himmelens Konge." (Dan.4,37a)   ret

Før præsyndflodverdens udslettelse , frembar Enok sit vidnesbyrd uforfærdet   ret

Ved slutningen af sit besøg til Jerusalem blev dronningen af Saba tvunget af det, hun havde set og lært, til ikke at rose Salomo, men til at udbryde: “Lovet være Herren din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på sin trone som konge for Herren din Gud. Fordi din Gud elsker Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til konge over dem, til at øve ret og retfærdighed.” Det var dette indtryk, Gud havde til hensigt, at alle folk skulle få. Og da “alle jordens konger søgte hen til Salomo for at høre den visdom, Gud havde lagt i hans hjerte,” fortsatte kongen for en tid ærbødigt at vise dem hen til himlenes og jordens Skaber, universets Hersker, den Alvise. Jehovas navn blev æret, og hans hellige tempel blev betragtet med ærefrygt.   ret