Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. januar 1905

“Vil du gå ind til livet,” fortsatte Kristus, “‘så hold budene!’ Han spørger: ‘Hvilke bud?’” Som svar citerer Jesus flere af budene: “Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle, du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og du skal elske din næste som dig selv.” Rådsherrens svar til dette var positivt: “Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af; hvad mangler jeg endnu?” “En ting mangler du endnu,” sagde Jesus, “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig.” Kristus læste rådsherrens hjerte. Han rørte ved hans afgud, hans jordiske ejendele, som han måtte give afkald på, hvis han ikke skulle mangle noget. De ejendele, han kaldte sine, var Herrens, som var betroet ham til det samme formål, som Kristus pegede på, at hjælpe de fattige og trængende, at afhjælpe menneskehedens lidelser, klæde den nøgne og brødføde den sultne. Hvis rådsherren havde været villig til at adlyde Kristus, kunne han have udrettet meget godt ved at følge Frelserens eksempel. Men han var uvillig. Prisen for evigt liv syntes for stor, og han gik bedrøvet bort, for han havde meget gods. Frelseren betød ikke lige så meget for ham som hans eget navn blandt mennesker eller hans ejendele. At opgive sine jordiske skatte, som var synlige, for de himmelske skatte, som var usynlige, var for stor en risiko. Han afslog tilbuddet om evigt liv, og til hans dages ende skulle verden modtage hans tilbedelse.   ret